Lasse Grønborg
Ingen kommentarer

Giallo a Venezia

Giallo a Venezia
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Med sin blanding af lystige sexscener og brutale voldsscener er Giallo a Venezia en film, der svælger i sin egen sleaze, gore og almindelige tåbeligheder - og elsker det! Det er det også svært ikke at gøre som fan af italiensk snusk.

Giallo a VeneziaInstruktøren Mario Landi nåede i sin karriere at lave to film, der begge har relevans for ægte sleazefans. Men hvor filmen Patrick vive ancora (1980) har været ude på DVD i efterhånden nogle år, har Giallo a Venezia kun været tilgængelig på DVD-R, hvor man skal være heldig, hvis der skal opsnuses en nogenlunde hæderlig udgave af filmen.

Denne kopi fra Luminous Film & Video Works mangler da også noget af billedet i siderne, dens farver fremstår meget udvaskede og lyden er lettere mudret undervejs. Men indtil et af de mange DVD-firmaer beslutter sig for at gøre filmen ære og udgive den i al dens glans, så er denne DVD-R vistnok as good as it gets.

Lystige sexscener

Filmen starter før forteksterne med en montage bestående af tre forskellige scener. Første scene i filmen er en mand, der bliver stukket gentagne gange i skridtet, hvorefter der vises en kvinde, der er ved at drukne, og den sidste scene viser en mand, der vågner af et mareridt. Herefter tager forteksterne over, og alene musikken hertil er alle pengene værd. Det er 70’er-lummer pornomusik af den værste skuffe og helt forrygende. Starten på Giallo a Venezia er, udover at være øjenåbnende, også en ganske god pejling på, hvad der venter tilskueren. Nemlig vold og musik af den lumre 70’er-agtige skole, der får én til at forvente at Susanne Bjerrehuus vil dukke op på rollelisten.

Det viser sig at manden, der fik penetreret sit underliv og kvinden, der druknede, dannede par, og hed henholdsvis Fabio og Flavio. Resten af filmen følger herefter to forskellige handlinger, for dels omhandler den eftersøgningen af deres morder, og dels følger vi parret i lange flashbackscener, der fører frem til deres voldelige endeligt.

Undersøgelsen af mordene fører politiet til Marizia, der er “ven” af parret, og via hende følger vi parret i nogle scener, der beskriver deres forhold. Det viser sig dog hurtigt, at Fabio er drevet af sine lyster, hvilket resulterer i sex på offentlige steder, mens en fremmed mand benytter lejligheden til at få sig en kigger. Fabio er selvfølgelig klar over tilskueren og nyder det endnu mere af denne grund. Senere sammen aften forsøger parret sig med en almindelig missionærstilling i dobbeltsengen, men dette fungerer ikke for Fabio, der må søge tilflugt i de hårdere stoffer, mens Flavio tilfredsstiller sig selv inde i dobbeltsengen.

Stofferne virker dog opkvikkende på Fabio, der finder en pisk frem og til tonerne af den førnævnte prægtige musik først giver hende pisk og derefter hvad han ikke kunne til at starte med. Denne scene giver en beskrivelse af forholdet mellem Flavio og Fabio, og deres flashbacks er præget af Emmanuelle-agtige sexscener.

Barske voldsscener

Den del af filmen der omhandler eftersøgningen af deres mord indeholder, i stærk kontrast til flashbackscenernes softcore-look, nogle gore-scener, der kunne være som taget ud af Fulcis Lo squartatore di New York (The New York Ripper) fra 1982. For eksempelvis bliver en kvindes underliv flere gange penetreret af en kniv i close-up, og en anden kvinde bliver bundet til et bord, mens hun får savet sit ben af.

Selve handlingen i denne del af film vil jeg ikke røbe, da det ville afsløre for meget af plottet. Men fokuset er i høj grad på seksuelt betonet vold mod kvinder. Specielt scenen hvor en kvinde får savet sit ben af er kandidat til den mest exploitative del af en film nogensinde, hvis en sådan skulle kåres. Den er meget ubehagelig at se, og den 70’er-uskyld der præger dele af filmen er fraværende her, hvilket blot forstærker ubehaget.

I bund og grund en skodfilm

På trods af denne scene kan det dog ikke skjules at Giallo a Venezia i bund og grund er en “skodfilm”. Skuespillet er mere end almindeligt pinligt, og når der ikke er en scene med softcore eller gore (eller begge dele), så snegler handlingen sig af sted i et tempo, der kan sammenlignes med en fodboldkamp i serie 6. Men når dette er sagt, så er det svært ikke at sidde og juble stille over en film, der selv er så begejstret over sine egne scener.

Specielt scenen hvor Fabio pisker Flavio tilsat æggende 70’er-pornomusik er som at se en jublende lykkelig lille dreng, der lige har fået lov at få for en tier blandet slik. Det er filmens glæde ved at fremvise sin sleaze, gore og almindelige tåbeligheder, der betyder at man som tilskuer ikke kan andet and at holde af filmen.

Der kunne i anmeldelsen af filmen anlægges det analytiske perspektiv, at filmen i disse tider, hvor svingerklubber dukker op på hvert andet gadehjørne som en underafdeling af 7-Eleven, kunne beskrive, hvorledes parforholdet ville lide under det, hvis ikke både manden og kvinden i forholdet var med på noderne. Men dette ville være hyklerisk, for filmen er i bund og grund en solid gang underholdning, der vel kun henvender sig til mænd med dens blanding af sex og vold. Det kan da ikke benægtes, at der kunne være enkelte kvinder, der synes godt om filmen, men undertegnede tvivler stærkt.

Inspirationskilde trods obskuritet

På trods af filmens obskuritet, har den alligevel formået at inspirere to så forskellige instruktører som Eros Puglielli og Quentin Tarantino. Prøv bare at se Giallo a Venezia og derefter se Pulp Fiction (1994), og læg specielt mærke til scenen hvor Butch Coolidge (Bruce Willis) skal befri Marsellus Wallace (Ving Rhames). Nogle kalder det rip-off, mens andre kalder det henvisning.

Men alt i alt så er Giallo a Venezia en film som alle sleazefans bør have stående i deres samling uanset dens mangler.

6 stjerner

Titel: Giallo a Venezia
Andre titler: Gore in Venice
Instruktør: Mario Landi
Manuskript: Aldo Serio
Cast: Leonora Fani (Flavia), Gianni Dei (Fabio), Jeff Blynn (insp.DePaul), Mariangela Giordano ( Marizia)
Producere: Gabriele Crisanti
Foto: Franco Villa
Klip: Mario Salvatori
Musik: Berto Pisano
Spilletid: 91 minutter
Aspect ratio: 4:3
Sprog: Italiensk
Undertekster: Engelsk
Produktionsland, år: Italien, 1979
Produktionsselskaber: Elea Cinematografica
Distributør (DVD): Luminous Film & Video Works
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 13 | 13/11/2006

Stikord: Giallo, Italian Cinema

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *