Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Interstellar

Interstellar
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Interstellar er et fornemt score, hvor Hans Zimmers minimalistiske tilgang forlener musikken med en intimitet og følelsesmæssig forankring, der taler direkte ind i filmens menneskelige og metafysiske kerne.

InterstellarChristopher Nolan og Hans Zimmer er indenfor de senere år blevet endnu et af Hollywoods faste instruktør/komponist-makkerpar. Første gang, de arbejdede sammen, var på Batman Begins (2005), som Zimmer komponerede i samarbejde med James Newton Howard.

På nær The Prestige (2006), som havde musik af briten David Julyan (der også komponerede musikken til Nolans første tre spillefilm), har Zimmer stået for musikken til alle Nolans efterfølgende film.

Jeg har det selv svært med Zimmers Batman-scores, som jeg finder jævnt kedelige, men omvendt var hans musik til Inception (2010) fremragende – et godt eksempel på, at Zimmer er én af Hollywoods kvalitativt mest svingende komponister.

Det kom selvfølgelig ikke som nogen overraskelse, at det også var Zimmer, der skulle levere musikken til Nolans Interstellar, som havde premiere i 2014, og som generelt fik fantastiske anmeldelser – også her på Planet Pulp.

Jeg er ikke selv helt så begejstret for filmen, men Zimmers score er faktisk temmelig fantastisk – på niveau med Inception og, vil nogle mene, endnu bedre.

Enkle temaer og virkemidler

Indenfor Zimmers hidtidige produktion kan Interstellar-scoret rent stilistisk bedst sammenlignes med The Thin Red Line (1998) – der i min bog står som Zimmers bedste score nogensinde.

Begge scores er bygget op omkring nogle meget enkle tematiske idéer, som i de fleste tilfælde udvikles langsomt i løbet af de enkelte cues, især i form af gentagelser med meget begrænsede variationer.

Interstellar sker det desuden ikke sjældent i form af en gradvis stigning af lydstyrken, der fører frem til et crescendo – eller flere. Det er et effektivt greb i forhold til at få musikken til at gribe lytteren om hjertet, og flere steder på Interstellar virker det eminent, f.eks. i cuet “Stay” (nr. 5) fra én af filmens centrale scener.

Det er dog også et greb, der kan komme til at fremstå som et lidt billigt trick, hvis det bruges for meget, og på Interstellar-scoret kommer Zimmer meget tæt på at gøre lige præcis det. Jeg synes dog, han holder skindet på næsen, men der er de, der vil kritisere Interstellar for netop dette trick.

Et andet kritikpunkt, der er blevet rejst af scoret, er lige præcis det, andre finder en styrke: Nemlig musikkens enkelhed (mindre pæne tunger ville sige simplicitet). En stor del af musikken er nemlig komponeret præcis som beskrevet ovenfor, hvor de uhyre enkle tematiske idéer gentages og gentages og gentages.

Flygel og kirkeorgel

Ét af de steder, hvor Interstellar-scoret skiller sig ud fra Zimmers øvrige produktion er i instrumenteringen, hvor særligt to instrumenter spiller en stor rolle: Det ene er flygel, det andet er kirkeorgel. Flygelet bruger Zimmer som ankerpunkt for den familiehistorie, der er i centrum i filmen, mens det enorme kirkeorgel bruges som en slags signatur for verdensrummets uendelighed.

Derudover kan man vel hævde, at kirkeorglet samtidig understreger filmens metafysiske/religiøse aspekter; en effekt, Zimmer opnår alene på grund af instrumentets tilhørsforhold til den kirkelige/religiøse sfære.

I brugen af kirkeorgel minder Interstellar om Ennio Morricones score til Mission to Mars (2000), men derudover tåler de to scores ingen sammenligning.

Foruden de to nævnte instrumenter er Interstellar generelt orkestreret ganske typisk for Zimmer, om end der er plads til flere træblæsere end vi er vant til fra ham – og dertil kor, der stedvist anvendes med stor effekt.

Til gengæld hører vi intet til de ellers obligatoriske strygerostinati, der indenfor de senere år er blevet så karakteristiske for Zimmers output og som også spillede en prominent rolle på Inception-scoret.

En håndfuld temaer

Interstellar er bygget op omkring en håndfuld temaer, der udgør fundamentet for scoret og optræder i de fleste cues. Det væsentligste tema dukker allerede op i “Dreaming of the Crash” (nr. 1), hvor det langsomt materialiserer sig ud af lyden af blæst, som Zimmer anvender på enkelte cues.

Hovedtemaet er, som alle temaerne på scoret, enkelt, men det er også effektivt og ganske gribende, og da hovedtemaet samtidig er signaturtemaet for det far/datter-forhold, der er helt centralt for filmen, dukker det op mange gange.

Den væsentligste fremførsel får temaet i “Stay”, der som nævnt er et af de ganske mange cues, der gør brug af effekten med den langsomt stigende lydstyrke mod et crescendo. Her virker det fantastisk.

Temaet får også en radikalt anderledes fremførsel i “Message From Home” (nr. 6), hvor det fremføres som en ekstremt langsom flygelsolo.

Et mere optimistisk og lyst tema, der også er associeret med familien i centrum af filmen, høres i “Cornfield Chase” (nr. 2), mens “Dust” (nr. 3) introducerer et stemningsfuldt men også ganske dystert tema, der lader til at hænge sammen med Jorden og jorden (med både stort og lille J) – det høres således også i “I’m Going Home” (nr. 12).

Underscore

Andre cues er mere selvstændige i den forstand, at de ikke er opbygget omkring et af scorets centrale temaer, men er udpræget underscore i den klassiske filmmusikalske forstand. Det gælder f.eks. den vidunderligt creepy “The Wormhole” (nr. 7), der med en rytmisk bund og kor skaber en skummel stemning, der stiger til et voldsomt crescendo med kirkeorglet i centrum.

Det umiddelbart følgende cue “Mountains” er også et af scorets ikke-tematiske cues, hvor Zimmer markerer betydningen af tid ved at lade en fast rytme danne bund for en gradvis stigning i både tempo og volumen mod et forrygende crescendo med anvendelse af både kirkeorgel og kor.

Markeringen af tid i “Mountains”-cuet er væsentligt i kontekst af filmen, fordi cuet er komponeret til en sekvens, hvor hovedpersonerne befinder sig på en planet, hvor én time svarer til 7 år på Jorden. “Mountains” er, sammen med “Stay”, ét af de stærkeste cues på scoret.

Men det nok stærkeste cue på scoret er det over 8 minutter lange actioncue “Coward” (nr. 13), der er bygget op omkring flere nu velkendte idéer: en rytmisk bund, konstante gentagelser af et minimalt tema, stigende tempo og lydstyrke – her dog suppleret af stille passager med soloflygel.

Cuet, hvor Zimmer igen bruger kirkeorglet (i øvrigt sammen med en del synthesizer), kulminerer i anden halvdel med lydstyrken og intensiteten skruet helt op, og så præsenterer Zimmer os i øvrigt for noget, der lyder som om, det er direkte inspireret af James Horner – komplet med Horners karakteristiske “crashing pianos” og aggressive rytmiske flygelanslag.

Følelsesmæssig forankring

Der er enkelte cues i scorets midterdel, der ikke helt formår at holde lytterens interesse. Det tidligere omtalte flygelsolo-cue “Message From Home” er nydeligt, men også ret kedeligt – tempoet er næsten letargisk – og “Afraid of Time” (nr. 9) er et tilsvarende nydeligt, men også ret kedeligt flygeldomineret cue, baseret på et melankolsk tema, der første gang dukkede op i “Day One” (nr. 4).

Heldigvis opvejes disse – og enkelte andre – noget tørre cues af albummets øvrige tracks, og generelt efterlader Interstellar et særdeles positivt helhedsindtryk.

Det er drama på højt plan, Zimmer præsenterer os for på Interstellar-scoret, men dette til trods besidder scoret en intimitet, som i høj grad må tilskrives den minimalistiske tilgang, Zimmer har haft til sine temaer og til opbygningen af de enkelte cues.

Selvom Interstellar som helhed på ingen måde er et “stille” score – der er adskillige voldsomme, dramatiske cues – så formår Zimmer alligevel at give musikken en følelsesmæssig forankring, der taler direkte ind i historiens menneskelige og metafysiske kerne.

For i virkeligheden er Interstellar jo ingen science fiction-film; det er en metafysisk kærlighedshistorie om en fars kærlighed til sine børn, pakket ind i science fiction-genrens traditionelle gevandter med rumskibe, ormehuller, fremmede planeter og hvad har vi.

Udgivelsesrod

Musikalsk set er der således rigtig meget at komme efter på Interstellar-scoret, især hvis man er villig til at give albummet den tid, det kræver – både fordi det er et score, der for alvor vinder ved en komplet gennemlytning og fordi det er et score, der bliver bedre og bedre, jo flere gange, man lytter til det.

Til gengæld bliver jeg nødt til at brokke mig over den måde, albummet er blevet markedsført på, med adskillige forskellige udgaver udsendt på mere eller mindre samme tid og på forskellige platforme.

Det her anmeldte album er standardalbummet, det såkaldte “Star Wheel Constellation Chart”-album med 16 tracks. Derudover udkom der en “Digital Deluxe Album”-udgave med 24 tracks (og altså kun tilgængelig som download). Og endelig er der “Illuminated Star Projection”-udgaven med 29 tracks fordelt på to skiver.

Men det stopper ikke her.

For cuet “Day One Dark” var kun tilgængelig som download fra den amerikanske billetportal MovieTickets.com og findes ikke på nogen af de fysiske udgaver, ej heller den digitale “deluxe”-udgave.

Det er, for at sige det mildt, noget rod.

Usympatisk markedsføring

Jeg har intet problem med, at filmmusikalbums udkommer i forskellige udgaver, og for den sags skyld må det også gerne ske samtidigt. Men i Interstellars tilfælde lader det til, at Sony Classical bevidst har forsøgt at gøre tingene så ugennemskuelige som muligt – formentlig i det håb, at filmens fans i ren forvirring ender med at investere i mere end én udgave af scoret. Det er usympatisk markedsføring af værste skuffe.

Når alt det er sagt, så er alle de centrale dele af scoret at finde på standardudgaven – mange af de ekstra cues på de to andre udgaver er nemlig bare forlængede remixes af de cues, der findes på standardalbummet. Og standardalbummets 16 cues er vel at mærke alle at finde på både den digitale “Deluxe”-udgave og “Illuminated Star Projection”-udgaven.

Hvorvidt man så er interesseret i at punge ud for at få disse forlængede remixes må være op til hver enkelt. Nogle af remixene er ganske imponerende (flere af dem kan høres på YouTube), og på den måde kunne det være fristende at investere i “Illuminated Star Projection”-udgaven, som imidlertid er en ganske pebret affære.

Uanset hvad man vælger, så er Interstellar et fornemt score, der viser, hvad Zimmer er i stand til, når han gider – i stedet for at uddelegere arbejdet til sin hær af droner. Ingen nævnt, ingen glemt.

5 stjerner

Nummerliste:
1. Dreaming of the Crash (3:55)
2. Cornfield Chase (2:07)
3. Dust (5:41)
4. Day One (3:19)
5. Stay (6:52)
6. Message From Home (1:40)
7. The Wormhole (1:30)
8. Mountains (3:39)
9. Afraid of Time (2:32)
10. A Place Among The Stars (3:27)
11. Running Out (1:57)
12. I’m Going Home (5:49)
13. Coward (8:26)
14. Detach (6:42)
15. S.T.A.Y. (6:24)
16. Where We’re Going (7:41)

Total spilletid: 71:41

Titel: Interstellar
Komponeret af: Hans Zimmer
Dirigeret af: Gavin Greenaway, Richard Harvey
Orkestrering: Bruce Fowler, Walter Fowler, Suzette Moriarty, Kevin Kaska, Carl Rydlund, Elizabeth Finch, Andrew Kinney
Komponeret: 2014
Udgivet: 2014
Label: Sony Classical

Anmeldt i nr. 117 | 13/07/2015

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *