Jack Frost

Da seriemorderen Jack Frost (Scott MacDonald) bliver transporteret til sin dødsdom på selveste juleaften, forulykker bilen i et uheld med en stor lastbil, der transportere syre. Jack slipper løs, men kun længe nok til at blive sovset ind i syre, hvorefter han smelter sammen med sneen, der ligger på vejen.

Men Jack dør ikke. Hans gener bliver splejset med sneen (!), så Jack nu kan ændre form, som han har lyst, og fryse og smelte sig som han vil. Forventer man en snemand, der ligner “monstret” på DVD’ens cover, bliver man nok skuffet, da Jack Frost slet ikke er så uhyggelig at kigge på. Igennem hele filmen er han bare en klassisk snemand, bestående af tre store kugler og et klassisk ansigt med kuløjne og en gulerodsnæse.

Hævntogt

Ulykken sker ikke langt fra en lille søvnig by, hvor den lokale sherif, Sam (Christopher Allport), stod for anholdelsen af Jack Frost. Det er Jack selvfølgelig stadig rasende over, så han planlægger et hævntogt mod sheriffen i hans egen lille hjemby.

Byen er som taget ud af Twin Peaks, blot tilført en masse mere humor og knap så meget uhygge og mystik. Alt er godt og dejligt i den lille by, og sheriffen hygger sig med sin kone og søn, mens resten af indbyggerne bruger al deres tid på at gøre sig klar til vinteren. De morer sig med snemandskonkurrence og alskens julehalløj, lige indtil en ældre medborger findes død (stivfrossen og nakken brækket). Dødsfaldet virker underligt, men den afdøde var jo også meget gammel, så det kunne jo have været alderdom, der tog livet af ham. Men nej, det var Jack, der stod bag mordet på den ældre herre, og han har ikke tænkt sig, at stoppe her – han vil gøre alt for at dræbe den mand, som i første omgang fik ham buret inde.

Dette udløser selvfølgelig en masse drab på en masse uskyldige mennesker, der alle har det til fælles, at de heller ikke tror på, at der render en stor afskyelig snemand rundt. Efter at en dreng har fået hugget hovedet af med en kælk, og sheriffens dreng skylder skylden på den snemand, han lige har bygget, begynder det ligeså stille at gå op for sheriffen, hvad han egentlig har med at gøre. Selvfølgelig tror han ikke på røverhistorierne med det samme, men som tiden går, bliver han nødt til at konfrontere Jack endnu en gang.

Det er dog ikke helt nemt at slippe af med en to meter høj snemand på hævntogt. Efter Jack har vænnet sig til sin nye krop, har han også fået en masse evner. Han kan f.eks. smelte og fryse sig som han har lyst, så ideen med at smelte ham med en hårtørrer (en absolut morsom scene) virker ikke helt efter hensigten. Hvordan den lille søvnige by får gjort det af med Jack skal ikke afsløres her, men hvad de finder af våben imod ham, virker så åbenlyst, at det gør helt ondt.

B-films absurditet

Inden slutningen får vi også blandet en forsker samt en Chuck Norris-lookalike med ind over, som blot tilfører historien mere absurditet, og gør filmen en hel del sjovere. For ja, vi har med en ægte B-film at gøre. Jack Frost må siges at tilhøre gruppen en film, der er så dårlige, de er gode (eller i hvert fald sjove). For filmen når på ingen måde op at ringe, hverken billedmæssigt, eller hvad angår historie, skuespil eller effekter. Alt dette til trods er den alligevel utrolig god underholdning, hvis man smider al omtanke overbord, og blot lader sig rive med.´

En del af det, der gør Jack Frost så morsom, er også konceptets grundlæggende absurditet – en seriemorder bliver smeltet af syre og hvis DNA binder sig til sne? Det er helt hen i (sne)vejret, men i filmens univers accepterer man det, uanset hvor tumpet det måtte være. Jack Frost får selvfølgelig sine små one-liners, som man kan huske (og grine af) et godt stykke tid, efter filmen er færdig, og disse giver lige det sidste pift til filmen, så den ikke synker ned i slammet af helt ligegyldige B-horrorfilm.

På intet tidspunkt bliver Jack Frost rigtig alvorlig eller uhyggelig – det er svært, når der er den store snemand i close-up til forveksling ligner skumfidusmanden fra Ghost Busters (1984). Havde Jack været en animeret udgave, eller en lidt mere uhyggelig version, ville filmen slet ikke have haft de samme kvaliteter, og ville nok have været en flad oplevelse, som hurtigt var glemt igen.

So bad it’s good

Efter den lille succes Jack Frost havde, gik der fire år, før instruktøren Michael Cooney lavede fortsættelsen Jack Frost 2: Revenge of the Mutant Killer Snowman (2000) direkte til video. Resultatet af efterfølgeren skulle ikke være nær så god som den første film, men hvordan kan man også leve op til en film med taglinen “He’s Chillin’… and Killin'”?

Er man af den type, der godt kan lide en gyser med en skæv vinkel og mere eller mindre ufrivllig humor af “so bad it’s good”-typen, vil Jack Frost sikkert falde i din smag. Filmen kan købes for billige penge, så hvis man er træt af de evige genudsendelser af julekalendere på TV, kan man hygge sig lidt med denne i den kommende julemåned.

Anmeldt i nr. 36 | 13/10/2008

Stikord: Okkultisme, Slasher