Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

I pianeti contro di noi

I pianeti contro di noi
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

I pianeti contro di noiDen første konklusion, man drager efter at have set I pianeti contro di noi er, at det er godt, at italienerne ikke udgør vores first line of defence mod en invasion fra rummet! Men hvad gør man også mod en menneskelignende robot med radioaktive hænder? Det kunne have været sjovt, men det er bare forvirrende og temmelig langtrukkent, så I pianeti contro di noi kan kun anbefales til hardcore robotfans.

Gud ske tak og lov for, at der findes selskaber som Retroflicks: små foretagender, der udgiver film, som ingen etablerede filmselskaber ville røre med en ildtang, og som ind imellem får gravet tabte perler frem af fortidens tåger for at gøre dem tilgængelig på DVD.

I pianeti contro di noi (engelsk titel: Planets Agains Us) er ikke én af dem, skal jeg skynde mig at sige, men det er den type film, vi må tage med, hvis vi ind imellem vil have de gode ting frem i lyset, der af forskellige årsager er endt på filmhistoriens store mødding. Retroflicks er nu tilsyneladende gået ned, men andre holder stadig faklen højt – heriblandt Something Weird Video (der efterhånden har et omfattende katalog af virkeligt syrede titler), Horror Theater Video og Lost Silver for nu blot at nævne nogle få.

I pianeti contro di noi er en italiensk/fransk/vesttysk co-produktion fra 1962, og nævnes på DVD-coveret som én af de første film, hvis ikke den første, der introducerer den type væsen, vi siden er kommet til at kende som en cyborg. Dette skal jeg ikke gøre mig selv til dommer over her, men man kan såmænd godt argumentere for, at filmens hovedperson er en cyborg.

Invasionsplaner

Gud ske tak og lov for videnskabsmænd, der kan fremlægge plottet for os

Filmens plot er, helt kort fortalt, at en flok rumvæsner er opsat på at invadere Jorden. De tager derfor liget af en ung mand, der er omkommet i et flystyrt, og bruger ham som skabelon for en flok menneskelignende robotter, som de sender til Jorden for at lave ravage forskellige steder. Den primære del af handlingen foregår dog i Rom, hvor én af disse robotter er ude på at få fat i opskriften på en ny gas, som en lokal professor lige har opfundet. I Rom bliver robotten imidlertid målet for flere kvinders amourøse fantasier, og en stor del af handlingen går med, at den stakkels robot hænger ud sammen disse kvinder, hvoraf én er den omtalte professors kone. Til alt held har robotten radioaktive hænder, og en enkelt berøring skaffer ham hurtigt af med irriterende problemer. Imidlertid virker han ikke synderligt opmærksom på sin mission.

Samtidig er en flok regeringsfolk i gang med at finde ud af, hvad der foregår, og den stringente udlægning af hele rumvæsenplottet skyldes ene og alene, at én af videnskabsmændene er så venlig at lægge det hele frem for seeren i klumper af eksposition. Godt for os, knap så godt for filmen, der fremstår særdeles klodset og ubehjælpelig. Og dette til trods for, at filmen faktisk er baseret på en roman, som man da må regne med har en vis mængde logisk plotfremdrift.

Meget lidt handling

Ja, jeg er Cliff Richards' onde tvillingebror

Den konkrete handling er ekstremt svær at opsummere, fordi der sker så utrolig lidt i filmen. Rumrobotten, der kalder sig Bronco, dukker op i Rom, og bliver som sagt genstand for et par damers opmærksomhed. Den ene er kunstner, og bliver fascineret af Broncos specielle udseende. Skuespilleren Michel Lemoine må her siges at være velvalgt til rollen, for han har vitterligt et temmelig specielt udseende. Tilfældigvis viser det sig, at den kvindelige kunstner er veninde med konen til den tidligere nævnte professor, og her er vitterligt tale om et tilfælde – det hænger ikke så godt sammen, men det er der generelt ikke særlig meget, der gør.

THE EYES OF A ROBOT-MONSTER FROM OUTER SPACE!

Bronco kører lidt rundt sammen med kunstneren, som han ender med at tage livet af, da hun vil i seng med ham, og senere kører han lidt rundt i bil sammen med professorens kone, som også kommer galt afsted. Senere dræber han én af de politibetjente, der er sat til at skygge ham, og kører væk i hans bil. Tilsyneladende fordi han har et rendezvouz med en UFO – helt uhyggelig dårligt lavet i øvrigt. Interessant nok sidder betjentens to børn i bilen, da Bronco dræber deres far, men dette forhindrer dem ikke i at heppe på deres fars morder, da de jages af politiet.

Hvad der egentlig foregår i I pianeti contro di noi er stadig lidt af et mysterium for mig. Jeg forsøgte ihærdigt at få en sammenhængende historie ud af det, men det lykkes aldrig. Kun på grund af de store mængder ren eksposition fik jeg sat begivenhederne ind i en større kontekst, og det må siges at være skidt.

Når I pianeti contro di noi ikke er fuldkommen katastrofal skyldes det langt hen ad vejen idéen med den cyborglignende robot. Vi får da også syn for sagen i den henseende, da Bronco henimod slutningen bliver skudt med et futuristisk udseende våben, der brænder igennem hans hud, og afslører mekanikken inden under. Igen må det påpeges, at det effektmæssigt er lavet helt ubehjælpeligt, men budskabet kommer da igennem. Derudover er Michel Lemoines besynderlige udseende og hans mærkelige opførsel i rollen som Bronco med til ind imellem at skabe en virkelig mystisk stemning, der ikke er helt uden effekt. Men desværre er det hele bare sat ind i så usammenhængende rammer, at det på ingen måde kan redde filmen fra at være meget dårlig.

Engelsk og fransk dub

Broncos radioaktive hænder har en uheldig effekt på mennesker

Kvaliteten af selve filmen hjælper heller ikke på det. At billedsiden er dårlig er der naturligvis ikke noget at sige til, når vi har at gøre med en film som denne, men lydsiden er mere uheldig. Der er tale om et engelsk dub, der imidlertid i flere sekvenser pludseligt slår over i fransk dub uden nogen form for undertekster. Det hjælper ikke på den generelle forvirring, man føler over filmen, at der pludselig er hele samtaler, der foregår på fransk, før det engelske dub pludselig vender tilbage.

Det er naturligvis prisen, man betaler for at se film som I pianeti contro di noi, men det er nok værd at spørge sig, om det er prisen værd. I lige præcis dette tilfælde vil jeg mene, at svaret er nej. Så interessant det end måtte være, at vi måske står over for filmhistoriens første cyborg, så opvejer det ikke de mange helt usammenhængende sekvenser, der ikke tilføjer filmen nogen dramatisk fremdrift, endsige plotfremdrift.

Er det en UFO - eller er det i virkeligheden en lampeskærm?

Selv om effekterne er uhyggeligt dårlige er der meget lidt at grine af i filmen, så den kan heller ikke score billige point på den konto. Hvis man er vildt fascineret af robotter, og hvordan de er blevet fremstillet på film igennem tiden, vil man nok være venligere stemt over for I pianeti contro di noi, end jeg er, men jeg kan ikke med min samvittighed i behold få mig til at anbefale nogen at bruge penge på den.

I pianeti contro di noi er venligst stillet til rådighed af Retroflicks.

1 stjerne

Titel: I pianeti contro di noi
Andre titler: Planets Against Us
Instruktør: Romano Ferrara
Manuskript: Romano Ferrara & Piero Pierotti efter roman af Massimo Rendina
Cast: Michel Lemoine (Bronco), Maria Pia Luzi (Marina Ferri), Jany Clair (Audrey Bradbury), Marco Gugliemi (Captain Carboni), Jacopo Tecchi (Professor Giorgio Borri), Otello Toso (Major Michelotti)
Producere: Alberto Chemin (producer), Vico Pavoni (producer)
Foto: Angelo Lotti & Pier Ludovico Pavoni
Musik: Armando Trovajoli
Spilletid: 87 minutter
Aspect ratio: Full frame
Sprog: Engelsk
Undertekster: Ingen
Produktionsland, år: Italien/Frankrig/Vesttyskland, 1962
Produktionsselskaber: Comptoir Français du Film Production (CFFP), Wanguard Film
Distributør (DVD): Retroflicks
Udgave/region: 0

Anmeldt af: Mogens Høegsberg | 13/03/2009

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *