Kick-Ass

”With no power comes no responsibility”. Sådan ser Dave sig selv, da han bliver til ”superhelten” Kick-Ass. Replikken er en parafrase over Peter Parkers replik fra Spider-Man (2002), som lyder ”With great power comes great responsibility.” Velkommen til Matthew Vaughns filmatisering af tegneserien Kick-Ass (2008-2010)

I indledningen på Kick-Ass spørger Dave sig selv, hvorfor der ikke er nogen superhelte i virkeligheden. De er jo så populære. Så det gør han noget ved. På nettet bestiller han en tåbelig dragt, og efter han tager kampen op mod en gruppe voldsmænd, bliver han til en populær helt. Hans heltedåd optages på en mobiltelefon, og lægges på Youtube. Kick-Ass er skabt som ”virkelig” superhelt.

Men så viser det sig, at der faktisk findes rigtige helte og skurke, som man kender dem fra tegneseriernes universer, og snart får Dave mere helteaction, end han bad om. Og samtidig skal han både skal spille bøsse og være superhelt for at få opmærksomhed fra pigen, han er vild med. Selvtægtsheltene Big Daddy og Hit-Girl sætter gang i filmens ”almindelige” superheltehandling med selvtægt, vold, karikerede skurke og et hævnmotiv, der får Charles Bronson til at ligne en tøsedreng. Herefter tager filmen for alvor fart, og mere skal der ikke afsløres af handlingen her.

En moderne, postmoderne film

Kick-Ass er overlæsset med popkulturelle referencer både i stil og i indhold, og det ville kræve en selvstændig artikel som bevismateriale for dette. Men hør blot nogle af disse replikker fra Kick-Ass og gæt hvilke film, de er fra: ”You talking to me?”, ”Say hello to my little friend” og ”Wait till they get a load of me”. Udover de direkte referencer i replikkerne taler Big Daddy eksempelvis i samme toneleje som Adam West gjorde det som Batman i TV-serien Batman (1966-1968). Og sådan kunne man fortsætte.

Det lækre soundtrack gør, at man griner på de ”forkerte” tidspunkter – når blodet sprøjter og knogler smadres – og samtidig ledes vi rundt i filmhistorien med direkte kopier og parafraser over kendte filmtemaer. Og så er det også bare cool! Vi skal nok tilbage til Kill Bill (2003) for at finde et soundtrack med samme X-faktor!

I musikken ligger det postmoderne og intertekstuelle islæt, som vi så mestret i film som Pulp Fiction (1994) og True Romance (1993), hvor musikkens metalag spiller en afgørende rolle for filmens handling og den stemning, der slås an. På den måde kan man sige at Kick-Ass hører 90’erne til. Men hvis man skal føres tilbage til den postmoderne guldalder, så vil jeg gerne følge efter i røven på Kick-Ass.

Der er ingen tvivl om, at manuskriptet er skrevet af folk, der elsker både film og tegneserier. Du kan tage Spider-Man og The Dark Knight (2008) og blande dem med lidt Dip huet seung hong (engelsk: The Killer, 1989), en dosis Watchmen (2009) og røre det rundt i gryden sammen med Unbreakable (2000) og lidt American Pie (1999). Til sidst kan du så tilsætte en ordentlig mængde Red Bull, før du skruer ovnen på max grill. Så har du Kick-Ass: En flammende bastard, som aldrig stopper med at underholde.

Og så glemte jeg helt at sige, at den har nogen af de fedeste actionscener, som jeg har set de sidste 10 år, og at ultravolden klæder filmen utroligt godt. Og som prikken over i’et, har vi også en Nicholas Cage i topform. Ja man troede, at han var redet til de evige patetiske overspilsmarker, men han har fået et tiltrængt comeback som Batmanklonen Big Daddy.

Sarkasme og små problemer

Et af filmens stærkeste kort er den afvæbnende sarkasme og ironi. Når tingene tilspidses, og når handlingen begynder at blive en anelse patetisk, så sørger manuskriptforfatterne gang på gang for, at filmen tager en drejning. Det sker f.eks. ved at vores helt ikke hopper over hustagene eller at Hit-Girl siger følgende, da Dave spørger hvordan han kan få fat på dem igen: ”You just contact the mayor’s office. He has a special signal he shines in the sky; it’s in the shape of a giant cock.” Og dette fra munden af en elleveårig pige!

Desværre har filmen nogle få problemer, som gør, at den ikke helt kan snige sig op på 6 stjerner. I midterstykket mister den fokus og ved ikke hvilken af de forskellige delhistorier, den skal følge. Da Kick-Ass så træffer valget, lander vi i den mere ordinære superheltejord, og det er lidt ærgerligt, da filmen har potentiale til mere. With great power, comes great responsibility. Men det er kun en lille anke, da selve udførslen af filmen er meget, meget lækker.

Ultravolden skaber forrygende underholdning

Udover sarkasmen, musikken og de hårde replikker, benytter Kick-Ass sig af et andet greb for at løsne op for både klichéerne og det patetiske: Ultravolden. Vi skal tilbage til Rambo (2008) for at finde samme form for ultravold. Rambo skyder folk i smadder, og det skildres med store mængder af blod og indvolde, og det samme kan man sige om volden i Kick-Ass. Som man nok godt kan se af ovenstående er Kick-Ass bestemt ikke for puritanere, og måske er filmen moralsk forkastelig for nogle.

For mig og alle de andre i biografen, der sad med et smil på læben, da rulleteksterne sejlede ned over lærredet, er Kick-Ass nok dog ”bare” en herlig omgang underholdning, der tager tendenser op i det moderne samfund frem for at skabe dem selv. Og som om det ikke var nok, så er filmen også basalt spændende. Det er faktisk lidt af en bedrift.

Kick-Ass er den overlæssede flodpram, som på vej ned af floden får mere og mere læsset på, mens hastigheden øges. Men den synker aldrig. Instruktøren Matthew Vaughn fortæller det hele med et glimt i øjet, og filmen oser langt væk af elektrisk energi, som forplanter sig fra filmens univers og ud i biografsalen. Flere gange måtte jeg kigge mig rundt og sikre mig, at det ikke kun var mig, der var underlig, når min latter brød ud som et vulkanudbrud. Men nej. Rundt om mig grinede unge og gamle, piger og drenge.

Da jeg forlod biografen, havde jeg lyst til at være en anden. Jeg spurgte min sidemand, om vi ikke skulle starte som superhelte i Århus. Købe vores egne latexdragter og rydde ud i kriminaliteten. Og han svarede: ”You can be my wingman any time”.

Anmeldt i nr. 55 | 13/05/2010

Stikord: Film baseret på tegneserie, Intertekstualitet, Postmodernisme, Selvtægt, Superhelte