La Belle bête

Det er ikke første gang, vi her på Planet Pulp stifter bekendtskab med den noget specielle canadiske filminstruktør Karim Hussain. Subconscious Cruelty (1999) er der mange meninger om, men her på Planet Pulp var det grænsesøgende formekseperiment ikke noget, der faldt i god jord.

Fornyer eller lort på landskabet?

Med La Belle bête (med den engelske titel The Beautiful Beast) har vi at gøre med en noget anden type film, som på overfladen er en mere “almindelig” film. Det er en dybt mystisk, foruroligende og samtidig meget fascinerende fortælling om livet i en helt fucked up familie. Filmen er meget ujævn, men Hussain viser endnu engang, at han ikke er, som filmskabere er flest. Take it or leave it, men det er typer som ham, der i det lange løb kan være med til at forny filmsproget – men han kan så sandelig også risikere at blive en lille lort på det store filmlandskab, hvilket nok vil gå den gode Hussain på, da han virker som meget ambitiøs herre. Hussain har da også, udover at være med til at skrive manuskriptet og instruere filmen, været med som producer, og har haft ansvaret som ledende fotograf. Så filmen er på alle måder Hussains.

Men lad os se lidt på den forskruede handling, som er baseret på romanen La Belle bête (1959) af Marie-Claire Blais. Romanen skrev Blais, da hun kun var 17 år, og jeg kan kun sige stakkels pige, da hun med tematikkerne berører ting, som en pige på 17 gerne skulle være forskånet for. Men romanen blev i sin tid hyldet, og nedslagtet, på grund af dens livssyn, og mangel på morale. Romanen blev da også anset som værende umulig at filmatisere, indtil den gode Karim Hussain kom ind i billedet. Og sjovt nok har Blais været med til at skrive manuskriptet til filmen sammen med Hussain. Filmen er optaget på fransk, og foregår hovedsageligt i og omkring en villa et sted i den fransktalende del af Canada – man hører en by blive omtalt, men ikke ved navn. Det geografiske er heller ikke så vigtigt, da filmen stort set kun udspiller sig på én lokalitet med få afstikkere.

Pervers trekantshistorie

I filmen er farmand død, og moderen, Louise, har noget, der ligner et seksuelt forhold til den tilbagestående søn, Patrice, mens datteren, Isabelle-Marie er helt forskruet, og ser syner af en mand med hestehoved. Allerede her kan man nok godt fornemme, at det ikke er verdens mest almindelige familie, vi har med at gøre, og da replikker som “Det skal gøre ondt, før det er godt” dukker op med jævne mellemrum ved man godt, hvad klokken er slået. Men tilbage til handlingen.

Moderen og sønnens påfaldende nærhed er noget, der går Isabelle-Marie på. Hun får ikke den opmærksomhed, hun gerne vil have, og hun har noget, der minder om en hestepsykose – i et flashback, hvor faderen står med en hest, bliver det svagt antydet, at han har forgrebet sig på Isabelle-Marie, hvilket måske er forklaringen på, hvorfor Isabelle-Marie flere gange ser en mandsperson med hestehoved. Igen er det hele meget tvetydigt, hvilket kendetegner hele filmen, og måske er det bare min tolkning. Måske også derfor er det så svært for hende at se incestforholdet mellem sin mor og bror udfolde sig lige for øjnene af sig. Det er en trekantshistorie, hvor det perverse ligger i, at trekanten udgøres af mor, søn og datter – ikke forstået som at de har en trekant i selve filmen, men med alle de underlige ting, der sker, kunne man faktisk godt forestille sig det ske.

En dag tager Louise så til en begravelse, og Patrice og Isabelle-Marie bliver ladt alene tilbage, hvilket får katastrofale følger. Da Louise så vender tilbage med en mand, Lanz, som åbenbart er hendes nye kæreste, begynder det for alvor at gå galt. Nu er Patrice truet, Louise får en sygdom, og Isabelle-Marie drikker sig fuld, og har sex med en mand, hun møder til en underlig fest. Samtidig er der også opstået et underligt forhold mellem Patrice og Marie-Isabelle, som kulminerer, mens Isabelle-Marie vasker Patrice i et karbad, mens hun rager ham i skridtet under vandet.

Sætter tålmodigheden på prøve

Ikke mere om handlingen, men man kan nok godt regne ud, at der kommer til at ske ting og sager. Smukt er det ikke, og som handlingen skrider frem, mister Karim Hussain da også kontrollen med filmen. Det hele bliver rodet og mudret, og de spring, der er i tiden er slet ikke til at holde styr på. Det bliver derved ikke gennem den konkrete handling, at La Belle bête får sin styrke.

La Belle bête vil sætte din tålmodighed på prøve. Tempoet er meget, meget langsomt, og hvis man er træt eller har tømmermænd, kan man meget nemt blive lullet i søvn. For filmens styrke er som sådan ikke den konkrete handling, men mere stemningen. Personligt blev jeg langsomt draget ind i filmens univers, og på trods af mange ujævnheder, blev jeg fanget. Ikke fanget som i “underholdt”, men mere fascineret. Det er i mine øjne helt tydeligt, at Karim Hussain har talent, og han har mulighed for at blive en ganske stor independent-instruktør – om noget af det talent kommer fra hans mor, som skrev erotiske noveller, er derimod svært at sige. Han er et forholdsvis stort navn i Canada, og Another World Entertainment lancerer ham da også som “Canadas enfant terrible”, og det er også modigt at AWE tør udgive denne film. I 2008 vandt Hussain også “Director’s Award” for netop La Belle bête på Boston Underground Film Festival, som netop er en festival, der hylder de alternative og grænsesøgende filmskabere.

Sex og forfald

Men La Belle bête er simpelthen for rodet til at fremstå som et helstøbt værk, samtidig med, at den vil alt for meget. Mange steder falder skuespillet igennem, eller nærmere personinstruktionen, og flere scener giver stort set ikke mening. Måske derfor sammenligner Montreal Film Journal også Hussain med selveste David Lynch, som netop er mesteren til at skabe ikke-mening. Men hvor det hos Lynch virker fascinerende, og samtidig er med til at skabe stemning, virker det hos Hussain flere steder som ikke-mening for ikke-meningens skyld.

Langt hen af vejen gør skuespillerne det dog ganske fremragende, men i takt med at Hussain mister grebet, falder skuespillet også til jorden. For mig er Carole Laure, som spiller Louise, filmens stærkeste kort. Hun emmer langt væk af sex og forfald, og fremstår, sammen med hovedpersonernes hjem, som billedet på dekadencen og forfaldet, som gennemsyrer hele filmen. Mark-André Grondin som Patrice har den nemmeste rolle som tilbagestående ung mand, der bliver fanget i spillet mellem moderen og søsteren. Men som handlingen skrider frem træder Patrice også i karakter, hvilket Grondin meget godt skildrer. Caroline Dhavernas som Isabelle-Marie gør stort indtryk, både positivt og negativt. I flere scener er hun fremragende, specielt når det kun er hende og Patrice, der er på skærmen. Men i andre scener kan Dhavernas slet ikke finde de rette grimasser, og nogle steder ser det ud, som om hun griner, hvor hun skulle græde.

Alt i alt gør trekløveret det dog ganske godt, men som hele filmen, er det noget ujævnt. David La Haye som Lanz stjæler dog billedet, og det er ærgerligt, at han ikke er så meget med. Det er en lukket fortælling, hvor det stort set kun er de fire nævnte personer, der er med – derfor nævner jeg heller ikke flere skuespillere.

Kompromisløs og ujævn

Rent visuelt er filmen meget atmosfærisk. Hussain, der også fører kameraet, har benyttet varme og mørke farver, som specielt er med til at formidle en god stemning af efterår og forfald. Mange kompositioner er flotte, men mange er det modsatte, og det virker ærlig talt som om, der ikke rigtig har været nogen til at sige Hussain imod. Han er herren i huset, og alt spiller efter hans fløjter. Det positive ved det er så, at filmen er ganske kompromisløs, og det negative er, at den fremstår meget ujævn.

Jeg vil anbefale, at man ser Le Belle bête, da den er en fascinerende oplevelse. Det er meget langt væk fra mainstreamunderholdning, og som genre vil jeg betegne den som et psykologisk heste-/incestdrama. En lille bastard af en film, som bestemt ikke er noget smukt bæst, men det er heller ikke meningen. Handlingen fortaber sig i tåger, men tilbage står en ganske speciel, og til tider modbydelig, film, som man bør gøre sig selv den tjeneste at se, da en families forfald sjældent er skildret så humørforladt. Du skal ikke se den med din kæreste, heller ikke med din mor, og specielt ikke med gutterne en fredag aften, før i skal i byen. Nej, se den hellere med dig selv, så får du en ganske speciel oplevelse, hvis du altså kan holde dig vågen. Og hvis du ikke har fået nok, vil jeg påpege, at der med AWE’s 2-disc udgave er masser af spændende ekstramateriale tilgængeligt.

La Belle bête er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 32 | 13/06/2008

Stikord: Artfilm