Incubo sulla città contaminata

Filmen indledes med forskellige billeder fra en storby, og vi ender i et industrikvarter, hvor vi ser nogle store beholdere, og så klippes der til en nyhedsoplæser. Allerede her ved vi godt, at der kommer til at ske noget med de store beholdere – og TV-oplæseren fortæller da også ganske rigtigt om et radioaktivt udslip fra byens atomkraftværk.

Hagenbeck og en ladning zombier

Journalisten Dean Miller sendes af sted til en lufthavn for at få et interview med Otto Hagenbeck, der har informationer om udslippet. Spændingen stiger, da et militærfly pludselig lander, og man kan ikke få fat i piloten. Politiet og militæret omringer flyet, og Dean beslutter sig for at undersøge sagen sammen med sin kameramand. Da døren åbner, skrues der op for den klassiske funky italienske 80’er-gysermusik, og Hagenbeck træder ud. Hagenbeck stikker den første politimand ned, og pludselig vælter det ud med en mindre hær af zombier, som er bevæbnet med diverse håndkampsvåben! Zombierne, der er meget hurtige, nedkæmper den store forsamling af politi og militær, og Dean og kameramanden tager flugten. Kort før Dean flygter, når han at se, hvorledes zombierne begynder at drikke blod fra deres ofre! Ja, det støder mig en smule, at de nærmest er som vampyrer, og dette får man en langt ude forklaring på senere.

Tilbage på TV-stationen afbryder Dean et danseprogram for at vise, hvad han netop har set, men før han kan fortælle, hvad der er sket, afbryder chefen Deans transmission på ordre fra militæret, der åbenbart gerne vil holde det hemmeligt! Dean vil ikke lade sig kue, men hans chef lægger låg på sagen, hvorefter Dean i vrede siger op. Men hvorfor holder militæret det hemmeligt? Hvad er zombiernes næste træk? Og kan Dean stille noget op? Svarene må du selv finde frem til, når du ser filmen.

Zombie a la dåsebøf

Effekterne er middelmådige, hvilket passer fint til filmens thrashede udtryk (make-uppen på zombierne ligner en blanding mellem dåsebøffer og Nutella, som er smidt i hovedet på de stakkels statister), men til gengæld er handlingen udmærket bygget op, og spændingen holdes intakt det meste af filmen. Filmen fremstår på mange måder som en velsmurt actionfilm, og har ikke den fragmenterede og udflydende handling, som man ellers ofte ser i zombiefilm, hvor det mere er situationen, der i fokus. Her er vi i actionland, og det ses på den (til dels) stramme dramaturgi. Det funky score, som mest af alt minder om noget fra amerikanske exploitationfilm fra 70’erne, er ikke med til at skabe uhygge, men understøtter ganske fint stemningen af action og tempo.

De dårlige effekter bliver dog til dels opvejet af en ganske spændende visuel stil med fint kamerarbejde og tidstypiske zooms. Skuespillet i filmen er jammerligt, hvilket mere er reglen end undtagelsen i denne type film. Men heldigvis er der dog nogle smukke kvinder med, og naturligvis bliver vi ikke snydt for lidt bar hud – en zombie formår endda under sit angreb at rive overdelen af sit kvindelige offer, hvorefter vi helt umotiveret ser et par kvindebryster. Men ok – der er i forvejen så mange umotiverede elementer, så det gør sgu’ ikke noget! Filmens mest absurde scene indtræffer, da en gruppe zombier nærmest gruppevoldtager et kvindelig med deres spidse våben. De smiler, kaster liderlige blikke mod liget, og det ser ud som om de nyder det. Scenen er dybt pervers, og skiller sig ud fra resten af filmen.

Hvordan skal din zombie serveres?

Om du vil elske filmen eller blot finde den fornøjelig, kommer an på, hvordan du foretrækker din zombie. Skal de være langsomme lig i forfald, hvor man ikke får de store forklaringer på, hvordan de er blevet som de er, eller hurtige radioaktive skabninger som kan betjene våben, og som har en videnskabelig (eller forsøg på videnskabelig) baggrund? Jeg hælder personligt til den først slags, og derfor preller meget af filmens baggrundshistorie af på mig, da jeg mener at man netop fjerner det skræmmende element ved zombier ved at give en forklaringsmodel. Det er fint nok med antydninger, men at give færdige opskrifter på zombien falder ikke i min smag.

Filmen, med den dejlige danske titel Rædslernes blodige by, bliver aldrig uhyggelig. Og det tror jeg heller ikke har været meningen, da instruktøren Umberto Lenzi mere har ville gøre zombien til en actionfigur. Lenzi tilhører den gren af filmfolket, som kan betegnes ”de italienske skraldemænd”, og han har lavet et utal af exploitationfilm fra den periode, elskere af italienske trashfilm vender tilbage til gang på gang. Actionfilmen er hans fortrukne genre, og det ses også tydeligt i Incubo sulla città contaminata.

Filmen er spækket med store actionoptrin, og tempoet holdes konstant højt. Det gør dog desværre også, at zombierne ”bare” fremstår som eksempelvis de russere, som invaderede vesten i invasionsfilm og som indianerne i de gamle westerns. De har ikke den uhyggelig dimension, som vi finder i genrens mere horrororienterede film – hvilket også skyldes, at blodet og effekterne i filmen ser meget, meget utroværdige ud. Derfor fremstår zombierne ikke som de levende døde, der hærger byen, men ”bare” som en skurkagtig invasionsstyrke fra en tilfældig bananrepublik. Naturligvis er action en vigtig del af zombiegenren, men her fylder det simpelthen for meget.

Jammerlig og grinagtig morale

Filmen har også et påklistret miljøbudskab og en morale om, at menneskeheden, med sit overforbrug og sin dekadente levestil, selv har varslet dommedag. Hele denne del af filmen kan man bare trække på smilebåndet over, da replikkerne leveres så absurd ringe af den kvindelige hovedrolle Laura Trotter. Og selv om Lenzi selv mener, at filmen i dag stadig er aktuel, er det i mine øjne kun aktuelt, fordi det altid har været, og stadig er, ganske grinagtigt med denne moral om atomkraft og menneskehedens forfald.

I en sekvens på hospitalet, da Anna jagtes, lykkes det dog filmen at få gyset frem. Det skyldes også, at zombierne faktisk går ned i fart i netop den sekvens, men snart er vi tilbage ved de hurtige og bevæbnede zombier. Da filmen nærmer sig sit klimaks, nærmer vi os mere den klassiske zombiefilm, hvor vi ser konsekvenser af epidemien. Men også dette skæmmes af filmens påklistrede lommefilosofi.

Beskidt underholdning

Alt i alt er filmen en tempofyldt omgang beskidt underholdning, som bestemt er et køb værd. Som uhyggelig zombiefilm vil jeg mene, den er middelmådig, men som actionfilm, hvor zombierne hærger løs, er den ganske effektiv. De dårlige effekter gør også, at man flere gange kan trække på smilebåndet. Derfor passer filmen da også perfekt sammen med en lille brandert i blodet. Og så skal man glæde sig til slutningen, som er meget debatteret og kritiseret. Personligt mener jeg, den passer meget godt ind.

Incubo sulla città contaminata er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 38 | 13/12/2008

Stikord: Italian Cinema, Splat, Zombier