Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Innerspace

Innerspace
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

La-La Lands udgivelse af Innerspace-scoret kan beskrives som et 78 minutter langt album til tre stjerner, hvorpå der gemmer sig et 35-40 minutter langt album til fire stjerner.

InnerspaceFra 1983 og frem til 2003 samarbejdede instruktør Joe Dante og komponist Jerry Goldsmith på ti forskellige projekter. Af disse er Gremlins (1984) utvivlsomt det bedst kendte, men i 1987 leverede Goldsmith også musikken til Dantes homage til Fantastic Voyage (1966), Innerspace, der på dansk fik den sædvanlige kække 1980’er-titel Min mikromakker.

Hvor Goldsmiths musik til Gremlins resulterede i ét af komponistens bedst kendte temaer nogensinde, er Innerspace knap så vellykket, primært fordi det tematiske materiale er ret svagt. Derfor giver scoret ikke et stærkt helhedsindtryk, men heldigvis er actionmusikken af høj klasse, hvilket langt hen ad vejen redder scoret.

Hellig Gral

På den oprindelige soundtrackudgivelse fra 1987 var der kun fem tracks med musik fra Goldsmiths score, hvilket blev til ca. 26 minutters musik i alt. I mange år var Goldsmiths score derfor én af filmmusikkens ”hellige graler” på linje med f.eks. Alan Silvestris score til Back to the Future (1985), der også kun var udgivet uddrag fra.

Goldsmith-fans fik lov til at vente hele 22 år, inden musikken langt om længe så dagens lys. Først i 2009 udkom Innerspace nemlig, da det lille filmmusiklabel La-La Land Records udgav det i et begrænset oplag på 3000 eksemplarer, som hurtigt blev revet væk.

La-La Lands udgivelse præsenterer scoret i sin helhed, og albummet har en samlet spilletid på 78 minutter. Det er generelt ret få filmmusikalbums, der fungerer godt, når spilletiden er så lang, men det er selvfølgelig at foretrække, at al musikken bliver udgivet – så kan man jo altid selv udvælge de tracks, man mener giver den bedste lytteoplevelse.

Og nogen grad af redigering er helt klart nødvendigt, for Innerspace er ikke ét af Goldsmiths stærkeste scores fra denne periode.

Forældet synthesizer-lyd

Som det var normalt for Goldsmith i denne periode, er Innerspace komponeret for en blanding af symfoniorkester og synthesizere – herunder en synthesizet effekt, der lyder meget som Blaster Beam-instrumentet fra scoret til Star Trek: The Motion Picture (1979).

Generelt var Goldsmith dygtig til at udnytte elektroniske elementer i sine scores, så de ikke kom til at fremstå som fremmedlegemer i den ellers mere organiske lyd fra symfoniorkesteret, og det er langt hen ad vejen også tilfældet her.

Alligevel kommer man ikke udenom, at synthesizerne i Innerspace stedvist lyder meget forældede og giver scoret et helt umiskendeligt 1980’er-præg, som man – afhængigt af humør samt smag og behag – kan finde charmerende eller noget cheesy.

Svagt tematisk materiale

Det er imidlertid ikke synthesizerne, der udgør det største problem ved Innerspace. Scorets hovedproblem er, at det tematiske materiale ikke er særlig stærkt. Foruden nogle tilbagevendende motiver er der to primære tematiske idéer på spil i Innerspace.

Det ene er hovedtemaet, der første gang dukker op i slutningen af ”Main Title” (nr. 1), og som høres gentagne gange i løbet af scoret. Det er centreret omkring et simpelt motiv på 2 x 4 noder, og der er noget fanfareagtigt ved temaet, som gør det egnet til at indgå organisk i scorets actionmusik. Det er som sådan fint nok, men temaet er så minimalt, at man ikke har meget at gribe fat i som lytter. Og temaet udvikles ikke yderligere igennem scoret.

Det andet af de to primære tematiske idéer er kærlighedstemaet, der er noget mere udviklet end hovedtemaet. Det høres første gang i ”Take Him Home” (nr. 2) og dukker også løbende op igennem scoret. Der er tale om et fint lille kærlighedstema, men det er også meget langt fra Goldsmiths topniveau.

Udover hoved- og kærlighedstemaet er der enkelte andre motiver, der høres mere end én gang. Der er bl.a. et ganske bizart motiv, der første gang høres i ”Tell Me About It” (nr. 3), og som må være en synthesizet blæser, måske en saxofon.

Et andet eksempel er et lille Morricone-inspireret westerntema, komplet med jødeharpe, for én af skurkene, der går under navnet The Cowboy. Det høres første gang i ”The Cowboy” (nr. 16) og dukker op endnu et par gange.

Liver op i actiondelene

Selvom der altså er en række gennemgående temaer og motiver, er ingen af dem specielt stærke, og en ret stor del af scoret består af atmosfærisk underscore, der på ingen måde er decideret dårligt, men som – taget i betragtning at det er Jerry Goldsmith – er forbløffende anonymt.

Hovedparten af scoret er relativt seriøst, og kun få steder i musikken anerkender Goldsmiths filmens komiske elementer. Det førnævnte westerntema er ét eksempel – og her er der tale om det decideret parodiske – og der er et par andre passager med letbenet funny music. Men ellers holder Goldsmith masken.

Heldigvis liver scoret gevaldigt op i de deciderede actioncues, som der er nogle stykker af. Det begynder allerede i det lange dobbeltcue ”State of the Art/The Charge” (nr. 4). Mens ”State of the Art” er stemningsskabende underscore, begynder ”The Charge” som et effektivt suspensecue, inden musikken eksploderer i veloplagt action, der i sin rytmiske opbygning minder lidt om Goldsmiths senere musik til Total Recall (1990).

De umiddelbart følgende cues ”Gas Attack” (nr. 5) og ”The Injection” (nr. 6) byder på mere vintage Goldsmith-action, tillige med velkomponeret suspensemusik som kun Goldsmith kunne skrive det.
Derefter skal vi forholdsvis langt hen på albummet, inden scoret for alvor igen viser tænder.

Selvfølgelig er der actionpassager undervejs, men vi skal hen til ”Fair Exchange” (nr. 24) og de to følgende cues, ”Stop the Car” og ”Out of the Pod”, før pulsen for alvor kommer op. Det gør den til gengæld også eftertrykkeligt her, og særligt ”Stop the Car” er klassisk Goldsmith-action.

Sammen med enkelte velfungerende suspensecues (bl.a. nogle, der giver kraftige mindelser om Star Trek: The Motion Picture) er det denne håndfuld hårde actioncues, der redder Innerspace-scoret for mit vedkommende. Der er bare ret langt mellem dem, og en hel del cues undervejs består som tidligere nævnt af ret anonymt underscore.

Ikke et af Goldsmiths stærkeste arbejder fra 1980’erne

Selvom Innerspace var kraftigt efterspurgt af mange Goldsmith-fans i de mange år, scoret ikke var tilgængelig, er der ikke tale om et af Goldsmiths stærkeste arbejder fra 1980’erne. Det mærker man tydeligt på La-La Lands udgivelse, der kan beskrives som et 78 minutter langt album til tre stjerner, hvorpå der gemmer sig et 35-40 minutter langt album til fire stjerner.

Når man har rippet CD’en til sin computer kan man heldigvis selv tilrettelægge en playliste, der fremhæver scorets styrker og udelader noget af det mindre interessante materiale. Derfor er Innerspace-albummet selvfølgelig også værd at opsøge for Goldsmith-fans, men hvis man ikke var én af de heldige, der sikrede sig La-La Lands udgivelse, inden den blev udsolgt, er det ingen katastrofe.

Nummerliste:
1. Main Title (2:16)
2. Take Him Home/Broken Toe (1:48)
3. Tell Me About It (2:17)
4. State of the Art/The Charge (6:54)
5. Gas Attack (4:52)
6. The Injection (2:12)
7. The Hand/Fat Cells (1:01)
8. Woman in Red (2:36)
9. What Is It? (1:09)
10. Optic Nerves (3:59)
11. Take It Easy/It’s True (2:18)
12. No Messenger (2:42)
13. No Pain (1:57)
14. User Friendly (1:40)
15. A Close Look (1:34)
16. The Cowboy (0:59)
17. Hold It (3:41)
18. For The Money/A New Man (3:40)
19. How Do I Look?/Save It (1:46)
20. Transformed (3:01)
21. Retransformed (2:52)
22. Where Am I? (2:12)
23. The Womb (4:38)
24. Fair Exchange (2:05)
25. Stop the Car (5:59)
26. Out of the Pod (3:55)
27. Disengage (3:00)
28. No Red Lights (1:18)

Total spilletid: 78:21

3 stjerner

Titel: Innerspace
Komponeret af: Jerry Goldsmith
Dirigeret af: Jerry Goldsmith
Orkestrering: Arthur Morton, Vladimir Horunzhy
Komponeret: 1987
Udgivet: 2009
Label: La-La Land Records

Anmeldt i nr. 113 | 13/03/2015

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *