Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Hannibal

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Hans Zimmer og kompagnis musik til Hannibal er faktisk ret godt, men desværre spoleres meget af fornøjelsen af den dialog, der er lagt ind over musikken.

HannibalDa det blev kendt, at det var Hans Zimmer, der skulle stå for musikken til Hannibal, var der nok mange, der følte en isnen ned ad ryggen. Ikke forventningens glæde, men en stille rædsel og spørgsmålet om, hvorvidt Zimmer ville være i stand til at håndtere opgaven ordentligt.

Zimmer har altid klaret sig bedst, når han har komponeret stor og bombastisk actionmusik eller lavet små skæve scores til komedier, men han har dog også præsteret en række fine dramatiske kompositioner – The House of the Spirits (1993) er et eksempel, The Thin Red Line (1998) er et andet. Ikke desto mindre er Zimmer alt andet end kvalitativt forudsigelig, og der er ingen måde at forudsige, hvor godt et Zimmer-score er.

Heldigvis er musikken fra Hannibal faktisk temmelig velfungerende i kontekst af filmen, og dermed må man sige, at Zimmer har løst sin opgave. På trods af musikkens kvaliteter, er albumudgivelsen med musikken noget rod, af årsager som jeg skal vende tilbage til.

Hans og drengene

Det var naturligvis ikke ligefrem overraskende, at det blev Zimmer, der fik komponisttjansen på Hannibal. Filmen er instrueret af Ridley Scott, og selv om Scott af og til har brugt andre komponister, har Zimmer været Scotts foretrukne komponist siden Black Rain (1989). Det medførte bl.a. det velsælgende album med den fine musik fra Gladiator (2000), men også Black Hawk Down (2001) – et af Zimmers absolut bedste scores nogensinde.

Ud af de 12 numre på albumudgivelsen med musik fra Hannibal, er det kun de otte, der er komponeret af Zimmer. Ét nummer er hentet fra en Glenn Goulds-indspilning af Goldbergvariationerne (komponeret af Bach), et andet nummer er krediteret til Klaus Badelt, et tredje til Martin Tillman og Mel Wesson og endelig er et krediteret til Patrick Cassidy. Af disse bør det vel ikke være nødvendigt at sige meget om Glenn Goulds berømte Bach-indspilninger, men det er nok færre, der ved, hvem Martin Tillman og Mel Wesson er.

Tillman er en schweizisk cellist og komponist, der som instrumentalist har medvirket på mange filmscores, hvoraf de fleste har været komponeret af folk fra Media Ventures og Remote Control – de to firmaer og musiker-“kollektiver”, som Hans Zimmer står bag (MV eksisterer ikke længere). Mel Wesson er også komponist, dog med speciale i elektronisk musik og elektronisk sound design, og også han har primært arbejdet på film i forbindelse med filmkomponister fra ovenstående to grupper. En af disse komponister er Klaus Badelt, der altså også har bidraget med et nummer til Hannibal. Endelig er der Patrick Cassidy – en irsk komponist, der også har lavet musik til nogle få film og TV-produktioner.

Med andre ord er det tydeligt, at Zimmer har tilgået Hannibal som et teamwork – noget, der var meget almindeligt for ham allerede, da Media Ventures stadig eksisterede, men som nærmest er blevet endnu mere almindeligt efterfølgende, nu inden for rammerne af Remote Control. Hvordan man har det med disse samarbejder, er i høj grad en smagssag, men man kan ikke komme uden om, at det i hvert fald underminerer idéen om et filmscore som noget én mand har konciperet og gennemført. Hvorvidt det rent kvalitativt kan høres på et score, at det er co-komponeret med andre, kommer helt an på omstændighederne omkring den givne film.

Kopi-Klaus

I forbindelse med Hannibal er Zimmer og co. sluppet temmelig heldigt om ved det, bl.a. også fordi både Bach-kompositionen og nummeret af Patrick Cassidy faktisk må betegnes som diegetisk musik; altså source-numre, der kommer fra en lydkilde i selve filmen. Cassidys nummer, “Vide Cor Meum” (nr. 12), stammer fra den scene i filmen, hvor Lecter overværer en opera i Firenze, og der er faktisk tale om et overordentligt smukt nummer, der bestemt ikke kan kritiseres musikalsk.

Det eneste af de to andre numre, der for alvor skiller sig ud, er første halvdel af “Firenze di Notte” (nr. 7), det der er komponeret af Tillman og Wesson, og det skyldes primært, at første halvdel af dette cue mestendels består af elektronisk musik. Badelts nummer, “Gourmet Valse Tartare” (nr. 4) lægger sig bedre i tråd med Zimmers symfoniske musik, men kan næppe kaldes decideret original, især fordi nummeret gør udstrakt brug af materiale fra Strauss’ An der schönen blauen Donau (i øvrigt uden at Strauss krediteres), men også fordi Badelt i sin egen musik i vid udstrækning gør brug af Zimmers actionrytmer fra Gladiator, som jo i sig selv i store træk er hentet fra Holsts The Planets.

Personligt er jeg ikke den store favorit af disse samarbejds-scores, men det er nu ikke udelukkende derfor, jeg karakteriserede albumudgivelsen som noget rod. Et andet minimalt kritikpunkt er, at jeg gerne havde set nummeret fra Goldbergvariationene lagt til allersidst, da nummeret klart bryder musikkens flow.

Dialog hen over musikken

Det mest seriøse kritikpunkt er imidlertid, at der er dialog hen over tre af numrene – eller over en del af dem. Lad det være sagt én gang for alle: dialog fra filmen hen over numre på en albumudgivelse med musik er helt utilgiveligt, uanset om det handler om moderne popsmart musik á la Ocean’s Eleven (hvor det også gjorde sig gældende) eller om det er klassisk inspireret som Hannibal. Hvis man vil høre dialogen ser man jo for helvede filmen – hvis man køber albummet er det jo for, at man vil høre musikken.

Der er dialog i albummets indledende nummer, “Dear Clarice”, i “Let My Home Be My Gallows” (nr. 9) og endelig i “The Burning Heart” (nr. 10). Derudover er der en ganske kort stump allersidst i “Vide Cor Meum” (nr. 12), men det er efter, at musikken er slut, og generer således ikke. I alle tilfælde er det Anthony Hopkins’ stemme, og ret beset er der tale om monologer og ikke dialog. Under alle omstændigheder trækker det opmærksomhed væk fra musikken, og gør det svært at værdsætte musikken alene. Desuden kan man ærgre sig særligt over, at netop disse tre numre i øvrigt er albummets bedste. Dette trækker væsentligt ned i den overordnede vurdering af albummet.

Minder om klassisk musik

Zimmers musik er generelt af høj kvalitet, om end scoret ikke ligefrem er stærk på letgenkendelige temaer. Musikken er primært symfonisk, selvom der (man fristes til at sige naturligvis) også anvendes en del elektroniske effekter. Derudover medvirker der både vokalsolister og kor, og flygelet er ofte trukket langt frem i lydbilledet. Zimmer har tydeligvis taget tråden op fra den kultiverede hovedperson Dr. Lecter og givet scoret et udtryk, der rent stilmæssigt ofte minder mere om traditionel klassisk musik end om filmmusik. Det betyder også, at musikken hist og her bliver frygtelig selvhøjtidelig – mest svulstigt måske i “To Every Captive Soul” (nr. 11), selv om det dog på ingen måde kan kaldes dårligt.

Der er et par minimale temaer eller måske nærmere motiver i musikken. Begge høres i nr. 1, “Dear Clarice”, hvor det første motiv fremføres af koret i baggrunden, mens Hopkins’ stemme lægger sig hen over musikken. Det andet fremføres efterfølgende af strygerne med akkompagnement af flygel. Nummeret som helhed er et fint stykke æterisk dystert musik, som i enkelte af strygerarrangementerne sjovt nok minder en del om Trevor Jones’ musik fra From Hell, der kom samme år som Hannibal.

I det korte “The Capponi Library” (nr. 3) skruer Zimmer op for anvendelsen af syntheffekter, og det er faktisk også det eneste af Zimmers egne numre, hvor synthesizer spiller så væsentlig en rolle. Her er det måske i det hele taget mere passende at tale om lyddesign end om egentlig musik, hvilket også gælder for første halvdel af Tillman/Wesson-nummeret “Fireze Di Notte” (nr. 7).

Klassisk elegance

Klaus Badelts temmelig uoriginale “Valse Gourmet Tartare” (nr. 4) er allerede kort omtalt. Men ud over, at Badelt her både anvender Strauss’ An der schönen blauen Donau og musikalsk inspiration fra Zimmers Gladiator, må han dog krediteres for at have skabt en stedvist virkeligt fornøjelig dødevals, der ikke er uden glimt i øjet, men måske også er lige lovlig selvbevidst på grund af den legende tilgang til originalmaterialet fra Strauss.

Både “Avarice” (nr. 5) og “Virtue” (nr. 8) byder på mere fin symfonisk musik af Zimmer, hvor strygerne begge steder er i højsædet, og driver scoret frem med klassisk elegance. Indledningen til “Avarice” har et tredje motiv, der fremføres på klokkespil, og som giver stærke mindelser om Goblins hovedtema til Argentos Suspiria (1977). Dette lille motiv lader høre fra sig enkelte andre steder på scoret, men som det også gælder for de to andre motiver, så er det kun korte og flygtige optrædener. Zimmers musik er i langt højere grad bygget op omkring klassisk inspirerede strygerbevægelser end den er omkring motiver og temaer. Dette gælder også “The Burning Heart” (nr. 10) og det allerede omtalte “To Every Captive Soul” (nr. 11).

Albummets.. ahem.. hovedret kommer dog i det præcis 10 minutter lange nummer “Let My Home Be My Gallows” (nr. 9), der byder på nogle rigtigt smukke kor- og solovokalarrangementer, men som desværre i høj grad er forstyrret af Sir Hopkins’ monolog. På dette nummer giver Zimmer desuden musikken en ekstra klassisk dimension ved også at indføre religiøse undertoner – ikke kun symboliseret ved den store mængde kor på dette cue, men også ved anvendelse af klokke.

God musik – latterlig produktion

Generelt set er musikken fra Hannibal faktisk af rigtig høj kvalitet, og havde det ikke været for den forbandede producent (det var næppe Zimmer selv), der foreslog at lægge Hopkins’ monologer hen over numrene, kunne Hannibal sagtens have været et rigtigt anbefalelsesværdigt album. Som situationen er i dag, er det sværere at være uforbeholdent positiv. Der er mange virkelig gode ting på Hannibal, men fornøjelsen ødelægges desværre adskillige steder. Desuden skal man være parat til at sluge den stedvist noget svulstige stil, Zimmer har tillagt sig i mange af numrene – ja dette er faktisk helt nødvendigt, hvis man overhovedet skal kunne værdsætte albummet.

Endelig kan man spørge sig selv, hvorvidt det var nødvendigt at tage de to stærkt synthesizer-drevne cues med, og Glenn Gould-fremførslen af “Aria Da Capo” fra Goldbergvariationerne er under alle omstændigheder helt unødvendig. Hvis man vil høre en af Goulds fremragende indspilninger af Bach går man jo ud og anskaffer sig en CD med Gould i stedet.

Kan kun anbefales med forbehold

Alle de irriterende småting til trods, har jeg en svaghed for musikken fra Hannibal, og der er ingen tvivl om, at hvis monologerne ikke havde været der, ville det være et score, jeg lyttede til ganske ofte. Sådan er det imidlertid ikke, og jeg kan derfor kun anbefale Hannibal med forbehold. Lån det på biblioteket, og lyt til det, inden du investerer i det.

Hvis du også er typen, der får røde knopper af irritation over dialog, kunne det være, at pengene var bedre givet ud på et andet af de rigtig gode Zimmer-scores. Eller en Glenn Gould-optagelse af Bachs Goldbergvariationer. Nå ja, og så husk lige at skrue rigtig højt op for stereoanlægget henimod slutningen af det allersidste nummer og lad det køre til ende, heh heh. Ta-ta.

Nummerliste:
1. Dear Clarice (6:02) #
2. Aria da Capo (1:48) *
3. The Capponi Library (1:14)
4. Gourmet Valse Tartare (6:50) **
5. Avarice (3:54)
6. For A Small Stipend (0:55)
7. Firenze Di Notte (3:09) ***
8. Virtue (4:37)
9. Let My Home Be My Gallows (10:00) #
10. The Burning Heart (4:24) #
11. To Every Captive Soul (6:54)
12. Vide Cor Meum (4:20) **** #

Total spilletid: 54:13

# Med Sir Anthony Hopkins
* Komponeret af Johann Sebastian Bach. Fremført af Glenn Gould
** Komponeret af Klaus Badelt
*** Komponeret af Martin Tillman og Mel Wesson
**** Komponeret af Patrick Cassidy

3 stjerner

Titel: Hannibal
Komponeret af: Hans Zimmer
Fremført af: The Lyndhurst Orchestra
Dirigeret af: Gavin Greenaway
Orkestrering: Bruce Fowler (ansv.), Ladd McIntosh, Yvonne S. Moriarty, Walter Fowler, Elizabeth Finch
Yderligere arrangementer: Jim Dooley, Steve Jablonsky, Geoff Zanelli
Ambient music design: Mel Wesson
Drengekor: Libera
Drengekor dirigeret af: Rupert Gregson-Williams
Solister: Martin Tillman (cello), Anthony Pleeth (cello), Bruce Fowler (trombone)
Vokalsolister: Danielle de Niese (sopran), Bruno Lazzaretti (tenor), Olive Simpson
Komponeret: 2001
Udgivet: 2001
Producer: Hans Zimmer og Pietro Scalia
Label: Decca – 467 696-2

Anmeldt i nr. 22 | 13/08/2007

Stikord: FBI, Filmatisering, Fortsættelse, Hannibal Lecter, Kannibaler, Seriemordere

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *