Stefan Pellegrini
Ingen kommentarer

Hellraiser

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Pinhead stjæler rampelyset i denne visuelt og auditivt fantastiske horrorfilm, der helt fortjent er blevet en klassiker indenfor genren.

Hellraiser“I have seen the future of horror, his name is Clive Barker.” Sådan lød det fra Stephen King, en af tidernes største forfattere inden for gysergenren, kort efter at han havde set Hellraiser. Store ord som Clive Barker efterfølgende har haft svært ved at leve op til. Candyman (1992), som Barker skrev og producerede, og Hellraiser som han skrev og instruerede, er de eneste af hans produktioner, som er mindeværdige.

Når det er sagt, har eller bør disse to film også have en plads i enhver gyserfans hjerte. Det er dog kun Hellraiser, som fremstår som et mesterværk inden for genren – en ægte klassiker.

Sadomasochistisk og poetisk-romantisk
Clive Barker.

Clive Barker.

Hellraiser er brutal, dramatisk og til tider, hvis man ikke er vant til skrækfilm, visuelt voldsom. Men hele vejen igennem er den filmisk vanvittig flot, visuelt men også auditivt, hvor lydsporet både byder på velkomponeret musik og virkningsfulde lydeffekter. Hellraiser er en gennemført film, og fremstår som yndefuld og yderst seværdig.

At det så skulle slå klik for “fremtidens horrorkonge” efter succesen med Hellraiser står for mange som en gåde. Filmen har indtil videre fået hele otte efterfølgere og en genindspilning af originalen er, desværre, på vej. Efterfølgerne falder i kvalitet. Bevares, der er enkelte lyspunkter i flere af dem, men generelt er der ikke meget at komme efter udover splat, splat og, tja, lidt mere splat.

Det eneste positive, der er at sige om dette, er, at Clive Barkers fantastiske erotiske og dystre univers bliver ved med at være fascinerende. Hvorfor? Fordi folk er tossede med latex, raslende blodige kæder, ild og bizarre dæmoner, som ville få Michael Kvium til at klappe i sine hænder. Folk er tossede efter at se groteske og forpinte mennesker, som mellem linjerne får orgasmer, mens de hænger i midten af ligfyldte lokaler, holdt oppe af kæder som gennemborer deres kroppe.

Folk er tossede efter at se Pinhead, herren over dette inferno, en klassisk gyserfilmsfigur på niveau med Freddy Krueger og Michael Myers, stille stå og kigge på disse lemlæstelser, blot for at afslutte festen med: “Ooh no tears please, it’s a waste of good suffering”. Hellraiser kunne have været endnu en film i rækken af filmskaberes pludselige trang til at gå over stregen, men den ændrede horrorgenren ved at være sadomasochistisk og poetisk-romantisk på én gang. Men lad os kigge på handlingen.

Uendelige smerte og nydelse
Cenobiternes efterladenskaber efter at have hentet Frank i filmens begyndelse.

Cenobiternes efterladenskaber efter at have hentet Frank i filmens begyndelse.

Larry Cotton, glimrende spillet af Dirty Harry-stjernen Andrew Robinson er en familiefar, som kæmper en mindre kamp for at holde sammen på den lille familie, bestående af hans nye kone Julia, spillet af Clare Higgins i bedste ond-stedmor-stil som en kold og kynisk kvinde med en dyster familiefortid, samt hans voksne datter fra et tidligere ægteskab.

Datteren Kirsty (Ashley Laurence) er en ung og noget typisk blondineheltinde. Larry og Julia flytter ind i Cottonfamiliens slægtshus, som officielt har stået tomt i flere år. Larry har dog på fornemmelsen, at hans bror, Frank, kan have brugt huset som tilflugtssted.

Pinhead og Co.

Pinhead og Co.

Frank er handlingens omdrejningspunkt; en liderlig dominator som i sin jagt på den fuldendte nydelse kommer i besiddelse af en noget usædvanlig kvadratisk boks. En boks som efter sigende skulle kunne give adgang til himmelske nydelser. Han får dog noget, der er endnu bedre – uendelig smerte og nydelse. Dette bliver dog for meget (smerte?) for Frank, som flygter fra det evige fængsel, som Cenobiterne (filmens dæmoner) har fanget ham i.

Frank spilles af henholdsvis Sean Chapman, Andrew Robinson og Oliver Smith, hvor specielt sidstnævnte leverer et glimrende skuespil som en slimet og modbydelig mandschauvinist. Frank “genopstår” – sådan da – men for at han fysisk kan blive et helt menneske, må han have menneskelig næring. Alt imens falder familiens uskyldige prinsesse, Kirsty, over den magiske boks, og straks er helvede løs.

Billede og lyd frem for indhold
Andrew Robinson som Larry.

Andrew Robinson som Larry.

Igennem filmhistorien kan der nævnes utallige eksempler, hvor en films fremtoning overgår handlingen. Dette sker i alle genrer. Pirates of the Caribbean – Dead Man’s Chest (2006), Pearl Harbor (2001), Starship Troopers (1997), Titanic (1997), House of Flying Daggers (2004) og 300 (2006) er alle eksempler på film, som mere eller mindre bevidst spiller på filmens billed- og lydside frem for historie og indhold.

Iskolde og splittede Julia (Clare Higgins).

Iskolde og splittede Julia (Clare Higgins).

Det bliver straks mere interessant, når en film ubevidst bliver en succes netop på grund af dette. Hellraiser er på samme måde som The Crow (1994) og Alien (1979) én af de film, hvis historie, når man ser filmen anden gang, er fuldstændig ligegyldig.

Som seer vælger man altså at lade sig fascinere af noget andet. Dette behøver ikke at skyldes, at historien er dårlig eller at manuskriptet er elendigt. Vi må ikke glemme, at Clive Barker først og fremmest er forfatter, og derigennem er blevet anerkendt, og Dan O’Bannon var eksempelvis nomineret til en Saturn Award for manuskriptet til Alien.

Fremtoning er dominerende
Den yndige Kirsty (Ashley Lawrence).

Den yndige Kirsty (Ashley Lawrence).

Hellraiser lider ikke under et dårligt manuskript, men er netop et eksempel på én af de film, hvor et i øvrigt velskrevet manus “desværre” bliver offer for filmens fremtoning. Desværre siger jeg, da manuskriptet har flere lyspunkter, og i sig selv er temmelig godt for en film i denne genre. Dette skyldes, at manuskriptet er en bearbejdning af Barkers egen novelle The Hellbound Heart (1986).

Som tidligere nævnt er Barker en glimrende forfatter, men han burde også holde sig til skriveriet! De efterfølgende film i Hellraiser-serien kan ikke prale af at have noveller som forlæg, og det kan i den grad ses. Hellraiser er imidlertid en af de få film, hvor man med rette kan sige, at det er i orden, at filmens fremtoning er dominerende. Dette har Pinhead en stor del af æren for. Pinhead er indbegrebet af alt, hvad der har med filmserien at gøre, og faktisk alt, hvad der siden hen har haft med Clive Barker at gøre.

Fangede publikums interesse
Frank med boksen (spilles her af Sean Champman).

Frank med boksen (spilles her af Sean Champman).

Pinhead bliver portrætteret af Doug Bradley, en britisk teaterskuespiller, som mødte Clive Barker tilbage i gymnasiet. De blev nære venner, og siden hen kolleger i flere projekter på teatret såvel som i film, heriblandt samtlige otte Hellraiser-film. Doug Bradley er faktisk den eneste, som medvirker i dem alle – hvis man da kan prale af dette.

Den legendariske boks, også kaldet Lemarchand's boks eller The Lament Configuration Box.

Den legendariske boks, også kaldet Lemarchand’s boks eller The Lament Configuration Box.

Da Hellraiser blev lavet, var der ingen, der havde forventet, at Pinhead skulle stjæle filmen i så voldsom en grad, som figuren gjorde. Replikkerne er nemlig få, og rollen er faktisk lille. Doug Bradley er ikke nævnt i forteksterne, og man finder ham først som nummer 17 på rollelisten i rulleteksterne. Det vil sige efter roller som “3rd Victim”, “Moving Man 2” og “Complaining Customer”. Rulleteksterne afslører endvidere, at figuren ikke engang havde et navn på daværende tidspunkt. Doug Bradley måtte nøjes med at blive kaldt Lead Cenobite.

Alligevel pryder Pinhead coverne på samtlige VHS- og DVD-udgivelser, forside såvel som bagside. Det var ham, publikum ville have. Han var definitionen på Hellraiser. Iført den sorte, majestætiske latexdragt og en sminke, der ville give en akupunktør våde drømme, fik den britiske sceneskuespiller kultstatus og blev optaget i horrorfilmenes Hall of Fame. “The Angel of Suffering” og “The Dark Prince of Pain” var blot nogle af de titler, Pinhead kunne pryde sig med verden over, efter at Hellraiser havde premiere den 11. september 1987.

Den ultimative antihelt
Den vidunderlige Pinhead (Doug Bradley).

Den vidunderlige Pinhead (Doug Bradley).

Han er den ultimative antihelt. Han er mægtig, har et fedt “design” – og så er han poetisk og retfærdig. Pinhead dræber ikke bare til højre og venstre, som flere af gyserfilmskollegerne, bl.a. Leatherface og Jason Voorhees. Her er tale om en tænkende karakter, som i modsætning til de samme kolleger også taler. Chucky og Freddy Krueger kan også tale, de har bare aldrig noget fornuftigt at sige.

Pinhead er hård og modbydelig, men med stil – hvilket dengang var nyt. Han dræber heller ikke alle på sin vej. Han går kun efter dem, som åbner boksen. Han taler elegant og poetisk, og hans replikker skal høres et par gange, før man forstår, hvad der bliver sagt. Han er klog og yderst britisk. Man kan kun forestille sig, at figuren havde set fuldstændig anderledes ud, hvis filmen var blevet produceret i Hollywood.

Julia og Frank, i Julias flashback.

Julia og Frank, i Julias flashback.

Opmærksomheden omkring Pinhead og den dystre, sexede verden var ikke en del af planen, og utilfredsheden var nem at spore hos såvel producer Christopher Figg som hos Andrew Robinson, som var blevet spået et comeback med Hellraiser. Den dystre tiltrækkende sadomasochistiske undertone, som ligger i filmen, samt Doug Bradleys uimodståelige og gennemspillede monsterkonge stjal billedet fuldstændig.

Derfor, og alene derfor, er Hellraiser i dag en klassiker. For historien ville ikke have været nær så interessant på lærredet, hvis den eneste konflikt (som egentligt er hele filmens handling) var Franks forsøg på at genopstå.

Deler vandene
Julia og Frank uden skind! (spilles her af Oliver Smith).

Julia og Frank uden skind! (spilles her af Oliver Smith).

Hellraiser er i bund og grund en romantisk film om en kvinde, som er så betaget af en mand, at hun er villig til at gøre alt for ham. I dette tilfælde får ordsproget “kærlighed gør blind” en lidt anden betydning, end vi er vant til. Julia havde, op til sit bryllup med Larry, en affære med Frank; en affære, som vi igennem filmen bliver præsenteret for i nogle velklippede flashbacksekvenser. Frank “genopstår”, og vi følger Julias besættelse af ham samt Franks misbrug af hende. Alt imens vil Pinhead og Co. tilbageerobre, hvad de mener er deres, det vil sige Frank og den magiske boks.

Hellraiser er en af de film, som deler vandene. Enten elsker man den for dens groteske fremstilling af et menneskes psykiske begær og trang til nydelse samt dens inspiration af Sigmund Freuds Id blandet sammen med poesi, romantik, gys og splat, eller også hader man den for dens simple opbygning, løse ender, haltende instruktion og irriterende heltinde.

Tre af filmens cenobiter.

Tre af filmens cenobiter.

Lige meget om man er fan eller ej, kan filmen kun få ros for sin helhed. Clive Barkers simple og minimalistiske, men velvalgte sets og kulisser, Bob Keens makabre makeup-effekter kombineret med Joanna Johnstons fantastiske kostumer, Robin Vidgeons interessante og simple kombination af Steadicam og static camera-arbejde og Richard Mardens intense klipning.

Heldigvis for filmen lider den ikke under dårlige effekter. Der er ganske få af dem, lidt stop-motion og optical printing her og der, og de effekter, der er, minder os blot om, hvor meget der er sket på 20 år. Filmens effekter er på bedste teatervis integreret i kulissen, hvor lys og røg spiller en stor rolle. Nævneværdige eksempler i denne forbindelse er Kirstys mareridtsscener, som både er symbolske og skræmmende samt genopstandelsesscenen, hvor vi ser, hvor kunstnerisk simpelt lys og scenografi kan spille sammen. Her harmonerer lydsporet på flotteste vis med billedet.

Flot lydside
Franks genopstandelse, en af filmens filmisk flotteste sekvenser.

Franks genopstandelse, en af filmens filmisk flotteste sekvenser.

Lydeffekterne og John Irelands redigering forstærker hele filmen igennem vores opfattelse af billederne og fremstår som et mindre værk i sig selv. Den velkendte “dong”-lyd, når boksen bliver åbnet, det knirkende hus og de raslende kæder er blot nogle få af de mange lyde, som kan få det til at løbe én koldt ned af ryggen.

Dertil kommer Christopher Youngs musik, der er yderst velkomponeret, symfonisk filmmusik. Det er fyldt med mystik og hemmeligheder; stemninger som i den grad giver filmens sit liv. Det er almen viden, at musik er en stor del af en film, og Christopher Youngs musik underbygger i den grad dette udsagn. Scoret er fyldt med temaer og interessante finurligheder, som f.eks. den skræmmende vals, som spilles i mol i genopstandelsesscenen. Valsen leder tankerne mod den forbudte kærlighed, som Frank og Julia delte op til Larry og Julias bryllup. Musikken indbragte i 1988 Young en velfortjent Saturn Award.

Uinteressant kvindelig hovedrolle
Andrew Robinson som Frank.

Andrew Robinson som Frank.

Karaktererne er ikke alle lige interessante. Det er ikke nogen hemmelighed, at Kirsty er en uoriginal partykiller. Det er dog svært at bebrejde Ashley Laurence noget, da rollen simpelthen er umulig at gøre spændende. Den er ligetil, overfladisk og meget forudsigelig. Derimod er det værd at bemærke den lille genistreg, Clive Barker har lavet med Frank og Larry.

Frank får sin retfærdige straf.

Frank får sin retfærdige straf.

På bedste eventyrstil er de to brødre fuldstændig forskellige. Den ene er fysisk velbygget og aggressiv, den anden er slap og rolig. Det kommer tydeligt frem i scenen, hvor Julia står oppe i loftsrummet og tænker tilbage på den maskuline og dominerende Frank. Mens hun står der, kommer Larry ind. Han har slået hånden, og er ved at besvime. Forskellen på de to brødre giver os en psykologisk forklaring på Julias seksuelle fascination af Frank.

Andrew Robinson som på forskellige tidspunkter i filmen spiller begge roller udtalte om de to karakterer, at “I can never think about Larry, without thinking about Frank… One is dark, one is light, one is good, one is evil”. Det er uvist, hvorvidt det var Clive Barkers ønske at skabe et lignende skel mellem de to kvindelige hovedpersoner. Den pladderromantiske og uskyldige kærlighed (Kirsty) kontra de indre dyriske lyster (Julia) – i så fald er det, på grund af Kirsty-figuren, mislykkes.

Generelt fint skuespil

Skuespillet er generelt fint. Specielt, og mest iøjefaldende, hos Andrew Robinson og Clare Higgins. Det truende brud mellem dem er intenst og ubehageligt at følge. Hans forvandling fra Frank til Larry er velspillet og skræmmende, og hendes konflikt mellem det rigtige og forkerte er stærk og viser på bedste vis et menneske på randen af vanvid.

Stærkest i erindringen står dog Doug Bradley. Uden ham var Pinhead intet andet end en tom skal. Den kulde og ondskab, som stråler ud af monstrets øjne og stemme, er hans. På trods af at han som skuespiller og person er visuelt uigenkendelig i rollen, er det hans bidrag til figuren, som man husker.

Doug Bradley har også siden sat sig grundigt ind i filmuhyrets rolle igennem filmhistorien. Han har skrevet bogen Behind the Mask of the Horror Actor (1996), hvori han analyserer flere af filmhistoriens største uhyrer, deres tid og deres skuespillere samt sine egne erfaringer med Pinhead. Det er insider-viden, og bogen er velskrevet, så den kan varmt anbefales – det er ren guf for gyserelskere.

Tillykke med fødselsdagen

Det er 20 år siden Pinhead og Co. så dagens lys – det vælger man at fejre med en amerikansk remake! Den er pt. sat til at få premiere i 2008 med den nærmest ukendte instruktør Jim Sonzero (Pulse, 2006) bag kameraet og med Ashley Laurence, som ikke har medvirket i noget af værdi siden Hellraiser, tilbage i rollen som Kirsty Cotton. Det skal nok blive en “skræmmende” film… Indtil vi får fornøjelsen af genindspilningen, kan man jo altid smække originalen i DVD-afspilleren og ønske Pinhead tillykke med fødselsdagen.

6 stjerner

Titel: Hellraiser
Instruktør: Clive Barker
Manuskript: Clive Barker
Cast: Andrew Robinson (Larry og Frank Cotton), Clare Higgins (Julia Cotton), Ashley Laurence (Kirsty Cotton), Sean Chapman (Frank Cotton i flashback), Oliver Smith (Frank Cotton) og Doug Bradley (Lead Cenobite aka Pinhead)
Producere: Christopher Figg (producer), Mark Armstrong (executive producer), David Saunders (executive producer), Christopher Webster (executive producer)
Foto: Robin Vidgeon
Klip: Richard Marden
Musik: Christopher Young
Spilletid: 94 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital Surround
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: England, 1987
Produktionsselskaber: Cinemarque Entertainment BV, Film Futures, Rivdel Films
Distributør (DVD): On Air Video (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 19 | 13/05/2007

Stikord: Magi, S&M

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *