Kings Bounty

2 minutters læsetid

Kings Bounty er forløberen til Heroes of Might and Magic-serien, hvoraf det første udkom tilbage i 1995. Formålet med Kings Bounty er at finde artefaktet The Scepter of Order, der er forsvundet fra kongeriget, og dette skal gøres ved at finde stykkerne til et stort kort. Dette har man et vist antal dage til, alt afhængig af, hvilken sværhedsgrad man vælger.

Som spiller har man valget mellem fire forskellige klasser: Knight, Paladin, Barbarian eller Sorceress. Man starter spillet udenfor Kong Maximus’ borg, og herfra er det så op til spilleren at udforske det store land kaldet Continentia.

Fang tyrannerne!

Kong Maximus' borg
Kong Maximus’ borg.

Stumperne til kortet skal findes på forskellige måder. Rundt omkring i Continentia befinder der sig mange borge, som næsten alle er beboet af en ond tyran, der vil den kære Kong Maximus til livs. Som spiller skal man derfor, mod betaling, finde og fange disse. Tyrannerne er hver især i besiddelse af et af kortstumperne, man skal bruge. Samtidig kan man være heldig at finde et i en af de mange skattekister, der sjovt nok ganske åbent ligger fremme i landskabet.

Til rådighed har spilleren en hær, som maksimalt kan bestå af fem forskellige units. Hæren udbygger man gradvist, i takt med at man tjener flere penge ved at slå monstre ihjel, fange tyranner eller finde skattekister.

Gennem dette opnår man leadership points, og det er disse der bestemmer, hvor stor ens hær kan være. Man kan hyre flere units hos Kong Maximus, men det er også muligt at hyre monstre og andre væsener rundt omkring i Continentia. Blandt disse er bl.a. Ogres, Elvere, Gnomer, Trolde. I alt er der omkring 25 forskellige units i spillet.

Turbaseret kamp

Info om tyran
Info om tyran.

Mens man udforsker Continentia møder man ofte andre omvandrende hære, som man kan vælge at kæmpe imod (Kong Maximus har åbenbart overhovedet ikke styr på sit kongerige). Vælger man dette skifter spillet til combat-mode, hvor kampen er turn-based.

Hver unit af soldater kan vælge at bevæge sig, kæmpe, vente til et andet unit har foretaget noget eller skippe runden. Har ens karakter lært at kaste magi, er dette også en mulighed. Selvom kampene ser simple ud, kan det godt betale sig at tænke taktisk. Nogle units kan flyve, andre skyder, og enkelte er meget hurtige, så det gælder om at udnytte disse optimalt for at mindske tabene.

Andre lande

Combat mode
Combat mode.

Det er muligt at finde kort, der giver spilleren adgang til andre lande end Continentia. Et af disse er Forestria, og her stiger sværhedsgraden i forhold til Continentia. Bortset fra det er Forestria, ligesom Continentia, også fyldt med omvandrende monstre, tyranner der skal fanges, og skattekister der ligger frit fremme.

Grafikken i Kings Bounty er kedelig men tålelig. Landene består af skove, bjerge og ørken, og alt sammen er det meget simpelt lavet. Musikken er, som man kan forvente af et DOS-baseret spil fra 1990, helt forfærdelig. Heldigvis er der ikke meget af den, og den kan også slås fra.

Fængende

Her bor en tyran
Her bor en tyran.

Kings Bounty er bestemt ikke et spil med stor dybde, grafik eller lyd, men det har alligevel en utrolig evne til at fænge. Grunden til dette skal findes i det udmærkede koncept, der ligger til grund for spillet. Man skal hele tiden lige udforske lidt mere, samtidig med at man konstant prøver på at gøre sin hær større ved at optjene leadership points.

Trænger man til et sjovt spil, der ikke kræver den store fordybelse men er meget underholdende, kan Kings Bounty på det varmeste anbefales.

4 stjerner
Titel: Kings Bounty
Udgiver, år: New World Computing, Inc., 1990
Platform: PC DOS
Genre: RPG, Strategy
hvid
Hvor får jeg fat i spillet?
Kings Bounty kan downloades til PC på Abandonia.
hvid
Hvordan får jeg spillet til at virke?
PC-versionen virker uden problemer, hvis man benytter sig af DosBox.
DosBox kan findes på Abandonia.

Anmeldt i nr. 6 | 13/04/2006

Stikord: Fantasy, Magi

Skriv et svar

Your email address will not be published.