Land of the Dead

Da Romero lavede Night of the Living Dead (1968), var han kun 28 år gammel. Den var en slet skjult politisk kommentar på det moderne samfund; en tendens der blev endnu mere udtalt i Dawn of the Dead (1978). I Day of the Dead (1985) forsøgte han sig også med det politiske, men her faldt det hårdt til jorden.

Kommerciel ræson

Nu er den gode Romero blevet en ældre herre, men alligevel har han haft et ønske om at lave en ny zombiefilm, 20 år efter hans sidste kapitel i zombietrilogien, der jo nu må betegnes som en zombie-quadrologi. Der har også – kommercielt set – været gode grund til at lave en ny zombiefilm, da de er særdeles hotte for tiden.

Først kom Resident Evil (2002), så 28 Days Later (2002) og for to år siden kom den vellykkede genindspilning af Romeros egen Dawn of the Dead. Så lige pludselig var der mulighed for, at Romero kunne vende tilbage til den genre, han havde været med til at skabe, og han fik 15 millioner dollars til at lave sin nye film.

Det lyder måske af meget, når man tager i betragtning hvad Romero normalt laver film for, men for en stor studiefilm i 2005 er det peanuts. Det ses da også flere steder, specielt i kulisser og set designs, at Romero ikke har haft helt det budget, som historien krævede. I modsætning til hans tidligere zombiefilm, hvor det meste foregår på enkle locations, og hvor det var dygtig makeup, der fik filmene til at se dyre ud, er Land of the Dead en langt mere ambitiøs sag.

Oprindeligt ville Romero gerne have filmet i sin hjemby Pittsburgh, men for at spare skattepenge blev produktionen rykket til Toronto. Romero har nok haft et ønske om at vise den moderne generation, hvordan en rigtig zombiefilm bør laves, men desværre kan Land of the Dead ikke leve op til dette. Filmen er dog dejlig blodig – hvis man da har anskaffet sig den ucensurerede version – og zombierne er tilmed godt lavet.

Veludført indledning

Filmen indledes af en veludført montagesekvens, der begynder med teksten SOME TIME AGO, hvor man i sort/hvide billeder ser, hvad der startede katastrofen. Vi ser nedlagte byer og zombier, mens en radiostemme fortæller at zombierne spiser menneskekød og at alle, der bides, selv bliver til zombier.

Stemmen tager fat på noget helt centralt i zombiemyten: Disse monstre er ikke længere dine naboer, familie eller venner, selvom de ligner dem. De er monstre der vil spise dig! Vi finder også ud af, at hele verden er under angreb – ikke blot USA som vi så det i de tre foregående film. Dernæst bliver filmen i farver, og teksten TODAY toner frem over skærmen, kort efter at radiostemmen siger, at folk søger tilflugt i de store byer og samler forråd i forstæderne.

Hele verdens befolkning – altså den del som ikke er blevet til zombier, og det er ikke mange, der stadig er almindelige levende – lever nu i afgrænsede samfund med specialuddannede fraktioner, der søger efter forråd i zombiernes territorier.

Fortsætter med de intelligente zombier

Vi befinder os på en kirkegård, hvor vi ser zombier vandre hvileløst rundt. Dernæst klippes til en tankstation, hvor vi følger en stor, sort zombie iklædt en kedeldragt gå omkring. Lidt derfra sidder to levende og iagttager zombierne. Den ene konstaterer, at zombierne prøver at blive som de levende, hvortil den anden siger, at de plejede at være som de levende, og de prøver at blive som de levende igen.

Og her bliver vi klar over, at Romero begynder, hvor han sluttede med den intelligente zombie Bob i Day of the Dead. Man kan indskyde, at den intelligente zombie er en naturlig konsekvens af Romeros flirten med idéen om, at zombier gradvist udvikler sig hen imod det de var engang.

Imens ser vi, at den sorte zombie piller ved en benzinpumpe, hvorefter han med råb prøver at kommunikere med de andre zombier. De to mænd, hvoraf den ene er filmens hovedperson Riley, er alle med i en deling af soldater, der arbejder for den rige Kaufman, og de skaffer varer i forstæderne til det etablerede samfund.

Ja, du læste rigtigt. Anført af Kaufman – overspillet af Dennis Hopper – er der blevet skabt et samfund, som på alle måder er en tro og meget karikeret kopi af det forbrugersamfund, som Romero smadrede i de tre første zombiefilm.

Gentableret samfund

Vi ser også, at soldaterne har noget, der minder om en stor armeret bus, og denne kommer til at spille en stor rolle senere i filmen. Riley udtrykker sin bekymring for, at zombierne har lært at kommunikere, og at noget snart vil gå galt. Naturligvis er der ingen, der tror ham, specielt ikke spradebassen Cholo. Vi finder også ud af, at Riley snart har tænkt sig at trække sig tilbage og finde sig et sted for sig selv; et sted han håber at finde i Canada.

Sideløbende med dette ser vi, at den sorte zombie prøver at råbe de andre zombier op. Nærmest som var der tale om evolution, har han udviklet sig og har lært helt basale ting, og det gør ham naturligvis til en rigtig farlig zombie. Han får de andre levende døde samlet, og langsomt men sikkert bevæger de sig mod netop den storby, Pittsburgh, hvor de levende har genetableret et samfund.

Det er en by med højhuse, der er omkranset af vand. Kernen i dette er højhuset Fiddler’s Green. Det er en gigantisk bygning med al den luksus, man kunne ønske sig, og de har endda også en TV-station. Byen bliver – udover af vandet – beskyttet af store barrikader og elektriske hegn. For foden af den store luksusskyskraber bor de almindelige mennesker, den nye underklasse, der lever i en form for rustikt landsbysamfund med naturalieøkonomi og bl.a. fornøjer sig med zombiegladiatorkampe.

Pinagtig allegori

Alt dette er en meget tydelig – og lettere pinagtig – allegori over det moderne USA, hvor Dennis Hoppers Kaufman har flere ligheder med George Bush Jr. Zombierne bliver endda flere steder sidestillet med terrorister, og dem vil vi – undskyld USA – jo ikke forhandle med. På papiret har det måske lydt som en god idé, men ærlig talt så fungerer det ikke.

Men det går naturligvis ikke værre eller bedre, end at zombierne bryder igennem, og vi kommer til at gennemgå en lang, og actionfyldt blodfest, hvor Riley slår sig sammen med den tidligere luder Slack, spillet af Asia Argento – datteren til Dario Argento, der er en af Romeros gode venner.

Overspil

Der er for en gangs skyld nogle ganske habile skuespillere med i en Romero-film, men enten er de for lidt med eller også overspiller de fælt, som det er tilfældet med Dennis Hopper. Den mand, der var så god før i tiden, er blevet til en karikatur på sig selv, og måske skulle han snart putte støvlerne på hylden.

En del ros skal dog gå Simon Baker som Riley. Han har den udstråling, som en rigtig helt skal have, og det virker som om, han har følt sig godt tilpas med den noget opskruede dialog. Til gengæld er hans kemi med den kvindelige hovedrolle Asia Argento helt til hundene, og man fornemmer, at hendes karakter kun er med for at der skulle være noget rart at se på for husarerne. Som en lille sjov detalje dukker Tom Savini op som en zombie, iklædt stort set det samme outfit, som han havde på som rocker i Dawn of the Dead.

Kluntet og gammeldags

Land of the Dead virker som en film, der er lavet 10-20 år for sent. Den er kluntet og meget gammeldags, uden at det er på den gode måde. Den prøver at være moderne, og det er netop her, den fejler. For en rigtig zombiefilm er IKKE moderne – altså i mine øjne.

Hvis der skal noget nyt krudt til genren, skal man søge tilbage til de ting, der virker, og her kunne jeg forestille mig, at en filmatisering af Robert Kirkmans glimrende tegneserie The Walking Dead ville være det helt rigtige.

Vi må håbe, at dette bliver det endelig punktum i Romeros zombiesaga, hvis ikke det skal gå hen og blive til en farce. Man kunne forestille sig, at den næste zombiefilm kunne hedde noget i stil med “Vote for the Dead”, hvor man følger en zombies valgkampagne for at blive præsident. Jeg kan kun sige: Tak for alt Romero, men nu må det være nok. Men trods alt underholder filmen dog på en noget pervers og blodig måde. Det kunne bare være så meget bedre.

Anmeldt i nr. 13 | 13/11/2006

Stikord: 4’er, Fortsættelse, Postapokalyptika, Zombier