Nr. 113 – 13. marts 2015

Jeg er ikke en bitter, gammel mand. Faktisk er jeg en glad ung mand. Nogen tænker sikkert, at jeg mener at alt var bedre i gamle dage. Bedre film, bedre bøger, bedre kunst, bedre musik, bedre sexliv osv.

Det er naturligvis ikke sandheden. Der er dog andre problemer i vores samfund, i vores verden. Og et af de problemer er at nogen ikke forstår at stoppe mens legen den er god. Og det har jo altid været et problem.

Så tænker I sikkert, at vi måske burde stoppe Planet Pulp lige nu, men sådan kommer det ikke til at gå, langt fra. Vi har faktisk fået en masse ny energi, passionen er blevet tanket op, og det er vi glade for her på redaktionen. For hvis vi når det punkt, at det ikke længere er sjovt, og at vi bare fortsætter for at fortsætte, så sætter vi ild til magasinet – smadrer en server eller hvad ved jeg.

Det nye design, jeres kommentarer på Facebook, mere fokus på bloggen og flere andre ting, har gjort at vi har fået ny energi. Og det er vigtigt, da det jo er noget vi bruger vores fritid på og ikke noget, vi får løn for.

Løn får til gengæld Harrison Ford for at være skuespiller. Og for at gentage roller, han før har spillet. Men den gamle mand, der for nyligt styrtede ned i et gammelt fly, burde måske smide pisken i ringen. Ja, Indy 4 var en vammel omgang, og nu er vi tilbage ved Star Wars og Blade Runner – jeg tænker med gru på en film som Olsen-bandens sidste stik fra 1998, der var et sørgeligt forsøg på at genoplive en gammel succes. Faktisk var det trist at overvære.

Det samme kunne man sige om Robert de Niro. Puhaaaa, der er kommet mange dårlige film fra hans hånd de sidste mange år. Det, der gjorde ham så unik, er nu blevet til en karikatur på ham selv. Og måske burde Arnold, selvom jeg elsker manden, også snart smide bøffen i ringen. Sammen med Stallone, Dolph, Stephen King, Robert Kirkman, Salvatore og flere andre, eksempelvis fodboldspillere.

Jeg skal naturligvis ikke bestemme over dem, og de tjener sikkert gode penge, men det er lidt som at gå i byen og se de lidt for gamle mænd mænge sig med de lidt for unge mennesker. Ja, forfald, kan man vel nærmest kalde det. Eller ringvrag.

Men hvem bestemmer hvornår legen er god? Hvornår man bør stoppe? Skal man gå selv, med oprejst pande, eller skal man slæbes ud? Vil man forlade bodegaen med et brag eller sygne hen på en ligegyldig stol?

Hvis man kan forny sig selv og finde glæden, skal man jo bare blive ved. Man skal bare passe på, at det ikke bliver ynkeligt.

I denne måned ser vi på to herlige skrumpefilm i form af Fantastic Voyage og Innerspace. Og vi anmelder musikken fra begge film. Der er også lidt gys på drengen i form af en anmeldelse af Stephen Kings debutroman Carrie, den nye filmatisering af romanen samt musikken fra Brian De Palmas oprindelige filmatisering af Carrie – selve filmen anmeldte vi for længe siden.

Sidst men ikke mindst har vi været inde og kigge nærmere på Matthew Vaughns seneste film – agentkomedien Kingsman: The Secret Service.

Vi ses igen i næste måned. Og husk nu at have det sjovt derude!

Månedens lederskribent er Jacob Krogsøe.

Film:
Carrie (Kimberly Peirce, 2013)
Fantastic Voyage (Den fantastiske rejse) (Richard Fleischer, 1966)
Innerspace (Min mikromakker) (Joe Dante, 1987)
Kingsman: The Secret Service (Matthew Vaughn, 2014)

Filmmusik:
Carrie (Pino Donaggio, 1976)
Fantastic Voyage (Leonard Rosenman, 1966)
Innerspace (Jerry Goldsmith, 1987)

Bøger:
Carrie (Stephen King, 1974)