Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Gwendoline

Gwendoline
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

GwendolineGwendoline er en halvlummer eventyrfilm, der er stærkt inspireret af Indiana Jones, og filmen er trods sine mange dårligdomme temmelig fornøjelig.

“Barbarella møder Indiana Jones” står der på forsiden af Another World Entertainments danske udgivelse af Just “Emmanuelle” Jaeckins Gwendoline fra 1984. Det er ikke helt ved siden af, men det ville nok alligevel være mere korrekt, hvis man udskiftede “Indiana Jones” med “King Solomon’s Mines” (den pinlige Richard Chamberlain-udgave fra 1985) og “Barbarella” med “udsyret fransk haute couture”.

Det lyder måske en anelse tåget, men lad mig straks forsøge at klargøre sagerne. Gwendoline udspiller sig i Kina før 2. Verdenskrig, hvor den unge Gwendoline er rejst til sammen med sin chaperone Beth for at lede efter Gwendolines far. Faderen var sommerfugleforsker og ledte efter en sagnomspunden sommerfugl, men nu er han altså blevet væk.

På jagt efter en sommerfugl

Gwendoline tages til fange af nogle lede kinesere

Da Gwendoline i begyndelsen af filmen tages til fange af nogle skurkagtige kinesere, reddes hun af Indiana Jones-klonen Willard, som egentlig ikke vil have noget med Gwendoline at gøre. Gwendoline bliver godt og grundigt forelsket i Willard ved første øjekast, og sammen med Beth lykkes det for hende at tvinge Willard til at hjælpe dem med at opspore faderen. Willards og Gwendolines forhold udvikler sig til ren Han Solo/Princess Leia-ripoff, da de på overfladen foregiver at hade hinanden, men selvfølgelig er forelskede.

Indy-klonen Willard (Brent Huff) kommer til undsætning

Desværre lader det til, at Gwendolines far er taget ud i ødemarken for at finde sommerfuglen, og det er et sted, man ikke kommer tilbage fra. En lokal stamme har det nemlig med at tage folk til fange og ofre dem til den skrækindjagende (og giftige) vind, der ind imellem kommer blæsende ind fra ørkenen.

Den lille trio tager alligevel af sted langs floden, gennem junglen og til sidst ud i ørkenen, hvor de finder svaret på gåden i form af en underjordisk by i nærheden af en vulkan, der tilsyneladende producerer masser af diamanter. Hernede hersker kvinderne i lak-og-læder, ledet af den dominatrix-agtige dronning, hvis påklædning ville gøre franske modedesignere misundelige, og den eneste frie mand er en gammel liderlig videnskabsmand, der styrer diamantproduktionen.

Vore hovedperson tager af sted op ad floden

Nu ser tingene skidt ud, for dronningen har tænkt sig at udlove Willard som præmien ved en gladiatorkamp mellem fire af hendes amazonekrigere. Ikke umiddelbart så slemt skulle man tro – hvis ikke kvinderne på stedet havde det med at dræbe manden efter samleje. Hvad gør Gwendoline? Ja, hvis du vil se det, må du hellere investere i filmen, som bestemt er en kulørt og ganske underholdende affære.

Løseligt baseret på bondagetegneserie

Vore hovedpersoner i problemer

Gwendoline er løseligt baseret på tegneserien The Adventures of Sweet Gwendoline, der udkom imellem 1949 og 1958. Serien var tegnet af John Willie (egentlig John Alexander Scott Coutts), der betragtes som én af pionererne inden for fetich- og bondageillustration. Tegneserien om Gwendoline er da også bondage, om end tidspunktet den blev udgivet naturligvis satte visse begrænsninger for, hvad Willie kunne tegne uden at få ørerne i maskinen. I alle tilfælde var det et tilbagevendende fænomen, at den blonde og storbarmede Gwendoline blev bundet.

Baggrunden for filmen er der redegjort fint for i den velskrevne og veloplagte booklet (af Nicolas Barbano), der følger med filmen, og derfor skal jeg ikke gå nærmere ind på det her. Især ikke fordi filmen på ingen måde forholder sig trofast over for tegneserien. Med undtagelse af nogle situationer hvor Gwendoline bliver bundet og udover forekomsten af de fetichistiske kostumer i den underjordiske by, er der ikke meget bondage eller fetich over filmen Gwendoline.

Halvlummer eventyrfilm

Futuristisk teknologi i den underjordiske by

I stedet udspiller Gwendoline sig som en halvlummer eventyrfilm, klart inspireret af Raiders of the Lost Ark (1981), men naturligvis på et noget andet budget. Og jeg mener ikke højere. Dette til trods er det nu ikke fordi, Gwendoline er nogen frygtelig film at kigge på, men der er ingen tvivl om, at der er tale om et begrænset budget. Især den underjordiske by er særdeles kulissepræget, mens den kinesiske havneby i filmens begyndelse omvendt er langt bedre realiseret.

Billedmæssigt er filmen faktisk ret fin, og den er da også optaget on location i en række forskellige lande, der har skullet dublere for Kina. Godt nok et Kina med store økologiske forskelle inden for kort afstand – jungle, savanne og ørken – men et fint eventyrland, som man ikke skal stille spørgsmålstegn ved.

Den onde dronning

På skuespilbudgettet mærker man dog også, at der har været begrænsede midler at gøre med. Tawny Kitaen er bestemt værd at se på i rollen som Gwendoline, men stort skuespil er der ikke tale om. Prisen for størst overspil går dog til Brent Huff, der spiller Indy-klonen Willard. Der er ikke noget at sige til, at han ikke har fået nogen stor karriere.

På mange måder minder Gwendoline – fra det kulørte og rodede manus til det jammerlige skuespil og den lumre stemning – meget om italienske produktioner fra samme tid, men filmen sætter alligevel trumf på og bliver sin helt egen. Det sker, da vores trekløver når frem til den underjordiske by, for derefter skifter filmen totalt karakter. Indtil da har der været tale om lystig Indiana Jones-ripoff, men pludselig bliver filmen nærmest lidt science fiction-agtig med al den mærkelige maskineri i den underjordiske by, der styres af letpåklædte kvinder i syrede (men små) kostumer. Der er stadig tale om en eventyrfilm, men af en helt anden slags.

Fornøjelig

Gwendoline majet ud og klar til kamp

Det er også i anden del af filmen, at den største mængde bar hud kommer, men til trods for at der er en del bare bryster, er det alligevel noget af en overdrivelse, at filmen på DVD-coveret beskrives som “Erotik/Action/Eventyr”. Gwendoline er ikke erotik – den er såmænd bare præcis lige så lummer som mange andre film var det i samme periode. Og det gør skam ingenting, men forhøjer sådan set bare underholdningsværdien.

At kalde Gwendoline en decideret god film ville nok være at strække den lidt langt, men jeg fandt den faktisk temmelig fornøjelig, bl.a. på grund af alle dens dårligdomme. Den vil intet andet end at underholde og forsøge at være en anelse pirrende, og på den måde lykkes den faktisk i sin mission. Det kan godt være, den intet har at gøre med sit tegnede forlæg, men hvis man altid har ment, at der var for få bryster i Indiana Jones-filmene (1981, 1984, 1989), High Road to China (1983), Romancing the Stone (1984) og King Solomon’s Mines (1985), har du her præcis den film, du har ledt efter.

Gwendoline er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

3 stjerner

Titel: Gwendoline
Instruktør: Just Jaeckin
Manuskript: Just Jaeckin
Cast: Tawny Kitaen (Gwendoline), Brent Huff (Willard), Zabou Breitman (Beth), Bernadette Lafont (The Queen)
Producere: Jean-Claude Fleury (producer), Serge Laski (producer)
Foto: André Domage
Klip: Michèle Boëhm
Musik: Pierre Bachelet & Bernard Levitte
Spilletid: 100 minutter
Aspect ratio: 2.35:1 anamorphic widescreen
Lyd: Dolby Digital 2.0
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: Frankrig, 1984
Produktionsselskaber: Films de L’Alma, G.P.F.I., Parafrance Films
Distributør (DVD): Another World Entertainment (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 54 | 13/04/2010

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *