Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

Indiana Jones and the Last Crusade

Indiana Jones and the Last Crusade
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Indiana Jones and the Last CrusadeMed den tredje film i serien om Indiana Jones har Spielberg begået en af de mest underholdende film i mands minde. Den når ikke op på højde med Raiders of the Lost Ark, men er på sin helt egen måde mesterlig, og vær forberedt på, at de komiske passager fylder godt i en film, hvor Sean Connery er det helt store scoop.

Nu er der ikke mange varme dage og lange nætter til, den fjerde film om Indy, Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull (2008), rammer biograferne verden over. Og man kan i sit stille sind håbe på, at Steven Spielberg har ramt den form, som han havde i 80’erne.

Leg og eventyr

Den unge Indiana Jones får hatten på...

Op igennem 90’erne, og i det nye årtusinde, har Spielbergs film haft et mere voksent udtryk, med Schindler’s List og Munich (2005) som de bedste eksempler, og jeg håber bare, at han har fundet det indre legebarn frem igen. For det er legen med filmmediet og eventyret, der gjorde de tre første film om Indy så forbandet underholdende. I en tid, hvor computereffekterne har afløst mange af fordums tiders effekttroldmænd, håber jeg inderligt, at den nye Indy-film får et mere “old school look”. Men indtil den kommer i biografen, kan man jo meget passende varme op med et gensyn med de tre første Indy-film, og krydse fingre for at Spielberg endnu engang har ramt den magiske åre, som har været en fast bestanddel af hans filmiske værker.

I 1989 lagde Spielbergs tredje film om eventyreren Indiana Jones gaderne øde. Der var tale om det mest letbenede indslag i serien, men samtidig er filmen uforskammet underholdende. Man skal enten være en gammel bitter mand, eller en ung mand som er blevet bitter for tidligt, for ikke at kunne lade sig underholde af Indiana Jones and the Last Crusade. Filmen er fyldt til bristepunktet med humor i bedste slapstick-stil, og det er lige ved at blive for meget af det gode. Men filmen holder alligevel vand hele vejen igennem med sit dejligt urealistiske plot, fede actionscener og et hold af skuespillere, som virkelig formår at leve sig ind i filmens ånd.

Styrker og svagheder

... og i det efterfølgende klip ser vi Indiana Jones i Harrison Fords skikkelse

I Raiders of the Lost Ark (1981) var der fokus på det storslåede eventyr med den til tider hårdkogte og pulpede stemning. I Indiana Jones and the Temple of Doom (1984) blev mødet med de nederdrægtige Kali-tilhængere til en actionfilm med mørke undertoner. Og i Indiana Jones and the Last Crusade nærmer Spielberg sig den rendyrkede familiefilm.

Der er i min bog ingen tvivl om, at Raiders of the Lost Ark er den bedste af de tre film. Men når jeg skal svare på, hvilken der så er den næstbedste, er det en helt anden sag. Det kan jeg simpelthen ikke, da begge efterfølgere har deres styrker og svagheder alt efter, hvilket humør du er i. Så rent faktisk kan jeg lide Indiana Jones and the Temple of Doom og Indiana Jones and the Last Crusade omtrent lige godt. Nogle dage er man til Guinness og andre dage er det en let hvede, der glider ned.

Den unge Indy

Har Donovan rent mel i posen?

Filmens humoristiske islæt fornemmer man allerede tydeligt under filmens anslag. Vi er i Utah i 1912 og vi ser en ung Indiana Jones i River Phoenix’ skikkelse stjæle et guldkors fra en gruppe skattejægere, hvoraf den ene ligner den voksne udgave af Indiana påfaldende meget med læderjakke og fedorahat. En voldsom jagt følger, hvor noget af jagten foregår på en togvogn der fragter et cirkus. Så Indiana må både en tur ned til slangerne, og svinge pisken mod en løve, før han forsvinder ud af en magisk boks – og som vi ved fra de foregående film, er Indy bange for slanger, er god til at bruge en pisk, og har et noget specielt forhold til det overnaturlige.

Han kommer væk fra skurkene, og skynder sig hjem til sin far. Skattejægerne, der arbejder for en ældre rigmand, dukker dog snart op med den lokale sherif, og Indiana må aflevere korset tilbage. Manden, der ligner den ældre udgave af Indy, giver den unge Indiana sin hat, og da Indiana bøjer hovedet ned for at få hatten på, og løfter hovedet igen, klippes der meget elegant fra River Phoenix til Harrison Fords noget ældre ansigt. Han smiler, kameraet kører væk og den gode Indiana får en kæberasler. Vi er nu hoppet frem i tiden til 1938, og vi befinder os på et skib ud for den portugisiske kyst. Skibets ejer er rigmanden fra prologen, og Indiana er endnu engang på jagt efter korset, som jo for fanden hører hjemme på et museum! Indiana undslipper med korset, skibet går ned, og handlingen springer til USA, hvor Indiana kontaktes af rigmanden Donovan.

Den hellige gral, nazister og plothuller

Elsa byder velkommen til Venedig

Det viser sig, at Indianas far er forsvundet i Venedig under en eftersøgning på spor, der peger i retning af selveste Den Hellige Gral. Indiana har fået tilsendt faderens dagbog, da han er gralekspert, og har viet sit liv til at finde gralen. Så Indiana kan godt regne ud, at noget af galt, da hans far har sendt graldagbogen til sin søn, som han for øvrigt ikke har haft meget kontakt til de sidste mange år. Og så kan den store skattejagt ellers gå i gang, hvor vi også kommer til at møde nederdrægtige nazister og gralvogtere, mens en far og søn skal få deres forhold til at fungere. Mere skal der ikke røbes af handlingen.

'Nazis.. I hate those guys!'

Som man nok kan fornemme, går det over stok og sten, og i løbet af filmens spilletid har vi da også fulgt den gode Indiana til både Italien, Østrig, Tyskland og Mellemøsten. I sig selv er plottet en tynd kop the, fyldt med store huller, og det er de mange vanvittige optrin og actionsekvenserne, der gør, at filmen kan svinge sig gevaldigt op på underholdningsskalaen, og at man kan se bort fra logiske mangler – og når man går ind og ser en sådan type film, er man vel også forberedt på, at det måske ikke lige er det mest troværdige og sammenhængende, man skal se på. Bare man har en god helt, som kan lede tilskueren gennem løjerne, kan man slippe af sted med det meste.

God kemi mellem Ford og Connery

Filmens helt store scoop - Sean Connery som Henry Jones

Og så er det jo godt, man har Harrison Ford i sit es. Dog har Ford denne gang tilføjet rollen endnu mere ironisk distance, end det var tilfældet i de to første film. Alligevel formår han at gøre Indiana Jones troværdig, og det er nødvendigt for at en film med så utroværdige rammer kan fungere. Det helt store scoop på skuespillerfronten er dog, da Sean Connery gør sin entré som professor Henry Jones. Den kemi, som Connery og Ford skaber, er helt fantastisk, og både Connery og Ford viser store evner indenfor komisk timing. Flere af scenerne med de to er røvhamrende sjove – tænk blot på scenen, hvor de er bundet sammen, eller hvor de er på flugt på en motorcykel. Samtidig formår de faktisk også at gøre visse passager ganske rørende, og det er netop deres kemi, der gør, at det komiske og det rørende holder hele vejen hjem.

To troværdige karakterer fra den første film, Marcus Brody og Sallah, fremstår i Indiana Jones and the Last Crusade som et par klovne, hvor specielt Brody er dummere end Dupond og Dupont til sammen. Mange hader det komiske ved denne film, men personligt morer jeg mig kosteligt, hver eneste gang jeg ser filmen. Dog havde en mindre portion slapstickhumor nok gjort filmen en anelse bedre. Men det er småting i min bog.

Komiske indslag frem for hårdkogt stemning

'Run!' - de to klovne, Marcus Brody og Sallah

På minussiden kan man nævne, at den hårdkogte stemning fra specielt Raiders of the Lost Ark er minimeret. I stedet har manuskriptforfatteren Jeffrey Boam valgt at fokusere på de komiske indslag, og forholdet mellem Jones Jr. og Jones Sr. Filmen er da også spækket med oneliners, og i det hele taget er dialogen ganske forrygende, om end noget overfladisk og distanceret fra handlingen. Men sådan skal det være i den type film, som Spielberg har valgt at lave. Det er en kombination af det naive i handlingen, Spielbergs opfindsomme formsprog, og den metaagtige distance til stoffet, som er opskriften på denne type underholdning, hvor man ikke ser noget nyt, men hvor det hele er lavet så effektivt, at englene synger i Hollywood-himlen.

Der er med Indiana Jones and the Last Crusade tale om den uforfalskede underholdning, og man fornemmer, at Spielberg og hans hold har haft det sjovt, mens de lavede filmen. Det smitter af på tilskueren, og jeg må krybe til korset og sige, at det er en af de film, jeg har set flest gange. Den er langt mere uforpligtende end sine to forgængere, som i sig selv også var ganske uforpligtende, og det fortæller lidt om, hvilket niveau vi er på. Det er er en fantastisk eventyrfilm med gode præstationer, old school special effects, lækker fotografering og et fantastisk score af John Williams. Hvad mere kan man ønske sig af en film? Den giver sig aldrig ud for at være stor kunst, og den vil ikke revolutionere noget som helst. Men underholde vil den. Og det gør den langt ind i helvedet. Hatten af for Spielberg, og hatten af for Indiana Jones, som i denne omgang leverer en omgang drengerøvsunderholdning for hele familien.

5 stjerner

Titel: Indiana Jones and the Last Crusade
Dansk titel: Indiana Jones og det Sidste Korstog
Instruktør: Steven Spielberg
Manuskript: Jeffrey Boam efter historie af George Lucas og Menno Meyjes
Cast: Harrison Ford (Indiana Jones), Sean Connery (Henry Jones), Denholm Elliot (Marcus Brody), John Rhys-Davies (Sallah), Julian Glover (Walter Donovan), River Phoenix (Indiana Jones som ung), Alison Doody (Dr. Elsa Schneider), Michael Byrne (Vogel), Robert Eddison (Grail Knight)
Producere: Robert Watts (producer), Arthur F. Repola (associate producer), Frank Marshall (executive producer), George Lucas (executive producer)
Foto: Douglas Slocombe
Klip: Michael Kahn
Musik: John Williams
Spilletid: 122 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 5.1.
Sprog: Engelsk
Undertekster: Engelsk, finsk, islandsk, italiensk, norsk, rumænsk, dansk
Produktionsland, år: USA, 1989
Produktionsselskaber: Lucasfilm, Paramount Pictures
Distributør (DVD): Paramount Home Entertainment (DK)
Udgave/region: 2
hvid
Denne anmeldelse er baseret på den udgave af Indiana Jones and the Last Crusade, der indgår i bokssættet The Adventures of Indiana Jones. Dette sæt er nu udgået, men i maj 2008 udkommer Indiana Jones: The Adventure Collection, der også har alle filmene.

Anmeldt af: Jacob Krogsøe | 13/05/2008

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *