In the Name of the King: A Dungeon Siege Tale

5 minutters læsetid

In the Name of the King: A Dungeon Siege TaleSidste måned anmeldte jeg møgfilmen In the Heart of the Sea (2015). I denne måned er turen så kommet til møgfilmen In the Name of the King, men det er en lidt anden type møgfilm. Måske jeg næste måned skal vælge en film, som ikke starter med “In the…”? Anmeldelsen er baseret på biografversionen af filmen.

På røven med Farmer Statham

Vi er kongeriget Ehb (ja det både ser dumt ud og lyder åndssvagt), som er en high fantasy-verden/setting.

Filmen starter med et par scener, som ikke giver den store mening. To folk ligger i en seng, de kysser, og mandens ansigt får nogle CGI-trækninger, mens kvinden siger, at hun altid føler sig drænet, når de har været sammen.

Så skifter scenen til en udendørsscene, der ligner noget fra en kopiudgave af The Lord of the Rings, og Gimli dukker op. Eller det er faktisk John Rhys-Davies, manden der spiller Gimli, der dukker op. Han siger noget volapyk og teleporterer sig og siger mere volapyk.

Så skifter vi heldigvis scene igen. Vi er på landet, og musikken imiterer “Concerning Hobbits” fra Lord of the Rings, bare på en discountmåde. Vi møder Farmer, ja det kalder han sig selv, der er i marken sammen med sønnemand.

Senere spørger sønnen moderen om følgende “Why do you call daddy Farmer? Doesn’t he have a name?”, hvortil moderen tørt svarer: “Your father believes people become what they do.”

Ja, det er det niveau, vi er på. Men for at det hele ikke skal gå op i landbrug, så dræbes sønnen og moderen tages til fange, og det giver naturligvis Farmer en god grund til at amok. For det viser sig, at manden, vi så i indledningen, er den onde, onde troldmand Gallian, som pønser på onde gerninger i sådan en Sauron/Saruman-stil hvor Uruk hai-kopierne, The Krugs, bruges som Gallians soldater.

Alt imens har vi kong Konreid, der konstant ser træt og ligeglad ud, og vi har andre typer, som giver mere eller mindre mening i den store og rodede fortælling. Men Farmer er god og Gallian er ond, så det hele bevæger sig da frem mod en form for slutkamp. Faktisk er det lidt rodet, hvad det er, der sker.

Baseret på et computerspil, “inspireret” af LOTR

Grundidéen til filmen, og grunden til at den har undertitlen “A Dungeon Siege Tale”, stammer fra computerspillet Dungeon Siege fra 2002. I spillet er hovedpersonen også den navnløse landmand, og landmandens landsby angribes af The Krug. Ellers har filmen og spillet ikke det store med hinanden at gøre, da filmen ikke forsøger at imitere formsproget fra computerspillet men hellere sigter mod at stjæle med arme og ben fra The Lord of the Rings.

Jeg har, ja, kald mig masochist, rent faktisk set In the Name of the King tre gange. Der er noget, der fascinerer mig ved den. Som når man stikker en pind ned i en lort eller stopper, når der er et trafikuheld.

Men samtidig undrer det mig, hvordan det er lykkes for folkene bag, og her tænker jeg primært på manuskriptforfatteren, at gøre filmen så rodet og mudret, som den rent faktisk er. Hvis eller når, du ser den, så bemærk, hvor lidt mening filmens indledning rent faktisk giver, altså det stykke før man ser Farmer for første gang.

Jeg ved ikke, om ønsket er at gøre det mystisk, men resultatet er mildest talt rodet. Og det gælder faktisk hele den del, der ikke handler om Farmer. Det er som om, man ikke har formået at klistre de to dele sammen. Farmers heltekvad og alt det mørke og onde.

Man er ofte, med god grund, efter Uwe Boll, men det store problem ved filmen skyldes manuskriptet af Doug Taylor. Efter sigende tog det mere end et år at udvikle manuskriptet, og kort før produktionen gik i gang, skrev Taylor 80% af det om, da det mindede for meget om The Lord of the Rings.

Ok. Så gad jeg faktisk godt se det oprindelige manuskript, for i sin nuværende form er In the Name of the King MEGET tæt på The Lord of the Rings. Der findes to officielle versioner af filmen. Biografudgaven på 127 minutter og Director’s Cut på 162 minutter, og begge versioner er noget rod. Derudover påstår Boll, at der også findes en version der varer lidt over tre timer, og den gad jeg faktisk godt se.

Tak for overspillende og skoldhed skurkekaffe!

Udover manuskriptet og det åbenlyse Lord of the Rings-tyveri, så er det største problem castingen af en stor håndfuld Hollywood-ringvrag. På toppen af møddingen stråler Ray Liotta, der overspiller grelt som superskurken Gallian.

Ja, vi taler cirka samme niveau som Jeremy Irons leverede som en lignende superskurk i Dungeons & Dragons (2000). Alle scener, han er med i, ødelægges, før de er gået i gang. Til gengæld er de sjove at se på af alle de forkerte årsager.

Som i denne replik, der måske forsøger at forklare hvorfor Liotta overspiller: “You have no idea… how powerful madness can be”. Tak for skurkekaffe!

Men det er mig rent faktisk en endnu større gåde, hvad Burt Reynolds laver i filmen. Ja, på papiret spiller han den gamle konge, men når man ser filmen er det som om, Reynolds slet ikke er til stede, nærmest som om, han er liget i Weekend at Bernie’s (1989).

I hovedrollen som Farmer fungerer Jason Statham upåklageligt som den type actionhelt, Statham kan spille. Meget moderne men også meget nærværende. Det er som at se ham i eksempelvis The Transporter (2002), så på den måde er han lidt af en anakronisme i en fantasyfilm, men det gør ikke noget i dette tilfælde, hvor hele filmen kan betegnes som én stor anakronisme.

I mindre roller ses folk som Ron Perlman, der er anonym, og Matthew Lillard, der spiller helt urimeligt ringe som kongens nevø. Føj.

Sødt, infantilt og sært fascinerende

Udover Statham, som et stærkt kort, er der flere fede kampscener og Lord of the Rings-kopieringen er udført ganske udmærket – som et barn, der efterligner faderens bevægelser. Sødt og infantilt på samme tid. Filmen er et misfoster.

På falderebet kan det nævnes, at filmen blev en gigantisk økonomisk mavepuster med et tab på mere end 40 millioner dollars og at Uwe Boll vandt Razzie-prisen i 2008 for værste instruktør. Det fik også Boll til at proklamere, at han fremadrettet hellere ville lave film med et lille budget, og det har han holdt.

Derudover – hvilket kan fremstå absurd, når man tænker på den første films store økonomiske fiasko – så er der kommet både en In the Name of the King 2: Two Worlds (2011) og In the Name of the King 3: The Last Mission (2014), begge instrueret af Uwe Boll! Og med henholdsvis Dolph Lundgren og Dominic Purcell. Ja, det er en underlig verden vi lever i. Og tak for det.

In the Name of the King er bestemt en meget ringe film. Men den er også sært fascinerende og underholdende. Faktisk vil jeg hellere gense den end mange af de generiske, strømlinede og ligegyldige film, som Hollywood spytter ud i disse år.

I en tid, hvor vi er trætte af tomgangen i Hollywood, er Boll kongen af skodfilmene, altså skodfilm som samtidig er underholdende.

2 stjerner

Titel: In the Name of the King: A Dungeon Siege Tale
Instruktør:Uwe Boll
Manuskript: Doug Taylor baseret på computerspillet Dungeon Siege af Chris Taylor
Cast: Jason Statham (Farmer), John Rhys-Davies (Merick), Ray Liotta (Gallian), Matthew Lillard (Hertug Fallow), Burt Reynolds (Kong Konreid), Claire Forlani (Solana), Ron Perlman (Norick)
Producere: Uwe Boll (producer), Dan Clarke (producer), Shawn Williamson (producer), Stephen Hegyes (executive producer), Wolfgang Herold (executive producer), Chet Holmes (executive producer)
Foto: Mathias Neumann
Klip: David M. Richardson
Musik: Jessica de Rooij, Henning Lohner
Spilletid: 122 minutter
Aspect ratio: 1.78:1
Lyd: Dolby Digital 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: USA, Canada, Tyskland, 2007
Produktionsselskaber: Boll KG Productions, Herold Productions, Brightlight Pictures
Distributør (DVD): Sandrew Metronome
Udgave/region: 2

Stikord: Fantasy, Film baseret på computerspil, Razzie Awards

Anmeldt i nr. 136 | 13/02/2017

Jacob Krogsøe. Medstifter af Planet Pulp. Redaktør. Bosiddende i Århus, hvorfra han har færdiggjort sit studie på Film- og Medievidenskab på KUA. Har desuden taget tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen, og startede den 1. oktober 2011 som mediebibliotekar på Randers Bibliotek. Er født på Fyn og opvokset i Sønderjylland. Har altid haft en stor passion for film, helt tilbage fra da han så film i sine bedsteforældres biograf i Hesselager. Maltin’s Film Guide [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.