Guardians of the Galaxy

Vi har gennem de sidste mange år set mange forskellige superheltefilm, der alle mere eller mindre foregår på Jorden. Nu tager Marvel os med på en fantastisk rejse ud i rummet, og det er bare med at indløse billet hurtigst muligt.

Halvt menneske, halvt alien, hel helt med kant

I 1976 dukkede Star-Lord (Peter Quill) op for første gang i Marvel Preview #4 skabt af Steve Englehart og Steve Gan. Star-Lord er søn af en menneskelig moder og en fader fra rummet. Quill blev i 2008 lederen i relanceringen af superheltegruppen Guardians of the Galaxy; helte, der lever ude i det store verdensrum som vores alles beskyttere. Og det er denne gruppe, som nu er blevet til Marvels seneste store kassesucces.

Filmen indledes på Jorden i 1988, hvor den unge Peter bliver vidne til moderens død. Og så hentes Peter ellers af et rumskib, og næste gang vi ser ham, 26 år senere, er han en slags rumpirat, der er på jagt efter en mystisk genstand på planeten Morag. Peter er dog ikke den eneste, der gerne vil have genstanden. Men det lykkes for Peter at nappe den, og snart forsøger han at sælge den på planeten Xandar.

Jeg vil helst ikke røbe mere af handlingen her, men kan dog afsløre, at Peter, sammen med træmanden Groot, den genmodificerede vaskebjørn Rocket og den mystiske kvinde Gamora, alle sendes i et intergalaktisk fængsel, hvorfra flugt syntes umulig. Men sådan går det ikke, og snart får vores umage helte også følgeskab af muskelmanden Drax. Og så går den store galaktiske jagt ellers i gang.

Quill er en fremragende karakter, og man kan bedst beskrive ham som en blanding mellem Han Solo, Indiana Jones og noget fra en amerikansk ungdomsfilm. Han er filmens kerne sammen med vaskebjørnen Rocket.

Letbenet rumeventyr

Der er rigtig meget Star Wars og Star Trek over Guardians of the Galaxy. Altså en kombination af de to mægtige science fiction-konstruktioner. Vi får mangfoldigheden af racer, fascinationen af teknologien, space opera i en modificeret udgave, galaktiske skurke med store planer, store rumslag og følelsen af at overvære et godt gammeldags eventyr. Men Guardians of the Galaxy er mere letbenet end de to andre.

Det er uforpligtende underholdning, når det er bedst, og alt det alvorlige og antydninger af noget patetisk punkteres prompte af vanvittigt godt skrevne replikker. Det er lang tid siden, at jeg har grinet så meget i biografen, hvad enten det er forskellige afskygninger af ”I am Groot”, en forrykt bemærkning fra Rocket eller en vanvidshandling fra Peter (og ja, her tænker jeg blandt andet på scenen, hvor Peter vil have sin walkman tilbage).

Filmen har så meget knald på, at man flere gange næsten taber pusten, og man mærker den fortællerglæde, som har smittet af på hele filmholdet. Det er en stor leg, som man føler, man får lov til at deltage i og tak for det.

Filmen er også en klassisk origin-fortælling, hvor vi bliver vidner til, at gruppen samles og fra næste film kan de så for alvor passe på galaksen.

Fra bølge til etableret genre – og det forpligter!

Nørder, og dermed superheltegenren, har det med at være ganske selvhøjtidelige. ”Patetiske” vil nogen mene, og det ser man da også i udtalt grad i en del superheltefilm: Ja, det er sjov og spas, men ofte bliver det punkteret af de nemme heltefølelser og tanken om supermenneskene.

Ja genren, og her tænker jeg på filmene, da denne udvikling for længst er sket i tegneseriemediet, trænger til et spark i bollerne. En dekonstruktion om man vil. Selv da man lavede Watchmen (2009) faldt man med begge fødder i superheltetønden: I tegneserien er heltene langt fra seje, men det blev de i filmen, og det ødelagde en af tegneseriens vigtige pointer. Kick-Ass (2010) var et rigtig godt forsøg, om end der måske gik lidt for meget humor i maskinen.

Ja, filmene bliver mørkere og mørkere, men der er ofte tale om et karikeret mørke, hvor man aldrig rigtig går all in. Kort sagt: Midt i den store succes savner jeg nyskabelse i genren. Der er lavet rigtig mange rigtig gode superheltefilm, men de begynder efterhånden at ligne hinanden lidt for meget. En på papiret mørk tilgang udvikler sig oftest til klassisk superhelteramasjang med patetiske følelser og heltedyrkelse.

Nu hvor superheltene ikke længere ”bare” er en bølge, men en etableret genre, må der gerne snart komme nogle nybrud. Mange af filmene har en meget høj kvalitet, men det er som sagt også mere eller mindre den samme type film, vi spises af med. Frisk blod, ja tak.

Meget tilfredsstillende

Derfor var det også en enormt stor tilfredsstillelse at se Guardians of the Galaxy. Ikke fordi den genskaber genren, eller fordi den går der hen, hvor andre aldrig har været, men fordi den stort set er blottet for patos. Det er gammeldags sjov og ballade i rummet og ikke endnu en allegori over 9/11. Og heltene er, selvom det ikke ser sådan ud rent fysisk, meget menneskelige.

Det eneste, der trækker lidt ned, er dele af det ellers ganske forrygende klimaks. Det bliver simpelthen for forvirrende med alle de rumskibe, og jeg blev i små glimt sendt tilbage til nogle af de frygtelige passager fra de nye Star Wars-film, hvor computergrafikken og de mange rumskibe skabte unødvendigt meget støj.

Men det er småting, og i det hele taget er Guardians of the Galaxy en næsten perfekt omgang rumramasjang. Jeg vil på det varmeste anbefale en tur eller to i biografen – for der er så mange fede detaljer, at man ikke får det hele med ved første gennemsyn. Og så er der ellers bare tilbage at sige, at du SKAL huske at blive til efter rulleteksterne. Der er sjov ud over det sædvanlige gemt der.

Anmeldt i nr. 106 | 13/08/2014

Stikord: Rummet, Rumskibe, Superhelte