Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

La casa sperduta nel parco

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

La casa sperduta nel parco er ikke helt så grum og modbydelig, som den kunne have været, men som exploitationfilm fungerer den langt hen ad vejen fint.

La casa sperduta nel parcoDen italienske filminstruktør Ruggero Deodato er manden bag nogle af de mest berømte og berygtede italienske exploitationfilm fra den periode i 1970’erne og 1980’erne, hvor tilsyneladende alt var tilladt inden for den italienske filmbranche. Her er det ikke mindst kannibalklassikeren Cannibal Holocaust (1980), jeg tænker på. Men i samme åndedrag må også nævnes La casa sperduta nel parco, bedre kendt under sin engelske titel House on the Edge of the Park. Den danske titel er i øvrigt Farlig indbydelse, og betydningen af det skal jeg vende tilbage til.

La casa sperduta nel parco havde, som Cannibal Holocaust, premiere i 1980, men var faktisk indspillet to år tidligere, i 1978. Filmen er en hardcore rape ‘n revenge-film, der, som så mange andre film inden for denne ofte modbydelige subgenre, er afledt af Wes Cravens The Last House on the Left fra 1972. I La casa sperduta nel parco går inspirationen længere end som så, idet man i rollen som filmens primære psykopat har castet David Hess, der også spillede hovedpsykopaten i Cravens film.

Lige som Cravens film og andre rape ‘n revenge-film såsom Day of the Woman, endte La casa sperduta nel parco på BBFC’s liste over video nasties, og til denne dag er filmen ikke udsendt uklippet i Storbritannien. Den udgave, der udkom i Storbritannien i 2002, var klippet med over 11 minutter! Som det gælder for de øvrige udgivelser fra Another World Entertainment, er denne danske udgivelse naturligvis uklippet.

Fest i afsidesliggende villa
Lisa (Annie Belle) og Tom (Christian Borromeo) i begyndelsen af filmen.

Lisa (Annie Belle) og Tom (Christian Borromeo) i begyndelsen af filmen.

La casa sperduta nel parco foregår i New York, og begynder en aften, hvor vi ser Alex (David Hess) følge efter en kvinde. Det ender med at Alex trænger ind kvindens bil, hvor han voldtager og kvæler hende – dette er vel at mærke sket efter under 3 minutter.

Da vi næste gang møder Alex, er der gået nogen tid. Alex og hans lettere retarderede kammerat Ricky (Giovanni Lombardo Radice) er ved at forberede sig på at skulle i byen, da der ind i parkeringshuset, hvor Alex arbejder, kører en bil med overklassekæresteparret Lisa og Tom (Annie Belle og Christian Borromeo). De har problemer med bilen og vil gerne have det fikset i en fart, da de er på vej til en lille komsammen med nogle venner.

Alex (David Hess) møder Lisa.

Alex (David Hess) møder Lisa.

Alex fatter meget hurtigt interesse i Lisa, og han inviterer sig selv og Ricky med til festen, hvad hverken Lisa eller Tom synes at have noget imod. De kører derfor ud til den noget afsidesliggende villa, hvor festen foregår. Ud over de nyligt ankomne befinder sig der Glenda (Marie Claude Joseph), Howard (Gabriele Di Giulio) og Gloria (Lorraine De Selle).

Festen begynder forholdsvis fredeligt, og det eneste der er lidt ud over det sædvanlige er, at Alex lægger voldsomt meget an på Lisa, der i øvrigt ikke lader til at have det helt store imod dette, og nærmest ægger ham til at gå længere og længere. Til sidst – og i øvrigt efter en brusebadsscene med full frontal nudity for Annie Belles vedkommende – snyder Lisa dog Alex, der må tage til takke med et koldt brusebad.

Alt andet end tilfældigt
Annie Belle i rollen som Lisa.

Annie Belle i rollen som Lisa.

Alt imens Alex har været travlt optaget af at forsøge at få Lisa med i seng, har de andre spillet poker med Ricky og snydt så det driver. Da først Alex kommer ned igen og konfronterer dem med deres snyd, er det, at filmen for alvor går over i et andet gear. Nu begynder Alex og Ricky at terrorisere de fem unge mennesker, hvilket både indebærer vold og voldtægter.

Her er der dog en temmelig besynderlig ting, som det er værd at bide mærke i, og det er, at Lisa, efter at have gjort modstand, faktisk ender med at hengive sig til Alex, da han voldtager hende, hvilket alt andet lige virker helt forkert. Lige så besynderligt forekommer det, at Gloria ender med at fatte så meget sympati for den halvretarderede Ricky, at hun på et tidspunkt frivilligt dyrker sex med ham. Men måske skal dette ses som en del af de unge menneskers udspekulerede plan.

Imens Alex forsøger at komme i bukserne på Lisa, spiller Ricky (i midten, spillet Giovanni Lombardo Radice) kort med Howard (Gabriele Di Giulio), Glenda (Marie Claude Joseph) og Tom (offscreen). I baggrunden kigger Gloria (Lorraine De Selle) på.

Imens Alex forsøger at komme i bukserne på Lisa, spiller Ricky (i midten, spillet Giovanni Lombardo Radice) kort med Howard (Gabriele Di Giulio), Glenda (Marie Claude Joseph) og Tom (offscreen). I baggrunden kigger Gloria (Lorraine De Selle) på.

Til aller-allersidst afsløres det nemlig, at Alex’ tilstedeværelse under festen er alt andet end tilfældig, og at der vitterlig har været tale om en “Farlig indbydelse” (om end Alex som sagt mestendels inviterer sig selv). Det viser sig nemlig, at den unge kvinde som Alex voldtog og myrdede i filmens begyndelse var ingen ringere end Toms søster, og at det hele har været en sindrig plan for at kunne myrde Alex uden at komme i fængsel for det. Yeah, right!

Alex tror lige han skal til at være heldig med Lisa.

Alex tror lige han skal til at være heldig med Lisa.

Som Jesper Moerch så fint bemærker det i den lille booklet, der ligger i DVD-coveret, kunne man mistænke manuskriptforfatterne Gianfranco Clerici og Vincenzo Mannino for at have indføjet dette “twist” for at retfærdiggøre de foregående cirka 80 minutters hardcore exploitation. Hvorvidt man så mener, at det er tilfældet, må være op til den enkelte, men personligt synes jeg det havde været mere stilfuldt, om manuskriptforfatterne bare havde kørt linen ud og ladet overklassedyrene få overtaget ved et tilfælde, hvorefter de kunne gå i gang med deres hævn.

Alt andet lige virker det fuldkomment usandsynligt, at den myrdede kvindes venner og veninder skulle udsætte sig selv for det, de går igennem, blot for at kunne slå Alex ihjel. Og én af dem virker da også som om, hun ender i situationen ved et rent tilfælde. Det er pigen Cindy (Brigitte Petronio), som dukker op et stykke inde i filmen, og som Alex formår at få lokket inden for. Det er da også hende, der bliver udsat for Alex’ ragekniv i en af filmens suverænt mest ubehagelige scener, da Alex går amok og begynder at snitte sår i hendes arme, bryster, mave og lår. Indtil da er det faktisk begrænset, hvor meget blod, vi har set – primært da Alex giver Tom et ordentligt lag tæsk – men der har været pænt mange grænseoverskridende scener med halve eller hele voldtægter.

Ubehagelig stemning
Alex morer sig.

Alex morer sig.

Selv om gore-faktoren dermed ikke er særlig høj, hænger der alligevel en forholdsvis ubehagelig stemning over filmen; en stemning der dog til en vis grad undermineres af de fem unge gidslers meget passive holdning. Der er således mange gange, hvor de uden problemer burde have kunnet tage kontrol med situationen, og det giver absolut ingen mening, hvorfor det ikke sker – undtagen når man lige tænker twist-slutningen ind. Af samme grund tror jeg heller ikke på, at slutningen er en eftertanke fra manuskriptforfatternes side. I så fald er de unge menneskers nærmest apatiske opførsel i hvert fald helt til grin.

På dette tidspunkt af filmen ser det også ud som om Ricky stadig morer sig.

På dette tidspunkt af filmen ser det også ud som om Ricky stadig morer sig.

Under alle omstændigheder får deres sløve opførsel filmen til at mangle en del realisme, som Ruggero Deodato ellers med sit kamera desperat forsøger at indgyde filmen med. Historien halter bare på dette område, og det er derfor, at La casa sperduta nel parco ikke bliver helt så modbydeligt ubehagelig, som den kunne have været. For i udgangspunktet er alle grundingredienserne til stede til en film, som kunne konkurrere med selv de værste italo-shockers om grusomhed og modbydelighed. Filmen svinger sig aldrig helt op til disse højder, og det er til en vis grad ærgerligt.

Davis Hess stjæler scenerne
Glenda og Lisa tvinges også til lidt lesbisk lir - der er virkelig tale om klassisk exploitation her.

Glenda og Lisa tvinges også til lidt lesbisk lir – der er virkelig tale om klassisk exploitation her.

Det er David Hess, der fuldkomment stjæler scenerne i La casa sperduta nel parco. Hans fremstilling af Alex er ekstra skræmmende, fordi han er en psykopat i så forbandet godt humør – han nyder virkelig, hvad han foretager sig. Hess er aldeles fremragende i rollen, lige som han dominerede i den meget lignende rolle i The Last House on the Left, men det kan virkelig undre én, at Hess (som i øvrigt skulle være venligheden selv i virkeligheden), sagde ja til på det nærmeste at gentage sin rolle fra Cravens film.

Alex lader sin ragekniv tale i filmens så absolut mest ubehagelige scene.

Alex lader sin ragekniv tale i filmens så absolut mest ubehagelige scene.

I rollen som Alex’ lettere tilbagestående sidekick Ricky, som også er den eneste af de to, der har den mindste rest af moral, havde Giovanni Lombardo Radice sin filmdebut under kunstnernavnet John Morghen. Fans af italo-exploitation vil også kende Radice fra Umberto Lenzis Cannibal Ferox fra 1981, hvor han mister pikken i én af kannibalfilmenes obligatoriske kastrationsscener. Også Lorraine De Selle, der spiller Gloria, medvirker i øvrigt i Ferox. Men der er flere kendte ansigter: Rollen som Tom spilles således af Christian Borromeo, som i 1982 skulle medvirke i Argentos Tenebre og i 1984 i Lucio Fulcis Murderock – uccide a passa di danza.

For den mandlige seer er det imidlertid Annie Belle, der udgør det største trækplaster. Hun er eye candy af højeste karat og har da også medvirket i halverotiske film. I øvrigt var hun også med i Joe D’Amatos Rosso sangue fra 1981 (også kendt som Absurd) – en anden video nasty. Ud over Hess er det nu ikke fordi skuespillet er noget videre at skrive hjem om, selv om folk da gør det hæderligt – som i de fleste italienske exploitationfilm er det jo ikke så meget skuespillet, det handler om, som hvor meget manuskriptforfattere og instruktør kunne chokere.

Fungerer fint som exploitationfilm
Løn som forskyldt.

Løn som forskyldt.

I 1980 var der ingen tvivl om, at La casa sperduta nel parco kunne chokere, og der er da bestemt også nogle af scenerne, der i dag er væmmelige. Men på grund af det noget åndede plot og det, plottet medfører, ender filmen med at være mærkeligt utroværdig, og det frarøver filmen en hel del af sin chokværdi. Havde de unge mennesker blot gjort en smule modstand, og havde Gloria og Lisa ikke til sidst hengivet sig til henholdsvis Ricky og Alex, kunne La casa sperduta nel parco have været en af de mest modbydelige film, man kan forestille sig. Den formår stadig at være grum og væmmelig ind imellem, men slet ikke nok til at være i boldgade med Cravens tankevækkende forbillede eller Deodatos egen Cannibal Holocaust.

Ikke desto mindre fungerer La casa sperduta nel parco langt hen ad vejen fint som rendyrket exploitationfilm. Der er masser af vold, umotiveret nøgenhed, voldtægter og andet, som udelukkende er med i filmen for at provokere, og selv om det måske ikke virker så stærkt i dag, som da filmen kom ud, så er der bestemt ikke tale om en konventionel underholdningsfilm. Hvis man har smag for rendyrket exploitation er der intet forgjort i at gøre sig bekendt med La casa sperduta nel parco – om ikke andet så bare for den seriøst labre Annie Belles skyld.

La casa sperduta nel parco er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

4 stjerner

Titel: La casa sperduta nel parco
Dansk titel: Farlig indbydelse
Andre titler: House on the Edge of the Park
Instruktør: Ruggero Deodato
Manuskript: Gianfranco Clerici & Vincenzo Mannino
Cast: David Hess (Alex), Annie Belle (Lisa), Christian Borromeo (Tom), Giovanni Lombardo Radice (Ricky) (som John Morghen), Marie Claude Joseph (Glenda), Gabriele Di Giulio (Howard), Brigitte Petronio (Cindy), Karoline Mardeck (Susan), Lorraine De Selle (Gloria)
Producere: Franco Di Nunzio (producer), Franco Palaggi (producer)
Foto: Sergio D’Offizi
Klip: Vincenzo Tomassi
Musik: Riz Ortolani
Spilletid: 91 minutter
Aspect ratio: 1.85:1 anamorphic widescreen
Lyd: Dolby Digital mono (Engelsk), Dolby Digital 2.0, Dolby Digital 5.1 (Italiensk)
Sprog: Engelsk, Italiensk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: Italien, 1980
Produktionsselskaber: F.D. Cinematografica
Distributør (DVD): Another World Entertainment (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 23 | 13/09/2007

Stikord: Italian Cinema, Rip-off, Video Nasty

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *