Hard Rain

3 minutters læsetid

Hard RainHard Rain blev desværre ikke nogen kommerciel succes. Og det kan faktisk godt undre, når man ser på filmens kvaliteter. Men hvorfor druknede den ikke filmselskabet i succes og penge? Det er der flere gode svar på.

Men først skal vi lige se lidt på filmens handling.

Det regner MEGET i Indiana!

Vi er i Huntingburg, Indiana. Det regner. Og det regner meget. En dæmning er ved at løbe over, og den lokale sherif Mike har fået ordre om at evakuere byen.

Så kommer der en pengetransport. I den sidder den erfarne vagt Charlie og Charlies nevø Tom. Og pludselig sidder transporten fast i regnen. Der dukker nogle tyve op, anført af Jim, og i en skududveksling, der kommer ved et uheld, bliver Charlie skudt og dør!

Tom tager pengene væk og gemmer dem, inden tyvene kan få fat i dem. Og så begynder en katten-efter-musen, mens vandstanden stiger og stiger.

Kan Tom finde hjælp, før der er for sent, og hvad sker der hvis dæmningen bryder sammen?

Jeg elsker katastrofefilm

Og så er vi tilbage ved den manglende succes. Mange af svarene er tilknyttet idéen om, at filmen er en genrehybrid. For i 1998, da filmen havde premiere, var katastrofefilmen altså the hot shit i Hollywood.

Genren, der havde haft sin storhedstid i 1970’erne, havde fået en decideret genopstandelse i 1996 med film som Twister, Daylight og ikke mindst Independence Day.

1996 blev til 1997, og katastrofefilmen fortsatte med at sætte dagsordenen i blockbuster-land. Tænk blot på titler som Dante’s Peak, Volcano og naturligvis Titanic.

Det var en fryd at gå i biografen i de år, specielt når man som jeg har et soft spot for subgenren.

Tænk sig, at vi efter mere end tyve år igen fik store katastrofefilm! Om genren overgik det, man så i 1970’erne, kan man diskutere. For det gamle kuld af katastrofefilm tæller trods alt titler som Airport (1970), The Poseidon Adventure (1972), Earthquake (1974), The Towering Inferno (1974) og The Cassandra Crossing (1976).

Langsomt blev 1997 til 1998, men det stoppede ikke de store katastrofefilm! For i 1998 kom Deep Impact og ikke mindst Armageddon.

Med Armageddon, som er en overgearet sag, var det som om, at 90’er-katastrofebølgen havde nået toppen – på godt og ondt. At der så sidenhen er kommet nye katastrofefilmbølger er en anden historie, men det viser blot, at subgenren er meget populær.

Forkert lancering

Så det var ind i det landskab af succesfulde katastrofefilm, at Hard Rain forsøgte skabe sit eftermæle. Det gik dog, som før nævnt, ikke godt. Filmen havde et fornemt budget på 70 millioner dollars, men omsatte kun for 20 millioner. Og det kan godt kaldes en økonomisk maveplasker.

At det så rent faktisk er en ganske solid film, rykker ikke ved, at man simpelthen markedsførte den forkert. Eller at man markedsførte den som for mange forskellige genrer. Man var bange for “bare” at kalde det en katastrofefilm, så der blev også tilføjet både “action” og “heist” i markedsføringen.

At markedet for katastrofefilm måske også var nedadgående, og at Christian Slater ikke er det store tiltrækningsplaster som hovedrolle, er også andre mulige dele af forklaringen.

I bagklogskabens lys skulle man have lanceret filmen som en rendyrket katastrofefilm – hvilket arbejdstitlen “The Flood” også indikerer, at den sagtens kunne være blevet.

Fra Woo til dansk kameramand

John Woo var oprindelige tilknyttet filmen, men han hoppede fra, da han hellere ville lave Face/Off (1997), og ind kom danske Mikael Salomon – der mest er kendt som filmfotograf.

Så der har vi endnu en forklaring på den manglende succes – instruktørnavnet havde ikke den store genklang i filmlandskabet anno 1998. I den færdige film kan man også ane duften af Woo, se blot scenen med fuglene i kirken!

Bag filmens solide manuskript stod til gengæld en superstjerne, nemlig selveste Graham John Yost, der havde film som Speed (1994) og Broken Arrow (1996) på sit cv.

Effektiv underholdning

Hvordan er den færdige film så? Jo, den er enkel og effektiv med en fornem brug af regnen, den naturlige katastrofe, og så har den et effektivt take på skurkene. Ja, det er ikke raketvidenskab, men det fungerer godt med de to hold af skurke – så meget kan jeg vist godt sige uden at røbe for meget.

Desuden er filmen basalt spændende, flot filmet, har et herligt score, er velspillet, og så er den spækket med fine actionscener. Personligt er det en film jeg vender tilbage til med jævne mellemrum. Ikke fordi det er et hovedværk, men fordi den simpelthen bare er underholdende håndværk af den gamle skole.

4 stjerner

Titel: Hard Rain
Instruktør: Mikael Salomon
Manuskript: Graham Yost
Cast: Christian Slater (Tom), Edward Asner (Charlie), Randy Quaid (Mike), Morgan Freeman (Jim), Minnie Driver (Karen)
Foto: Peter Menzies Jr.
Klip: Amnon David, Paul Hirsch og Gillian L. Hutshing
Musik: Christopher Young
Spilletid: 96 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 1998

Anmeldt i nr. 189 | 13/07/2021

Jacob Krogsøe. Medstifter af Planet Pulp. Redaktør. Bosiddende i Århus, hvorfra han har færdiggjort sit studie på Film- og Medievidenskab på KUA. Har desuden taget tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen, og startede den 1. oktober 2011 som mediebibliotekar på Randers Bibliotek. Er født på Fyn og opvokset i Sønderjylland. Har altid haft en stor passion for film, helt tilbage fra da han så film i sine bedsteforældres biograf i Hesselager. Maltin’s Film Guide [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.