Hell Ride

Det var med forventningerne om at se en god bikerfilm i stil med dem, der blev vist tilbage i exploitationgenrens storhedstid, at jeg købte Larry Bishops Hell Ride (2008). Jeg havde ganske vist aldrig hørt om manden, men coveret så meget lovende ud, og så har Quentin Tarantino jo produceret den, så helt dårlig kunne den jo ikke være. Men på trods af et cool cover og en producer, der selv har lavet nogle gode film, når Hell Ride ikke sine forbilleder til sokkeholderne – faktisk når den knap nok op til anklerne.

Uinteressant

Bishop forsøger sig ud i exploitationgenren, som Tarantino og Rodriguez ”genfødte” med Grindhouse (2007) og med et hold, der blandt andet tæller Tarantino og Weinstein-brødrene som producere samt skuespillere som Michael Madsen og Dennis Hopper, lyder filmen som en selvskrevet klassiker for exploitationfans.

Mange af de vigtigste elementer er da også repræsenteret i Bishops’ nye take på genren, så som motorcykler, rigtige mænd, våben, støv, bajere og babes. Men på trods af elementernes tilstedeværelse, bliver filmen på intet tidspunkt interessant.

Meget lidt handling

Hell Ride er skrevet og instrueret af Larry Bishop, der også selv spiller hovedrollen Pistolero. Det eneste, jeg har set til Bishop, før jeg hørte om Hell Ride, var hans lille rolle som stripbarejer i Tarantinos Kill Bill vol. 2 (2004), hvor han ikke ligefrem gjorde et større indtryk. Skal man tro rygterne, startede det hele med, at Quentin Tarantino havde set filmen The Savage Seven (1968) sammen med Larry Bishop, og foreslog at Bishop skulle lave den bedste bikerfilm og at han (Tarantino) skulle producere den.

Under optagelserne til Kill Bill vol. 2 mødte Bishop skuespilleren Michael Madsen, og de blev sammen enige om at lave ”den bedste biker-film” – Hell Ride. Det var måske et lidt højt mål at sætte sig, når ens erfaring med filminstruktion begrænser sig til én spillefilm, og Hell Ride når da heller aldrig at blive den mindste smule interessant i løbet af de 80 minutter, den varer.

Handlingen i Hell Ride er stort set ikke-eksisterende, og det virker som om, at det simple manuskript, der ligger bag filmen, ikke har været mere end et par sider langt. Det er en lidt besværlig opgave at beskrive handlingen i Hell Ride, netop fordi der ikke er meget af den, og man af den grund let vil komme til at afsløre for meget. Jeg vil alligevel forsøge at forklare, hvad man kan forvente, men hvis det virker som en tynd forklaring, er grunden, at der ikke er mere i den.

Nu er filmen heller ikke to timer lang, men kun små 80 minutter (der stadig føles som en evighed), så derfor er der heller ikke mulighed for at dykke ned i personerne (hvis man havde lyst til dét) eller for en større plotudvikling, men den korte spilletid giver heller ikke Bishop ret til at servere en så tynd historie for sit publikum.

Den bedste bikerfilm nogensinde

Hell Ride handler om de to rivaliserende bikerbander The Victors, ledet af Pistolero, og The 666’ers. De to bander, har været oppe og toppes i lang tid og nu har Pistolero fået nok, og vil dræbe alle medlemmer af The 666’ers! Samme med sine to hardcore-bandemedlemmer (de eneste?), The Gent (Michael Madsen) og Comanche (Eric Balfour), kører de rundt og leder efter deres fjender. Der er dog et par skeletter i skabet hos The Victors, da The Gent og Comanche begynder at stille spørgsmål til nogle af Pistoleros gøremål. Det medfører, at de kører lidt rundt for sig selv i et par scener og hænger ud på nogle barer rundt omkring, hvor de drikker øl, ser på strippere og snakker om røv og patter.

Da de tre mødes igen (på en bar), finder de ud af en forskrækkelig hemmelighed (læs: en tam og fuldstændig kedelig ”hemmelighed”, som publikummet har forudset), der får dem på andre tanker. Efter nogle scener, der bl.a. byder på biroller af Dennis Hopper og David Carradine (der virker som om de kun er blevet castet for at filmen skulle have et par ekstra navne), mødes de to bander i et antiklimaks på en øde landevej. Herefter må Comanche grave efter en manglende del af sin barndom i en scene, der er så heftigt inspireret af slutscenen i Pulp Fiction (1994), at det næsten er ulækkert – oven i købet virker scenen slet ikke, og man er ikke det mindste interesseret i hvilken betydning, den har. Dette er kort sagt hvad der sker i ”den bedste bikerfilm nogensinde”.

Opkog af Tarantino

Bishop har tydeligvis lænet sig meget op ad Tarantino – ikke alene prøver han at tjene penge på Tarantino og Rodriguez’ genintroduktion af exploitationgenren (hvilket han ikke klarer særlig godt), men han stjæler ligefrem musik, kameraarbejde, scener og skuespillere fra Tarantinos tidligere film. Mange vil sikkert sidde og undre sig over, at soundtracket til Kill Bill (2003) pryder det meste af starten af Hell Ride, og flere steder prøver filmen at imitere sit forbillede i sådan en grad, at man næsten skulle tro at man sad og så et opkog af flere af Tarantinos film.

Alle personerne taler med en dyb, ru stemme, der skulle gøre dem mere rå og barske at høre på, men efter et kort stykke tid skurer det i ørerne, hver gang en af karaktererne åbner munden for at fyre en tåbelig replik af. Replikkerne bliver bare mere irriterende at hører på, da det er det samme ligegyldige munddiarré, der vælter ud, gang på gang på gang.

Et overforbrug af bandeord får ikke filmen til at virke mere ”forbudt” eller uartig, den bliver bare mere plat og ordene mister deres betydning. En kvindelig beundrer af Pistolero vrider sig i starten af filmen på et poolbord, iført nogle meget stramme jeans, imens hun med en kælen stemme hele tiden beder Pistolero om at kneppe hende. Det virker overbevisende under de første 3-4 replikker, men derefter fortsætter hun i hvad der føles som 20 minutter med at gnide sin krop og bruge gloser som ”fuck”, ”pussy”, ”fucking”, ”dick” og fik jeg nævnt ”fuck”? Der går ikke lang tid, før replikkerne bliver så intetsigende, at man nok vil få mere ud af Hell Ride, hvis det havde været en stumfilm.

Instruktøren har moret sig

Larry Bishop selv render rundt med sine store designersolbriller og et skævt, selvtilfreds smil igennem det meste af filmen, der indikerer at han i det mindste selv har haft det sjovt, imens han lavede Hell Ride.

Og hvorfor skulle han ikke også have haft det sjovt? Flere af filmens personer består af halvnøgne kvinder, der vimser rundt med deres silikonepatter foran de aldrende mænd. Det har Bishop tydeligt været meget glad for, da han flere gange hilser på disse kvinder ved at tage dem i skridtet i stedet for at give hånd.

Jeg har indtil videre ikke set andet med (eller af) Larry Bishop, men hvis hans evner strækker sig til det, man ser i Hell Ride, vil jeg ikke nærme mig andre af hans film. Det eneste der virker nogenlunde stabilt er de to karakterer, der bliver spillet af Dennis Hopper og David Carradine. Selvom begge roller virker som nogle, der er blevet skrevet ind, fordi der lige manglede nogle genreskuespillere og ingen af dem gør deres bedste, leverer de stadig filmens bedste præstationer.

Jeg håber, at Bishop har fået sig noget af et chok, hvad angår det at lave film, da Hell Ride ikke er andet end en dyr fanfilm. Havde han glemt alt om det med store navne og sex og i stedet satset på at skrive en historie med en egentlig handling, ville filmen muligvis have været værd at se. Er man die-hard bikerexploitationfan, vil man måske kunne være underholdt i nogle af montagescenerne, men hvad resten af filmen angår, har jeg svært ved at tro, at nogen vil kunne lade sig underholde i ret lang tid.

Anmeldt i nr. 47 | 13/09/2009

Stikord: Bikere, Rip-off