Kollegiet

Hvor er det dejligt at se nogle nye danske gyserfilm på markedet. Når jeg tænker danske gysere, tænker jeg straks på Ole Bornedals Nattevagten (1994) som én af de bedste, og i den anden ende af skalaen finder man den tamme Sidste Time (1995), den rædsomme Midsommer (2003) og Farligt Venskab (1995), der vist mere er en thriller end en gyserfilm.

Der er derfor ikke så mange danske gysere man kan være “stolte” af. De nyeste skud på stammen er Ole Bornedals Vikaren (2007) samt Cecilie (2007) og altså nu Kollegiet. En pæn lille strimmel skummel uhygge til det danske publikum, der er trætte af at se de gamle Dirch Passer-film eller Dogmefilm.

Kollegieliv

I Kollegiet flytter den studerende Katrine (Neel Rønholt) ind på et kollegium i København. Her lærer hun nogle andre unge mennesker at kende, heriblandt festudvalget og kollegiets snob og “overhoved” Sanne (Julie Ølgaard). Festudvalget tager hurtigt Katrine under deres vinger og fortæller hende om, hvordan man skal være: “enten er du en del af det, eller også er du ikke”, som Sanne udtrykker det.

Sannes ekskæreste Lukas (Jon Lange), der også er med i festudvalget og har et godt øje til Katrine, indvier hende i spøgeriet på værelse 205 (der sjovt nok også tilhører Sanne). Til en fest bliver Katrine rigtig indviet til kollegiet og spøgerierne. Efter hun har været sammen med Lukas, jagter kollegiets beboere Katrine ud på et toilet, hvor hun ser en pige i et spejl, hvorefter hun besvimer.

Efter Katrine har været sammen med Lukas, er Sanne ikke ligefrem venlig overfor Katrine, som bliver mere og mere udelukket fra resten af fællesskabet. Hendes mad bliver stjålet, og de andre beboere hænger billeder af Katrines mor på hendes dør. Men det Katrine har set i spejlet, spøger stadig i hendes sind. Hvem var pigen, og hvordan har de andre beboere kunnet lave det trick, hvis det da var et trick?

Kollegiedød

På universitetet møder Katrine Rolf (Mikkel Arendt), som tidligere har boet på kollegiet, men flyttede på grund af Sannes terror. Ved deres første møde kommer de lidt skævt ind på hinanden, men de begynder at snakke sammen om spøgerierne, efter Katrine har oplevet fleremærkelige ting med spejlene rundt omkring på kollegiet.

En dag er Katrine kommet til at smadre Sannes spejl i værelse 205, hvor en pige ifølge historierne skulle være blevet voldtaget og dræbt. Dermed har Katrine sluppet pigens spøgelse fri. Da Sannes veninde Lena (Mira Wanting) går ud med resterne af spejlet, ser hun sig selv bløde i spejlet, og der går ikke mere end et par minutter, før spøgelset er fremme og gør en ende på Lena. Her går filmen fra at være en spøgelsesfilm til at blive en slasher, hvor kollegiets beboere forsvinder én efter én.

Fucking scary? Ikke helt, men næsten

Spøgelsesfilm er normalt ikke min kop the, da jeg synes mange af dem har det med at fyre en masse vrøvl af og så enten ikke forklare nok eller forklare for meget til, at det stadig kan være spændende. Her tænker jeg blandt andet på mange af asiatiske film som f.eks. Ju-on (2000). Kollegiet er tydeligt inspireret af de asiatiske gysere med de små pigespøgelser med langt, sort, fedtet hår og deres hævn mod alle. Det var derfor en overraskelse at se filmen og komme ud på den anden side med en positiv oplevelse.

“En fucking scary gyser” står der bag på coveret til Kollegiet. En udtalelse jeg dog ikke helt er enig med. Jo, filmen skaber da spænding, men det var aldrig nok til, at jeg kunne mærke de små hår på armene rejse sig. Men hvis man skulle sammenligne med eksempelvis Midsommer, har man et rigtig godt bud på en dansk gyser med slagkraft.

Ikke helt vellykket gespenst

Skuespillet er ganske udmærket, og især Julie Ølgaard er modbydelig i rollen som Sanne. Hun udstråler en aura af snobberi, så man virkelig har lyst til at pande hende en. Neel Rønholt er god i rollen som Katrine, og man føler med hende under hendes hårde tid på kollegiet. Mikkel Arendt er også god som Rolf – outsideren som ikke er helt dum, selvom han måske er nørdet. Det eneste lille minus ved skuespillerne er Jon Lange (Lukas), hvis dialog i scenen, hvor han fortæller Katrine om myten, virker alt for indøvet og kunstig i forhold til resten af filmen.

Der er en smule blod i Kollegiet, blandt andet da en person bliver klemt i en elevator – guf for gorehounds. En anden scene, hvor en person får et glasskår i øjet, er faktisk rigtig godt lavet med tilpas klamme lydeffekter. Spøgelset er på den anden side ikke så uhyggeligt, som de normale gengangere i denne type film er. Hun er lyshåret, har kontaktlinser og er gylden i huden. Hvor er det slimede dødningelook, som man plejer at se i denne genre?

Underholdt fra ende til anden

Jeg glæder mig personligt til at se mere fra instruktøren Martin Barnewitz, da Kollegiet underholdt mig glimrende fra ende til anden, og det er helt sikkert en film, som jeg vil vende tilbage til flere gange. Hvis vi blot kan forvente mere af samme slags og instruktøren ikke er bleg for at vise blod og unaturlige ting, kan vi kun have noget godt i vente.

Kollegiet er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.

Anmeldt i nr. 29 | 13/03/2008

Stikord: Danmark, Spøgelser