13. september 2006

From Hell

From HellDet bedste ved Hughes-brødrenes filmatisering af From Hell er Trevor Jones’ dystre symfoniske score, der fungerer betydeligt bedre, end den film, det er komponeret til.

From Hell, Hughes-brødrenes filmatisering af Alan Moore og Eddie Campbells grafiske roman af samme navn, er en kvalitativt særdeles svingende film. Det eneste element af filmen, der holder en konstant høj standard hele vejen igennem er musikken, der er komponeret af sydafrikaneren Trevor Jones, som vi her på Planet Pulp tidligere er stødt på i forbindelse med musikken fra Angel Heart.

Dyster, gotisk musik

Jones’ arbejde er et helt igennem glimrende score, der nok især vil appellere til fans af dyster, gotisk musik af samme type som den, den polske komponist Wojciech Kilar har forsynet til film som Bram Stoker’s Dracula (1992) og The Ninth Gate (1999). Et par steder (især i det første score-nummer, “In Memoriam”) låner Jones da også direkte fra Kilars score til Dracula, og stilistisk set er hans musik til From Hell kun et stenkast fra Kilars.

Sidstnævnte skyldes primært den musikalske stil, hvor From Hell akkurat som f.eks. Dracula må klassificeres som gotisk musik, men også orkestreringen. Som Kilars Dracula og The Ninth Gate er From Hell domineret af strygere, og her især bas og cello, der ofte ligger i de meget dybe registre.

De steder hvor Jones har lånt fra Bram Stoker’s Dracula fornemmer man, at det skyldes at Hughes-brødrene har anvendt Dracula-scoret som temp track, hvilket man da heller ikke kan fortænke dem i. Dracula er jo et fremragende score fra en film, der også foregår omtrent samme tid som From Hell. From Hell læner sig jo også visuelt stærkt op ad Francis Ford Coppolas Dracula-filmatisering.

Dette må dog ikke få nogen til at tro, at Jones’ musik er uoriginal eller et direkte rip-off af Kilars musik. Selv om der er et par direkte lån fra polakken, så er From Hell et originalt værk, og kvalitativt et ekstremt godt score.

God brug af synthesizere
Trevor Jones (f. 1949)
Trevor Jones (f. 1949)

Musikken er komponeret for symfoniorkester, synth og kor, og hvad angår orkestret er det som tidligere nævnt især strygersektionen der dominerer. Jones har altid brugt en del synthesizere i sine scores, se blot anmeldelsen af hans Angel Heart-score, og faktisk er der ganske meget synth på From Hell.

Det lykkes dog for Jones at integrere de synthesizede elementer virkelig godt, og de får aldrig lov til at dominere i en sådan grad at man mister fornemmelsen af, at From Hell er en symfonisk komposition. Foruden orkester, synth og kor, anvender Jones nogle få steder kinesiske fløjter, der dog ikke anvendes “etnisk”, men i stedet tilføjer musikken et spøgelsesagtigt skær.

From Hell byder på adskillige temaer og motiver, hvoraf langt det vigtigste er et mørkt, men ustyrligt smukt romantisk tema, der første gang høres i “In Memoriam” (nr. 2). Det er dette tema, der anvendes hyppigst i scoret, og det præsenteres i flere variationer, hvor den mest storladne og nærmest pompøse version høres i “Pennies For The Ferryman” (nr. 12).

Derudover er der bl.a. et lille skummelt 6-tone-motiv, der repræsenterer “Saucy” Jack og som også høres mange gange. I “The Compass and the Ruler” (nr. 8) introducerer Jones endnu et tema, som første gang faktisk høres mixet ind i det Marilyn Manson-remix, der åbner albummet. “The Compass and the Ruler” starter meget specielt ved at de første 20 sekunder af nummeret præsenteres i en indspilning på vokscylinder! Selv om der er tale om lidt af en kunstgreb, så skaber skaber det en fremragende autentisk stemning, der virkelig tilføjer nummeret karakter.

Temaet der høres i nummerets begyndelse går også igen flere gange efterfølgende i kompositionen, og er en virkelig dyster og kombination af strygere og kor. Generelt er Jones’ anvendelse af kor helt i top, måske især fordi koret på ingen måde er dominerende i musikken. Jones anvender for det meste koret ganske subtilt og lader det kun virkelig bryde igennem når det har betydning. Ikke desto mindre kan Jones ikke holde sig fra at benytte én af de største gysermusikklichéer, og i “Marylebone Workhouse” (nr. 9) hører vi således koret hviske. Jerry Goldsmith ville have været stolt!

Stemningsmættet underscore

Albummets første halvdel er klart domineret af atmosfærisk underscore, der rangerer fra det dystert romantiske og til det gotisk uhyggelige med klar overvægt af sidstnævnte. Fra og med “The Compass and the Ruler” (nr. 9) kommer der lidt mere gang i musikken, og det er på albummets anden halvdel at hovedparten af scorets mere dramatiske og action-agtige musik findes.

Her er der glimrende passager i “The Compass and the Ruler”, men “Death Coach” (nr. 11) er nok det nummer, der indeholder mest actionmusik. Det er et fremragende nummer, der efter den meget langsomme og stemningsmættede musik, der ellers dominerer scoret, virkelig kan få hjerterytmen op. Nu skal man imidlertid ikke tro at alle numre før “The Compass and the Ruler” befinder sig i samme adstadige tempo hele vejen igennem; også tidligere på albummet, især i “Royal Connections” (nr. 3) og “A Sprig of Red Grapes” (nr. 4) er der dramatiske passager.

Flere filmmusikanmeldere har beskyldt From Hell for at have for meget kedelig musik, især på albummets første halvdel. Det må jeg imidlertid erklære mig lodret uenig i, og uanset hvor god jeg synes drama- og actionmusikken på albummets anden halvdel er, så er det i de første syv numre, der for mig virkelig er kød og blod. Nu er jeg personligt også stor tilhænger af langsom og stemningsfuld gotisk musik, især når den er så mesterfuldt sammenskruet som her. Min personlige smag farver naturligvis min holdning til scoret, og der er næppe tvivl om, at mange måske vil finde første del af albummet en anelse for langsomt.

De der, som undertegnede, imidlertid holder af denne type scores, vil med stor sandsynlighed nyde det lige så meget, som jeg gør. Kilars score fra Bram Stoker’s Dracula og The Ninth Gate er måske de bedste lakmusprøver i den sammenhæng. Selv om From Hell absolut ikke er identisk med disse, så er der så mange stilmæssige ligheder, at hvis man kunne lide dem, vil man nok også kunne lide From Hell.

Salgsoptimering og kuriosum

Et par ord skal her på falderebet lige knyttes til de to numre, der henholdsvis åbner og lukker albummet. Førstnævnte er et remix af Marilyn Manson-nummeret “The Nobodies” (fra Mansons CD Holy Wood fra 2000), hvori der som tidligere nævnt er inkorporeret et af Jones’ temaer fra scoret. Nummeret falder naturligvis helt uden for stilen på resten af albummet, og er utvivlsomt kun med for at øge salgstallet. Der er imidlertid tale om et ganske godt Manson-nummer, og i sig selv er det faktisk slet ikke dårligt. Det passer bare dårligt med resten af musikken.

Det sidste nummer, “Bow Belle (Absinthium)” (nr. 13) falder lige så meget uden for, selv om det er komponeret af Jones. Det er et sourcenummer, der præsenteres i en ren vokscylinder-indspilning, og som sådan har det stilmæssigt kun lighed med de første 20 sekunder af “The Compass and the Ruler” (nr. 8). Selve musikken har dog ingen lighed med noget andet på scoret, og er et happy-go-lucky lille nummer, inklusive vokal. På grund af den bevidst tilstræbte dårlige lydkvalitet kan vokalen dog slet ikke høres, og alt i alt må nummeret mest betragtes som et kuriosum, som man måske godt kunne have undværet. I hvert fald berøver det scorets sidste egentlige nummer, “Pennies for the Ferryman” (nr. 12) en del af dets forløsende effekt.

Alt i alt har jeg kun ros til From Hell. Det er endnu et eksempel på Trevor Jones’ evner, og kan stærkt anbefales til næste gang du finder skalpellen frem.

Nummerliste:
1. The Nobodies (Wormwood Remix) * (4:58)
2. In Memoriam (7:05)
3. Royal Connections (5:10)
4. A Sprig Of Red Grapes (5:14)
5. Whitechapel Murders (7:26)
6. Chasing The Dragon (7:42)
7. Portrait Of A Prince (6:51)
8. The Compass And The Ruler (6:09)
9. Marylebone Workhouse (3:53)
10. Investigation (4:16)
11. Death Coach (3:59)
12. Pennies For The Ferryman (6:26)
13. Bow Belle (Absintium) (3:08)

Total spilletid: 72:22

* Skrevet af Marilyn Manson og John Lowery, fremført af Marilyn Manson

4 stjerner

Komponeret af: Trevor Jones
Fremført af: Academy of St. Martins in the Field
Dirigeret af: Geoffrey Alexander
Orkestrering: Trevor Jones, Geofrrey Alexander, Julian Kershaw, John Bell
Udgivet: 2001
Label: Varèse Sarabande – 302 066 296 2

Anmeldt af: Mogens Høegsberg | 13/09/2006