Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

Jeremiah 7: Afromerica

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Afromerica er et uvurderligt stykke tegneseriehistorie med en underholdningsværdi ud over det sædvanlige.

Jeremiah 7: AfromericaDen konflikt som påbegyndte apokalypsen i Jeremiahs univers var racebetonet, som det ses på den side, der påbegynder alle Jeremiah-albums. USA blev henlagt til en ødemark, da racekrigen udviklede sig til en borgerkrig, hvor bomber og militær afløste almindelige demonstrationer.

I Afromerica giver Hermann læseren et indblik i, hvad denne racekonflikt har udviklet sig til i den postapokalyptiske setting, og det giver fortællingen om Jeremiah og Kurdy sparsomme informationer om tiden før apokalypsen og om den samfundsstruktur, der er ved at blive opbygget. Bind 5 og 6, Evigheden tur-retur og Sekten, varslede seriens guldalder, og Afromerica lader da heller ikke meget stå tilbage i forhold til de to førnævnte bind, når det gælder kvaliteten.

Dræbt af geparder
Kurdy og Woody.

Kurdy og Woody.

Albummet indledes af en modbydelig lille jagtsekvens. Vi ser en hvid mand løbe gennem en mark. Han er fortvivlet, og sveden hagler af ham. Og han har da også en god grund til at være bange, da det går op for os, at det er et kobbel geparder, der jagter ham. Manden indhentes og dræbes. Efterfølgende ser vi en skikkelse iklædt et hvidt jakkesæt gå hen og klappe de blodige rovdyr på hovedet. Manden er tydeligvis deres herre.

Efter den klassiske Jeremiah-indledning skifter scenen til tante Marthas togvogn – som vi tidligere har set i Evigheden tur-retur – hvor Jeremiah og Kurdy bor sammen med Jeremiahs tante. Vi ser en gruppe nybyggere forlade området, fordi der åbenbart sker ting og sager, som koster folk livet. Vi hører at endnu en mand er fundet sønderrevet og om, at de sorte prøver at tage deres område tilbage.

Martha har, siden vi så flokken sidst, fået en mandlig ven ved navn Woody. Han er en småracistisk gammel herre, der har en kasket med teksten US, og hvorpå der er en enkelt stjerne. En rigtig texaner, som vi også kender dem i dag. Naturligvis provokerer Kurdy ham, og som en lille fornærmet knægt skrider Woody, før Martha når at stoppe ham. Kurdy bemærker dog tørt, at de nok skal se ham igen, når det bliver regnvejr.

Survival

Det bliver nat, og Kurdy og Jeremiah overraskes af en undsluppen fange, som prøver at stjæle Jeremiahs hest. De får ham nedkæmpet, og det viser sig at være en neger med lænker på armene – eller en nigger som Kurdy siger. De lægger den sårede mand ind i vognen, selvom Kurdy på sin egen måde påpeger, at det nok ikke er den bedste idé: “Jeg kan naturligvis ikke forhindre dig i at lege Frelsens hær. Men hvis fyren har ild i røven, er der nok noget, der brænder et sted i nærheden. Er du med?”.

Og rigtig nok går der heller ikke lang tid, før en pansret mandskabsvogn med dertilhørende bevæbnede soldater dukker op. De hører til en militær fraktion ved navn Survival, som er en hvid ekstremistgruppe, der har sine rødder tilbage i tiden før apokalypsen. De er naturligvis på jagt efter den undvegne neger, og da Jeremiah ikke kan holde sin kæft – ja, det er ikke kun Kurdy, der kan være meget provokerende – går det helt galt. Soldaterne tager negeren med, brænder togvognen og hænger Jeremiah op i et reb.

Heldigvis er det i mellemtiden blevet regnvejr, og Woody kommer tilbage i rette tid til at skære Jeremiah ned, før rebet gør det af med ham. Efter den oplevelse beslutter gruppen sig for at søge tilbage mod Langton for at finde sikkerhed i byen, men desværre bliver de fanget af en gruppe sorte, som kun undlader at dræbe dem, da Kurdy får indskudt, at folkene fra Survival næsten slog dem ihjel.

Vores hovedpersoner, med Martha og Woody på slæb, føres til en befæstet by, hvor der kun bor sorte. Her oplever de den omvendte racisme, hvor det viser sig, at de sorte naturligvis ikke er et hak bedre end de hvide. Heldigvis møder de deres gamle bekendte Don fra Troldmanden, der er bosat i byen og han gør, hvad han kan, for at de bliver behandlet ordentligt. Desværre havner Don ret hurtigt i infight med en gruppe geparder, så ham kommer vi nok ikke til at se i fremtidige Jeremiah-bind.

Afromerica
Jeremiah hos de sorte.

Jeremiah hos de sorte.

Byen bliver ledet af en fornuftig guvernør, der ikke har nogen interesse i at konflikten mellem de sorte og de hvide skal eskalere på ny. Men naturligvis er der ugler i mosen. Den ekstremistiske Mungalia – som viser sig at være manden med geparderne – har lavet en fraktion blandt de sorte ved navn Afromerica. Denne gruppe har, som det er tilfældet med Survival – et ønske om et racerent USA, som de meget nærliggende vil kalde Afromerica.

Så vores helte kastes ind i en konflikt – som de efterhånden har for vane at blive – hvor Jeremiah bliver tvunget af guvernøren til at opsøge de hvide og forhandle fred. Men det vil Mungalia og hans folk gøre alt for at forhindre, samtidig med at Survival heller ikke har noget ønsket om fred. Hvad der videre sker skal naturligvis ikke afsløres her.

Klart defineret skurk
Geparderne angriber.

Geparderne angriber.

Som det altid er tilfældet i Jeremiahs univers, er der gode og onde mennesker, men der er en udflydende grænse mellem det gode og det onde. I Afromerica er der trukket en klar linie op mellem de to fraktioner, som sjovt nok begge er det, man kan kategorisere som onde.

Hos Hermann er der sjældent tale om et sort/hvidt verdenssyn, hvilket er meget godt eksemplificeret i de to hovedpersoner. Kurdy kunne i et andet selskab være en rigtig skidt fyr, men Jeremiah holder ham på rette kurs. Og Jeremiahs naive tro på det gode ville havde dræbt ham mange gange, hvis det ikke havde været for Kurdys noget flagrende idealer og handlemåder.

Det vigtige er, hvem der kæmper for en sag med en intention om at gøre samfundet bedre med noget, der minder om etisk forsvarlige virkemidler, som er i kontrast til de lidt mere forskruede, som ikke skyr nogen midler i at opnå deres mål.

I Afromerica er der dog en klar skurk personificeret i Mungalia. Han vil gerne frem til et racerent USA, dog et USA hvor der kun lever sorte. Han er sadistisk, racistisk, nederdrægtig og alt i alt en rigtig skidt fyr. Som sine tro dræbere og bodyguards har han sit kobbel af geparder, som han styrer med en radiosender. De er hans forlængede arme og den politik han driver er alt andet en menneskelig – han minder mig faktisk lidt om Zimbabwes præsident Mugabe, men det er en holdning, der står for min egen regning.

Som en fin lille detalje er han klædt i noget, der minder om et safari-outfit, der er en karikatur og en hån mod den hvide race, han forsøger at udrydde. På den anden side står folkene fra Survival, der i dette bind dog mere fungerer som en enhed, uden at man får ansigter på de enkelte medlemmer. Men selvom de to fraktioner ved første øjekast er vidt forskellig, så bruges de samme midler på de to sider, og i sidste ende er deres ideologier identiske bare med modsat fortegn.

Mange fede detaljer

Hermann har en klar politisk holdning, som kommer tydeligt til udtryk i Afromerica. Forblændede idealister vil skabe kaos, banalt had og samfundsødelæggende idioti. Og uden at skulle gå ind i en redegørelse af vores moderne samfund, så kan jeg vist godt konstatere, at han har ret.

Det formildende ved Hermann er, at han aldrig forfalder til patos og klassiske lykkelige slutninger, hvor han redder hele verden. Den “gode” slutning er altid relateret til Jeremiah og Kurdy og ikke til det samfund, de lever i, selvom der ofte kommer vage antydninger til, hvad der efterfølgende vil ske med de samfund, som vores to driftere bevæger sig i blandt. Og slutningen på Afromerica er ingen undtagelse.

Afromerica er spækket med fede detaljer og gode bipersoner. Eksempelvis har der bredt sig en simpel influenzaepidemi blandt Survivals tilhængere. Denne viser sig at være meget dødelig, da de gode ekstremister har holdt sig for længe under jorden i deres hemmelige baser, og derved er deres modstandskraft meget svækket mod nye stammer af sygdomme, som de almindelige mennesker har haft tid til at tilpasse sig.

Et andet fedt element er de sortes samfund. Byen er bygget op i sandsten med tre ringmure. Som det bliver sagt, har de forsøgt at genskabe arkitekturen fra afrikanske bygninger i et forsøg på at genskabe deres tabte identitet. Woody er en fantastisk biperson, som vi nok kommer til at se mere til i fremtiden, for Martha proklamerer at de to vil slå pjalterne sammen.

Visuelt i top
Jeremiah i problemer.

Jeremiah i problemer.

Stilistisk set er albummet i top. Hermann udvikler sin streg fra album til album, og han formår at lege med selve konstruktionen af de enkelte frames. De varierer i størrelse fra de helt små til illustrationer, der fylder de meste af en side. Det er naturligvis med at give serien en visuel dynamik, som understøtter dynamikken i handlingen.

Rent farvemæssigt er Afromerica holdt i varme og klare farver, som støtter op om de steder og tidspunkter på døgnet, hvor handlingen udspiller sig. Der og dog en enkelt frame, som skiller sig markant ud. På albummets side 26 ser man Jeremiah og Kurdy gå rundt i negerbyen – man får aldrig at vide hvad den hedder, så derfor betegnelsen negerbyen – ved nattetid.

Det spøjse er, at Jeremiah og Kurdy er helt oplyste, hvorimod baggrunden er mørk. Det ser næsten ud som de to skikkelser er klippet ud af et andet billede og sat ind på baggrunden. Det er givetvis meningen og tænkt som et eksperiment fra Hermanns side, men noget spøjst ser det ud.

Varmeste anbefalinger

Alt i alt er Afromerica et uvurderligt stykke tegneseriehistorie, med en underholdningsværdi ud over det sædvanlige. Den har den håndgribelige spænding, den fremragende historie, de velskrevne dialoger, den sublime setting og sine to elskelige hovedpersoner. Samtidig er det som om, at Hermann bare bliver bedre og bedre til at tegne, så albummet får de varmeste anbefalinger herfra.

6 stjerner

Titel: Jeremiah: Afromerica
Originaltitel: Jeremiah: Afromerica
Tegner: Hermann
Forfatter: Hermann
Farvelægning: Fraymond
Forlag, år: Interpresse, 1986
Forlag, år (originaludgivelse): Novedi, 1982
Sideantal: 48 sider
Dansk oversættelse: Niels Søndergaard

Anmeldt i nr. 18 | 13/04/2007

Stikord: Fremtiden, Postapokalyptika

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *