Rasmus Rosenørn
Ingen kommentarer

Island of the Dead

Island of the Dead
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Island of the Dead er en skuffelse. Idéen er glimrende, udførslen elendig. Der sker ganske enkelt for lidt, karaktererne er ligegyldige og skuespillet skraber bunden.

Island of the DeadI sundet ved Bronx og Long Island, New York, ligger den lille ø Hart Island. Øen, der er ubeboet, har en skummel og dyster historie. Gennem tiderne har der her ligget forskellige former for fattighjem og sindssygeanstalter, men nu ligger der et fængsel på øen med omkring hundrede fanger samt en større militær missilbase.

Derudover rummer øen det berygtede område Potters Field, som er byen New Yorks begravelsesplads for alle dens hjemløse, ensomme gamle, forældreløse børn og andre, som ingen vil kendes ved. Ligene bliver begravet i massegrave uden nogen former for religiøs ceremoni, og man regner med, at mindst 600.000 mennesker ligger begravet på Hart Island.

Dræberfluer
Ruperts håndlanger

Ruperts håndlanger.

På den baggrund kan det undre, at der ikke er nogen, der er kommet på den idé at lave en gyserfilm, der foregår på Hart Island, før de relativt ukendte Tim Southam og Peter Koper valgte at lave Island of the Dead i år 2000. Settingen for at indspille en glimrende gyser er perfekt på Hart Island, og de tos grundlæggende idé med filmen er faktisk også god, men når der er sagt, er der desværre ikke ret meget mere at komme efter.

Talisa Soto, som vi kender fra bl.a. Vampirella (1996), Spy Hard (1996) og superstinkeren Don Juan DeMarco (1995), spiller politikvinden Melissa O’Keefe, der arbejder med at identificere uidentificerede lig. Hun skal en tur til Hart Island for at opspore et lig af en lille pige, der er røget derud ved en fejltagelse.

Samme dag skal den onde superkapitalist, Rupert King (Malcolm McDowell), der har købt Hart Island af New York, også over til øen for, under stor pressebevågenhed, at tage det første spadestik til Hope City, en ny bydel til byens udskud.

Sammen med en ladvogn belæsset med ligkister og en håndfuld fanger idømt samfundstjeneste, der skal begrave kisterne, kommer de alle med færgen til Hart Island. Da dagen er gået, er Rupert Kings håndlanger forsvundet. O’Keefe, King, tre fanger samt en betjent, bliver tilbage på øen for at eftersøge ham, mens færgen sejler tilbage til New York.

Nu begynder en mareridtsnat for de seks tilbageblevne, hvor det viser sig, at en enorm sværm af onde dødsfluer er gået amok. Bliver man bidt af en flue, går kroppen lynhurtigt i forrådnelse, og det vælter ud af en med maddiker. Man finder aldrig ud af hvorfor fluerne går til angreb, men de holder op, efter at de har fået ram på Rupert King, der selvfølgelig havde skumle bagtanker med opførelsen af Hope City. Derefter kan Melissa O’Keefe sammen med en af fangerne, som hun har forelsket sig i, undslippe øen i en robåd.

Spild af tid
King mod fluerne

King mod fluerne.

Efter at have set Island of the Dead, sidder man med en fornemmelse af, at man har spildt sin tid. Problemet med filmen er, at der ganske enkelt sker for lidt til, at den bliver underholdende. Filmen bygger op og bygger op, og pludselig er det hele så slut. Den spiller på alle gyserklichéerne, men formår ikke at udnytte dem.

Det er OK, at fluerne uden nogen grund går til angreb. Fjender der angriber af uforklarlige årsager har fungeret glimrende i mange andre film, men så skal der være mere kød på handlingen.

Det er der bare ikke i Island of the Dead. Karaktererne er for tynde til, at de i sig selv har nogen betydning, og de ydre omstændigheder bliver ikke brugt godt nok. Hverken det potentiale, der ligger i at lade filmen foregå på Hart Island eller Rupert Kings onde planer med Hope City bliver udnyttet. At skuespillet også er på bundskraberniveau for alle, undtagen Malcolm McDowell, der dog heller ikke lyser specielt op, gør ikke indtrykket af filmen bedre.

En svag historie og elendigt skuespil, ville dog have været ligegyldige, hvis filmen formåede at leve op til nogle basale underholdningskrav. Alt det, som svage gyserfilm redder sig hjem på corny replikker, grimme monstre eller seje chok og splattereffekter, er totalt fraværende. Heller ikke det ultimative trumfkort, nøgenscener, for at redde en ellers kedelig film, er spillet. Talisa Soto beholder pænt og ærbart alt sit tøj på gennem filmen, ikke engang letpåklædt får man lov til at opleve hende.

Irriterende, ubehjælpsomt – og gangstarap!
Uhygge

Uhygge.

Filmens monstre, fluerne, er hverken uhyggelige eller suspenseagtige, men bare kedelige. Nej, giv mig en mand med en grim zombiemaske i stedet. Det kan man i det mindste grine af. Man har forsøgt at skabe en uhyggelig stemning ved, at optage en stor del at filmen i mørke. Altså totalt mørke. I nogle af filmens sekvenser er det umuligt at se, hvad der foregår, hvilket ikke er uhyggeligt, men irriterende.

På samme måde er forsøgene på at skabe suspense lige så ubehjælpsomme. Inden fluerne angriber, svirrer der er et håndholdt kamera rundt om personen med et blåt filter over. Hvis det ikke får hårene til at rejse sig, benyttes det ultimative gysertrick: børn!

Engang imellem klippes der til tre piger der sjipper, mens de siger en remse om en ligvogn. Ender de selv på Hart Island? Snubler de i sjippetovet? Hvem ved? Men det er jo vedtaget, at børn er uhyggelige i gyserfilm.

Et sidste irritationsmoment er rapsekvenserne. Mens alle står og venter på færgen til Hart Island, og i en sekvens hvor fangerne klæder om efter en hård arbejdsdag i massegravene, spilles der hård gangstarap, og der laves nogle musikvideoagtige klip. Hvorfor og hvilken funktion det har, kan man kun gisne om, men det fungerer slet ikke. Det bedste bud er, at man manglede nogle minutter for at få filmen op på fuld spillefilmslængde. Derfor lavede man de her sekvenser af diverse fraklip og lagde musik på.

Glimrende idé, elendig udførsel
De sjippende piger

De sjippende piger.

Island of the Dead er en skuffelse. Idéen er glimrende, udførslen elendig. Desværre har producenterne haft en tyrkertro på, at deres manuskript holdt til en seriøs film. Det har bevirket at slutproduktet ikke blot er elendigt, men desværre er totalt blottet for underholdningsværdi, da man har taget det hele så seriøst, at de ikke har turdet give filmen det corny tvist, der som regel kan redde en film fra at være ligegyldig til i det mindste at være underholdende.

Det eneste lyspunkt er Malcolm McDowell, der kæmper hårdt med det håbløse materiale, men desværre ikke får noget modspil. Hvorfor har den mand, der har et uomtvisteligt talent, en evne til altid at finde de værste film og TV-serier at spille med i? Island of the Dead kunne have været en god film, men er for ambitionsløs til at den bliver andet end tidsspilde.

Island of the Dead er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.

1 stjerne

Titel: Island of the Dead
Instruktør: Tim Southam
Manuskript: Tim Southam & Peter Koper
Cast: Talisa Soto (Melissa O’Keefe), Bruce Ramsay (Tony Manes), Malcolm McDowell (Rupert King)
Producere: Christine Kavanagh (producer), Luciano Lisi (producer), Shauna Shapiro Jackson (executive producer), Peter Koper (executive producer), Bruce Weiss (executive producer)
Foto: Daniel Jobin
Klip: Heidi Haines
Spilletid: 91 minutter
Aspect ratio: 1.33:1 (full frame)
Lyd: Dolby Surround 2.0
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: USA, 2000
Produktionsselskaber: Unapix Films, Cornerstone Films, Fly Films
Distributør (DVD): Nordisk Film
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 5 | 13/03/2006

Stikord: Insekter, New York, Okkultisme, Øer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *