Stranger Things 5

Det er generelt meget få TV-serier, der slutter på en fuldt tilfredsstillende facon. Altså, hvor serien for det første slutter på serieskabernes præmisser, for det andet formår at forløse handlingens plot tilfredsstillende og endelig, for det tredje, formår at være følelsesmæssigt tilfredsstillende for seerne.

Et utal af serier har gennem tiden fået kniven af TV-kanalen (eller streamingtjenesten) og er dermed sluttet enten med en decideret cliffhanger eller i det mindste på en måde, hvor plottet på ingen måde er afviklet.

Én af mine all-time yndlingsserier, Twin Peaks, sluttede på den måde i 1991, og der skulle gå 26 år, inden vi fik en fortsættelse, der imidlertid er så radikalt væsensforskellig fra den originale serie, at man kan diskutere, om den kan betragtes som en regulær fortsættelse.

En anden af mine yndlingsserier, Lost (2004-10), sluttede godt nok på serieskabernes præmisser efter seks sæsoner, men til gengæld formåede de ikke at afslutte plottet helt tilfredsstillende – om end slutningen, rent følelsesmæssigt, ramte plet.

Og sådan kan man blive ved.

Derfor er det også dejligt at kunne konstatere, at Duffer-brødrene faktisk har formået at afslutte Stranger Things på en måde, der både afvikler plottet fint, fungerer følelsesmæssigt – og alt på deres egne præmisser.

Jovist, man kan finde svagheder i plottet, hvis man leder efter dem, men åbenlyse huller, der får seeren til at sidde tilbage som et stort spørgsmålstegn, er der heldigvis ingen af.

Hawkins, Indiana, 1987

Der er sket ting og sager i Hawkins, Indiana, siden vi forlod lillebyen ved slutningen af fjerde sæson, der fandt sted i foråret 1986. Vi er rykket omkring halvandet år frem, og befinder os nu i efteråret 1987.

Efter de voldsomme begivenheder i sæsonfinalen i sæson 4, er Hawkins blevet overtaget af militæret, der har lagt en jernring om byen. Eller mere konkret: et hegn. Byen bevogtes, og ingen slipper ind eller ud, undtagen de lastbiler, der kommer med forsyninger.

Skal vi endelig tale om en plotmæssig svaghed, kan denne militære karantæne af byen nævnes som én af dem: Hvorfor ingen må komme ind og ud af Hawkins, får vi aldrig nogen forklaring på. Begivenhederne i slutningen af sæson 4 blev officielt bortforklaret som et jordskælv, og inde i byen lader det kun til, at det er vore Frygtløse Hovedpersoner™, der ved noget om sagernes rette sammenhæng.

Nå, men tilbage til sagen: Hawkins er isoleret. Til al held har Murray Bauman (Brett Gelman) fået en tjans som én af de lastbilchauffører, der kører med forsyninger til byen, og han har naturligvis et hemmeligt rum i lastbilen, hvori han kan indsmugle de ting, som vore hovedpersoner har brug for.

Inde i The Upside Down har militæret oprettet en base. Den ligger lige på den anden side af den eneste direkte tilgængelige port, beliggende i midten af byen.

Basen – og hele den militære tilstedeværelse i Hawkins – regeres af den militære videnskabsmand Dr. Kay (Linda Hamilton), der – underforstået – forsøger at udnytte kræfterne i The Upside Down til skumle, militære formål.

Men det, Dr. Kay og resten af militæret er mest interesseret i, er at få fat på Eleven.

Vore Frygtløse Hovedpersoner™

Siden sidste sæson har vore Frygtløse Hovedpersoner™ været på jagt efter Vecna (Jamie Campbell Bower), men indtil nu uden held.

Det har de gjort gennem periodiske crawls (der som så meget andet i serien er opkaldt efter Dungeons & Dragons; her et såkaldt dungeon crawl), hvor Hopper trænger ind i The Upside Down og systematisk gennemsøger Hawkins’ skyggeside efter Vecna. Men indtil videre uden held.

Hopper (assisteret af Joyce Byers; spillet hhv. David Harbour og Winona Ryder) har stået for en hård fysisk og mental træning af Eleven (Millie Bobby Brown), der ved sæsonens start mener, at hun er parat til at tage med Hopper på en crawl, hvilket Hopper naturligvis er uenig med hende i.

Men lad os da lige kort checke ind (som man siger på nydansk) med resten af vore Frygtløse Hovedpersoner™:

Steve (Joe Keery), Robin (Maya Hawke), Jonathan (Charlie Heaton) og Nancy (Natalia Dyer) arbejder nu på den lokale radiostation, som de samtidig bruger til at sende beskeder til de andre, bl.a. om, hvornår der åbner sig en mulighed for igen at sende Hopper ind i The Upside Down på en crawl.

Forholdet mellem Nancy og Jonathan knirker fortsat, og der er et anspændt forhold mellem Jonathan og Steve, for Jonathan tror, at Steve er ude på at vinde Nancy tilbage.

Venskabet mellem Steve og Dustin (Gaten Matarazzo) knirker også, for Dustin er fortsat ekstremt påvirket af tabet af Eddie Munson. Derudover går Dustin, sammen med resten af det oprindelige slæng, stadig i high shool, hvor de er i gang med deres senior year.

Og så er der Max (Sadie Sink). Hun ligger fortsat i koma på hospitalet, hvor Lucas (Caleb McLaughlin) besøger hende dagligt og spiller hendes yndlingsmusik for hende.

Vecnas nye plan

Handlingen begynder for alvor at tage fart, da Holly Wheeler (Nell Fisher), Nancy og Mikes lillesøster, bliver bortført ind i The Upside Down af en demogorgon, der ved samme lejlighed sårer Mr. og Mrs. Wheeler voldsomt.

Vore Frygtløse Hovedpersoner™ indser, at bortførelsen af Holly hænger sammen med hendes usynlige ven, Mr. Whatsit, og at det hele må betyde, at Vecna har sat en ny plan iværk.

Og her kommer Will Byers (Noah Schnapp) for alvor på banen. For Wills unikke forbindelse til The Upside Down og Vecna er ikke brudt.

Will falder på et tidspunkt i en trance, og det går op for ham, at han ved den lejlighed ser begivenhederne gennem en demogorgons øjne, og at han altså stadig er nært forbundet til den fælles bevidsthed, der styrer alt i The Upside Down.

Trancerne sker flere gange, og gennem de ting, Will ser og hører der, når Vore Frygtløse Hovedpersoner™ frem til, at Vecna ikke kun er ude efter Holly; han har planer om at bortføre adskillige børn ind i The Upside Down.

Og nu iværksættes en desperat plan for ikke bare at redde Holly og de andre børn, men for at finde ud af, hvad Vecnas plan er – og for at stoppe ham, én gang for alle.

Otte episoder, ti timer

Jeg skal undlade at referere mere af handlingen, for ovenstående er allerede et sammenkog, der ikke blot kun omhandler de første par afsnit, men som samtidig er ekstremt komprimeret og reduktivt. Kun én yderligere ting vil jeg sige: at Max spiller en væsentlig rolle i sæsonen, selvom hun indledningsvist ligger i koma på hospitalet.

Femte sæson fordeler sig over otte episoder, som Netflix valgte at frigive over en længere periode, men ikke ugentligt, som en klassisk TV-serie. Nej, de første fire episoder blev frigivet den 26. november 2025, de næste tre den 25. december og finaleafsnittet den 31. december.

Det betød, at undertegnede først fik set sæsonen i løbet af januar, hvorfor anmeldelsen her altså heller ikke nåede med i sidste nummer af Planet Pulp.

Episoderne varierer i længde fra ca. 57 minutter til finaleepisodens 128 minutter. Kun ét af afsnittene er under en time, og kun det sidste er over to timer; resten ligger på mellem 66 og 86 minutter for en samlet spilletid på ca. 620 minutter eller ca. 10 timer og 20 minutter.

Kort og komprimeret tidsperiode

I modsætning til de øvrige sæsoner, finder sæson 5 sted over en kort og komprimeret periode, og en ret stor del af handlingen finder sted inde i The Upside Down. Det har den konsekvens, at det fine tidsbillede, som de foregående sæsoner udmalede, ikke er nær så tydeligt her.

Det er ærgerligt, men en naturlig konsekvens af, at serien skulle afsluttes og mange plotmæssige knuder slås.

Det er knuder, som Duffer-brødrene og deres medforfattere som tidligere nævnt formår at binde uden åbenlyse problemer, selvom jeg har kunnet læse mig til, at der blandt seriens hardcore-fans har været en vis utilfredshed med sæsonen.

Som helt “almindelig” seer er der dog intet i sæsonen, der kan få mig op i det røde felt, selvom det er meget tydeligt, at Duffer-brødrene med bestemte elementer forsøger at binde hele serien sammen og give et indtryk af, at alt har været udtænkt på forhånd.

Forud for femte sæson genså jeg de første fire sæsoner, og det er helt åbenlyst, at nej – alt har ikke været planlagt på forhånd. Det har Ross Duffer da også ved en tidligere lejlighed erkendt, til trods for visse fans’ forsøg på at argumentere for det modsatte.

Med i modsætning til andre serier – jeg kan igen nævne Lost som et glimrende eksempel – der mod slutningen kæmper med at få modsatrettede plotelementer til at spille sammen, har Duffer-brødrene ikke undervejs været tvunget til at retconne noget så voldsomt, at det direkte modsiger noget, der er sket eller sagt tidligere.

Eller, måske skulle jeg nærmere sige: Duffer-brødrene har ikke retconnet noget så voldsomt, at det springer direkte i øjnene for en mere “almindelig” seer som mig. Og jeg plejer ellers at lægge mærke til den slags ting.

Så plottet formår altså at hænge sammen helt til sidste øjeblik, og det er en stor tilfredsstillelse.

En investering der giver afkast

Endnu vigtigere er det dog, at serien rent følelsesmæssigt og skuespilmæssigt formår at ramme hovedet på sømmet. Efter fem sæsoner, fordelt over 9 år, har man en ikke ubetydelig følelsesmæssig investering i hovedpersonerne, og det en investering, der giver afkast her.

Der er nogle ekstremt fornemme skuespilpræstationer undervejs, selvom nogle af rollerne er en smule forfordelt. Således er det relativt begrænset, hvor meget materiale Winona Ryder har at arbejde med som Joyce Byers, og der er heller intet meget nyt under solen til David Harbour, men det er ikke skuespillernes skyld.

Til gengæld er det tydeligt, at flere af de andre medvirkende er vokset markant som skuespillere, og der er fine scener til både Natalia Dyer (Nancy), Charlie Heaton (Jonathan) og Maya Hawke (Robin).

Det er dog særligt Noah Schnapp (Will) og Gaten Matarazzo (Dustin), der skinner i løbet af femte sæson. Schnapp har nogle virkeligt stærke scener, bl.a. sammen med Maya Hawke, og Matarazzo er overbevisende i sin portrættering af de følelser af afmagt, vrede og savn, Dustin føler, efter Eddie Munsons død i slutningen af fjerde sæson.

Is bigger better?

De øvrige medvirkende gør det også fortsat godt, men det intense fokus, seriens tidligere sæsoner havde på især Mike (Finn Wolfhard) og Eleven er blødt op her. De spiller begge fortsat naturligvis en væsentlig rolle, men femte sæson spiller mere som et ensemble-stykke, og det er på den ene side en kæmpe fordel og sæsonems måske minimale ulempe.

De foregående sæsoner har løbende introduceret og til nye karakterer, der selvfølgelig har skullet have deres tid i solen, og her i femte sæson fornemmer man for alvor, hvor mange bolde, Duffer-brødrene har haft i luften på én gang. Det giver som sagt femte sæson et udpræget ensemble-præg, men det betyder også, at smørret er fordelt over meget brød, som Bilbo ville sige.

Det til trods er det væsentligt at bemærke, at ingen af de væsentlige roller fra de foregående sæsoner, bliver efterladt på perronen: de har alle en vigtig rolle at spille, på hver deres måde, så man kan ikke anklage Duffer-brødrene for at have kørt nogen ud på et hverken plotmæssigt eller følelsesmæssigt sidespor.

Det er dog et åbent spørgsmål, om sæsonen generelt kunne have brugt en lidt længere spilletid og dermed lidt større spillerum for de enkelte roller. Med en samlet spilletid på ca. 10 timer og 20 minutter, er femte sæson 2 timer og 30 minutter kortere end den umiddelbart foregående sæson.

Det er ikke fordi bigger nødvendigvis er better, og jeg er selv ofte en arg kritiker af særligt spillefilms hyppigt oppustede længde nu om stunder, men i lige dette tilfælde tror jeg faktisk, at bare 45-60 minutter ekstra, kunne have gjort meget for at give nogle af rollerne lidt mere materiale.

Om ikke andet kunne Duffer-brødrene måske have givet os klarhed over, hvad der egentlig skete med Dr. Owens (Paul Reiser) efter begivenhederne i fjerde sæson.

Fortsat masser af populærkulturelle referencer

Rent produktionsmæssigt er Stranger Things med sin femte sæson også flottere end nogensinde før, og det er tydeligt, at Netflix har kastet store summer efter serien.

Det er også lidt af et scoop for de tydeligvis Stephen King-inspirerede Duffer-brødre, at de formåede at lokke Frank Darabont tilbage fra sin pensionisttilværelse for at instruere hele to episoder af sæsonen.

Og ja, der er naturligvis rigeligt med King-referencer, også i femte sæson, selvom en central reference i sæsonen i stedet rækker helt tilbage til Madeleine L’Engles science fiction-/fantasyroman A Wrinkle in Time fra 1962.

Som tidligere nævnt spiller Dungeons & Dragons også fortsat en rolle i seriens system af referencer, og det bringer mig frem til afslutningen – både på serien og på denne anmeldelse.

For seriens sidste end credits-sekvens hører nemlig til noget af det smukkeste, jeg har set meget, meget længe. Til tonerne af David Bowies “Heroes”, er credits-sekvensen nemlig tilrettelagt som sider fra Dungeons & Dragons-bøger fra 1970’erne og 80’erne, med tegninger af de medvirkende i den stil, TSR brugte i sine D&D-bøger dengang. Fik jeg tårer i øjnene? No comment.

Post review-sekvens

Der er ingen post credits-sekvens i Stranger Things. Som en lille post review-sekvens i denne anmeldelse, kan jeg dog fortælle, at Netflix og Duffer-brødrene ikke er færdige med Stranger Things-universet.

Prequel-skuespillet, The First Shadow, der fik premiere i London i 2023, er så sent som i denne uge blevet filmet og kommer på Netflix på et senere tidspunkt. I april kommer så den animerede serie Stranger Things: Tales from ’85, der foregår i Hawkins, og som rent tidsmæssigt placerer sig mellem seriens sæson 2 og 3.

Og endelig kommer der på et tidspunkt en live action-spin-off, som dog – ifølge Duffer-brødrene – hverken kommer til at foregå i Hawkins eller inkluderer nogle af de oprindelige hovedpersoner.

Lad os håbe, Duffer-brødrene og Netflix ikke med diverse spin-offs kommer til at udvande den oprindelige serie, sådan som sequels, prequels og spin-offs har gjort med mange andre franchises gennem tiden. Det fortjener Stranger Things ikke.

Anmeldt i nr. 243 | 13/02/2026