Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

Groo: The Groo Adventurer

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Serien om barbaren Groo er skrevet og tegnet af Sergio Aragonés og er en fyrstelig omgang underholdning.

The Groo AdventurerDen tåbelige og herlige barbar Groo så første gang dagens lys tilbage i 1982. Han er skabt af spanieren Sergio Aragonés, som er født i 1937 – et navn som vil vække genklang blandt læsere af det legendariske Mad-magasin. De første otte numre af Groo blev udgivet på forlaget Pacific fra 1982-1984, hvorefter der kom et nummer fra forlaget Eclipse i 1984, men det var først året efter, at Groo for alvor gjorde sin entre.

Marvel, Image Comics og Dark Horse

I 1985 var Groo blevet så populær, at selveste Marvel Comics kastede deres kærlighed på serien og udgav Groo under deres serie Epic imprint. Serien Groo the Wanderer kørte i 120 numre fra marts 1985 til januar 1995 under Marvel. Herefter tog forlaget Image over, men her nåede serien kun at køre et år med 12 numre.

Serien var i et par år nærmest død, men i januar 1998 valgte forlaget Dark Horse at satse på Groo, og der er han også den dag i dag. På Dark Horse kører han ikke som en fast serie, men der udgives miniserier og genoptryk.

The Groo Adventurer er en samling af de fire første numre i serien om Groo the Wanderer, som er tilbage fra 1985 fra Epic imprint, og som her er samlet af forlaget Epic Comics tilbage i 1990.Groo blev også så populær i Danmark, at han fik sin helt egen serie, som desværre kun udkom i otte blade fra 1984-1985.

The Minstrel

De fire første numre af Groo the Wanderer er alle enkeltstående historier med en klart defineret start og slutning. Den første historie er The Song of Groo og det vigtige ved den historie – rent Groo-historisk – er, at det er her, karakteren The Minstrel introduceres. Han er – som navnet antyder – en skjald, som rejser fra by til by for at synge sine historier for dem, der vil høre på ham.

Og når man nævner The Minstrel, må man i samme åndedrag nævne medforfatteren på Groo, Mark Evanier. Evanier er nemlig manden, der fik til opgave at sætte skjaldens ord på vers og samtidig oversætte Aragonés’ spanske forsøg ud i poesien. Det har ikke været en nem opgave, og efter sigende har det skabt en del problemer og sjove situationer for de to skribenter. Hør blot her hvad Evanier selv, ganske ironisk, siger om The Minstrel:

“Cobbled up by Sergio for no apparent reason, save to see if he could force me to spend more time on a page than he does. If you ever want to get revenge on a comic book writer, just convince him to write a character who always speaks in rhyme”.

Og man forstår godt, hvor stor en opgave det har været for Evanier, når man ser, hvad the Minstrel siger. For det første er det svært at skrive i rim, men det gør det bestemt ikke nemmere, når det også skal være morsomt. Men skægt det er det, og alt mulig ros til Evanier. Hør blot her et lille uddrag fra en af The Minstrels sange:

“A hero may be grand or small – But Groo is a neanderthal. His fame has spread from sea to distant sea. This much is undeniable – He is totally reliable if you have need of some catastrophe. Give him a vase to polish it – In seconds, he will demolish it.”

Og det fortsætter så i samme dur. Hylende sjovt og meget godt lavet – og nok en lille parafrase over fortælleren Akiro fra de to Conan-film.

Katastrofer og dumheder

Men handlingen i The Song of Groo er centreret om, at Groo prøver at hjælpe Kong Kassabist – hvis navn hænger sammen med The Minstrel, som synger følgende da han skal forklare, hvorfor kongen bad Groo om hjælp: “One day, the good King Kassabist – Who is something of masochist…”

I flere omgange fejler Groo naturligvis fatalt, og kongen mister tiltroen til ham. Det sjove – og noget som er helt klassisk for Groo – er så, at da Groo endelig gør noget godt, tror kongen ikke på ham, og det får så katastrofale følger.

The Dragon Killer er den anden historie og tager sin begyndelse, da Groo og The Minstrel går igennem en by, hvor kongens søn er ved at blive begravet. The Minstrels sang får de to i fængsel, og gode råd er dyre. Men fra en medfange – som har fået en dom på 62 år for at spise agurker uden for sæsonen (den slags humor er der meget af) – erfarer Groo, at kongens søn blev dræbt i sit forsøg på at dræbe dragen Mocosa. Desuden vil der være en stor skat til den der måtte dræbe dragen.

Groo bliver ført ud af fængslet med lovning om frifindelse, hvis dragen dræbes. Han kommer frem til dragens hule og finder ud af, at der slet ikke er nogen drage. Inde i hulen bor en gammel mand omgivet af skønne, unge kvinder, som folk har givet til dragen for at holde den væk. “Dragen” består så i, at den gamle mand kontrollerer det lava, der er i bjerget, og at han med lidt vand kan frigive “drageild”, som dræber alt der nærmer sig hulen.

Groo får endda tilbudt at overtage den gamles plads, men så træder Groos dumhed i karakter og alt går galt. Historien er også en sjov kommentar til fantasygenren, hvor det viser sig, at den klassiske drage “bare” er en klog mands opfindelse.

Flere dumheder

I den tredje fortælling, The Medallion, fortsætter Groo sine dumheder. Historien omhandler en medaljon, som giver Groo meget store problemer, da den signalerer forskellige ting alt efter, hvem der ser den. Og så kan man nok godt regne ud, hvad der kommer til at ske, da Groo igennem sine dumheder besøger to forskellige samfund, der begge kender til medaljonen.

Den fjerde og sidste historie er fortællingen med den meget fængende titel World Without Women! Her bliver Groo inddraget i et stort komplot, hvor nogle mystiske mænd i et stort luftskib kidnapper kvinderne fra flere forskellige landsbyer. De tilbageblivende mænd aner ikke deres levende råd, da de naturligvis ikke kan fungere uden deres kvinder. Og her kommer vores kære Groo så ind i billedet.

Han hægter sig på luftskibet og kommer med op til en by, der ligger på et bjerg over skyerne. Her finder han ud af, at kvinderne bliver behandlet meget pænt, og at ingen af dem vil hjem til deres usle mænd. Men det får Groo naturligvis også ødelagt, selvom han kun handler med hjertet og glemmer at bruge hovedet.

Fyrstelig underholdning

Dybest set er Groo en parodi over Robert E. Howards Conan og det univers, Conan lever i. Det gælder både det sprælske fantasyunivers, hvor der også hos Howard er et væld af forskellige inspirationskilder, og Groo selv, som på mange måder kan ses som Conans ekstremt dumme og karikerede spejlbillede – for Conan er jo heller ikke den skarpeste kniv i skuffen.

Også formen ligger sig op af Howards novelleform, hvor historierne er korte og meget stramme. Prøv i denne sammenhæng at læse anmeldelsen af Tyve i Hyboria, som også benytter sig af de korte historier, men som har en helt anden og mere alvorlig tilgang til genren.

Serien er skrevet og tegnet af Aragonés selv og er en fyrstelig omgang underholdning, som er virkelig morsom. Dette skyldes fortrinsvis Groo selv, som er en lallende tåbe og den type antihelt, som vi alle elsker. Han har altid gode intentioner, men alt går altid galt for den enfoldige barbar.

I sin fysiske udformning er Groo en herlig størrelse. Han har helt tynde ben, store muskuløse arme, en dertilhørende stor vom, halvlangt hår, som holdes på plads af et pandebånd, og ansigtet er præget af en gigantisk næse. Han går barfodet rundt, er iklædt en løsthængende orange dragt, har to store armbånd og har en underlig amulet om halsen. Og så kommer det vigtigste: på ryggen har han spændt to sværd fast og disse tager han ofte i brug.

Men det fantastiske ved Groo er ikke alene hans udseende, men også hans helt overrumplende stupiditet. Han er så dum, som dagen er lang, og derfor er det også en fornøjelse at følge ham – han får en fyr som Frank Drebin fra The Naked Gun (1988) til at fremstå som et geni. Men hvad han ikke har i tankekraft, har han i råstyrke og mod.

Overflod af fine detaljer

Det bærende element i serien om Groo – både i indholdet og i stilen – er som sagt humoren. Historierne er finurlige fortællinger om, hvordan Groo altid fejler og altid er dum. Hans omgivelser og de personer han møder er meget fint beskrevet og løfter, sammen med de gode plots, slapstick-humoren op på et højt niveau. Og stilen støtter op om dette.

Der er en overflod af detaljer som gør, at man kan sidde lang tid og kigge på de enkelte billeder – lidt i stil med en sjov udgave af Hvor er Holger?-serien. Her kan det også siges, at Aragonés i et Mad-magasin gjorde grin med den selv samme Hvor er Holger?– serie. Og i detaljerne gemmer Aragonés flere sjove godbidder for den opmærksomme læser.

Eksempelvis dukker der ofte karakterer op, som er karikaturer på ham selv og hans bekendte. En skurk i The Dragon Killer er eksempelvis en karikatur af Al Jaffee, som også arbejdede på Mad-magasinet og var den person, der opfandt folde-ind bagsiden.

Tegningerne er meget barnlige og tegneserieagtige, og der er ingen intention om, at det skal være realistisk. Det fede ved stregen er, at den er ekstremt gennemført og super sjov, hvilket gør det til en fornøjelse at genlæse de enkelte Groo-historier.

Alt i alt er Groo en fantastisk barbar og en meget underholdende tegneserie, og denne samling af de fire første historier om Groo fra Marvel er et godt sted at starte for nye læsere af serien. God fornøjelse.

5 stjerner

Titel: The Groo Adventurer
Forfatter: Sergio Aragonés med hjælp fra Mark Evanier
Tegner: Sergio Aragonés
Forlag, år: Marvel Comics/Epic imprint, 1990
Albumlængde: 94 sider
hvid
Udkom oprindeligt i USA i 4 hæfter i 1985 på Marcel Comics/Epic imprint.

Anmeldt i nr. 16 | 13/02/2007

Stikord: Barbarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *