Daniel Hvid
Ingen kommentarer

Fright Night

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Fright Night er en ganske udmærket film, som sagtens kan anbefales, uanset om man er hærdet vampyrfan eller ny inden for genren.

Fright NightJeg er aldrig rigtig blevet bidt af vampyrgenren. Da jeg som lille fik fortalt de fantastiske fortællinger om vampyrgreven Dracula, som levede af blodet fra unge kvinder, og som kun kunne dræbes ved at få hamret en pæl i hjertet, var jeg skræmt fra vid og sans.

Nogle år senere fik jeg set et par film, hvor vampyren var i front. Dette var ikke de helt store succeser for mig, mest fordi jeg begyndte på et uheldigt tidspunkt og med de forkerte film. Jeg havde set nogle klip fra Dracula (1931) og sprang hurtigt den over, “da den var i sort/hvid”. I stedet fik jeg erhvervet mig Blade (1998), som var fyldt med action, tjubang og farver!

Der gik et par år, hvor jeg ikke rigtig rørte ved genren, og de film jeg fik set, var ikke nogle, som vækkede særlig begejstring hos mig. Det var derfor et rent tilfælde, at jeg købte Tom Hollands Fright Night en dag, hvor jeg bare skulle bruge nogle penge på nogle billige film. Coveret så lovende ud, så jeg tog den ned fra hylden og med hjem. Det var først da jeg skulle til at sætte filmen på, at jeg overvejede om filmen muligvis skulle være hamrende ligegyldig for min samling. Men jeg tog fejl.

En kiste i kælderen
Charley Brewster (William Ragsdale).

Charley Brewster (William Ragsdale).

Fright Night handler om drengen Charley Brewster (William Ragsdale), der ligesom mange andre er bidt af gyserfilm. Det er hans kæreste Amy (Amanda Bearse) til gengæld ikke. En aften, hvor de ligger og kæler, har Amy besluttet sig for at give sig selv 100 % til Charley, men Charleys opmærksomhed bliver revet væk fra situationen, da han ser to mænd bære en kiste ned i nabohusets kælder. Huset har stået tomt i lang tid, så det må være nogle nye ejere, men hvorfor bærer de på en kiste?

Charleys første glimt af Jerry Dandrige (Chris Sarandon), før han bider den flotte kvinde.

Charleys første glimt af Jerry Dandrige (Chris Sarandon), før han bider den flotte kvinde.

Næste dag efter skole møder Charley en smuk blondine, som spørger ham om naboens hus. Charley fortæller hende, hvilket et det er, og hun forsvinder ind i huset. Senere samme aften hører han et kvindeskrig inde ved siden af, og lyset bliver slukket i et af de øverste vinduer. Næste dag overhører Charley noget i nyhederne på TV. Blondinen, Charley så dagen før, er blevet fundet død under en bro. Charleys ven Ed (Stephen Geoffreys), også kaldet Evil, fortæller, at han har hørt over politiradio, at det er det andet mord på to dage, og begge lig har fået skåret hovedet af.

Blodsugere på spil
Første gang Jerry viser sit sande ansigt for Charley. Ikke noget kønt syn, og ikke altid det vi forbinder med en vampyr.

Første gang Jerry viser sit sande ansigt for Charley. Ikke noget kønt syn, og ikke altid det vi forbinder med en vampyr.

Samme nat sætter Charley sig på lur på sit værelse for at finde ud af, hvad der sker i huset ved siden af. Det går hverken bedre eller værre, end at han falder i søvn, imens TV’et står og flimrer. Han vågner dog brat op, da der bliver tændt lys i værelset overfor ham. Det er husets ejer Jerry Dandridge (Chris Sarandon), der står og holder om en nøgen kvinde.

Charley finder sin kikkert frem, og ser Jerry åbne munden og blotte sine hugtænder for at bide kvinden i halsen. Lige før han skal til at bide, ser han Charley ud af øjenkrogen og ruller gardinet for. Charley styrter nedenunder i huset for at fortælle sin mor om opdagelsen, men da hun ikke tror på ham, løber han udenfor for at finde ud af, hvad de egentlig laver over i nabohuset.

Peter Vincent (Roddy McDowall) forsøger at uddrive den onde vampyr ved hjælp af et krucifiks.

Peter Vincent (Roddy McDowall) forsøger at uddrive den onde vampyr ved hjælp af et krucifiks.

Ja, der er selvfølgelig blodsugere på spil, men hvad skal Charley gøre? Til hans held kører “Fright Night” på TV, hvor showets vært Peter Vincent (Roddy McDowall) – navnet er trukket sammen af de to gyserikoner Peter Cushing og Vincent Price – fortæller, at han tror på vampyrer, og at han har dræbt hundredvis. Dette giver Charley en ide, og han opsøger Vincent samme dag udenfor TV-studiet.

Amy efter sin fulde forvandling. Et glimrende eksempel på de fantastiske make-upeffekter der er brugt i filmen.

Amy efter sin fulde forvandling. Et glimrende eksempel på de fantastiske make-upeffekter der er brugt i filmen.

Desværre fanger han Peter i et dårligt humør, da hans show er blevet taget af fordi der ikke er nok seertal til vampyrfilm. Som Peter så smukt siger i en kommentar til 80’ernes slasherfilm “Apparently all they want are demented madmen running around in ski masks hacking up young virgins”. Ja filmen er fyldt med sjove kommentarer og hentydninger til andre film, især de gamle vampyrfilm.

Peter er ikke interesseret i at hjælpe Charley, da han mener, han har brug for lægehjælp og ikke en vampyrdræber. Så nu er gode råde dyre, og mere skal der ikke afsløres af den forrygende handling.

Gys og humor
Hvem lurer i mørket?

Hvem lurer i mørket?

Fright Night tager ikke sig selv 100 % alvorligt, men blander gys og humor på en vellykket facon. Det betyder også, at filmen ikke falder i den fælde, mange vampyrfilm falder i – at blive selvhøjtidelig og halvkedelig.

Mange myter og fortællinger bliver blandet sammen og fortalt i løbet af filmen, og den er faktisk et godt sted at starte, hvis det skulle være første gang, man skal se en vampyrfilm. Et par af scenerne er ret tåbelige, især en scene på et diskotek virker mærkelig i dag, men det var nok ikke tilfældet dengang i 80’erne.

Det største plus ved filmen er Roddy McDowall, som giver den fuld gas som den skræmte TV -stjerne, der gerne vil være en rigtig vampyrdræber. I scenerne med McDowell mærker man tydeligt inspirationen fra Hammerstudiets vampyrfilm, og generelt viser filmen, at folkene bag kan deres vampyrfilm på fingerspidserne. F.eks. er scenen hvor Peter Vincent ser i spejlet og ikke kan se Dandriges spejlbillede planket direkte fra Dracula (1931).

Fright Night er en ganske udmærket film, som sagtens kan anbefales, uanset om man er hærdet vampyrfan eller ny inden for genren.

4 stjerner

Titel: Fright Night
Dansk titel: Gysertimen
Instruktør: Tom Holland
Manuskript: Tom Holland
Cast: Chris Sarandon (Jerry Dandridge), William Ragsdale (Charley Brewster), Amanda Bearse (Amy Peterson), Roddy McDowall (Peter Vincent), Stephen Geoffreys (‘Evil’ Ed Thompson), Jonathan Stark (Billy Cole), Dorothy Fielding (Judy Brewster), Art Evans (Detective Lennox)
Producere: Herb Jaffe (producer)
Foto: Jan Kiesser
Klip: Kent Beyda
Musik: Brad Fiedel
Spilletid: 106 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Engelsk, fransk, tysk, polsk, tjekkisk, ungarsk, tyrkisk, dansk, svensk, finsk, norsk, islandsk, hollandsk, arabisk, hebraisk, bulgarsk, portugisisk, græsk, spansk, italiensk
Produktionsland, år: USA, 1985
Produktionsselskaber: Comlumbia Pictures Corporation, Delphi IV Productions, Vistar Films
Distributør (DVD): Columbia Tristar
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 25 | 13/11/2007

Stikord: Intertekstualitet, Vampyrer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *