Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Ju-on

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Takashi Shimizus første biograffilm i Ju-on-serien er velfortalt i en række ikke-lineære sekvenser, og stemningsopbygningen er effektiv. Dertil kommer et vigtigt trumfkort i form af et vildt godt lyddesign.

Ju-onEt godt råd: Hvad end du gør, hvis du skulle komme en tur til Japan, så lad for Guds skyld være med at besøge spøgelseshuse eller omgås folk, der snakker om gengangere. Japanske spøgelser er nemlig særdeles aggressive, og helmer ikke før de får ram på alle, der krydser deres sti. Hvis ikke Ringu (1998) overbeviste dig om det, så skal Ju-on nok gøre det!

Ju-on er faktisk den tredje film i den japanske Ju-on-serie, men den første der blev produceret til biograf-release. De to forgængere, der hver havde en spilletid på omkring en time, var produceret direkte til videomarkedet, men deres store succes gjorde det muligt for filmenes instruktør, Takashi Shimizu, at bringe historierne op på det store lærred og i spillefilmslængde. Ju-on blev et stort hit i Japan og fik også rosende anmeldelser i USA, hvilket affødte en remake – The Grudge – der kom i 2004.

Japanske spøgelser

Baggrunden for begivenhederne i Ju-on skal findes i de tilsyneladende meget udbredte japanske historier om onryou; spøgelser der kommer tilbage for at tage hævn. I Ju-on centrerer handlingen sig om et hus, hvori der på et tidspunkt er sket noget frygteligt – en mand har slået sin kone og søn ihjel i den ultimative familietragedie, og nu huserer konen Kayako og sønnen Toshio i huset.

Alle der kommer i kontakt med forbandelsen er automatisk dødsdømt, da det giver spøgelserne mulighed for at snuppe dem hvor som helst. I praksis betyder det, at stort set alle, der sætter ben i det hjemsøgte hus, er alvorligt på den. Hvordan de japanske ejendomsmæglere er blevet ved med at kunne sælge huset videre er et godt spørgsmål, for det siges klart i filmen, at indtil flere familier, der har boet i huset, er forsvundet sporløst!

Ikke lineært fortalt

Filmen er opbygget af seks segmenter, der hver især bærer segmentets hovedperson som titel. Segmenternes fremadskriden er ikke lineært opbygget. De forskellige segmenter springer frem og tilbage i tid i forhold til hinanden, hvilket faktisk ikke virker helt så forvirrende, som man umiddelbart skulle tro. Det lykkes faktisk for Shimizu, der også skrev filmens manuskript, at fortælle det hele, så det giver ret god mening, om end man aldrig får en helt tilfredsstillende forklaring på, hvad der foregår.

Det er især filmens slutning, der giver anledning til en smule forvirring på dette punkt, men overordnet set fungerer det fint. Den amerikanske remake er lidt mere kontant i sin forklaring af, hvad det er der sker, og det er én af de få ting, der faktisk er decideret forbedret i remaken.

Segmenterne
Rika (Megumi Okina).

Rika (Megumi Okina).

Igennem de seks segmenter følger vi en række personer, der alle kommer i kontakt med forbandelsen. Rika er en socialarbejder, der bliver sendt ud til det hjemsøgte hus for at tage sig af de nuværende beboeres gamle mor/svigermor. Da hun kommer ud i huset, er den gamle dame helt alene, og huset er ét stort rod. Da Rika begynder at rydde op, hører hun lyde fra overetagen, og i et skab finder hun en lille dreng. Det er naturligvis Toshio, men indtil videre sker der ikke noget. Da Rika imidlertid kommer nedenunder igen, dukker Kayako op.

Første gang vi ser Kayako (Takako Fuji) er det som en røgagtig skikkelse.

Første gang vi ser Kayako (Takako Fuji) er det som en røgagtig skikkelse.

Så klipper filmen til næste segment. Her følger vi husets beboere, manden Katsuya, hans kone Kazumi og den gamle dame, i tiden der leder op til, at Katsuya og Kazumi tages af dage. Dette segment finder altså sted tidligere end det første. Her kommer også Katsuyas søster, Hitomi, ind i billedet, og bliver dermed et mål for spøgelserne. I næste segment er det hende, vi følger, og vi ser, hvorledes hun bliver jaget af Kayako og Toshio fra det kontor, hvor hun arbejder, og indtil hun er hjemme i sin lejlighed. Her får de endelig ram på hende i én af filmens mest vellykkede enkeltsekvenser.

Kazumi finder små våde håndaftryk i huset.

Kazumi finder små våde håndaftryk i huset.

I næste segment er vi tidsmæssigt tilbage ved Rika. Hendes chef kan ikke forstå, at han ikke har hørt fra hende, og tager ud til huset. Her finder han den gamle dame død og Rika i choktilstand, men i live. Han tilkalder politiet, der umiddelbart efter finder ligene af Katsuya og Kazumi på husets loft. De to politifolk kontakter eksstrømeren Toyama, der arbejdede på den oprindelige sag om mordene, der skete i huset. Da han senere ser overvågningsvideoen fra den kontorbygning, hvor Hitomi arbejdede, beslutter han sig at tage ud til huset for at brænde det ned.

I næste segment følger vi Toyamas datter Izumi som teenager – dette segment finder altså sted nogle år ude i fremtiden, for i forrige segment så vi, at pigen var et barn. Toyama er for længst død på dette tidspunkt – gad vide hvordan? – og nu finder vi ud af, at også Izumi har været ude i det forbandede hus. Hun var taget derud sammen med tre veninder for at opleve spøgelseshuset, men Izumi blev bange, og nåede lige at flygte inden veninderne blev taget af gespensterne. Nu er de naturligvis ude efter Izumi, og her antydes det også klart, at forbandelsen faktisk spreder sig og ikke kun omfatter Kayako og Toshio. Det antydes nemlig ganske klart, at alle de, der dræbes af spøgelserne, selv vender tilbage som lignende gengangere, og så kan lavinen ellers rigtigt rulle.

Endelig vender vi tilbage til Rika, som i det afsluttende segment besøger huset igen. Det gør hun egentlig for at redde en af sine veninder, der er havnet derude som følge af tilfældighedernes spil, men da hun kommer frem, møder hun ikke sin veninde, men kun spøgelser. Om hun klarer den eller ej, skal jeg ikke afsløre her.

Velfungerende fortællemetode
Der foregår ting bag Katsuya (Kanji Tsuda).

Der foregår ting bag Katsuya (Kanji Tsuda).

Ovenstående skematiske referat angiver kun de enkelte segmenters hovedhandling. Vi ser faktisk mere til nogle af karaktererne end antydet, især Rika, men overordnet set er segmenterne ret koncentrerede omkring deres egne hovedpersoner. Hvis én person endelig skulle udråbes til filmens hovedperson, er det Rika, men i bund og grund har Ju-on ingen hovedperson. Hvis man f.eks. sammenligner med den amerikanske remake er der langt fra så megen vægt på Rika, som der er på Sarah Michelle Gellars karakter i The Grudge. Det betyder også, at man ikke har nogen som helst anelse om, hvem der tages af dage hvornår, hvilket gør filmen endnu mere nervepirrende.

Hitomi (Misaki Ito) i elevatoren i bygningen, hvor hun bor. Læg mærke til Toshio t.v. i billedet - han er på alle etager!

Hitomi (Misaki Ito) i elevatoren i bygningen, hvor hun bor. Læg mærke til Toshio t.v. i billedet – han er på alle etager!

Opdelingen i segmenter fungerer overraskende godt, og det samme gør det ikke-lineære forløb mellem de enkelte segmenter. Det er klart, at man skal holde tungen nogenlunde lige i munden for ikke at blive lidt forvirret, men holder man koncentrationen, er det faktisk nemt nok at følge med. Taget i betragtning at Shimizu leger med at sammenblande forskellige tidsperioder i segmenterne, er det ret imponerende, hvor godt det fungerer i forhold til andre J-Horrorfilm, der på trods af rent lineære handlinger kan være betydeligt sværere at finde hoved og hale i.

Ikke desto mindre kan opbygningen i segmenter også være én af filmens svagheder, i hvert fald hvis filmen skal ses af et vestligt publikum, der ikke er forberedt på en ikke-lineær handling. Især Quentin Tarantino har fra og med Pulp Fiction (1994) gjort sit til at vænne vestlige filmgængere til denne fortællemåde, men der er sikkert mange, der vil finde den noget mekaniske opdeling i Ju-on svær at kapere. Jeg synes det fungerer rigtig godt, men man kunne sagtens forestille sig, at det ville være blevet betydeligt mere rodet i en mindre kyndig instruktørs hænder.

Fedt lyddesign
Hitomi finder Kayako under sin dyne!

Hitomi finder Kayako under sin dyne!

Som i så mange andre J-Horrorfilm satser Shimizu i Ju-On især på at bygge sine stemninger ganske langsomt op. Der er enkelte chokeffekter, men selv spøgelsernes opdukken er typisk forholdsvis langsomt fortalt, uden at det på nogen måde kommer til at virke hæmmende for uhyggen. Nærmest tværtimod, vil jeg sige. Filmen har mange fine enkeltsekvenser, hvoraf den bedste klart er det ret korte segment med Hitomi, der jages af Kayako. Overordnet set fungerer det meste faktisk efter hensigten, og hvert segment har sin styrke.

Et væsentligt punkt ved Ju-on, er i lyddesignet, der fungerer aldeles fremragende. Her er det især den uhyggelige lyd, der kommer, når Kayako er på færde, der virker rigtig godt, men det hjemsøgte hus er generelt fint eksekveret, når det kommer til lyd. Der er alt fra knirkende trappetrin til mystiske lyde fra loftet og så selvfølgelig den gustne lyd af små bare drengefødder, der løber rundt på gulvet. Det fungerer sindssygt godt, og Shimizu valgte klogeligt nok at bruge de selv samme lyde i den amerikanske remake. Begge film krediterer i hvert fald Komatsu Masato for lyd.

Kald mig Mads, det virker sgu!
Videobåndet fra kontorbygningen hvor Hitomi arbejder.

Videobåndet fra kontorbygningen hvor Hitomi arbejder.

Hvad angår filmens effekter og sminke, så er det hele udført ganske udmærket, om end de, der har set den amerikanske remake tydeligt vil kunne se, at der har været flere penge at rutte med, da amerikanerne kom ind i billedet. Det ændrer dog ikke på, at Kayako er lige så skræmmende i Ju-on, som i remaken, og nogle gange betydeligt mere. Egentlig er det ret utroligt, for der er bare tale om masser af hvid sminke, lidt sort under øjnene og så en lang, sort paryk. Men kald mig Mads, det virker sgu!

Rika vågner pludselig op, og opdager at hun har besøg!

Rika vågner pludselig op, og opdager at hun har besøg!

Spørgsmålet er naturligvis blot, hvor originalt det hele er. Kayako er tydeligvis stærkt inspireret af det lige så hævngerrige kvindespøgelse fra Ringu, og stemningsopbygningen har Ju-on til fælles med stort set alle andre J-Horrorfilm. Ikke desto mindre er der, på trods af lighederne, efter min mening faktisk mere smæk for skillingen i Ju-on end der er i Ringu, som ellers også er en habil J-Horrorfilm.

Dels fordi Ju-on er knap så langsomt fortalt som Ringu, men også fordi historien i Ju-on er mindre forceret: Hjemsøgte huse kan vi alle forholde os til, men helt ærlig er det jo noget andet med spøgelser på videobånd eller for den sags skyld i mobiltelefoner, som i Chakusin ari (One Missed Call, 2003). I den forbindelse kan man desuden argumentere for, at Ringu vil blive håbløst forældet når VHS’en snarligt afgår ved døden, mens Ju-on vil kunne ses igen og igen fremover. Med mindre Ringu naturligvis opdateres med DVD’er.

Nice!

Alt i alt er Ju-on en rigtig god J-Horrorfilm og nok også den bedste inden for genren, jeg har set. Den afvikler sin handling effektivt på lige under halvanden time, og der er ingen unødige svinkeærinder undervejs. Plottet er skåret lige ind til benet, hvilket sikrer en høj underholdningsværdi, og det gør desuden, at der aldrig er langt mellem gysene. Nice!

5 stjerner

Titel: Ju-on
Dansk titel: Forbandelsen: The Grudge
Instruktør: Takashi Shimizu
Manuskript: Takashi Shimizu
Cast: Megumi Okina (Rika Nishina), Misaki Ito (Hitomi Tokunaga), Misa Uehara (Izumi Toyama), Yui Ichikawa (Chiharu), Kanji Tsuda (Katsuya Tokunaga), Kayoko Shibata (Mariko), Yukako Kukuri (Miyuki), Shuri Matsuda (Kazumi Tokunaga), Yoji Tanaka (Yûji Toyama), Takashi Matsuyama (Taeko Saeki), Yuya Ozeki (Toshio Saeki), Takako Fuji (Kayako Saeki), Chikara Isomura (Sachie Tokunaga), Daisuke Honda (Igarashi), Hirokazu Inoue (Nakagawa)
Producere: Takashige Ichise (producer)
Foto: Tokusho Kikumura
Klip: Nobuyuki Takahashi
Musik: Shiro Sato
Spilletid: 88 minutter
Aspect ratio: 1.85:1 anamorphic widescreen
Lyd: Dolby Surround 5.1.
Sprog: Japansk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk, engelsk
Produktionsland, år: Japan, 2003
Produktionsselskaber: Oz Company Ltd.
Distributør (DVD): Universal Pictures (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 18 | 13/04/2007

Stikord: Genindspillet, J-Horror, Japan, Spøgelser

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *