Stefan Pellegrini
Ingen kommentarer

El Orfanato

El Orfanato
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

El OrfanatoEl Orfanato er en fremragende og smuk lille film, som på fornem vis bidrager til spansk films store fremgang indenfor den mørkere række af filmgenrer. Her er tale om et psykologisk familiedrama som gyser en i nakken. Jeg fristes til at sige, at alle voksne burde se denne lille perle – også dem, som ikke kan lide at føle uhygge. Hvad vi forestiller os af ondskab kan være meget mere simpelt! Et forløsende smil og en tåre mod slutningen kan ligefrem forekomme!

Spanien, og ikke mindst spansk kultur, er kendt for et stærkt, krydret og aggressivt temperament. Det spanske sprogs skarpe og bestemte tonefald samt landets historie indgyder os respekt og emmer af selvkontrol. På alle måder mærkes den hidsige og bestemte udstråling i spansk kunst. I dansen ser vi det i tangoen, og i sporten ser vi det i tyrefægtningen. Men bag det hårde ydre gemmer sig en erotisk kærlighed og en ærlighed, som udstiller menneskets svagheder, skam, familiebånd, stolthed og generelle fejl. Det psykiske spil mennesker imellem er en drivkraft i spansk kultur.

Graver man lidt i spansk film vil man erfare, at denne ikke er en undtagelse. Spansk films største nulevende personlighed Pedro Almodóvar Caballero (Todo sobre mi madre (1999), Volver (2006)) er dybt interesseret i netop de elementer, som skaber såvel positive som negative identiteter, og udstiller menneskets grænser.

Netop grænser og hændelser, der kan få mennesker til at smide hæmninger uden interesse for konsekvenser, kendetegner også den bølge af spanskproducerede film, som El Orfanato er en del af. Hvor vi har været vant til at se den spanske karisma i melodramaer, komedier og tragedier om kærlighed til familie og ægtefælle, så flytter temaerne og den spanske karisma nu ind i visuelle gyser- og mystikfilm af den psykologiske slags. Historierne om stolthed, skam og familie bliver krydret med den stolte, skarpe og hidsige udstråling i Spaniens (stort set) nye indgangsvinkel til gys, mystik og vokseneventyr.

Guillermo del Toro

Nok er Guillermo Del Toro (de kommende Hobitten-film, Hellboy-filmene (2004 & 2008), Blade II (2002) og Mimic (1997)) mexicaner, men han er indbegrebet af denne nye spanske bølge af gys, mystik og eventyr. Han både skrev, instruerede og producerede El Orfanatos forgængere, søskendefilmene El Espinazo del diablo (The Devil’s Backbone) fra 2001 og El Laberinto del fauno (Pans Labyrint) fra 2006. Den første skulle fremstå som det maskuline og den anden det feminine billede på menneskelig forfald og genoprejsning, håb, brutalitet og uskyldighed.

Begge beskriver den menneskelig ondskab (og det faktum, at man får hvad man fortjener) i skikkelse af figurerne Jacinto og Captain Vidal. Begge film har børn og disses åndelige renlighed som omdrejningspunkt, og begge tester barnets uskyld og evne til overlevelse (i form af overvindelse af frygt og i form af virkelighedsflugt). Dertil finder del Toro tilsyneladende, eftersom begge film finder sted i denne periode, en stærk interesse i den spanske borgerkrig, fascismen og ikke mindst de menneskelige individuelle kampe som en sådan krig fører med sig.

Sidst men ikke mindst har det været et mål for del Toro at printe brutaliteten i en ellers smuk verden på vores nethinde. Uanset hvilken ondskab, vi finder i vores drømme, i vores fantasier (og, i fiktionens univers, i det overnaturlige) så kan virkelighedens ondskab og uretfærdigheder overgå disse. Jacinto er morderen til drengen Santi, som nu spøger i El Espinazo del diablo. Drengens genfærd er, bevares, skræmmende, og stærkt inspireret af den asiatiske børnespøgelsesfeber (som vi bl.a. kender fra Ringu– og Ju-On-serien), for hvis ikke knægten var skræmmende, og scenerne ikke fyldt med mystik og utryghed, ville filmen blot være endnu et melodrama. Genfærdet er ikke ondt, det søger hjælp og retfærdighed (et andet tema, som må siges at hjemsøge del Toro).

Ligesom Jacinto fremstår som en iskold aggressiv og brutal morder, må Captain Vidal fra El Laberinto del fauno i en endnu mere udpenslet grad påtage sig rollen som det onde i menneskeskikkelse. I begge film myrder de to, af flere gange, sageløse og gode mennesker, og det kan ikke blive hjerteløst nok. Som en gazpacho, der skal krydres, tilpasser del Toro menneskelig ondskab efter væsnernes brutalitet og den uhygge, som filmenes figurer må stå overfor i de overnaturlige sekvenser. Hele tiden er den menneskelige ondskab en fingerspids mere modbydeligt, end den overnaturlige. Det kan godt ske, at væsner i El Laberinto del fauno bider hovedet af små flyvende feer, men Captain Vidal knuser dine ansigtsknogler, og smadrer din næse op i din hjerne med bunden af en flaske, alt imens farmand kigger på – far bliver selvfølgelig skudt bagefter!

Lighederne i en anderledes film

Filmen starter med et flashback til Lauras barndom på børnehjemmet. Børnene leger den leg, som omtales i anmeldelsen. Bemærk de meget varme farver – og se næste billede

Ligesom i Espinazo del diablo udspiller historien i El Orfanato sig på et børnehjem. Laura (Belén Rueda) vender sammen med sin søn Simón (Roger Príncep) og sin mand Carlos (Fernando Cayo) tilbage til det børnehjem, hun boede på som barn. Her vil hun, sammen med Carlos, forvandle det gamle forladte hus til et hjem for handicappede. Under en fest forsvinder Simón sporløst. Laura bliver besat af tanken om at finde sin søn, hendes mand begynder at tage afstand til hende, og ægteskabet falmer. Som om det ikke var nok, erfarer Laura, at hendes søn måske ikke bare havde en god fantasi, når han tegnede sine usynlige venner. Den psykiske tragedie blandet med smågys kan begynde.

På mange måder skiller El Orfanato sig ud fra sine, jeg tillader mig at sige, to forgængere. Først og fremmest er del Toro ”kun” producent på filmen. Han har overladt instruktionen til den spanske debutant Juan Antonio Bayona, og manuskriptet til ligeledes spanske Sergio G. Sánchez. Bemærk dog her, at i modsætning til så mange andre film, som sælger sig selv på producernavnet, så er El Orfanato gennemsyret af producenten del Toros ånd og sjæl. Filmen er ikke fyldt med CGI og generelle special effects, som specielt El Laberinto del fauno har masser af. Alligevel er den samme helt specielle smag af mystik, som omgiver verdenerne i de to forgængere, også til stede i El Orfanato.

Børnehjemmet, som det tager sig ud i filmens primære handlingsforløb (koldt og goldt)

Filmen er lige så teatralsk udtalt som sine forgængere, men det er på en mere klassisk eventyrlig og samtidig mere virkelighedsnær måde, der tillader filmens til tider lidt usammenhængende historie. Igen spindes uhyggen omkring spøgelsesbørn og specielt omkring den lille mystiske Tomás (Óscar Casas). I modsætningen til Santi, som læner sig op ad special effects og er stærkt inspireret og nærmest ligner en bror til Ju-On-seriens snehvide genfærd Kayako Saeki, så fremstår Tomás betydelig mere simpel.

Hans absurde kartoffelpose-hætte med teddybjørnslignende elementer som f.eks. en påsyet knap som højre øje, skal give os fornemmelsen af et fattigt og opgivet forsøg på at skjule ”rædslen” bag masken. Her skal ikke skabes den frygt, som vi kender fra den asiatiske børnespøgelsesbølge og til dels også fra Espinazo del diablo. Her skal skabes en på mange måder mere elegant mystik og uhygge omkring drengen med hætten. Dette er gældende for hele filmen. Mystikken er i centrum, og ud fra vores egen trang til at opklare filmens mysterier skabes uhyggen. Altså gør filmen, når det kommer til det overnaturlige, stort set ikke brug af special effects eller chokeffekter.

Børnene i det varme flashback som åbner filmen

Men er El Orfanato så et melodrama, som jeg tidligere gav udtryk for, at El Espinazo del diablo ville være uden sine effektscener? På ingen måde! Uhyggen skabes ved hjælp af filmens største forcer: filmens sets og velvalgte locations, den fremragende og ekstremt medspillende lydside og ikke mindst filmens underlægningsmusik komponeret af Fernando Velázquez, går op i en højere enhed. Hertil er den psykologiske udvikling ved specielt Laura i fokus, hvor det i Espinazo del diablo er handlingen, der er i fokus. Publikum får, stort set, selv lov til at danne uhyggen i vores tanker. Dette er et sikkert valg af den velinstruerende Bayona – uhyggen, vi skaber i hovedet, bliver i den grad udstillet i filmens slutsekvenser.

Dette element stemmer fint overens med Toros forankring af det onde i den virkelige verden, sat overfor fantasiens væsner. Her fremstår El Orfanato dog dybere. Hvor de forrige films menneskelige skurke er klassiske og temmelig simple i deres personlighed og mål, så er den menneskelige ondskab her psykologisk og avanceret. Man fristes til at spørge sig selv, om her er tale om ondskab, eller blot en psykologisk menneskelig grænse, som nås og udmunder i et menneskeligt nedbrud i identiteten – præcis i Almodovars ånd.

Høj kvalitet i det simple

Laura (Belén Rueda) og Carlos (Fernando Cayo), leverer begge en solid præstation som det lykkelige ægtepar som må så meget igennem

Kvaliteten i både filmens billedside og lydside er kunstnerisk højt. Óscar Fauras fotografering og Elena Ruizs klipning flyder sammen i en fin harmoni. En velarbejdet continuitetsklipning gennemsyrer filmen, og bliver understøttet af montageklipninger, som underbygger vores dømmende forestillinger. Her er ikke gjort brug af eksperimenterende eller symboliserende kamerabevægelser. Fokusset ligger på den sikre, rene og æstetiske travelling- og dollyfotografering. Specielt skal fremhæves den hektiske slutning hvis billedside rummer moraler og opklaringer i flere rum og tider.

På trods af de mange lag sidder man med fornemmelsen af en produktion, som visuelt er velslebent, og viser det smukke i simpelheden. Iñigo Navarros arbejde som art director og skaber af de stemningsfyldte sets suger seeren ind i en virkelighedstro, men dog alligevel hemmelighedsfuld verden. Alt sammen godt hjulpet på vej af Oriol Tarragós lyddesign, som konstant minder os om, at det ikke er en børnefilm, vi ser på. Eksempelvis er filmens, uden sammenligning, mest skræmmende scene bygget op omkring lyden af grædende og skrigende børn – vi ser dem ikke, men vi mærker dem. Dette er blot endnu et eksempel på filmens interesse for det psykologiske, og vores evne til at opbygge og skabe i vores tanker.

Hvad er det vi frygter?

Simón (Roger Príncep) har et fint skuespillertalent, og udfylder rollen med glans

Velázquez’ musik dulmer den uhyggelige stemning, og bryder med det klassiske truende gyserscore. Flere steder skaber det ligefrem en komik i sine harmoniseringer og overgange. På alle måder får vi en fornemmelse af, at filmen ikke ønsker at blive betragtet som en klassisk gyserfilm. Vi venter på den irriterende (og højt elskede) chokeffekt. Men Bayona snyder os, og bruger forventningen imod os – netop for at dokumentere vores unødvendige skræk, vores fokus på det visuelt skræmmende, og vores tendens til at dømme og generalisere det, vi føler os utrygge ved.

Laura fremkalder, via en barndomsleg, spøgelsesbørnene. I legen skal hun kigge væk, tælle nogle sekunder og kigge bagud. For hver gang hun tæller, rykker spøgelsesbørnene, som står bag hende, tættere og tættere på – en slags ”spark til dåse”. Her finder vi en herlig lille detalje i kameraarbejdet. Kameraet panorerer fra hendes venstre side og til spøgelserne, således vi kun kan se hende, når hun tæller, og kun kan se spøgelserne, når hun ikke tæller. Vi venter i spænding på det grimme chok, mens hun tæller – hvor tæt er børnene på hende næste gang kameraet drejer? Det store chok udebliver – i stedet bliver en lille barnehånd lagt på hendes venstre skulder (op mod kameralinsen). Det lille chok vi får er ikke ubehageligt, men man rykker sig lidt i sædet. Vi er klar til, at børnene skal spise Laura med hud og hår, for det er vi vant til. I stedet får vi den naturlige følge af legen – Laura skal fange dem.

Tomás (Óscar Casas)

Når vi ser den lille Tomás med hætten over hovedet stå og kigge på Laura for enden af den dystre gang, er det vores, på forhånd besluttede, angst, der træder i kraft (med lidt hjælp fra lydeffekterne og musikken). Her er ingen visuelle effekter. Blot barneskuespilleren i et gammeldags kostume med en hætte over hovedet, som går hen mod Laura. Men vi er rædselsslagene, fordi vi forventer en chokeffekt eller at vi, som seere, skal se noget ubehageligt. Det er småuhyggeligt – men kun fordi vi på forhånd har en påtaget holdning til Tomás.

Bayona benytter sig af kendte gysertricks, som f.eks. en børnekarrusel, der begynder at snurre rundt af sig selv, mærkelige børnetegninger, dystre og mørke rum, en spændingsopbyggende lydside, utrygheden om natten, mennesker som bevæger sig rundt helt alene i utrygge miljøer osv. Han sparer ikke på klichéerne, men i denne film benyttes de ikke som enkeltstående chokeffekter, men som spændingsopbyggende elementer, som hjælper med at skabe mystikken og sætte en streg under vores evne til at drage hurtige konklusioner.

Enhver helt har sin akilleshæl

Simón forsvinder, og Laura begynder at se syner, eller gør hun?

Hvorvidt de mange klicheer er skyld i den lette handling, eller omvendt, kan man kun spørge sig selv om. Den egentlige ”detektivhistorie”, som jeg ynder at kalde handlingen, har mangler og uholdbare punkter. Overordnet er Sánchez’ manuskript velskrevet. Men pludselig opstår nogle irriterende spørgsmål og uklarheder, specielt i det ellers så rørende forhold mellem mor og søn, og i opklaringen af mysteriet. Filmen sælger sig selv på figurudviklingen og mystikken, ikke på handlingsgangen.

Belén Rueda spiller overbevisende flot, og formår at bære de mange scener, hvor hun stort set er alene. Den dybde, hun skaber i Laura, fremstår realistisk, og man føler med hende i hendes søgen efter Simón. I hendes psykologiske kamp mærker vi flere følelser, og vi fascineres af hendes indlevelse, og af den kamp, hun illustrerer i Lauras sind. Roger Príncep leverer også varen som den unge Simón. Han virker, i modsætning til mange andre børnespillere, yderst troværdig og så oven i købet i en forholdsvis indviklet film. Det psykologiske familiedrama, som udspiller sig, er fængende, og sammenspillet mellem Rueda og Fernando Cayos som ægteparret i forfald er dystert og plausibelt. Skuespillet er generelt på et højt niveau – men det er filmens helt specielle mystik, som er stjernen.

Et orgie af alt

Laura og Carlos glider langsomt fra hinanden

Jeg tuder sjældent, jeg indrømmer det hvert fald helst ikke. Men filmens klimaks er et sandt katarsis, som rejste hårene på mit hoved, og gav mig gåsehud. Sjældent har mine følelser været så forvirrede over filmsekvenser, og sjældent har en ”gyser” illustreret menneskets psykologiske kampe så interessant og ikke mindst modent. Det ene øjeblik hersker lykken, og i det næste øjeblik smerten og medfølelsen. Den lidende mors frustrationer samt afslutning på hendes søgen printer sig i hukommelsen. På et kvarter bliver man rystet igennem følelsesregistret. Mystikken, som holdte mig på kanten af stolen, blev til uhygge og gys, uhyggen blev erstattet af medfølelse og foragt for livets uretfærdige ironi. Slutningen kombinerer en kvalmende lykkelig Hollywood-ending med et par twists, som minder os om, at det kun er i eventyr (og Hollywood?) at alle ”levede lykkeligt til deres dages ende”. Virkeligheden er barsk – og selv om Bayona til dels forbarmer sig over os, og lader os føle en tilfredsstillende retfærdighed og glæde i filmens døende minutter, så minder han os om, at hver dag skal nydes.

I hendes desperate jagt efter sin søn forsøger Laura, efter at være blevet overbevist om at der er mere mellem himmel og jord, at fremkalde de fortabte børn ved at lege den samme leg, som hun legede som barn

Hvorvidt El Orfanato lider af en happy ending vil kunne diskuteres. Men de mange fortælletekniske og budskabsbringende effekter som, ganske funktionelt, fuldstændigt oversvømmer filmen i slutningen (f.eks. lysskift og close-up på det, som vi så inderligt fortryder at have betragtet som ondt), de stærke stemningsskift i musikken, som på alle måder leder en i retningen af Forrest Gump (1994) og andre feel good-film samt moderens forløsning (eller virkelighedens brutalitet, alt efter øjet der ser), var skyld i, at jeg fik et øjenbryn i øjet, så begge øjne løb i vand. Børn kan, med et dygtigt filmhold i ryggen, være forbandet uhyggelige – men også forbandet smukke. Denne film kombinerer begge disse elementer på flere niveauer. Er man ikke til uhyggelige film, og er man lidt paranoid, bør man tvinge sig selv til at se filmen. Det farlige er ikke altid, hvad vi opfatter med sanserne, men hvad mennesket er i stand til.

I starten af denne anmeldelse gav jeg udtryk for, at skurkene i de to forgængere ”får hvad de fortjener” – får deres straf! Eftersom El Orfanato er eventyrlig på et meget mere realistisk niveau, og ikke nær så ”skurke og helte”-agtig, har jeg svært ved at finde de modbydelige følelser frem for filmens ondskab. Begrundelsen for brutaliteten er ulykkelig, men kan forklares ud fra et psykologisk synspunkt – jeg kan simpelthen nemmere finde medynk end koldblodigt had. I modsætning til sine forgængere er det ikke så meget det onde menneske overfor det overnaturlige, der konkurrerer i brutalitet – ingen af delene er nemlig brutale. Her er nærmere tale om det overnaturlige overfor den ukontrollerbare virkelighed. Retfærdigheden, som del Toro finder interesse i, har i samme omgang fået et twist. Hvordan opretholder man retfærdighed, når man har medfølelse med alle filmens parter?

Helstøbt

I sin søgen på Simón glemmer Laura hvad det vil sige at være bange eller ikke at turde at opsøge det overnaturlige som kan hjælpe hende

El Orfanato og dens stemninger i farver, kostumer, location og sets, minder mig om den mystiske gamle støvede bog øverst på bedstefars store majestætelige mahognibogreol i værelset med læderlænestolen og kaminen. En eventyrbog, fyldt med moraler og sandheder. Men den er ikke godnatlæsning for de mindste. Her er tale om et eventyr for voksne, som kombinerer spændingen ved fantasien med den, på mange måder, ukontrollable realitet. Filmen stjæler gyserelementer med arme og ben, og plottet har nogle løse ender, hvilket desværre trækker lidt ned. Men den er velproduceret, og hviler 100 procent i sig selv og sin spanske Toro-karisma.

Jeg ville, af hele mit hjerte, gerne give filmen topkarakter. Den er original og anderledes som bare f….. i sin kombination af familiedrama, tragedie, gys, glæde og sorg samt kærlighed og psykologi. Den er fabelagtig sammensat og veldrejet af instruktøren. Lydsporet har sjældent været så vigtig en faktor. Den er filmet, klippet og komponeret med sikker hånd og ikke mindst velspillet. Men handlingens små mangler og den flittige genbrug af klassiske gysertricks adskiller den fra den ene af sine forgængere, mesterværket El Laberinto del fauno.

El Orfanato er en smuk film, som henvender sig til alle voksne, der ligesom James Matthew Barries Peter Pan-figur, som filmens dialog flere gange henviser til, ikke ønsker at blive voksne og leve en trist og grå hverdag. Men hvor Peter Pan er det romantiske eventyr om den højtflyvende glade dreng, som leger sig igennem tilværelsen, er El Orfanato en historie, der befinder sig mellem virkeligheden og det overnaturlige. Her skabes et lille mørkt rum, hvor livets absolutte uretfærdigheder bliver udstillet. Her er Peter Pans forældreløse ”glemte drenge” fanget, og får ikke lov til at blive voksne.

5 stjerner

Titel: El Orfanato
Dansk titel: Børnehjemmet
Andre titler: The Orphanage
Instruktør: Juan Antonio Bayona
Manuskript: Sergio G. Sánchez
Cast: Belén Rueda (Laura), Fernando Cayo (Carlos), Roger Princep (Simón), Mabel Rivera (Pilar), Montserrat Carulla (Benigna), Andrés Gertrúdix (Erique), Edgar Vivar (Prof. Leo Báladan), Óscar Casas (Thomás)
Producere: Guillermo del Toro (producer), Álvaro Augustín (producer), Joaquin Padró (producer), Mar Targarona (producer), Sandra Hermida (line producer), Elena Manrique (line producer)
Foto: Óscar Paura
Klip: Elena Ruiz
Musik: Fernando Velázquez
Spilletid: 102 minutter
Aspect ratio: 2.35:1 anamorphic widescreen
Lyd: Dolby Digital 5.1., DTS
Sprog: Spansk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: Spanien/Mexico, 2007
Produktionsselskaber: Esta Vivo! Laboratorio de Nuevos Talentos, Grupo Rodar, Rodar y Rodar Cine y Televisión, Telecinco Cinema, Telecinco, Televisió de Catalunya (TV3), Warner Bros. Pictures de España, Wild Bunch
Distributør (DVD): Scanbox Entertainment (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt af: Stefan Pellegrini | 13/02/2009

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *