Christian Bogh
Ingen kommentarer

Fra den trojanske krig til morderiske dukker – om Charles Band

Fra den trojanske krig til morderiske dukker – om Charles Band
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Filmproduceren og –instruktøren Charles Band borger ikke nødvendigvis for kvalitet, men underholdningsværdien er ofte høj!

Er du til horror, gys og afrevne lemmer med et glimt i øjet så kender du nok til B-filmens konge – Roger Corman. Hans instruktørdage var primært i 1950-60’erne, og sidenhen er det mest som producer, vi kender ham.

Er du stadig i tvivl om, hvem han er, så er der her en kort liste af de nok mest kendte film, han har instrueret (på godt og ondt): The Little Shop of Horrors (1960), Creature from the Haunted Sea (1961), Tales of Terror (1962), The Wild Angels (1966) osv. Derudover har han produceret mere end 400 film.

Men det var slet ikke ham, jeg ville fortælle om. Nej – det er nemlig ham, som kom efter Corman og blev – ikke kongen af B-film – men Kejseren af B-film (det lyder nu bedre på engelsk – Emperor of the B’s).

Det er ingen ringere end Charles Band. Jeg har et meget blødt punkt for denne instruktør/producer. Han har som producer mere end 200 film under bæltet, og flere kommer til hele tiden – og en stor del af dem går under betegnelsen guilty pleasure.

Det er film, som nok ikke vinder mange priser, men som er voldsomt underholdende og til dels interessante, hvis man som undertegnede ikke kan få nok af low budget horrorfilm.

En produktiv familie

Charles Band blev født i 1951 og er søn af instruktøren Albert Band. Så det med film lå ligesom i generne fra begyndelsen.

Og allerede som 11-årig var han at finde på castet til en af sin fars film – The Avenger fra 1962 – en rigtig sværd-og-sandal-film om den Trojanske krig.

Men selvom Charles Band ind imellem har været foran kameraet, er det bagved, at hans karriere skal findes.

Charles Band har også en lillebror, som er i filmbranchen, nemlig Richard Band. Richard er primært komponist og har lavet filmmusik til en lang række af brormands film – men også for mange andre.

Entreprenørånd

Det med horrorfilm lå dog ikke lige for for den unge Band. I teenageårene boede Band-familien i Europa, og her var det mere såkaldte art film, han gik og syslede med.

Band har tidligere udtalt, at han så sig selv som en ung Andy Warhol, men det holdt ikke længe – og heldigvis for os B-filmselskere.

Da familien måtte flytte tilbage til USA efter et par dårlige økonomiske år for hans far, blev det horror, sønnike fik øjnene op for.

I 1975 rullede den første ægte Charles Band-film ud af mørket. Og den udkom på Charles Bands eget filmselskab – Charles Band Productions. Det første selskab af mange, som Charles Band har skabt gennem årene.

Filmen var Mansion of The Doomed aka The eyes of Dr. Chaney aka Terror of Dr. Chaney aka Massacre Mansion.

Det er en ægte gyser med ingen ringere end Lance Henriksen i en af hovedrollerne. Det var en af hans allerførste spillefilmsroller og længe før den nu så berømte gyser-skuespiller havde været i kontakt med aliens og andet kryb.

Filmen er instrueret af Michael Pataki og produceret af både Charles og hans far Albert. Filmen låner med arme og ben af Georges Franjus klassiske franske film Les yeux sans visage (Eyes without a Face) fra 1960.

Dog er det her ikke ansigtshuden, som familiefaren og lægen fjerner fra uskyldige piger for at redde sin egen datters ansigt, men derimod øjnene. Hans egen datter har nemlig mistet synet efter en trafikulykke, og den eneste måde at give hende synet igen er gennem transplantation af helt friske øjne fra levende mennesker.

Det går ud over en lang rækker piger og også en enkelt mand (Lance Henriksen), som er kæreste med datteren og derfor skal skaffes af vejen.

Men lægen er ikke et uhyre – mener han selv – for han dræber ikke ofrene. De lever videre – øjenløse – i hans kælder. Det giver filmen en dejlig dyster og ubehagelig tone.

En så ubehagelig tone finder man ellers ikke i hovedparten af Charles Bands kommende film. Der er stemningen typisk langt lettere og mere B-films agtig med et godt stænk humor.

I de kommende år veksler Charles Band mellem horror og softcore-sexkomedier. Af væsentlige film kan nævnes Cinderella (1977) – en fri fortolkning af Askepot som sexkomedie – og Laserblast (1977), som sidenhen er blevet et kulthit hos B-film-fans i hele verden.

I 2017 fik den endda en tegneserieudgave fra det nye selskab Ebion Press, som har specialiseret sig i lave gamle horrorfilm om til tegneserier. Laserblast markerede også første gang, at Charles’ bror Richard lavede musikken til en hel Band-film.

Charles Band lavede tillige et remake af filmen 10 år senere med titlen Deadly Weapon.

'Tourist Trap'.

‘Tourist Trap’.

Tourist Trap fra 1978 er nok hans bedste film fra perioden 1975-1984, hvor Charles Band udgav film med sit første selskab Charles Band Productions. Det er også en af mine personlige favoritter.

Filmen handler om en gruppe unge, som forvilder sig ud i ødemarken (hvornår lærer de det?) og møder en lettere forskruet mand med en forkærlighed for mannequindukker.

Tourist Trap har en dejlig creepy stemning og tilstrækkeligt med sjove effekter til, at den med velbehag glider hurtigt ned i halsen på seere som undertegnede.

Og hvis man kigger efter, vil man kunne nikke genkendende til skurkens opførsel og iscenesættelse – Tobe Hoopers The Texas Chain Saw Massacre fra 1974 har ikke levet forgæves.

Stephen King, horrorforfatteren over dem alle (i min bog), var ligeledes meget begejstret for filmen, da den udkom, og skrev nogle rosende ord om filmen. Ord som Band ikke var sen til at udnytte til positiv omtale af hans film.

Det var også i denne periode, at Charles Band gav en meget ung skuespiller ved navn Demi Moore muligheden for at komme på den store skærm.

'Parasite'.

‘Parasite’.

Det var sammen med en knap så yndig parasit, som forsøgte at formere sig gennem mennesker for at overtage verden – og så var det i 3D, der var det helt store i 1982, hvor Parasite udkom. En film som Charles Band selv instruerede.

Filmen blev en rimelig succes og banede vejen for Bands store satsning, der udkom året efter. Nemlig Metalstorm: The Destruction of Jared-Syn. Naturligvis også i 3D.

Det er en klassisk postapokalyptisk film om helten Jack Dogen, som skal gennem en masse strabadser for at kæmpe mod den onde skurk Jared-Syn, som med mørk magi holder den øde verden i et jerngreb.

Filmen blev dog desværre ikke den store succes i biograferne, men har siden fået mere succes på først VHS og siden DVD og Blu-ray. Som en lille detalje kan nævnes, at det også var første gang, Charles Band arbejdede sammen med skuespilleren Tim Thomerson, som siden skulle blive en af Bands favoritskuespillere.

Lette penge

Spillefilm med plot og manuskript osv. tager tid og penge at lave. Også selvom man som Band er en mester til at skyde film på meget kort tid. Også her fandt Band en måde at skyde genvej.

Han samlede en række trailere til B-film, fik dem klippet sammen og smed så lige den aldrende horrorstjerne John Carradine ind som vært. Resultatet blev “filmen” The Best of Sex and Violence, som udkom i 1981.

Den fik følgeskab af “film” som Famous T&A og Filmgore – lavet efter samme model.

Som film er de det ypperste makværk, men i lang tid var det faktisk en glimrende måde at få indblik i andre mindre kendte film. For dengang fandtes der hverken YouTube eller ekstramateriale til film.

Empire Pictures – en perlerække af klassikere

Empire Pictures.

Empire Pictures.

I 1984 skete der noget skelsættende for Charles Band. Han var træt af, at andre firmaer skummede fløden, når film skulle distribueres, så han skabte selskabet Empire Pictures. Et selskab hvor Bands storhedstid for alvor satte ind.

Gennem dette selskab blev film som Re-Animator (1985), Ghoulies (1984), From Beyond (1986) og Sorority Babes in the Slimeball Bowl-O-Rama (1987) skabt og distribueret.

Dertil kom også Prison i 1987, som havde en ung Viggo Mortensen i hovedrollen, og naturligvis en af mine favoritter, Trancers (1984), med Tim Thomerson i hovedrollen som en slags tidsrejsende Humphrey Bogart.

Trancers er siden blevet en franchise med ikke mindre fem fortsættelser. Etteren er stadig den bedste, og den havde også den unge, uerfarne Helen Hunt i en kvindelige hovedrolle. Hun var også med i toeren, men var dog på det tidspunkt ved at være for kendt til Charles Bands film.

Vi skal heller ikke glemme film som Zone Troopers (1985), Eliminators (1986) eller Troll (1985), som jo er faderen til den film, som nogen kalder den værste bedste film i verden, nemlig fortsættelsen Troll 2.

I 1986 producerede Band filmen, som nok for alvor udstak retningen for hans fremtid – nemlig Stuart Gordons Dolls – en film om dukker, som kommer til live og myrder folk. Det er et tema, som sidenhen er blevet et varemærke for Charles Bands næste og nuværende selskab – Full Moon.

VHS og spil

Udover de mange spillefilm, som Charles Band i 80’erne havde fingrene i på den ene eller anden måde – primært som producer – havde Band også set, hvilken vej den teknologiske udvikling gik.

Videoen var kun i sin spæde begyndelse, da Band fik øjnene op for hjemmebiografen. Han sikrede sig således videorettigheder til film som I Spit on Your Grave (1978), The Texas Chain Saw Massacre (1974) og Lucio Fulcis Zombi 2 (før andre overhovedet havde opdaget at video til TV i hjemmet var et marked).

Han skabte firmaet Wizard Video med netop dette formål – opkøb af rettigheder til videodistribution. Og det blev en rigtig god forretning, for som den opmærksomme læser vil vide, så blev videomarkedet ret stort. Selskabet solgte sine rettigheder og drejede nøglen rundt i 1987.

Band forsøgte sig også med videospil, men efter spillene Halloween og Texas Chain Saw Massacre (begge 1983) var udkommet til Atari og floppet, drejede han nøglen rundt for det eventyr. En skam, for de spil ville jeg gerne have fingre i.

Full Moon – franchise på samlebånd

I 1989 var det slut for Empire Pictures. Gælden var blevet for stor, og det var blevet for dyrt at lave spillefilm.

Den sidste film i Empire Pictures-æraen blev den store satsning Robot Jox (1989) – endnu en film af Stuart Gordon – men meget sigende endte den med at være et kæmpeflop.

Band var dog ikke færdig – langt fra. Han samlede stumperne op og lancerede et nyt selskab, Full Moon.

Tanken var den at droppe biograferne og satse på videomarkedet. Og det viste sig at være en meget god idé. For at spare på udgifterne til filmproduktionen blev en stor del af filmene optaget i Østeuropa, hvor Band ejede et slot.

'Puppetmaster' som tegneserie.

‘Puppetmaster’ som tegneserie.

Den første film der kom ud fra hvad der siden nærmest er et samlebånd, blev klassikeren Puppetmaster om dukkemageren Toulon og hans dukker, der kan vækkes til live (en direkte spin-off af Stuart Gordons Dolls fra 1986), som David Schmoeller instruerede i 1989.

Det er en film, som siden har smidt ikke mindre end 10 efterfølgere af sig – den sidste (nummer 11) har lige haft videopremiere her i slutningen 2017, og nummer 12 er planlagt til lancering i 2018.

Siden 1989 har Full Moon udviklet sig inden for film-franchises – herunder naturligvis Puppetmaster, men også filmserier som Gingerdead Man, Evil Bong, Trancers, Demonic Toys, Killjoy og vampyrserien Subspecies med danske Anders Hove i en hovedrolle, er værd at bemærke.

Band har siden udviklet tankesættet bag sine franchises og lader dem i dag interagere på kryds og tværs, hvilket har skabt film som for eksempel Gingerdead Man vs. Evil Bong (2013) og Dollman vs. Demonic Toys (1993).

'Gingerdead Man'.

‘Gingerdead Man’.

Ikke alle er lige vellykkede, men underholdende er de nu. Jeg er personlig ret glad for The Gingerdead Man (2005), som er en småkage (gingerbread) som bliver besat af en massemorder (reelt et rip-off af Child’s Play) og med Gary Buseys stemme i den første film.

Det er dog ikke kun morderiske dukker og ditto kager, som Band har sat i verden – også mere klassiske horrorfilm som The Pit and the Pendulum (1991) og Marvel-rip-off’et Doctor Mordrid (1992) (en kopi af Marvel-karakteren Doctor Strange) – begge med Re-Animator-stjernen Jeffrey Combs.

Antallet af film fra Full Moon-selskabet vokser og vokser, og den dag i dag er Band stadig i fuld gang. Desværre bliver der længere og længere mellem de gode film, men der er ingen tvivl om, at Charles Band har haft og stadig har en enorm betydning for horror- og B-film-verdenen. Mit liv havde i hvert fald været mere kedeligt uden Charles Band.

PS! Charles Band har samtidig med Full Moon-selskabet også skabt det mere familievenlige selskab Moonbeam Entertainment, hvor der er blevet lavet en række børnevenlige fantasy- og sci-fi-film.

Personlig top 10 – Charles Band film (i vilkårlig rækkefølge):

Re-Animator (1985)
Trancers (1984)
Puppetmaster (1989)
The Gingerdead Man (2005)
From Beyond (1986)
Parasite (1982)
Tourist Trap (1979)
Enemy Territory (1987)
Prison (1987)
Zone Troopers (1985)

Udgivet i nr. 148 | 13/02/2018

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>