Inception

6 minutters læsetid
Inception

Christopher Nolans mindfuckdrømmethriller Inception (2010) er blevet ét af årets største biografhits og er noget så sjældent som en stor Hollywoodfilm, der både har fået topanmeldelser og kolossal publikumssucces.

Blandt filmmusikfans har filmens score fået en noget mere blandet modtagelse, hvilket er lidt ufortjent, for ikke alene fungerer Hans Zimmers musik ekstremt godt i filmen; det udgør også en særdeles fin lytteoplevelse som selvstændigt album.

Inception er overvejende komponeret for symfoniorkester og en vis del synth samt masser af elektrisk guitar (fremført af Johnny Marr fra The Smiths). Musikken er efterfølgende elektronisk viderebehandlet, hvilket giver indtryk af, at en større del af musikken er fremført på synthesizer end der egentlig er tilfældet. Hvad angår lyd og orkestrering befinder vi os helt sikkert i Zimmers comfort zone, og det ville da også være forkert at sige, at der på den måde er noget nyt under solen. Det er bare særdeles vellavet, og på lige præcis dette punkt er film og score i komplet overensstemmelse.

Utraditionel tilgang

Helt konventionelt er scoret til Inception dog ikke, hvilket bl.a. skyldes den måde, Christopher Nolan tvang Hans Zimmer til at arbejde på. Zimmer fik ikke lov til at komponere musikken til en sammenklippet version af filmen; faktisk fik Zimmer slet ikke lov til at se filmen indledningsvist. I stedet tog han udgangspunkt i manuskriptet og komponerede en række “cues”, som Nolan kunne bruge som temp tracks. Først senere fik Zimmer mulighed for at justere de enkelte cues til filmens enkelte scener.

Med andre ord består Inception-scoret ikke af cues i ordets egentlige forstand – altså musikalske enheder, der er skræddersyet til de enkelte sceners behov med alt, hvad det indebærer af stil- og temposkift og så videre. De enkelte cues er i stedet selvbærende stemningsbilleder, og som sådan består Inception-scoret nærmere af 12 suiter end af 12 cues.

I lige præcis Inception fungerer denne tilgang faktisk glimrende, fordi hele filmen kan anskues som en række stemningsbilleder og tableauer fra det menneskelige sind, men det er næppe en tilgang, der vil fungere godt i al almindelighed. Af samme grund kan man uden videre afvise den frygt, en amerikansk filmmusikanmelder har givet udtryk for – at denne metode skulle blive alment udbredt – som grundløst hysteri.

Tematisk subtilitet

Flere steder på nettet kan man læse, at Zimmers score er meget anderledes end noget, han har lavet tidligere. Disse udsagn kommer dog ikke fra inkarnerede filmmusikentusiaster, for hvis man ikke lader sig snyde af, at scorets overordnede struktur er usædvanlig, er musikken faktisk meget karakteristisk for Zimmer. Som nævnt er både lyd og orkestrering inden for Zimmers comfort zone, og Inception ligger også i sin kompositoriske struktur i forlængelse af Zimmers senere output.

Med andre ord skal man ikke forvente testosteronfyldte power anthems á la Media Ventures, men nærmere den samme tilgang, der kendetegner scores som The Thin Red Line (1998), The Da Vinci Code (2006) og The Dark Knight (2008). Det gælder bl.a. en udpræget subtilitet i det tematiske materiale og den måde, Zimmer opbygger flere af sine cues på – som lag på lag på lag indtil de når et klimaks.

Den tematiske subtilitet opnår Zimmer ved at holde temaerne ekstremt minimalt udviklede. De består hovedsageligt af en række skiftende akkorder, der gentages igen og igen, og kun med god vilje kan kaldes egentlige temaer. Der er dog ingen tvivl om, at der er tale om tematisk materiale, for Zimmer etablerer en håndfuld af disse motiver og bruger dem i de forskellige cues. Motivet fra “We Built Our Own World” (nr. 2) høres således igen i bl.a. “Old Souls” (nr. 5) og “Waiting For A Train” (nr. 10), mens motivet fra “Dream Is Collapsing” (nr. 3) høres igen i “Dream Within a Dream” (nr. 9). Og sådan kan man fortsætte.

Denne tilgang er med til at give hele scoret en fornemmelse af tematisk sammenhæng på et niveau, der ligger under det tydeligt tematiske. Motiverne er så forræderisk enkle, at man faktisk kan høre et motiv og genkende det uden nødvendigvis at være helt sikker på, hvilket cue der var det første til at introducere det. Vi er altså ikke i John Williams-land, hvor temaerne er letgenkendelige, og hvor man ikke er i tvivl, når man hører f.eks. “The Raiders March” inkorporeret i et cue.

Faktisk synes jeg, det er er temmelig genialt af Zimmer på den måde at binde musikken sammen på et næsten underbevist niveau, for det er jo præcis én af filmens centrale idéer, og ikke nødvendigvis en idé, der havde været bedre formidlet med et score, der blæser tydeligt artikulerede temaer ud i hovedet på folk.

Ikke synderligt originalt – og hvad så?!

Det er måske præcis denne temmelig raffinerede subtilitet i struktur og tematisk materiale, der har fået nogle til at sige, at Inception er et nybrud for Zimmer. Men selv om han måske her tager det et skridt længere ud end nogensinde tidligere, så er det ikke noget nyt. Helt tilbage i 1998 hørte vi meget af det samme i The Thin Red Line, og man hører da også umiskendeligt ekkoer af “Journey to the Line” i Inception-scoret (f.eks. i “Time”, nr. 12). Opbygningen af f.eks. “Dream Is Collapsing” og “Time” i form af lag på lag på lag er også noget vi kender – ikke bare fra The Thin Red Line, men i de senere år også fra The Da Vinci Code, hvor “Chevaliers De Sangreal” er konstrueret efter samme princip.

Kort sagt kan vi konstatere, at Inception-scoret ikke er synderligt originalt, og netop dette har fået galden op i visse filmmusikentusiaster. Det er efter min mening noget pjat. Det er utaknemmeligt at forvente, at en komponist konstant skal genopfinde sig selv, og faktisk synes jeg, Zimmer har undergået en fin – og tiltrængt – stilmæssigt fornyelse inden for de senere år. Selvfølgelig kan han stadig finde på at gå i klassisk Zimmer-modus med store, patetiske power anthems, men samtidig med at han komponerer en Pirates of the Caribbean: Dead Man’s Chest (2006), leverede han også materiale som The Da Vinci Code. Og ja, i forhold til The Da Vinci Code har vi måske på et strukturelt niveau hørt flere ting fra Inception tidligere, men det er ikke plagiat.

Når alt dette er sagt, betyder det ikke at alle cues på Inception-albummet er lige interessante, men de bliver efter min mening heller aldrig kedsommelige, selv ikke lange tracks som “Radical Notion” (nr. 4) og “Waiting For A Train”. I hvert fald ikke, hvis man er i den rette sindstilstand. Hvis man har lyst til gung ho-action, ja så sætter man et klassisk Jerry Goldsmith-score på. Hvis man har lyst til noget, der er langsomt, nærmest meditativt, kan man gå til Inception. Den ene undtagelse er det intense og uptempo “Mombasa” (nr. 7), der med sit beat og sine rytmiske strygere virkelig sætter adrenalinen i gang, og som faktisk er ganske fremragende chase-musik.

Ellers er de fleste cues i et noget lavere tempo, selv om det ikke nødvendigvis betyder, de er stille. “Dream is Collapsing” er et glimrende eksempel på netop dette – efter en langsom men konstant opbygning sætter huggende strygere ind, efterfulgt af en række brutale blæserudbrud, der gentages igen og igen. Efter min mening albummets bedste cue – stort, bombastisk, brutalt og umanerlig fedt! Samme motiv bruges igen i både “Dream Within A Dream” og “Waiting For A Train” og må betragtes som ét af scorets centrale motiver.

Inkorporerer Piaf

Også indledningsnummeret “Half Remembered Dream” er effektivt. Det er enkelt og skaber igen sin effekt primært ved hjælp af en række rå blæserudbrud. Men her er igen ét af scorets raffinementer: De der har set filmen vil vide, at Edith Piafs fremførsel af “Non, je ne regrette rien” spiller en væsentlig rolle i flere af de centrale scener som det musikalske cue, der gør hovedpersonerne opmærksomme på, at de får “the kick” – måden at forlade drømmeverdenen på.

Første halvdel af “Half Remembered Dream” er baseret direkte på Edith Piaf-nummeret, men reduceret så voldsomt i hastighed, at man næppe bemærker det, med mindre man kender Piaf-nummeret vældig godt. En fin, fin idé af Zimmer. I øvrigt indgår Piaf-nummeret kortvarigt i “Waiting For A Train”, hvor det ligger hen over Zimmers score – et greb der faktisk virker rigtig godt!

Helt generelt virker Inception-scoret rigtig godt i både film og som album, og det er i mine øjne (og ører) opskriften på rigtig god filmmusik. Det skulle bestemt heller ikke undre mig, om Zimmer får endnu en Oscarnominering, når den tid kommer, hvilket i givet fald uden tvivl vil polarisere filmmusikanmelderne lige så meget som scoret i sig selv har gjort.

Herfra kommer albummet med musik fra Inception i hvert fald med de varmeste anbefalinger!

5 stjerner

Nummerliste:
1. Half Remembered Dream (1:12)
2. We Built Our Own World (1:56)
3. Dream Is Collapsing (2:24)
4. Radical Notion (3:43)
5. Old Souls (7:44)
6. 528491 (2:24)
7. Mombasa  (4:54)
8. One Simple Idea (2:28)
9. Dream Within A Dream (5:04)
10. Waiting For A Train (9:30)
11. Paradox (3:25)
12. Time (4:36)

Total spilletid: 49:20

Titel: Inception
Komponeret af: Hans Zimmer
Dirigeret af: Matt Dunkley
Orkestrering: Bruce Fowler, Elizabeth Finch, Walter Fowler, Rick Giovinazzo, Kevin Kaska, Suzette Moriarty, Ed Neumeister, Carl Rydlund
Komponeret: 2010
Udgivet: 2010
Label: Watertower Music – 524667-2

Anmeldt i nr. 58 | 13/08/2010

Mogens Høegsberg. Redaktør. Medstifter af Planet Pulp. Født 1976. Oprindelig fra Ringkøbing, fra 1996 til 2014 bosat i Århus, nu bosat i Silkeborg. Uddannet mag.art. og ph.d. i middelalderarkæologi. Ansat som arkæolog ved Moesgård Museum. Har siden barndommen været ivrig horrorfan; indledningsvist primært litteratur, senere også film. Dertil rollespiller, brætspiller og tegneseriefan. Film og filmmusik er Mogens’ to største passioner inden for [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.