It’s Alive

Citatet fra Dr. Henry Frankenstein (Colin Clive) i James Whales Frankenstein (1931) er en tydelig inspiration til Larry Cohens babygyser It’s Alive. Larry Cohen kender mange måske fra film som A Return to Salem’s Lot (1987), The Stuff (1985) eller måske som forfatter til film som Maniac Cop (1988) og Phone Booth (2002).

På Planet Pulp har vi tidligere stiftet bekendtskab med Cohen gennem den glimrende Bone (1972). Men med It’s Alive (også kendt under navnet Babykiller) har Cohen skabt en lowbudgetgyser omkring vores frygt for, hvad medicin kan gøre ved vores krop og vores afkom.

Monsterbaby

Filmens stil ligner meget den, vi kender fra diverse H. G. Lewis’ film, men skuespillet er en tand bedre, og der er gjort lidt mere ud af effekter, historie og replikker. Cohen får meget ud af det lille budget, han nu engang har haft til rådighed. Man føler ikke, at filmen halter sig igennem den lidt naive og korte handling, men Cohen formår faktisk at skabe spænding og uhygge.

Vi følger parret Frank og Lenore Davis (John P. Ryan og Sharon Farrell), som skal til at have deres andet barn. Men noget er grueligt galt! Barnet er større end normalt, og da lægerne tager imod det, går barnet amok, lemlæster alle læger på stuen og efterlader kun den forvirrede mor i et blodindsmurt lokale! Barnet er forsvundet, og den store jagt går i gang. Både politiet, hæren, befolkningen og barnets far jagter barnet for at få det tilintetgjort. Imens barnet er på fri fod, lykkes det for det at dræbe flere uskyldige mennesker på blodig vis.

Frank er stærkt besluttet på at destruere barnet for at beskytte sit ry og for ikke at komme i klammeri med ofrenes efterladte. Han arbejder derfor sammen med politiet for at få barnet stoppet, så det ikke dræber flere. Men det er nemmere sagt end gjort. For hvor fanden vil en lille monsterbaby gemme sig i en storby?

Efter lidt tumult med halvspiste mennesker og snak om, hvordan barnet er blevet til, finder babyen selv hjem til sine forældres hus, hvor den vil have hævn (eller tilgivelse) af sine forældre. Det kommer som et chok for Frank, imens hans kone tager babyen til sig og fodrer barnet. Hun ser ikke babyen som det monster, det i virkeligheden er, men som sit smukke barn.

Hvad der videre sker med monsterbabyen, skal ikke afsløres her, men handlingen fortsætter i It Lives Again (1978) og It’s Alive III: Island of the Alive (1987), alle instrueret af Cohen, men desværre er John P. Ryan kun med som Frank i de to første.

Publikums fantasi i spil

Som publikum ser vi faktisk ikke den uhyggelige baby i fuld figur ret ofte. Faktisk bliver det ikke til meget mere end et par close-ups, og nogle hurtige glimt. Disse små bidder er dog med til at gøre babyen endnu mere uhyggelig og deform, da vi selv skal danne os et indtryk af den og forestille os det mest skræmmende. Vi ser blandt andet barnet fortære en mælkemand i et close-up, hvor kødet bliver tygget imellem deforme hugtænder. Namme-nam.

At vi ikke ser barnet så ofte, har nok også noget at gøre med, at budgettet ikke har været det største, og man har ikke kunnet kreere en baby, der var “realistisk” nok til, at man kunne vise den i længere tid, uden at det vil give filmen et komisk præg.

Skuespillet halter lidt ved nogle bipersoner, som stammer sig igennem deres replikker, men ellers er det nogle solide præstationer fra hovedrolleindehaverne John P. Ryan og Sharon Farrell, hvor man kommer til at føle med de to forældre, der skal tage stilling til deres deforme barn.

Ingen løftede pegefingre

Med It’s Alive har Cohen taget et ofte brugt tema op igen, nemlig vores frygt for resultater af medicin, atomkraft og lignende. Dette er set i utallige andre sci-fi- og gyserfilm. Ganske vist finder vi ikke ud af, hvorfor barnet er blevet, som det er, men det antydes igennem serien, at mutationen har at gøre med en form for medicin, og at disse monstrøse børn er det nye trin i menneskets udvikling.

Man skal dog ikke fortvivle, hvis man ikke er den store fan af moraliserende film, for It’s Alive bruger ikke oceaner af energi på løftede pegefingre. Det handler i stedet om at underholde og skræmme os. It’s Alive er ikke en splatterfilm, men derimod en flot, stemningsfuld og sjov gyser, der ikke kræver meget af sit publikum, og heller ikke prøver at fortælle os, hvordan vi skal leve for ikke at gå vores egen død i møde.

Anbefales på det varmeste

Jeg vil på det varmeste anbefale It’s Alive, som findes i en to disc-udgave med It Lives Again og It’s Alive III: Island of the Alive. De to første indslag er klart de bedste, mens den sidste film virker tam og for underlig til egentlig at have en rigtig sammenhæng med de to andre.

Da jeg nu alligevel havde alle tre film i en boks, kunne jeg ikke selv lade være med at knalde de to sidste film på lige efter den første for at se, hvad der sker med Davis’ barn og de andre deforme børn. Og det kan faktisk godt betale sig at se alle filmene efter hinanden, da man følger meget bedre med og hygger sig med karaktererne, imens man lærer mere om disse monsterbabyer.

Anmeldt i nr. 30 | 13/04/2008

Stikord: Mutanter