Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Hannibal

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Filmatiseringen af Hannibal er en meget middelmådig film, der på ingen måde når sin berømte forgænger til sokkeholderne.

HannibalHannibal var film nummer to, hvori Anthony Hopkins indtog rollen som verdens mest vellidte seriemorder og kannibal, Hannibal Lecter. Året efter Hannibal vendte Hopkins tilbage som Lecter i Red Dragon, der i seriens univers dog finder sted før The Silence of the Lambs (1991). Siden har vi så fået endnu en Hannibal-film, dog uden Hopkins, idet Hannibal Rising (2007) er en prequel til alle de hidtidige Lecter-historier. Forvirret? Tjah, det er der vel ikke så meget at sige til.

Det kunne være stoppet med The Silence of the Lambs, men..

The Silence of the Lambs sluttede med, at Clarice Starling satte en stopper for seriemorderen Jame Gumb alias Buffalo Bill, og med, at Dr. Lecter var på fri fod. I den afsluttede scene i Silence så vi således Lecter slentre ned ad gaden i et ubestemmeligt mellemamerikansk land for at få “en gammel ven til middag”. Der kunne det hele sagtens være stoppet, men Hopkins havde i rollen som Lecter i den grad formået at fange publikums interesse, at der ikke var noget at sige til, at mange gerne så en fortsættelse.

Forfatteren bag Lecter-bøgerne, Thomas Harris, havde imidlertid ikke travlt. Hannibal udkom først som roman i 1999, hele otte år efter The Silence of the Lambs havde premiere, men derefter tog det til gengæld ikke længe før filmapparatet var i gang.

En produktion med problemer

Det var dog ikke uden problemer, at romanen Hannibal blev omsat til film. Det er svært at få styr på de mange rygter, der svirrer omkring produktionen, men i hvert fald endte det med, at både Jonathan Demme, Ted Tally og Jodie Foster (henholdsvis instruktør, manuskriptforfatter og hovedrolleindehaver i The Silence of the Lambs) sagde nej tak til, at vende tilbage.

Jobbet med at omsætte Harris’ roman til filmmanuskript gik derefter i første omgang til David Mamet, hvis manuskript åbenbart ikke faldt i producenternes og Ridley Scotts smag. Scott var i mellemtiden blevet tilknyttet som instruktør. Efter Mamet havde afleveret sit udkast, blev det omskrevet af Steven Zaillian, der også indledningsvist var blevet tilbudt jobbet, men som i første omgang havde afslået på grund af tidsmangel, og fordi han anså det for umuligt at følge op på The Silence of the Lambs.

Ikke desto mindre kom Zaillian til sidst ombord og omskrev Mamets manuskript, hvilket er grunden til at begge i dag er krediteret på filmen. Som erstatning for Jodie Foster blev Julianne Moore castet i rollen som Clarice Starling, hvilket ikke er helt uproblematisk – ikke fordi Moore som sådan yder en dårlig indsats, men simpelthen fordi man har svært ved at forlige sig med en anden skuespillerinde i rollen. Jeg har i hvert fald.

Trofast
En af filmens mest slående visuelle effekter kommer allerede under forteksterne - en fugleflok, der danner Hannibal Lecters ansigt på en piazza i Firenze.

En af filmens mest slående visuelle effekter kommer allerede under forteksterne – en fugleflok, der danner Hannibal Lecters ansigt på en piazza i Firenze.

Hvad angår historien, så er forskellene mellem Harris’ roman og Mamet/Zaillians manuskript ganske mange, men i det store billede fuldt forståelige. På trods af sin høje underholdningsværdi er romanen meget overlæsset, og der er et utal af bipersoner, hvis egentlige eksistensberettigelse kan betvivles på det kraftigste. Manuskriptet følger sådan set bogens handling ganske trofast. Man kan sige, at manuskriptet blot skærer ind til benet og fjerner meget af romanens unødvendige fyld. Slutningen afviger radikalt fra bogen, men det er nok en god ting, for romanens slutning er en af de mest groteske personlighedstwists, jeg nogensinde har oplevet.

Clarice Starling, nu i Julianne Moores skikkelse.

Clarice Starling, nu i Julianne Moores skikkelse.

Filmen begynder med, at Clarice Starling er involveret i en narkorazzia, der går frygtelig galt. Hun står over for en disciplinærsag, selv om hun ikke har skyld i tragedien, og den slimede Paul Krendler (Ray Liotta) fra justitsministeriet er tydeligvis ude efter hende.

Til alt held kommer Hannibal Lecter Starling til undsætning – på en måde i hvert fald. En af Lecters overlevende ofre, den frygteligt skamferede Mason Verger (Gary Oldman), er nemlig kommet i besiddelse af et nyt spor i Lecter-sagen, og FBI-bosserne mener at Lecter-sagen er en fin måde at begrave Starling på. Men Verger har sin egen dagsorden. Han er godt nok interesseret i at få den gode doktor fanget, men helst ikke af politiet. I stedet vil Verger selv have fingre i Lecter, så han kan tage sin egen, helt særprægede hævn. Han har hyret nogle sardinske gangstere til at opdrætte nogle morderiske vildsvin, som han planlægger at fodre Lecter til.

Tilbage til USA
Bag den groteske make-up gemmer sig Gary Oldman i rollen som Mason Verger.

Bag den groteske make-up gemmer sig Gary Oldman i rollen som Mason Verger.

I Firenze er den korrupte politibetjent Rinaldo Pazzi (Giancarlo Giannini) samtidig kommet på sporet af Lecter og i stedet for at tage Lecter i varetægt som politibetjent, vil Pazzi “sælge” Lecter for en klækkelig dusør. Dusøren er naturligvis udlovet af ingen ringere end Mason Verger.

Det går selvfølgelig galt for Rinaldo Pazzi, som Lecter tager af dage på spektakulær vis ved på én gang at skære hans bug op og hænge ham ud over balkonen på Capponibiblioteket i Firenze. Samtidig ordner Lecter også én af sardinerne. Jo, der sker sandelig noget i Firenze.

Herefter forsvinder doktoren til USA, hvor han begynder at følge efter Starling. Det viser sig dog at være en halvdårlig idé, for det har Mason Verger regnet med, at doktoren ville, og det lykkes for sardinerne (der er rejst til USA med svin og det hele) at få fingre i doktoren. Hvad der siden sker, skal ses ved selvsyn – men tag et kig på billederne for at få nogle hints.

Hannibal er hovedpersonen
Hannibal Lecter overværer en opera i Firenze.

Hannibal Lecter overværer en opera i Firenze.

Første gang jeg så Hannibal var i biografen, da den kom ud, og da var jeg fælt skuffet over filmen. Der er en verden til forskel på The Silence of the Lambs og Hannibal, og ret beset kan man også stille spørgsmålstegn ved, hvor velfungerende filmen er i sig selv. Dette er imidlertid ikke noget, manuskriptforfatterne har haft nogen chance for at gøre noget ved, med mindre de ville ændre drastisk i handlingen, for også romanen Hannibal er ekstremt væsensforskellig fra The Silence of the Lambs.

Sidstnævnte er en stramt fortalt thriller – både som roman og som film – mens Hannibal er langt mere af en sorthumoristisk gyser med splattede undertoner. Ganske vist er der også thrillerelementer i Hannibal, men det er som om, at hverken roman eller film nogensinde rigtig kommer op i omdrejninger. Problemet er naturligvis, at man godt ved, at det ikke vil lykkes for Rinaldo Pazzi bare at afhænde Lecter til de sardinske svinegangstere, lige som man ikke er tvivl om, at det nok skal lykkes Starling at gøre noget, før Lecter bliver ædt af grisebasserne. Det er jo trods alt Hannibal, der er hovedpersonen nu, og det er meget tydeligt i både roman og film.

Mangler spænding og afmystificerer hovedpersonen
Rinaldo Pazzis endeligt: Hængt i en elektrisk ledning og med tarmene hængende ud af maven.

Rinaldo Pazzis endeligt: Hængt i en elektrisk ledning og med tarmene hængende ud af maven.

Dermed er filmen berøvet meget af den neglebidende spænding, som de tidligere seriemorderhistorier fra Thomas Harris’ hånd og deres filmatiseringer var i besiddelse af. Lecter har antaget nærmest superhelteagtig status – godt nok som en antisuperhelt, men ikke desto mindre. Han er tydeligvis helt ufejlbarlig i Anthony Hopkins’ skikkelse, og han begår da også kun en enkelt fejl i hele filmen. Samtidig har manuskriptforfatterne ikke formået at få de mere underfundige dele af romanen med over i filmen – de allermest kultiverede og mærkværdige detaljer omkring Dr. Lecters person, som trods alt er med til at gøre romanfiguren interessant (om end på en overdrevet facon) mangler i filmversionen, hvilket forfladiger karakteren en del.

Dr. Hannnibal Lecter, casual dresser - fra den del af filmen, der foregår i USA.

Dr. Hannnibal Lecter, casual dresser – fra den del af filmen, der foregår i USA.

Dette er uheldigt, når man tager i betragtning, at Lecter så tydeligt er hovedpersonen nu, men omvendt er det fuldt forståeligt, at disse elementer har været svære at få med over i filmen. I modsætning til Red Dragon og The Silence of the Lambs, der i høj grad er orienterede omkring den ydre handling, foregår en stor del af Hannibal inde i hovedet på Hannibal Lecter, og disse ting ville kun svært lade sig omsætte til billeder.

Et andet uheldigt aspekt ved Hannibal er, at man ikke kan undgå at føle, at hele molevitten er en afmystificering af Hannibal Lecter som person – det bliver først helt galt med prequel’en Hannibal Rising, men det begynder allerede her. Ærlig talt ville det have været rart at tænke tilbage på Hannibal Lecter som den hvidklædte fange bag glasvæggen i stedet for som den halvgamle mand, der følger efter Clarice Starling som en forvokset teenagedreng. På trods af, at Lecters bodycount er betydeligt højere i Hannibal end i The Silence of the Lambs føles han mærkværdigt nok ikke så farlig længere.

Overraskende grafisk
Hjerneløs underholdning? Lecter har åbnet skallen på Krendler.

Hjerneløs underholdning? Lecter har åbnet skallen på Krendler.

Der hvor filmen til gengæld yder romanen fuld retfærdighed er i de groteske detaljer, som romanen er spækfyldt med, og som med stor held er ført med over i manuskriptet. Fra den skamferede Mason Verger til idéen med de menneskeædende svin; fra Rinaldo Pazzis uglorværdige død til den ækle hjernespisningscene hen imod filmens slutning.

Alle disse ting har manuskriptforfatterne håndteret meget trofast, og det må de sådan set have ros for – det er nemlig ikke indlysende, at disse ting ville være overført så grafisk til manuskriptet, som tilfældet er. Der er jo trods alt tale om en stor mainstream Hollywoodfilm, og man kunne have troet, at disse ting ville være nedtonet i filmen. Det er imidlertid ikke tilfældet, og især scenen hen imod slutningen af filmen, hvor Lecter sauterer små stykker af den endnu levende Krendlers hjerne og fodrer Krendler med dem, er fantastisk i al sin ækelhed.

Det ændrer dog ikke ved, at Hannibal føles som lidt af en tung sag, netop fordi den aldrig bliver rigtigt spændende og ej heller rigtig uhyggelig, samtidig med at den mangler mange af de personbeskrivende elementer, der findes i romanen. Hannibal gør mange ting rigtigt, og visuelt er den da også flot, men det simple svar er nok blot, at The Silence of the Lambs ganske rigtigt var en umulig succes at følge op på. Thomas Harris valgte at skrive en radikalt anderledes roman end forgængerne, og det har nok taget mange på sengen.

Udmærkede skuespilpræstationer
Gourmet-tid! Hjernemasse sauteret med oliven og løg - jeg tror ikke, man kan finde denne opskrift i 'Frøken Jensens Kogebog'.

Gourmet-tid! Hjernemasse sauteret med oliven og løg – jeg tror ikke, man kan finde denne opskrift i ‘Frøken Jensens Kogebog’.

I rollerne gør alle sådan set et fint stykke arbejde. Hopkins portrætterer Lecter som en “larger than life”-person og bygger videre på sin præstation i The Silence of the Lambs. Til gengæld savner man kraftigt fornemmelsen af sammenhæng tilbage til Silence, fordi Jodie Foster valgte at takke nej til at gentage rollen som Starling. Julianne Moore yder en fin indsats i rollen, men som seer må man konstant minde sig selv om, at der faktisk er tale om den samme person, som var hovedpersonen i The Silence of the Lambs. Jeg har en mistanke om, at filmen måske ville have gjort et bedre indtryk, end tilfældet er, hvis Foster havde været i rollen – også selv om det ikke havde ændret ved de grundlæggende problemer.

Lecter har pakket en madpakke i en kasse fra Dean & DeLuca - monstro et lille nik til Bret Easton Ellis' 'American Psycho', hvis hovedperson køber ind samme sted?

Lecter har pakket en madpakke i en kasse fra Dean & DeLuca – monstro et lille nik til Bret Easton Ellis’ ‘American Psycho’, hvis hovedperson køber ind samme sted?

Gary Oldman er sminket til komplet ukendelighed i rollen som Mason Verger, og det er faktisk svært at sige meget om hans skuespil – scenerne bliver stjålet helt af den utroligt flotte og makabre make up. Til gengæld er Ray Liotta meget tæt på det karikerede i sin fremstilling af Paul Krendler, og de øvrige bipersoner udfylder blot deres roller og ikke andet. Det er ganske sjovt at gense Frankie Faison i rollen som Lecters tidligere fangevogter Barney, men til gengæld savner man lidt Starlings mæcen Jack Crawford – en af de bipersoner, jeg faktisk er ked af er blevet skåret væk i overførslen fra bog til manus.

Meget middelmådig

Alt i alt har jeg et noget ambivalent forhold til Hannibal – den har momenter, hvor den fungerer glimrende, men der er unægtelig langt imellem dem, og hovedindtrykket er af en meget middelmådig film, der på ingen måde når sin berømte forgænger til sokkeholderne. Den er måske ikke helt så fæl, som jeg syntes den var, da jeg så den i biografen, men det er klart en film, der lader meget tilbage at ønske.

3 stjerner

Titel: Hannibal
Instruktør: Ridley Scott
Manuskript: David Mamet & Steven Zaillian efter Thomas Harris’ roman Hannibal
Cast: Anthony Hopkins (Hannibal “The Cannibal” Lecter), Julianne Moore (Clarice Starling), Gary Oldman (Mason Verger), Ray Liotta (Paul Krendler), Frankie Faison (Barney), Giancarlo Giannini (Rinaldo Pazzi)
Producere: Dino De Laurentiis (producer), Martha De Laurentiis (producer), Ridley Scott (producer), Terry Needham (associate producer), Branko Lustig (executive producer)
Foto: John Mathieson
Klip: Pietro Scalia
Musik: Hans Zimmer
Spilletid: 126 minutter
Aspect ratio: 1.85:1 anamorphic widescreen
Lyd: Dolby Digital 5.1., DTS
Sprog: Engelsk
Undertekster: Engelsk, islandsk, hindi, hebræisk, tyrkisk, dansk, svensk, finsk, norsk, hollandsk, arabisk, græsk
Produktionsland, år: USA, 2001
Produktionsselskaber: Dino De Laurentiis Company, MGM, Scott Free Productions, Universal Pictures
Distributør (DVD): Nordisk Film (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 22 | 13/08/2007

Stikord: FBI, Filmatisering, Fortsættelse, Hannibal Lecter, Kannibaler, Seriemordere

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *