Kingdom of the Planet of the Apes

OBS! Denne anmeldelse indeholder milde spoilers.

Jeg er stor fan af Planet of the Apes (Abernes planet) fra 1968, hvor Charlton Heston spiller den desillusionerede astronaut Taylor, der strander på en fremmed planet sammen med sit mandskab. De finder en verden, hvor talende aber hersker over stumme mennesker!

Den chokerende slutning med synet af resterne af Frihedsgudinden, hvor det viser sig, at abernes planet er Jorden mange år ude i fremtiden er stadig ikonisk og er én af de ting, der gjorde den oprindelige film til et mesterværk, udover den legendariske abe-sminke af John Chambers.

Starten på en fascinerende filmserie

Den første film blev starten på en fascinerende filmserie, der også talte titler som Beneath the Planet of the Apes (1970), Escape from the Planet of the Apes (1971), Conquest of the Planet of the Apes (1972) og Battle for the Planet of the Apes (1973). Alle de film var på en måde produkter af deres tid, der bød på et kynisk Amerika, præget af raceuroligheder og frygt for en altødelæggende atomkrig.

I starten af det 21. århundrede kom instruktøren Tim Burton med en nyfortolkning, der som 1968-udgaven tog udgangspunkt i Pierre Boulles roman fra 1963.

Men Burtons Planet of the Apes (2001) blev, trods hans vanlige sans for billeder og design, Danny Elfmans musik og særligt Rick Bakers flotte abe-sminke, ikke godt modtaget, især på grund af en twist-slutning, der ingen mening gav.

Der gik hele ti år, før vi fik en ny Abernes planet-film i form af Rise of the Planet of the Apes (2011), der fungerede som en form for reboot på serien.

Motion capture-skuespilleren over dem alle, Andy Serkis, spillede chimpansen Caesar og gav en fantastisk performance.

Filmen blev et hit og fik to efterfølgere, Dawn of the Planet of the Apes (2014) og War of the Planet of the Apes (2017), der afsluttede Caesars utrolige historie, der fører til fødslen af abernes planet ovenpå en virus, der næsten udryddede menneskeheden.

Men nu er tiden inde til endnu en film i serien; Kingdom of the Planet of the Apes (2024), som er instrueret af Wes Ball, der senest har skabt Maze Runner-trilogien (2014-18).

Ny historie, ny generation

Den nye film foregår cirka 300 år efter Caesars død. Menneskeheden er nærmest som en fjern myte, og dem, der er tilbage af racen, lever ligesom dyr.

Aberne i filmen er efterkommere af Caesars aber. Blandt dem, man følger, er den unge chimpanse Noa (Owen Teague), der tilhører en abestamme, der lever i fred og harmoni. Han og de andre lever i pagt med ørne, som de benytter sig af til jagt.

Men paradiset bliver ødelagt, og aberne bliver allesammen kidnappet af en anden abestamme, der tjener deres grusomme konge Proximus Caesar (Kevin Durand), og Noa overlever med nød og næppe.

Noa kaster sig ud i en storstilet rejse for at redde sin familie og sine venner, men undervejs bliver han mødt af den kloge orangutang Raka (Peter Macon) og menneskekvinden Mae (Freya Allan), der ikke er som de andre mennesker…

En mulig start på en ny trilogi

Jeg var meget skeptisk, da Disney annoncerede, at de ville lave en ny omgang af Abernes planet-film for nogle år siden. Selvom jeg var meget imponeret af trilogien om Caesar, følte jeg, at den sidste film var et perfekt punktum for en samlet medrivende historie.

Men efter at have set Kingdom of the Planet of the Apes, er jeg faktisk ret nysgerrig på at se mere om de spændende aber og den mulige konflikt mellem dem og de overlevende mennesker.

Selvom historien i den nye film foretager et stort tidsspring, så kunne det være fedt at have set en endnu større evolution blandt aberne og en mere sofistikeret udvikling af et samfund med plads til teknologi, ligesom man kender det fra den oprindelige roman. Her får man, hvad der føles som abernes svar på bronzealderen, og det fungerer meget godt.

Slutningen lægger helt klart op til mere abe-eventyr og muligvis en trilogi, hvilket er klassisk Hollywood-tankegang. Og det er o.k., så længe det gøres med respekt for franchisen og dens fans, så man krydser fingre for, at Disney ikke klokker i det, som de gjorde det med en vis anden science fiction-franchise, der foregik ude i en fjern galakse.

Dygtige skuespillere og effekter

Ligesom med de tre film fra 2011-17 er aberne realiseret med den seneste teknologi indenfor motion capture og computergrafik, skabt af de kyndige folk fra Weta FX.

Jeg glemte fuldstændigt, at jeg så på computerskabte aber og følte, at de var levende væsener med tanker og følelser. I den foregående trilogi var Andy Serkis utrolig som Caesar og gav et karismatisk portræt af den usædvanlige chimpanse.

Owen Teague formår som Noa at løfte den store opgave fra Serkis og skaber en sympatisk figur, man kan føle for. Noget mere skærmtid med Kevin Durand som den gale abekonge Proximus Caesar havde været fedt, men han skaber en mindeværdig tilstedeværelse med sin skræmmende udstråling og dybe stemme.

Proximus Caesars manipulation af Caesars arv er twistet, og man kan ikke undgå at drage paralleller til visse ting fra virkelighedens verden. Alene at se Proximus føre sig frem som konge, komplet med kongekrone, og råbe “What a wonderful day!”, er et herligt bizart syn.

Peter Macons Raka er simpelthen en fornøjelse som orangutangen, der ærer Caesars ord og lov om abernes trivsel overfor hinanden. Raka sørger for både dramaets tyngde og den tiltrængte humor.

Freya Allan er mest kendt fra den store Netflix-fantasyserie The Witcher (2019-), og Kingdom of the Planet of the Apes er hendes første rigtig store filmrolle. Hun gør det godt og udtrykker meget med sine blå øjne, særligt under dramatiske scener.

Fine hilsner til 1968-klassikeren

Jeg kan nogle gange blive irriteret over nogle filmskaberes iver efter i filmserier at placere de såkaldte easter eggs – små eller store referencer til tidligere film i serien.

Det er især irriterende, når det kommer i vejen for historiefortællingen, men det undgår Wes Ball at gøre i Kingdom of the Planet of the Apes.

Jeg morede mig dog over, at John Paesanos fine musik lavede små hilsner til Jerry Goldsmiths unikke score fra 1968-klassikeren; et score, der var kendt fra sin atonalitet og brug af eksotiske percussion-instrumenter. Det sker i en jagtscene, der i høj grad minder om den ikoniske jagtscene fra den gamle film.

Et meget tilfredsstillende kapitel

Filmen er et seværdigt nyt kapitel til en filmserie, der bliver ved at fascinere med sine historier om en omvendt verden, og den underliggende mørke tone af undergang, der altid har været et fast element i serien.

Nu må tiden vise, om der kommer flere film om Noa og hans stamme. Det afhænger af filmens succes, som i skrivende stund er ret stor. Hvis det er tilfældet, må filmskaberne gerne tage endnu større chancer med de talende aber næste gang.

Anmeldt i nr. 223 | 13/06/2024

Stikord: 10’er, Fortsættelse, Postapokalyptika