Godzilla: Monster Planet

Og set i lyset af succesen med Shin Godzilla fra 2016, er det ikke så underligt, der hurtigt kommer en ny.

Hvad der er nyt er, at Godzilla: Monster Planet er en anime. Det er rent faktisk den første animerede Godzilla-film fra det legendariske japanske produktionsselskab Toho, selskabet som skabte Godzilla-filmene tilbage i 1954.

Der har dog været andre tegnede udgaver af Godzilla, men det har været tegneserier og ikke film. Og ja, der er andre end Toho, der har lavet Godzilla-film.

Specielt den første af disse, som Robert Emmerich lavede (Godzilla, 1998), har fået mange tæsk. Jeg synes nu den var ganske hæderlig af en popcornfilm at være. Men jo – en rigtig Godzilla-film er fra Japan. Punktum!

Tre-delt monsterhistorie

Udover at Godzilla: Monster Planet er en animeret film, så er det også første del af en trilogi, som er lavet til at blive vist på Netflix.

Første del udkom dog i biograferne i Japan i november 2017, og resten af verden fik adgang til den her 17. januar (hvis du altså har et Netflix-abonnement).

De næste to kommer i løbet af 2018 (hvis alt går, som det skal) og vil som den første blive vist i de japanske biografer først – og så på Netflix.

Oprindeligt skulle det blot have været en TV-serie, men grundet succesen med Shin Godzilla blev det til spillefilm.

Godzilla har allerede vundet

Handlingen er også anderledes. For i denne udgave af vores allesammens allerbedste (eller en af dem i hvert fald) monsterfranchise, handler filmen ikke om, hvordan Godzilla ankommer og smadrer.

Nej – det har han gjort. Faktisk så grundigt, at hele Jorden er lagt øde. Den sidste rest af menneskeheden er flygtet i et kolossalt rumskib på jagt efter en ny planet, hvor de kan leve i fred for kæmpemonstre.

De får hjælp af andre racer fra rummet, som er ilet til Jordens hjælp, da Godzilla viste sig. Hans ry er åbenbart rejst gennem tid og rum.

Oprør

Ombord på skibet er den unge kaptajn Hauro. Han var kun et barn, da de flygtede og nu, 20 år senere, er han en bitter mand. Han har altid drømt om, at man skulle være blevet på Jorden og kæmpet videre i stedet for at flygte.

Der er stor knaphed på fødevarer og vand om bord, og derfor undersøges alle planeter, som kunne være beboelige. Desværre virker det lidt som om, det også er en nem måde at komme af med nogle af de mange, der er om bord.

Det tror Hauro i hvert fald, og da hans bedstefar er med på et af de skibe, der skal undersøge en planet, gør han oprør. Desværre ender det med at landingsskibet med hans bedstefar springer i luften.

Det hjælper ikke på Hauros humør, men da han nu sidder i en fængselscelle er det svært at gøre ret meget. Eller det skulle man tro…

En af de fremmede racer hjælper i hemmelighed Hauro med at offentliggøre hans tanker og planer om, hvordan Godzilla kan besejres. Det får til sidst stemningen til at vende, og det bliver besluttet, at de via hyperrumsrejse skal vende tilbage til Jorden.

Det skaber dog lige det men, at når de ankommer, vil der ikke være gået 20 år af Jordens tid, men snarere 20.000 år.

Tilbage på Jorden

Ankommet til Jorden sendes Hauro sammen med en bataljon soldater og ingeniører ned på Jorden. Og den er ikke helt som den var, da de rejste. Bevoksningen er ændret, og det samme er dyrelivet. Og det at gå en tur i skoven er ikke helt så rart, som det plejer at være.

Der går ikke længe, før Godzilla viser sig – frisk som en havørn selv efter 20.000 år. Det undrer naturligvis Hauro, men han har en snedig plan om at ødelægge Godzilla ved hjælp af EMP-signaler skudt direkte ind i kroppen på øglen.

Og sørme om det ikke lykkes – eller gør det? Og måske var det heller ikke den oprindelig Godzilla? Og hvis den oprindelige Godzilla har overlevet i 20.000 år – er den så fortsat med at vokse? Ja… og det viser sig, at man godt kan vokse en del på 20.000 år.

Det hele ender som en åben bog. Intet er afgjort, og tilmed åbnes der op for, at der måske er andet på planeten end farlige dyr.

Og heldigvis for det. For der er jo to ekstra film på vej. Dem ser jeg frem til med stor forventning, for jeg var godt underholdt.

Tegnestilen er klassisk japansk, og der er et godt tempo i filmen. Godzilla er som Godzilla skal være: Stor, tung og komplet med den klassiske takkede finne på ryggen og den flotte blå atomånde-stråle, der ødelægger alt på sin vej.

Vi når ikke så meget at komme i dybden med karaktererne, men hvad gør det, når der eksplosioner og flyveøgler?!

Skulle du have fået blod på tanden, så er der også skrevet en roman med titlen Godzilla: Monster Apocalypse, der beskriver handlingsforløbet op til at, menneskeheden måtte forlade Jorden – en smule af denne historie vises i begyndelsen af filmen som flashbacks.

Anmeldt i nr. 148 | 13/02/2018

Stikord: Japan, Kæmpemonstre, Rumskibe