Anders Johnsen
Ingen kommentarer

It Came From the Desert

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

It Came From the DesertDet grafisk ekstremt flotte It Came From the Desert, som Cinemaware udgav tilbage i 1989, er måske nok svært, men det er til gengæld også rigtig sjovt, og spillet har en god dynamik imellem investigation og action. Har du aldrig spillet It Came From the Desert er det bare med at få det downloadet fluks!

Vi befinder os i den lille californiske ørkenby Lizard Breath. Året er 1951. Som spiller indtager man rollen som geologen Dr. Greg Bradley, der er relativ ny i det lille samfund. Dr. Bradley flyttede til Lizard Breath for at undersøge mineralindholdet i de meteoritfragmenter, der befinder sig i den omkringliggende ørken.

Ved spillets begyndelse er Dr. Bradley just vendt hjem fra ferie, og til sin overraskelse erfarer han, at en stor meteorit er styrtet ned i ørkenens bjerge ikke så langt fra Lizard Breath. Byen er på den anden ende pga. hændelsen, og der bliver spekuleret på livet løs. Som geolog er det jo selvsagt, at Dr. Bradley skal undersøge dette nærmere. Til sin hjælp har han den unge student Biff samt en lokal guldgraver, der forsyner Dr. Bradley med meteorit fragmenter.

Titelskærm

Således, den 1. juni 1951, starter det spændende eventyr for geologen, der dog snart udarter sig som et sandt mareridt. Det viser sig nemlig, at denne meteorits radioaktive stråler har muteret myrerne i området, så de nu er blevet kæmpestore, og disse begynder hurtigt at true det lille samfund. Det er nu op til Dr. Greg Bradley at indsamle prøver og ikke mindst håndfaste beviser, der kan overbevise Lizard Breaths indbyggere samt The National Guard om disse væseners eksistens. Når denne opgave er klaret, skal man finde og ødelægge kæmpemyrernes rede og dræbe dronningen.

Inspirationen til It Came From the Desert, som spillet hedder, findes klart i 50’ernes B-film og ikke mindst Them! fra 1954, hvilket netop omhandler en invasion af muterede kæmpemyrer.

God dynamik

Geez kommer med sten

Spillets handling begynder som før nævnt den 1. juni 1951, og herfra har spilleren 15 dage til at klare opgaven, da Lizard Breath ellers bliver oversvømmet af kæmpemyrerne, hvorefter spillet ender. Uret tikker således i bogstaveligste forstand af sted fra spillets start. For hvert realtime-sekund går der 1 minut i spillet. Indbyggerne i Lizard Breath tager på arbejde og holder fri, når det bliver aften, hvilket giver en dejlig dynamik i spillet.

Via et stort oversigtskort over Lizard Breath, kan man navigere rundt mellem de forskellige lokaliteter så som radiostationen, politistationen, den lokale bar, drive-in-biffen og et laboratorium, bare for at nævne nogle. Det gælder altså om at bruge tiden og vælge sine besøg med omhu, i håb om at skaffe nogle beviser. Det er dog også muligt at ringe rundt hjemme fra sit hus for at finde ud af, om der er nogle mennesker på de forskellige lokaliteter.

Når Dr. Greg Bradley interagerer med Lizard Breaths indbyggere foregår det via et tekstbaseret interface, hvor spilleren har mulighed for at vælge mellem flere forskellige svar og spørgsmål. På denne måde er det muligt at opsnappe rygter om personer, der måske har set noget og derudfra kan man planlægge sit næste træk.

Minispil

Besøg på laboratoriet

En del af It Came From the Desert består af en række minispil. Man kan risikere at komme i knivkamp eller blive udfordret til en omgang “Chicken” af de lokale rødder, The Hellcats. Man kan låne et fly, der er armeret med en kraftig “bug repellent” spray ved lufthavnen og flyve ud i ørkenen for at dræbe kæmpemyrer. Udstyret med et begrænset antal håndgranater, kan Dr. Bradley også komme ud for at skulle beskytte byen mod mutanterne. Endelig skal Bradley også nogle gange trække sin pistol og skyde en kæmpemyres følehorn af.

Fejler man et af disse minispil, havner man ofte på byens hospital. Opholdet her afhænger af de skader, Dr. Bradley har pådraget sig. Mens man er sengeliggende går tiden videre, og man kan således hurtigt miste en dag eller to, hvilket er meget, efter som man kun har 15 døgn til rådighed. Derfor er det muligt at prøve at flygte fra hospitalet. Her gælder det om at være hurtigt og undgå at blive fanget af læger og sikkerhedspersonale.

De, der har spillet It Came From the Desert, vil uden tvivl give undertegnede ret i, at dette er meget svært. Man kan gemme sig under senge og fræse rundt i kørestole, der står i hospitalsgangene for at komme hurtigere væk fra personalet. Bliver man fanget, hvilket desværre sker ofte, kommer man ikke fra hospitalet, før man er helt rask igen.

Beviserne indsamles

En kæmpemyre angriber

For at aktivere end-game, skal man, som nævnt ovenfor, indsamle håndfaste beviser, der fastslår, at disse kæmpemyrer eksisterer. Der er fire typer af bevis der skal indsamles. Disse er: Et gipsaftryk af en myres spor, optagelse af lyden af en kæmpemyre, noget væske/sekret fra en myre og endelig skal man have en kropsdel fra en myre, f.eks. et følehorn.

Når man har indsamlet et bevis, skal det afleveres til laboratoriet til nærmere analyse. Der går altid en dag, før analysen er klar. Man skal dog som spiller være varsom med at undersøge alle rygter, man hører, da nogle af disse leder spilleren på vildspor, hvorved man mister værdifuld tid.

Besøg hos spåkonen

Er beviserne på plads tilkalder borgmesteren The National Guard og udnævner samtidig Dr. Bradley til at lede angrebet mod myrerne. Bradley får nu sin base på Lizard Breath politistation, hvor det er op til spilleren strategisk at fordele de ressourcer, man har til rådighed. Man skal således fordele enheder af hæren, politiet og byens indbyggere på det store oversigtskort for at bekæmpe horden af angribende myrer.

Når kæmpemyrernes tilholdssted endelig lokaliseres, skal Bradley, udstyret med reb, flammekaster samt tidsindstillede eksplosiver, begive sig ned i den underjordiske labyrint af gange, hvor dronningen bevogtes af monstrøse myrevagter. Nederst i hulesystemet ligger den onde myredronning, og så snart spilleren finder hende placeres eksplosiverne, og så gælder det bare om at komme væk i en fart. Klarer man skærene, har man besejret de muterede kæmpemyrer og dronningen samt reddet Lizard Breath, og ja hvem ved, måske også hele verden.

Ekstrem flot grafik for datiden

Myrer på udflugt

It Came From the Desert blev en stor succes, og huskes af mange som et vanvittigt godt spil. Men samtidig husker man det også som et rigtigt svært spil. Det er meget nemt at komme til skade, og der er mange måder, hvorpå dette kan ske. Der kan gå ild i ens hus, man kan have et uheldigt møde med en kæmpemyre, man kan styrte ned i et fly, man kan køre galt i en omgang Chicken eller ende i knivkamp med The Hellcats.

Man havner således hver gang på hospitalet, hvor det, som nævnt før, er meget svært ikke at skulle blive sengeliggende i et par dage. Således skal der ikke mange fejl til, før det bliver rigtigt svært at indsamle sine beviser. Dog mister man ikke lysten til at prøve igen, og derved udforske andre muligheder og indgangsvinkler spillet giver. Samtidig veksler spillet glimrende mellem adventure/investigation og de actionfyldte minispil.

Grafikken er stadig meget flot og for datidens standard var det noget af det bedste, Amigaen kunne præstere i spil. Cinemaware forstod virkelig at kreere supersprød grafik, hvilket ganske enkelt lå længder over mange andre spiludviklere. Jeg husker tydeligt, at jeg allerede var vildt imponeret efter at have set spillets skumle introsekvens (se sekvensen her).

Spillet akkompagneres i mange af spillets scener af dyster stemningsmusik, men skifter stil alt efter hvilken lokalitet, Dr. Bradley befinder sig på. Der er således countrymusik på den lokale pub, og lidt lalleglad hillbillymusik, når man besøger en farmer.

Fremragende

En Anthead

I 1990 udkom Antheads: It Came From the Desert II, der tager sin begyndelse fem år efter, at truslen fra de mutantmyrerne er afværget. Vi skriver den 1. januar 1956. Gemytterne er faldet til ro igen, og nu er byens befolkning mere opsat på at få fingre i de penge, som myndighederne har tilført området pga. et nukleart testprogram.

I Antheads: It Came From the Desert II spiller man nu en fyr ved navn Brick Nash, der har stjålet en lastbil med noget plutonium, og nu befinder sig i Lizard Breath. Her begynder indbyggerne så småt at opføre sig mærkeligt, og har pludselig en enorm trang til sukker. Samtidig sker der meget skumle ting på det lokale hospital. Det er således den samme setting, men med nyt plot og historie.

It Came From the Desert samt Antheads: It Came From the Desert II er begge fremragende spil, der til denne dag er meget underholdende at spille. Det er spil, som jeg altid vil huske som værende nogle af de bedste Amiga-spil, jeg havde og stadig har fornøjelsen af at spille. Så hvis du aldrig har haft glæden af at spille disse spil, eller havde glemt dem (skam dig), kan jeg kun anbefale, at du fluks downloader disse og tager til Lizard Breath. God fornøjelse!

5 stjerner

Titel: It Came From the Desert
Udvikler: Cinemaware
Udgiver, år: Mirrorsoft, 1989
Platform: Amiga
Genre: Action, Adventure
hvid
Hvor får jeg fat i spillet?
It Came From the Desert og Antheads: It Came From the Desert II kan downloades fra Cinemawares hjemmeside.
hvid
Hvordan får jeg spillet til at virke?
Du skal bruge en Amiga Emulator. WinUAE Amiga emulator kan anbefales. Den finder du her.
hvid
Se It Came From the Desert og Antheads: It Came From the Desert II fra start til slut uden at røre en finger! Er du den dovne type, der bare vil have tingene serveret foran dig, kan du med fordel benytte dig af nedenstående Amiga Longplay-optagelser af spillene (YouTube).
hvid
Fuld gennemgang af It Came From the Desert.
hvid
Fuld gennemgang af Antheads: It Came From the Desert II.

Anmeldt af: Anders Johnsen | 13/02/2008

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *