Jôi-uchi: Hairyô tsuma shimatsu

Filmen med den lange japanske titel Jôi-uchi: Hairyô tsuma shimatsu er udsendt af Another World Entertainment under den engelske titel Samurai Rebellion. Filmen har, ligesom Samurai, som vi også anmelder i dette nummer af Planet Pulp, Toshirô Mifune i hovedrollen. Jôi-uchi: Hairyô tsuma shimatsu foregår i første halvdel af 1700-tallet; en relativt rolig periode i Japans historie. Mifune spiller den aldrende samurai Isaburo Sasahara, der, ligesom sine fæller, lever et roligt familieliv. Dog betyder dette ikke, at krigskunsten er glemt: Isaburo er kendt som en yderst kyndig mand med et sværd, og den eneste, der kan hamle op med ham, er hans gamle ven, Tatewaki Asano.

Familieidyl

Isaburos ældste søn Yogoro er i den giftemodne alder, men Isaburo har problemer med at finde en kone til ham, for Isaburos kone Suga er en streng matriark. Pludselig løses problemerne dog tilsyneladende, for Yogoro påbydes af lensherren at gifte sig med én af lensherrens tidligere konkubiner, der er faldet i unåde.

Familien, med undtagelse af Yogoro selv, forsøger at undgå at måtte tage den forsmåede kvinde ind i hjemmet, men presset ovenfra er for stort, og snart giftes Yogoro med Ichi, der tidligere har født lensherren en søn. Til alles store overraskelse bliver Yogoro og Ichi oprigtigt forelskede, hvilket især glæder Isaburo, der har levet et kærlighedsløst liv med dragen Suga. Yogoro og Ichi får også en lille datter.

Alt ånder altså fred og idyl, men kun indtil lensherrens ældste søn dør. Nu er det den søn, Ichi har født, der er arvingen til titlen, og derfor vil lensherren have Ichi tilbage. Dette modsætter Yogoro og Isaburo sig, selv om presset ovenfra er meget stærkt, og selv om der også inden for Sasahara-slægten presses på for, at Ichi skal sendes tilbage. Selv Suga og Yogoros lillebror Bunzo mener, at Ichi bør sendes tilbage til borgen. Yogoro og Ichi modsætter sig, og det er kun Isaburo, der støtter dem.

Den videre udvikling af historien skal jeg ikke afsløre mere af her, men i stedet anbefale alle, der kan lide et humanistisk, historisk drama i en japansk setting, at de selv finder ud af det.

Rørende historie

Jeg skal være den første til at erkende, at Jôi-uchi: Hairyô tsuma shimatsu er en langsom film, så hvis man ikke har tålmodigheden med sig, er det ikke sikkert, at det er her, man vil finde sig godt underholdt. Især ikke, hvis man er typen, der kun ser samuraifilm for sværdkampenes skyld, for dem er der ikke mange af – om end der er et par stykker.

Til gengæld er Jôi-uchi: Hairyô tsuma shimatsu en ganske rørende historie, der tegner et portræt af, hvad der sker, når individet sætter sig op imod både slægt, magthavere og kulturelle normer. Det er netop her, filmen har hjertet på rette sted, for det er naturligvis for kærlighedens skyld, at dette sker – også selv om resultaterne er frygtindgydende. Netop af disse grunde er Jôi-uchi: Hairyô tsuma shimatsu en universel historie, der blot har den strenge japanske samuraikultur som sit bagtæppe. Skærer man ind til benet, står man imidlertid tilbage med mange af de samme menneskelige konflikter, der ligger til grund for et utal af historier fra hele verden – ja selv en klassiker som Shakespeares Romeo and Juliet (1597).

Universelle temaer

Det gør på mange måder Jôi-uchi: Hairyô tsuma shimatsu mere umiddelbart tilgængelig for et vestligt publikum end mange andre samuraifilm, der fokuserer på andre aspekter af den fremmedartede japanske kultur. Manuskriptet af Shinobu Hashimoto, der også leverede manuskriptet til Samurai og adskillige af Kurosawas film, herunder Rashômon fra 1950 og Shichinin no samurai (De syv samuraier) fra 1954, understreger hele vejen igennem individets betydning ved at lægge vægt på det frie valg. Dette er til dels kulturelt betinget, som det vil fremgå af filmen, men det er naturligvis også med til at fremhæve, hvorledes mennesket styrer sin egen skæbne igennem de valg, man foretager. Igen er det universelle temaer, der er på spil, og her sætter Hashimoto på effektiv vis det frie valg op imod de meget strenge kulturelle normer i Edo-periodens Japan, hvor det frie valg måske nok eksisterer, men ikke forventes brugt i modstrid med samfundets og magthavernes forventning.

Det er nærmest eksistentielle temaer, filmen jonglerer med, og både manuskriptforfatteren og instruktøren Masaki Kobayashi må roses for at iscenesætte så store spørgsmål på en så stilfærdig og direkte facon, selv om det også er medvirkende til at gøre Jôi-uchi: Hairyô tsuma shimatsu til en ganske tungsindig film.

Visuelt streng

Der skal heller ikke herske nogen tvivl om, at Jôi-uchi: Hairyô tsuma shimatsu bliver en anelse lang i spyttet, især i den midterste tredjedel, som med fordel kunne have været forkortet. Selv om dette er hæmmende for den samlede underholdningsværdi, er det alligevel prisværdigt, at der ikke springes over, hvor gærdet er lavest. Spørgsmålene og svarene formuleres fuldt ud, og konsekvenserne vises. Dette er dog også med til at gøre Jôi-uchi: Hairyô tsuma shimatsu til en ganske nedslående filmoplevelse.

Visuelt er Jôi-uchi: Hairyô tsuma shimatsu nærmest minimalistisk – eller “streng” er måske en bedre betegnelse. Framingen er enkel, men effektiv, og billedmæssigt er filmen ganske intim i den forstand, at der kun få steder gøres brug af deciderede wide shots. Der er nogle i begyndelsen og slutningen, men ellers foregår filmen på meget få lokaliteter, og især indenfor. Det gør også Jôi-uchi: Hairyô tsuma shimatsu til en film, der rent visuelt ikke er særlig sprælsk, men som i hele sit væsen understreger historiens tænksomme natur.

Selv om det Yogoro og Ichi, der er kernen i filmens drama, er det naturligvis Isaburo, der er hovedpersonen, og seerens følelsesmæssige anker. Han er det mest menneskelige ansigt i filmen, og Mifune yder en glimrende indsats i rollen. Af andre medvirkende må derudover især nævnes Shigeru Kôyama, der spiller den særdeles skurkagtige ladefoged Takahashi, og som har en formidabel, truende tilstedeværelse. Isaburos stille ven, Tatewaki, spilles af veteranen Tatsuya Nakadai, der en af Japans bedst kendte mandlige skuespillere, og som også adskillige gange arbejdede sammen med Kurosawa.

Det er altså ikke hvem som helst, der var involveret i Jôi-uchi: Hairyô tsuma shimatsu, og man mærker fra begyndelsen af, at filmen har format. Desværre er den lige en anelse for lang, men hvis man en dag er i humør til en film, der vil andet end bare være tjubangunderholdning, bør man give Jôi-uchi: Hairyô tsuma shimatsu en chance. Der er lavet bedre film inden for genren, men Jôi-uchi: Hairyô tsuma shimatsu er på ingen måde dårlig.

Jôi-uchi: Hairyô tsuma shimatsu er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 35 | 13/09/2008

Stikord: Japan, Samuraier