Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Killing Birds – uccelli assassini

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Der er ikke mange zombier i Killing Birds, der mere trækker på slashertraditionen, krydret med elementer fra en stor mængde forbilleder. Killing Birds er et stykke ikke helt ueffent B-films-trash.

Killing BirdsKilling Birds – uccelli assassini er en snyder. Filmen præsenteres som en zombiefilm, med den alternative titel Zombie 5: Killing Birds, men faktisk er der slet ikke tale om en zombiefilm.

Godt nok er der nogle levende døde i filmen, men der er snarere tale om en slags zombielignende spøgelser á la Captain Blake og hans mandskab i John Carpenters The Fog (1980). Faktisk er der ingen tvivl om, at The Fog, sammen med en lang række andre film, har været en væsentlig inspirationskilde for Killing Birds, men det vender jeg tilbage til.

Lad mig først slå fast, at selv om Killing Birds bestemt ikke er nogen decideret god film, så har filmen faktisk sine øjeblikke, der fungerer. Dette, kombineret med en lang række let gennemskuelige forbilleder, kikset skuespil og fjollede plotelementer gør den faktisk til en ganske underholdende lille sag, hvis 90 minutter går ret hurtigt.

I øvrigt må det bemærkes, at den alternative titel Zombie 5 må være en sen efterrationalisering til det amerikanske videomarked, for Killing Birds udkom oprindelig i 1987, året før både Zombi 3 og Zombie 4: After Death. Igen ser vi at produktionsselskabet Flora Film søger at lukrere på “Zombie”-titlen.

Vanvittig veteran
Soldaten vender hjem...

Soldaten vender hjem…

Efter forteksterne begynder filmen med en prolog. En amerikansk soldat – vi finder senere ud af, at det er en Vietnam-veteran – vender hjem, blot for at finde sin kæreste eller kone i seng med en anden mand. Han skærer halsen over på manden, og kort efter ordner han også sin utro kæreste. Dernæst tager han sig af to personer, som man senere finder ud af, er elskerens forældre.

Den eneste han ikke rører, er det spædbarn, som forældrene af én eller anden grund bærer rundt på, og som man klart fornemmer, er soldatens eget barn. Barnet har naturligvis én eller anden rolle at spille senere i filmen, men det betyder intet for handlingen, så det siger jeg ikke mere om her.

Nu skal det lige nævnes, at det store hus, soldaten er vendt hjem til, har en lukket veranda, der er fyldt op med alskens slags fugle, hvoraf nogle ikke er i bur. I sin blodrus tog soldaten også livet af én af fuglene – formentlig den utro kærestes kæledyr – men én af de andre fugle tager bagefter hævn og hakker det ene af soldatens øjne ud og gør ham blind på det andet. Det sidste vi ser til ham er at han føres væk af nogle folk, formentlig politiet.

Ekskursion
... og begynder at myrde.

… og begynder at myrde.

Så springer handlingen frem til nutiden. Tidsspringet er dog en anelse uklart, da det aldrig blev angivet hvornår prologen foregår, men man finder snart ud af, at det er sådan det hænger sammen. Her møder vi en flok amerikanske collegestuderende, der netop har fået nogle fondspenge til en ekspedition for at lede efter en fugl, der frygtes at være uddød.

Nu tror man straks at de unge mennesker skal langt væk, til Sydamerika eller Asien, men det viser sig, at der nærmere er tale om en mindre ekskursion end en ekspedition. I hvert fald foregår ekspeditionen i Louisiana, og man har ikke fornemmelsen af, at de kører særligt langt væk fra universitetet.

Soldaten får stukket sit øje ud af en fugl.

Soldaten får stukket sit øje ud af en fugl.

Før de tager af sted opsøger de dog én af de tre sidste personer, der har set den sjældne fugl. Det er en midaldrende blind herre (hint, hint), der opfører sig en anelse skummelt og hvis meget dårlige make-up ikke kan skjule, at han bliver spillet af Robert Vaughn, som mange danskere nok kender bedre som skurken i Superman III (1983) såvel som fra et hav af ældre film, samt både gamle og nye TV-serier.

På trods af, at Vaughns rolle er vigtig for handlingen, er den ganske lille, og han blev uden tvivl castet blot for at give filmen et kendt navn på rollelisten. Hovedparten af de medvirkende er nemlig ikke nogen, man dengang kendte noget til, med undtagelse af Lara Wendel, der var med i Argentos Tenebre (1982), og det er også kun én af dem, James Villemaire, der senere fået noget, der ligner en karriere med små roller i diverse mere eller mindre kendte TV-serier, bl.a. Sex and the City og Law & Order.

Bad mojo
Den mandlige hovedperson.

Den mandlige hovedperson.

Gruppen af unge mennesker tager af sted til Louisiana, der i filmen fremstilles som et meget øde sted, for at lede efter den sjældne fugl. Der finder de et sted, hvor de ønsker at slå lejr for natten. Det viser sig naturligvis at være det samme hus, som soldaten myrdede de fire mennesker i mange år tidligere. Der er bad mojo i huset, og det kan flere af de unge godt fornemme, men de bliver der selvfølgelig alligevel. Det skulle de imidlertid aldrig have gjort, for i løbet af natten tages de én efter én af dage indtil der kun et to tilbage.

Hvordan det hele slutter, skal ikke afsløres her, men lad det dog være sagt at den blinde Dr. Brown, altså Vaughns rolle, dukker op til sidst. Præcis hvordan han er kommet ud til det øde beliggende hus ved egen hjælp, får vi dog ikke at vide.

Spøgelseshistorie
Den kvindelige hovedperson.

Den kvindelige hovedperson.

Filmens titel er hen i vejret, uanset om man hermed mener Killing Birds eller Zombie 5. Jeg har allerede redegjort for, at der ret beset ikke er tale om zombier, og selv om der er fugle i filmen, så er der kun én person, til allersidst, der sandsynligvis bliver slået ihjel af fugle. Til gengæld ser vi en masse fugle i løbet af filmen, der på skummel vis flyver rundt over huset og forbløffer de unge ornitologer. Men deciderede dræberfugle er der ikke rigtigt tale om.

Det vi har i Killing Birds er i stedet en lille spøgelseshistorie, der trækker kraftigt på 1980’ernes teen-slashere, og som har særlige elementer, der viser tilbage til helt bestemte film. Den forsøger at imitere den ubehagelige stemning omkring fugle, der lykkedes så godt for Hitchcock i The Birds (Fuglene) (1963) og zombierne/spøgelserne er som tidligere nævnt et direkte lån fra Carpenters The Fog.

I begyndelsen af de unge fuglekiggeres ekspedition er der også et enkelt sted en klar imitation af den indledningsvist idylliske stemning i de italienske kannibalfilm – her spiller glad musik mens de unge bevæger sig igennem Louisianas landskab og kigger på dyrelivet.

Inspirationskilder
Dr. Fred Brown (Robert Vaughn).

Dr. Fred Brown (Robert Vaughn).

Slasher-inspirationen er, sammen med The Fog, nok de mest tydelige inspirationskilder. Slasher-inspirationen kommer tydeligt til udtryk gennem hovedpersonerne, der består af en sammensat flok mere eller mindre liderlige unge. Godt nok er det lidt af et nørdet twist, at de (med et par undtagelser) er ornitologer, men ikke desto mindre er det det samme billede som de fleste slasherfilm.

Filmen følger også den samme model som de klassiske slasherfilm med hensyn til at etablere stemning, nemlig ved at isolere de unge – enten helt alene eller i små grupper – og sende dem ind i nogle skumle omgivelser. Her må man sige at det forladte hus faktisk er ganske stemningsfuldt, og at det flere steder lykkes for instruktøren Claudio Lattanzi at fremmane en ganske nervepirrende atmosfære.

Det skumle hus.

Det skumle hus.

Huset er i øvrigt det samme, der ses i begyndelsen af Lucio Fulcis E tu vivrai nel terrore – L’aldilà (også kendt som The Beyond og på dansk Zombiernes By) fra 1981. Det er naturligvis også på grund af filmens italienske ophav, at der i begyndelsen spores referencer til kannibalfilmene. Filmen er tilmed fotograferet af Italiens sleazekonge numero uno, Joe D’Amato, der efter sigende også skulle have en finger med i spillet i filmens instruktion, ganske vist ukrediteret.

The Fog-inspirationen kommer primært gennem spøgelsernes/zombiernes generelle opførsel og deres funktion i filmen, men i en enkelt scene er det særligt tydeligt. Her kommer et spøgelse langsomt vandrende hen mod en bil, som vore hovedpersoner sidder i og desperat forsøger at starte. Gespenstet er indhyllet i tåge og tillige backlightet, så man kun ser dets silhuet. Så bliver det næppe tydeligere.

Underudviklet plot
En zombie nærmer sig.

En zombie nærmer sig.

I forhold til Zombi 3 og After Death (aka Zombie 4) er der ingen tvivl om, at man med Killing Birds, eller Zombie 5 om man vil, har at gøre med en langt mere velproduceret film. Ikke alene kan Killing Birds prale af at have et nogenlunde jævnt fremadskridende plot hele vejen igennem, men den ser heller ikke nær så billig ud som sine to navnefæller.

Det skyldes bl.a. også, at filmen faktisk er optaget on location i USA, hvilket tilføjer den en autentisk stemning, der stedvist lugter lidt af den samme nedslidte sydstatsstemning som i eksempelvis The Texas Chain Saw Massacre (1974).

I sammenligning med alle sine forbilleder er Killing Birds en langt ringere film. Hævnplottet er ikke udviklet nok, og forklaringen på hvorfor spøgelserne angriber de unge, er en smule søgt. Det forklares til sidst, at de lever af frygt, hvilket er noget filmen næsten får held til at antyde igennem et par ganske effektive hallucinations-scener tidligere i handlingen.

Det bliver dog aldrig rigtig klart, og er en del af plottet, der klart er underudviklet. Det kunne med held have været udviklet langt mere. Et andet sted finder én af de kvindelige personer et gammelt fotografi og en avis fra 1965, og man forventer næsten, at der skal udvikle sig en smule klassisk detektivarbejde, hvor de unge forsøger at finde ud af, hvad der foregår. Dette taber filmen imidlertid også på gulvet, og man kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget bedre den kunne være blevet, hvis disse elementer var blevet udviklet lidt mere.

Elendigt skuespil
En af ekspeditionsdeltagerne er computernørd - i filmens begyndelse får man at se, hvad han får tiden at gå med.

En af ekspeditionsdel-tagerne er computernørd – i filmens begyndelse får man at se, hvad han får tiden at gå med.

Til gengæld ville nok så meget plot aldrig kunne have gjort noget ved filmens horrible skuespillere. Alle de unge er helt frygtelige, men i denne type film gør det ikke så meget, og det er med til at tilføje filmen den typiske B-films-charme. Til gengæld er hverken billede- eller lydkvaliteten på DVD’en noget at råbe hurra for. Billederne er for det meste acceptable, men stedvist er der klart sket noget, sikkert med originalfilmen, hvor alle lyse områder har et kraftigt neonskær omkring sig, der ikke kan være tilsigtet.

Værre er det dog at lyden er mudret, og dialogen stedvist særdeles svær at høre, og det er især problematisk da der ingen undertekster er på DVD’en. Som et sidste kritikpunkt skal nævnes musikken, der kunne have været med til at hæve filmen en hel del. Som nævnt er der adskillige sekvenser i filmen, der faktisk fungerer ganske udmærket. Desværre undermineres stemningen i mange af dem af det synthesizede score, der er alt for action-agtigt og dominerende.

Der er meget lidt gore i Killing Birds, så ægte gorehounds vil nok ikke finde så meget at komme efter. Øjenudprikningen i filmens begyndelse er ikke specielt overbevisende, og de relativt mange halsoverskæringer, der ses, er også ret blodfattige. Der er på et tidspunkt tilløb til en klassisk hovedafrivning i bedste zombiestil, men den bliver aldrig realiseret on-screen (det har sikkert været for dyrt).

Charmerende stykke trash

På trods af alle kritikpunkterne tror jeg, der er mange Planet Pulp-læsere derude, der faktisk vil være i stand til at nyde Killing Birds, som jeg gjorde. En god film i traditionel forstand er der ikke tale om, men den har klare kvaliteter, der sammen med dens B-films-udtryk gør den til et charmerende lille stykke trash. Mange vil uden tvivl også synes det er rendyrket trash uden kvaliteter, men dem om det. Jeg var fint underholdt.

3 stjerner

Titel: Killing Birds – uccelli assassini
Andre titler: Zombie 5: Killing Birds (USA), Dark Eye of the Zombie, Raptors
Instruktør: Claudio Lattanzi, Joe D’Amato (ukrediteret)
Manuskript: Daniele Stroppa (som Daniel Ross), Sheila Goldberg (dialog)
Cast: Lara Wendel (Anne), Robert Vaughn (Dr. Fred Brown), Timothy W. Watts (Steve Porter), Leslie Cummings (som Leslie Cummins) (Mary), James Villamaire (Paul), Sal Maggiore (Brian), James Sutterfield (Rob), Lin Gathright (Jennifer)
Producere: Joe D’Amato (producer), Claudio Lattanzi (producer)
Foto: Joe D’Amato (som Frederick Slonisco)
Klip: Kathleen Stratton
Musik: Carlo Maria Cordio
Spilletid: 90 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Engelsk
Undertekster: Ingen
Produktionsland, år: Italien, 1987
Produktionsselskaber: Filmirage, Flora Film
Distributør (DVD): Shriek Show
Udgave/region: 1

Anmeldt i nr. 13 | 13/11/2006

Stikord: Fugle, Italian Cinema, Rip-off, Spøgelser, Sydstaterne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *