Kegareta Maria

Film nummer fire i Another World Entertainments serie af japanske pinkfilm, Kegareta Maria eller Dirty Maria som den er kommet til at hedde på ”dansk”, er instrueret af Zeze Takahisa, der også instruerede Raigyo (1997) og Tokyo X Erotica (2001). Mens Raigyo faktisk er en ganske habil, om ikke decideret vellykket, film, er Tokyo X Erotica noget af det mest rædsomt irriterende artfilmbras, jeg længe har set.

Nu har jeg så også set Takahisas Kegareta Maria, og den er desværre tættere på Tokyo X Erotica end den er på Raigyo. Én væsentlig forskel er der dog på Tokyo X Erotica og Kegareta Maria, som klart taler i sidstnævntes favør: den er visuelt fin og stedvist direkte flot.

Ugudeligt langsom

Desværre er den ugudeligt langsom, og fortæller stort set ingen historie, selv om idéen bag filmen sagtens kunne blive en udmærket fortælling. Historien er som følger: en kvindelig frisør myrder af uvisse årsager én af sine kolleger fra frisørsalonen. Hun parterer ofret og dumper ligresterne i forskellige affaldscontainere i byen. Senere foregiver hun at hjælpe den myrdede kvindes mand, en taxachauffør, med at finde kvinden.

De tager ud på en lang køretur i et vinterklædt Japan for at tage op til et kursted, hvor kvinderne fra frisørsalonen tidligere har været. Undervejs sker der… ikke ret meget. Der er mange lange passager uden dialog, og adskillige sekvenser, hvor Takahisa bruger den samme indstilling i meget lang tid. Det skulle sikkert virke dybt, men guderne skal vide, at det bare virker, som det lyder – dræbende kedeligt.

Det mest interessante der sker, er da kvinden forsøger at myrde taxachaufføren ved at stikke en slange i udstødningen og føre den ind gennem vinduet. Det lykkes ikke, og da de først når frem til kurstedet ender de to naturligvis i kanen med hinanden, selv om taxachaufføren har regnet ud, at det er morderen han er på tur med.

Forbavsende let at dræbe

Filmens tema synes at ligge i det citat, der står på forsiden af DVD-coveret: ”Det var forbavsende let at dræbe hende… For vi dør så nemt… Vi er så skrøbelige…” Det er morderen der siger det til taxachaufføren, da han konfronterer hende. Også Raigyo kredsede omkring døden som tema, men præcis hvad det er Takahisa vil i Kegareta Maria er endnu mere uklart, end i den ellers også ret mudrede Raigyo.

Det er i sig selv glimrende, at film vil behandle væsentlige emner, men man slipper ikke uden om, at selv disse formidles langt bedre ved, at der er én eller anden form for historie. Ellers skal instruktøren tage skridtet fuldt ud og opløse enhver form for narrativ struktur, hvilket Takahisa var langt tættere på at gøre i Tokyo X Erotica, der som sådan derfor er en mere ærlig film, end den påtaget kunstneriske Kegareta Maria. At Tokyo X Erotica alligevel var en rædsom film er så en anden sag, men i det mindste bekendte Takahisa kulør.

Hvor er huden?

Som et indlæg i pinkgenren er det naturligvis påkrævet med lidt hud undervejs, og det får vi da også, men det er godt nok ikke meget. Hvordan man definerer genren kan man formentlig diskutere til hudløshed, men i forhold til den langt mere eksplicitte Tokyo X Erotica er Kegareta Maria meget tam i den erotiske afdeling.

Dermed kan man også diskutere, hvor meget Kegareta Maria kombinerer ”seksuelle og bizarre elementer”, sådan som det siges på coveret. Sandt at sige er den hverken specielt seksuel eller bizar. Snarere end at klassificere Kegareta Maria som en pinkfilm vil jeg sige, det er en artfilm med en enkelt erotisk scene kastet i mixet.

Hovedindtrykket, man sidder tilbage med, når man har set Kegareta Maria, er at den er visuelt vellykket, men utroligt kedelig. Hvis man af én eller anden grund skulle have en svaghed for ekstremt langsommeligt fortalte, visuelt pæne film med et uklart budskab, men som alligevel handler om ”et eller andet”, vil Kegareta Maria sikkert være en fin filmoplevelse.

Gymnasieelever med ambitioner om at være rigtige café-intellektuelle vil sikkert kunne bruge lang tid på at diskutere Takahisas symbolsprog. Jeg springer over, og snupper til enhver tid en film i stil med Poruno no joô: Nippon sex ryoko (Sexrejsen til Japan, 1973), som effektivt kombinerer softporn og drama i exploitationklæder.

Gab!

Kegareta Maria er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 45 | 13/07/2009

Stikord: Artfilm, Erotik, Japan, Softporn