Jeg kan mærke det, dybt inde i min nostalgiske sjæl. Duften af stuen i mit barndomshjem i Hostrupskov i Aabenraa, varmen fra brændeovnen, det bløde gulvtæppe foran det lille tv.
Og jeg kan se det for mig: De aftener hvor vi kom hjem med en Moviebox, lejet inde på tanken i Aabenraa. Sammen med tre film.
Film der var nøje udvalgt: En børnefilm (min lillebror er fire år yngre end mig), en familiefilm, vi kunne se sammen, OG så den film, jeg måtte vælge.
I kan sikkert forestille jer det, ja nogen af jer kan huske det, altså det eldorado af indtryk og voldsomt seje VHS-covers, der stod og råbte på min opmærksomhed.
Det var dengang, der var meget få kanaler på TV’et, dengang før internettet, dengang hvor min Commodore 64 var min bedste ven, og hvor vi legede røver og soldater i haven.
Men de weekender med Moviebox ændrede noget. Noget fundamentalt. Når Commando og lignende film blev sat på, skete der noget. Inde i min krop. Og jeg kunne jo nå at se den samme film flere gange.
Da Arnold tonede frem
Tiden gik. Vi fik vores egen VHS-afspiller, og i en uge tilbage i 1991 var jeg den mest populære knægt i Aabenraa: Jeg havde nemlig, fra en unavngiven videobaron i København, modtaget en VHS-kopi af Terminator 2, FØR den kom i biografen i Aabenraa – filmen havde premiere i USA i juli 1991 og ramte første de danske biografer i november samme år!
Så (og nu håber jeg ikke myndighederne læser med) jeg fik lavet kopier. Til venner og bekendte. Vores nabo havde nemlig også en VHS-afspiller, så jeg kravlede gennem hækken med vores afspiller, og så koblede vi de to maskiner sammen.
Magien sitrede i kopiluften. Uanset om kopierne var af en sølle kvalitet, så var det stort at se Arnold tone frem. Og de andre actionhelte.
Der, mellem dårlige farver, uskarpe billeder, lidt sne på skærmen og dårlig lyd, trådte de tydeligt frem. Fra “Hasta la Vista, Baby” til “Let off some steam, Bennett” og fra “God didn’t make Rambo, I made him!” til “The Black Star Ninja has betrayed the code.”
Og ikke kun replikkerne, men også de store kroppe, de voldsomme actionsekvenser (mere eller mindre censureret), ninjaerne, de vilde våben, træningsmontagerne og alle de skønne skurke. Retfærdigheden, selvtægten, hvor helten må alt.
Kimen blev lagt
Det var dengang, kimen blev lagt til, at jeg nu snart (i marts 2025) kan få udgivet min fagbog Fra det første blod til den sidste actionhelt – den amerikanske actionfilms guldalder fra 1982-1993.
I bogen følger jeg helten tilbage til 1980’erne (og sporene fører mig endnu længere tilbage i filmhistorien) og ser på flere af hovedværkerne og de store actionstjerner, der satte dagsordenen.
Reagan var blevet præsident i USA, den bløde mandekrop og idealerne om fred og harmoni blev udfordret af musklerne fra træningscentrene og en mere offensiv og voldsom tilgang til, hvordan man løser konflikter. Sådan groft sagt.
Planet Pulp, Jakob Stegelmann og John Matrix
I den sammenhæng har Planet Pulp spillet en stor rolle. Ikke mindst jer, læsere. Her har jeg gennem en årrække arbejdet med actionhelten, og mange af de tekster er blevet udgangspunktet for min bog. Min medredaktør Mogens har i den sammenhæng været en uvurderlig hjælp.
Men nu rammer den snart hylderne. Mens disse ord skrives, sidder en grafiker og arbejder med layoutet og en tegner med forsiden.
Og jeg forbereder mig på at skulle optræde sammen med Jakob Stegelmann på scenen, Bremen Teater, i næste uge, fredag den 21/2, hvor jeg er med som gæst/ekspert i en special om actionhelte!
I kan måske forestille jer, hvor stort det er for mig. At sidde sammen med Jakob, nørdernes beskytter, manden der på mange måder var med til at forme min nørdungdom – og også min tid som voksen nørd.
Dengang jeg stod på i mit drengeværelse og kiggede på min plakat af Arnold fra Commando, som jeg købte efter en af de mange ture med John Matrix i VHS-maskinen, overvejede jeg nok ikke, at jeg nu, mange år senere, har skrevet en bog om de helte, der var med til at forme mig som filmnørd.
Blod på tanden
Dengang jeg begyndte på Filmvidenskab på Københavns Universitet ville de andre skrive om de store kunstneriske klassikere. Jeg ville gerne skrive om Total Recall og First Blood. Det er nu blevet til virkelighed.
For de helte, og de film, er meget mere end banal underholdning. Flere af filmene er rendyrkede mesterværker. Nogle gange udfordres vores moralske kompas, for hvad med al den selvtægt? Det er også noget jeg behandler i bogen.
Næste måned vil jeg følge denne lille indledende artikel op med en længere artikel om tilblivelsen af bogen.
Og så en lige en lille bid fra bogens indledning:
“Når man skriver en bog som denne, møder man hurtigt en mur af forbehold. Eller man skaber selv en mur med forbeholdene.
Hvis man “bare” gerne vil levere en bog, skrevet i en mere mundret tone, så kan det akademiske snit godt miste relevansen. Jeg håber dog, at læseren kan fornemme, at jeg bruger erfaringen fra min uddannelse som cand.mag. i Filmvidenskab, men at jeg i formidlingens og underholdningens tegn måske har trådt lidt andre stier end klassiske fagbøger.
Det var en rute, jeg valgte efter en samtale med Jakob Stegelmann. Vi snakkede om nørder og om viden. Jakob sagde: “Der er altid nogen, der ved mere end dig, der kan slå det og det op på nettet. Det er måden, du formidler på, som er afgørende.”
Så hvis I forventer en klassisk fagbog, spækket med noter og uendelige mængder af forbehold, så er det en anden bog, I skal finde frem. Den her bog er altså min kærlighedserklæring til en genre, og nogle helte, som jeg elsker OG som jeg mener jeg har noget relevant at skrive om.
Både tematisk, historisk, analytisk og, ikke mindst, visuelt i forhold til billedmaterialet i bogen der er med til at slå tonen an, men også i forhold til at skrive en bog der er basalt underholdende at læse. Præcis som mange af de film jeg omtaler.
Det var efter en samtale med Sven-Ole Thorsen tilbage i 2016, at jeg for alvor fik blod på tanden i forhold til at lave den bog, som jeg havde ønsket at skrive i flere år. Bogen om actionhelten.”
Udgivet i nr. 231 | 13/02/2025
