Gojira: hoshi wo kû mono

2 minutters læsetid

Gojira: hoshi wo kû monoGojira: hoshi wo kû mono (med den engelske titel Godzilla: The Planet Eater) er tredje og sidste del af japanske Tohos anime-Godzilla-trilogi.

Første del udkom i slutningen af 2017 i Japan (Netflix, februar 2018), afsnit 2 udkom i Japan i maj 2018 (Netflix, juli 2018) og sidste del i november 2018 i Japan (9. januar 2019 på Netflix).

Resumé

De tre film er reelt én lang film delt op i tre dele. Derfor vil det ikke give mening at springe på film nummer tre uden at have set de foregående to (også anmeldt her på Planet Pulp). En kort indflyvning er ligeledes nødvendig, hvis man skal have noget ud af den handling, der er beskrevet herunder (eller man kan læse de foregående anmeldelser andetsteds på siden).

Godzilla har smadret Jorden, og de få overlevende mennesker er flygtet ud i rummet. Tyve år senere vender de tilbage for at generobre Jorden, men grundet en ikke nærmere forklaret tid/rum-sammenhæng, er der gået 20.000 år på Jorden og alt er forandret.

I den første film kæmper rebellen Hauro sammen med en angrebsstyrke bestående af både mennesker og nye venligtsindede spirituelle rumvæsener mod Godzilla. Film to er en transportfilm, som blot er med til at forlænge handlingen med lidt ekstra action, således vi kan komme til film tre.

Våd fuser

Og her skal det hele så kulminere, og det gør det – med et knald, der ikke er meget større eller højere end en våd kineser, der graves frem fra en sø af spildt champagne nytårsmorgen kl. 05.55. Mine forhåbninger var ellers store.

Den første film gav nemlig grobund for en masse optimisme og ikke mindst den kendsgerning, at det var hæderkronede Toho, skaberne af den oprindelige Gojira (1954), som lagde navn til, var nok til, at mine forventninger var i top. Og den første film var da også glimrende. Men siden er det gået støt ned af bakke.

Selv ikke et forsøg på at inddrage den mytiske skabning Mothra i fortællingen kan hive denne filmoplevelse ret meget op fra den slatne mellemvare.

Men hvor film et og to dog kunne bryste sig af en del Godzilla-scener og kampe, er sidste del mest en snakkefilm, hvor monstrene er så langt i baggrunden, at man nærmest har glemt, at det er en Godzilla-film, vi har med at gøre.

Hvor de to første film var bundet op på menneskehedens kamp mod udyret, er det nu forvandlet til en religiøs fortælling om menneskets dårskab og vores farlige stræben efter teknologisk udvikling for enhver pris.

Den før så venligtsindede rumrace, som er fulgt med menneskene, viser sig at have en helt anden dagsorden. Og kampen mod Godzilla er således blevet ligegyldig.

Godzilla er blot symbolet på menneskehedens fejl, og med hjælp fra lidt religiøst vanvid og en åbning af en portal til en anden dimension fremmanes et nyt formløst men meget magtfuldt monster – Ghidorah. Et monster som både skal fortære menneskeheden og Godzilla i samme mundfuld.

Om det sker, må du kæmpe dig gennem de ca. halvanden times snak og råben for at opleve. Men filmen skal dog have den ros, at den er flot.

Billederne med lyn og atomånde er betagende, og hvis bare de havde taget bolden op fra den første film, kunne det have været en glimrende animeret tilføjelse til Godzilla-universet. Desværre er det en meget forglemmelig affære. Og jo mere jeg tænker på det, jo mere skuffet bliver jeg…

Men skulle du stadig hænge på, så ligger den altså (sammen med de to første dele) på Netflix lige nu.

2 stjerner

Titel: Gojira: hoshi wo kû mono
Engelsk titel: Godzilla: The Planet Eater
Instruktør: Hiroyuki Seshita & Kôbun Shizuno
Manuskript: Gen Urobuchi
Cast: Mamoru Miyano (Haruo Sakaki), Takahiro Sakurai (Metphies), Kana Hanazawa (Yuko Tani), Tomakazu Sugita (Martina Lazzari), Yûki Kaji (Adam Bindewald)
Musik: Takayuki Hattori
Spilletid: 91 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Sprog: Japansk
Produktionsland, år: Japan, 2018

Anmeldt i nr. 160 | 13/02/2019

Stikord: 3’er, Fortsættelse, Japan, Kæmpemonstre

Christian Bogh. Far. Ægtefælle. Økonom. Kommunikationsdirektør. Fynbo. Bosiddende i Aarhus. Alle titler og benævnelser som passer på mig. Men jeg har også en uofficiel titel i min omgangskreds – nemlig filmnørd eller bare filmelsker. [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.