Con Air

Cameron Poe er en supersoldat. Han er Army Ranger. En hård banan.

Da han hjemsendes fra militæret, lurer en lykkelig fremtid med hans skønne kone Tricia i en ikke så fjern fremtid. Hjemvendte Poe dukker op, i fuld uniform, på den bar, hvor Tricia arbejder. I en corny sekvens taler han til Tricias mave, hun er nemlig gravid.

Men så sker der noget. Nogle bøller provokerer Poe. De siger blandt andet følgende for at provokere ham: “Chicken shit. ‘Cause of pussies like you we lost Vietnam. I’ll tell you that.”

Poe skal i fængsel!

Men Poe holder sig tilbage. Han er ikke længere den fyr, som han var før i tiden. Han er jo kommende farmand! Så ikke noget slagsmål.

Men, men, men. De lede bøller venter på Poe, da ham og Tricia forlader baren. Og i det efterfølgende slagsmål ender Poe, i selvforsvar, med at dræbe den ene af bøllerne!

Men fordi han er Ranger, og supertrænet, dømmer retten ham for manddrab, og den gode Poe får en lang fængselsdom. Stakkels farmand; han kommer ikke til at se datteren de første mange år!

Men Poe finder ro i fængslet, og brevudvekslingen med datteren holder ham ved ilden på den mest corny måde. Mens der er fangeoprør i fængslet, lærer Poe eksempelvis origami!

Skurke af den rette støbning

Og så kommer dagen, hvor Poe skal løslades. Helt tilfældigvis skal han på en fangetransport; et fly med nogle af de værste kriminelle i USA.

I en scene, der minder om noget fra en catwalk, ser vi skurkene ankomme til flyet, og filmens anden hovedperson, U.S. Marshall Vince Larkin, præsenterer et par af skurkene på følgende måde, først Nathan Jones:

“Nathan Jones, A.K.A. Diamond Dog. Former general of the Black Guerillas. He blew up a meeting of the National Rifle Association saying, and I quote, “They represented the basest negativity of the white race.” He wrote a book in prison called, “Reflections in a Diamond Eye.” New York Times called it a wakeup call for the black community. They’re talking to Denzel for the movie.”

Og derefter filmens overskurk Cyrus:

“His name is Cyrus Grissom, A.K.A. Cyrus the Virus. Thirty-nine years old, twenty-five of them spent in our institutions. But he’s bettered himself inside. Earned two degrees, including his juris doctorate. He also killed eleven fellow inmates, incited three riots, and escaped twice. Likes to brag that he killed more men than cancer.”

Det er så overdrevet; det er så ekstremt sejt! Også stilen er vild og voldsom, med nærbilleder, billeder i TV-skærme, slow motion, overdrevne varme farver osv. Og musikken! Altså en stilistisk fest, et stilistisk overdrive.

Excess for fuld udblæsning

Filmteoretikeren Kristin Thompson beskriver i artiklen “The Concept Cinematic Excess” fra 1981 begrebet “excess”, det vi på dansk kan kalde for “overskud”.

I et filmteoretisk perspektiv er det elementer, som ikke, ved første øjekast, støtter filmens narrativ, men netop elementer, som er i overskud. Ofte forbundet med filmens stil, eksempelvis kamerabevægelser, slow motion, skift fra farve til sort/hvid osv. Men det kan også være musikken, lyden, replikkerne.

Altså elementer, der tager tilskueren væk fra selve filmens fortælling; elementer, der på den måde er i overskud, og elementer, der risikerer at mudre tilskuerens oplevelse.

Vi kender det fra musikvideoer, hvor stilen, og dermed “the Excess” ofte kan være det bærende element. Men det, nogen ser som excess, kan jo for andre være forbundet med etablering af karakterer.

Så excess er også bundet op på, hvad tilskueren har erfaring med at se. Hvis man kun vil se gammeldags TV-serier, hvor det mest af alt ligner filmet teater, kan man jo få en blodprop, hvis der pludselig dukker en scene op med en vild kamerabevægelse eller slow motion!

Hvis man derimod er vokset op med computerspil og Jerry Bruckheimer, skal der meget til, før noget opleves som excess. Jeg har set det meste, og der skal meget til, før jeg oplever noget som overdrevet excess.

Simon Wests Con Air, der netop er produceret af Jerry Bruckheimer, er dog ét af disse eksempler. Et eksempel på overdreven excess, der truer med at få det store skrummel af en film til at kollapse. Alt er nærmest excess i den film!

Man efterlader ikke en god ven!

Poe kommer på flyet sammen med de lede skurke. Naturligvis. Og naturligvis ender Poe med at være helten, som skal redde dagen. For, som vi får at vide i indledningen, efterlader en Ranger aldrig en kammerat, og da Poes cellemakker og gode ven, den flinke Baby-O, også er med på flyet, vil Poe aldrig efterlade ham. Som i aldrig!

Når jeg ser Con Air kan jeg faktisk godt blive i tvivl om, om filmskaberne har tænkt filmen som en parodi – det er den samme følelse jeg får, når jeg ser den ligeledes ekstremt overdrevne katastrofefilm Armageddon fra 1998 – bemærk for øvrigt, at herlige Steve Buscemi er med i begge film i to ret skøre roller!

One-liner-amok!

Con Air er så overdrevet, så fyldt med overskud af stort set alle filmiske virkemidler, man kan forestille sig, at det nærmer sig en karikatur.

Ikke mindst i forhold til dialogen, hvis man altså kan kalde den det. Filmens manuskriptforfatter Scott Rosenberg er hoppet med begge ben ned i 1980’ernes og start-90’ernes gryde med action-one-liners. ALT er nærmest one-liners, de taler IKKE som normale mennesker. Selv i det helt små.

Fra “Make a move and the bunny gets it” til “Beautiful? Sunsets are beautiful. Newborn babies are beautiful. This… this is fucking spectacular!”

Eller som her, hvor Cyrus spørger vagten på flyet: “Oh, stewardess? Stewardess? What’s the in-flight movie today?” hvortil vagten svarer: “Well, I think you’ll like it, Cyrus. It’s called “I’ll Never Make Love to a Woman on the Beach Again”, and it’s preceded by the award-winning short, “No More Steak for Me, Ever.”

Eller som her hvor Cyrus kommer med udmelding:

“I despise rapists. For me, you’re somewhere between a cockroach and that white stuff that accumulates at the corner of your mouth when you’re really thirsty. But, in your case, I’ll make an exception.”

Og i skarpe og korte ordvekslinger som disse:

Falzon: “It smells like someone shit in your mouth.”
Pinball: “He told me he loved me.

William ‘Billy Bedlam’ Bedford: “You lost your mind?”
Cyrus: “According to my last psych evaluation, yes.”

Johnny 23: “Do you know what I am?”
Poe: “Ugly all day?”

Et underholdende skrummel af en film

Det er vildt – og vildt underholdende. Men det føles ikke som ægte mennesker, snarere som karikaturer på den måde, man taler på i actionfilm. Derfor får jeg også fornemmelsen af parodi. Det gør jeg eksempelvis aldrig i Die Hard (1988), da den også har nerve og mere rolige sekvenser. I Con Air er alt skruet op på max. Hele tiden.

Og så er der stilen. Filmen er som sagt produceret af selveste Jerome “larm og overdreven stil” Bruckheimer. Hvis en mand går, skal det være i slow motion OG efterfulgt af en vild kamerabevægelse OG/ELLER efterfulgt af en vild one-liner eller et vildt skift i musikken.

Bruckheimer er en producent, der elsker det vilde og voldsomme, musikvideoæstetikken, og hvor det subtile er en by i Rusland.

Så Con Air et underholdende monster af film. Men den er hverken specielt spændende eller rørende, og den har ikke den nerve, som kendetegner de mange gode actionfilm, som Con Air er en pimpet udgave af. Vild, vildere, Con Air, og det er i dette tilfælde også en kvalitet i sig selv!

For filmen er en teknisk lækkerbisken, og det er tydeligt, at de medvirkende har haft en fest med at medvirke i filmen. Det smitter af på det færdige resultat – et herligt skrummel af en actionfilm.

Nicolas Cage skildrer Poe med den helt rette patos, og Cage leverer en af filmhistoriens skønneste frisurer, specielt i slow motion. En perfekt kombination ville være et makkerpar med Van Dammes karakter Chance Boudreaux og hans nakkegarn fra Hard Target (1993)! I skurkerollerne bør specielt fremhæves John Malkovich og rollen som Cyrus, ja tak!

Poe får dog det sidste ord:

“Put the bunny back in the box!”

Anmeldt i nr. 242 | 13/01/2026