Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

Hotel Artemis

Hotel Artemis
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

I en ikke så fjern fremtid. Et hotel, der huser kriminelle. En by, hvor optøjer hærger i gaderne. En nat, hvor nogle helt specielle kriminelle mødes på hotellet. Noget fra fortiden der dukker op.

Hotel ArtemisVelkommen til Hotel Artemis – en film med et stort potentiale, som desværre ikke helt forløses.

En blanding mellem en krimi, en dystopisk actionthriller og en nærmest kælende gotisk tilgang til hotellet som noget, der minder om et levende væsen i sig selv. Det er en fascinerende hybrid som leveres i Hotel Artemis.

Velkommen til 2028

Det er den 21, juni, 2028. Der bryder voldsomme uroligheder ud i Los Angeles. Firmaet Clearwater har lukket for vandet til normale borgere, der ikke kan betale for vand. Så der er ballade. Og kampe i gaderne.

En lille bande kriminelle bruger urolighederne til at bryde ind i bank. Banden er anført af de to Sherman-brødre. Under røveriet såres den ene af brødrene, og de søger tilflugt i Hotel Artemis – et hotel/hospital for kriminelle, som fungerer som “safe house”, hvor man skjuler sig og får behandling.

Hotel Artemis’ bestyrer er Jean Thomas, også bare kendt som “The Nurse”, og der er strenge regler på hotellet. Ingen våben, bl.a. Og så er det kun for dem, der har betalt mange penge for at kunne bruge stedet.

Men noget er på vej. En såret forbryderkonge nærmer sig, og optøjerne tager til i styrke. Så der bruges, rent spændingsmæssigt, det klassiske “deadline”-begreb: Noget er på vej, og det sætter det hele på spidsen.

En mystisk kuglepen

Snart trues hotellets regelsæt. For hvem skal man lukke ind? Hvad med en såret betjent, som har relation til “The Nurse”? Hvad med forbryderkongen? Og hvad er det for en mystisk kuglepen, som de to Sherman-brødre har fået fat i? Og kan man slå et menneske ihjel med en 3-D printer?

Ikke mere om handlingen her, men som natten skrider frem, stiger intensiteten, både den ydre og den indre.

På mange måder ser jeg Hotel Artemis som en blanding mellem John Wick (2014), Assault on Precinct 13 (1976) og Panic Room (2002).

Fra John Wick har vi den herligt flamboyante idé om et hotel til de kriminelle, hvor der er en helt bestemt orden, og hvor reglerne skal overholdes.

Fra Assault on Precinct 13 har vi den dystopiske stemning af en by, hvor alt er i kaos, og hvor isolation spiller en væsentlig rolle.

Det samme kan man sige i forhold til forbindelsen til Panic Room, som jo også har Jodie Foster i en bærende rolle.

Men det er også idéen om den levende bygning, om de små rum, gangene – ja, man fristes næsten til at sige, at hotellet minder lidt om et gotisk slot.

Fin undergangsstemning

Når Hotel Artemis er bedst, skaber den en fremragende stemning. Selve kulisserne, hotellet, er fremragende udført, og man føler som tilskuer, at man selv er gæst.

Undergangsstemningen er også fin, tilsat en forbryderisk dekadence, som klæder filmen godt. Idéen med det lille parallelsamfund, hvor forbryderne selv har skabt orden, er veludført og anført af en brillant Jodie Foster, og man kommer godt ind under huden på både hotellet, hotellets personale og hotellets gæster.

Der er også plads til en masse fine allegorier, hvor det lille mikrosamfund spejler det store samfund, og små, enkle og troværdige science fiction-elementer. Det skulle man være gået all in på frem for at skabe en påklistret spændingshistorie.

Filmens store problem er nemlig, at plottet ikke forløses helt tilfredsstillende. Eller nok nærmere, at det spinkle plot ikke udnytter den fantastiske setting og den eminente stemning godt nok.

Filmen slutter faktisk lige dér, hvor den begynder at blive allermest interessant. Det er tydeligt, at filmens instruktør og manuskriptforfatter Drew Pearce har forelsket sig i sin egen idé, sit eget univers, og det forstår jeg som sådan godt.

Men al den fine stemning, der skabes, og alle de små fine historier, kunne godt have brugt en længere spilletid og kunne med fordel have udviklet det klassiske krimiplot, som er spændingsdelens kerne.

Det er sjældent, I hører mig sige, at en film er for kort, men det er tilfældet med Hotel Artemis.

En time længere, tak!

I sin fortællestruktur kan den minde lidt om en tv-serie eller den klassiske flerstrengede fortælling, men den type af film, som vi kender fra Short Cuts (1993), Gosford Park (2001) og Magnolia (1999) kræver altså en længere spilletid.

Det er som sådan fint nok med et spinkelt spændingsplot – det fungerede også fornemt i Gosford Park – men skridtet fra stemningsopbygning til konkret spændingsafvikling er lidt kluntet udført i Hotel Artemis.

Konceptet, og personerne, ville egne sig fortrinligt til en tv-serie, hvor man kunne udforske både selve konceptet bag hotellet og personerne noget bedre. For der er faktisk kød på flere af personerne i Hotel Artemis.

Min kritik rykker ikke ved, at filmen er fin underholdning. Det er dog tydeligt, at der er potentiale til meget mere i det univers.

4 stjerner

Titel: Hotel Artemis
Instruktør: Drew Pearce
Manuskript: Drew Pearce
Cast: Jodie Foster (The Nurse), Sterling K. Brown (Sherman), Jeff Goldblum (The Wolf King), Dave Bautista (Everest)
Foto: Chung Chung-hoon
Klip: Paul Zucker, Gardner Gould
Musik: Cliff Martinez
Spilletid: 89 minutter
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA/England, 2018

Anmeldt i nr. 158 | 13/12/2018

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *