Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

Independence Day: Resurgence

Independence Day: Resurgence
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

In the words of my generation: Den nye Independence Day underholder men når ikke originalen til sokkerholderne.

Independence Day: ResurgenceDet er ikke nogen hemmelighed, at den nu 20 år gamle Independence Day er én af mine personlige favoritter – det kan du læse meget mere om her.

En perfekt storm

I 1996 lykkedes det for Roland Emmerich at skabe den perfekte storm af ingredienser, der slet ikke burde have fungeret. Katastrofefilm, science fiction, alien invasion, patos, humor, kærlighed, “hele verden står sammen”-retorik og alt muligt andet.

Emmerich navigerede sikkert igennem den voldsomme film – en film som mange hader, læs blot denne måneds leder. Jeg vil ikke påtage mig rollen som prædikant og sige, at du SKAL kunne lide Independence Day. For mig er det bare en åbenbaring af en underholdningsfilm.

Nu er der så kommet en efterfølger. Og den starter ganske godt. Der er også gået tyve år i filmens univers, og menneskeheden, der jo vandt over de fremmede invasionsstyrker, har brugt den udenjordiske teknologi til at gøre den menneskelige teknologi bedre, mere alien-agtig.

Således er der en base på Månen, og der er lavet et stort rumprogram i det tilfælde, at de fremmede kommer tilbage igen. Og det gør de. Denne gang, naturligvis voldsommere, vildere og dummere.

Så nu er det igen op til Jeff Goldblums David Levinson og en masse andre gengangere fra den gamle film, krydret med nye (ligegyldige) ansigter, at udtænke en plan og bekæmpe invasionsstyrkerne.

Mere vil jeg ikke afsløre her, mens hvis du har set den oprindelige Independence Day ved du cirka, hvad der kommer til at ske.

Kærligheden er der, men den ruster!

Independence Day var, udover at være en perfekt storm af fortællermæssige kneb, også en teknisk triumf. Det er den film i filmhistorien, der benyttede sig mest af modelarbejde, gammeldags effekter, kombineret med effekter fra CGI’ens ungdom.

Det er noget helt andet med toeren, som flere steder klatrer ned i et CGI-helvede, som det er svært at lade sig forføre af. Den kant, og den kærlighed til en gammeldags måde at lave film på, er ikke væk, men den er blevet lidt rusten.

Og selvom Independece Day: Resurgence bestemt underholder, så er den desværre ikke andet end en bleg kopi af originalen. Man kunne, på manuskriptplan, med fordel have brugt “20 år senere”-ideen meget bedre – og det kan godt undre, at hele fem manuskriptforfattere ikke kan gøre det bedre.

Det er nemlig en spændende tanke, en fin måde at udvikle universet på. Men ret hurtigt forkastes de fine ideer til fordel for bulder og brag – og vel at mærke bulder og brag uden den samme nerve som i originalen.

Naturligvis er filmen spækket med fine detaljer og god humor, og man keder sig ikke fra første fløjt til det hele afgøres, da filmen nærmer sig overtiden. Her kan Emmerich sit kram. Han formår næsten at lade sine karakterer levere i en film, som er overbefolket af CGI.

Det skyldes også Jeff Goldblum der (endnu) engang formår at give en stor blockbuster noget tiltrængt menneskelighed. Men hvor den oprindelige film også var stramt fortalt, er den nye mere famlende: Man har forsøgt at tænke lidt nyt, men falder hurtigt tilbage til patten, til det der fungerede i den oprindelige film.

Og det er sgu’ ærgerligt, at Emmerich ikke udviser større boller. Og så mangler vi altså Will Smith – kemien mellem Smith og Goldblum var også et stort plus ved originalen.

En stiv kuling og ikke den storm vi håbede på

At man ikke bevæger sig ud fra den comfort zone, som den første film skabte, at man bliver liggende ved patten, betyder også, at dem, der hadede den oprindelige film, nok også vil hade denne. Og at man, som i den første film, kan påpege ting, der “ikke kan lade sig gøre” – tænk blot på en computervirus fra den første film.

I toeren bliver det endnu dummere, specielt i forhold til den måde, invasionsstyrkerne opfører sig på. Men igen: Det er jo ikke hverdagsrealisme, som Emmerich sigter efter.

Et andet stort problem ved filmen er også, at den flere steder bliver uoverskuelig – man kan simpelthen ikke finde rundt blandt alle de mange computergenererede fly.

Når alt det kritiske er sagt, så er det dog tydeligt, at filmen er lavet med kærlighed. Man fornemmer stadig Emmerichs glæde ved filmmediet, og de medvirkende virker til at have haft det sjovt med at lege mennesker foran bluescreen og computereffekter.

Der er mange sjove optrin, flere fine detaljer og som sagt underholder filmen også, mens den varer. Men desværre føles filmen som en kopi af en kopi af en kopi. Og det er en film, som også ret hurtigt er glemt.

Det skyldes, at det denne gang ikke lykkes for Emmerich at skabe en perfekt storm. For den slags storme husker man, hvad enten man kan lide dem eller ej. Independence Day: Resurgence når kun op på stiv kuling. Bedre held næste gang min gode Emmerich.

3 stjerner

Titel: Independence Day: Resurgence
Instruktør: Roland Emmerich
Manuskript: Roland Emmerich, Dean Devlin, Nicolas Wright, James A. Woods, James Vanderbilt
Cast: Jeff Goldblum (David Levinson), Bill Pullman (Thomas J. Whitmore), Liam Hemsworth (Jake Morrison), Brent Spiner (Dr. Brakish Okun)
Producere: Dean Devlin (producer), Roland Emmerich (producer), Harald Kloser (producer), Ute Emmerich (executive producer), Larry J. Franco (executive producer), Carsten H.W. Lorenz (executive producer)
Foto: Markus Förderer
Klip: Adam Wolfe
Musik: Harald Kloser, Thomas Wanker
Spilletid: 120 minutter
Aspect ratio: 2.35: 1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 2016
Produktionsselskaber: Stereo D, Twentieth Century Fox Film Corporation

Anmeldt i nr. 129 | 13/07/2016

Stikord: 2’er, Alien Invasion, Fortsættelse

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *