Follow Me!, der også er kendt under titlen The Public Eye, er et komediedrama med Mia Farrow, Topol og Michael Jayston i hovedrollerne.
Jayston spiller en forretningsmand, der har sin kone (Farrow) mistænkt for at have en affære, så han hyrer en privatdetektiv (Topol) til at skygge hende. Hun opdager dog snart, at hun bliver skygget, og det indser privatdetektiven også, men han forbliver på sagen.
Det fører til en leg, der står på i dagevis, hvor kvinden og detektiven kommunikerer uden nogensinde at udveksle et ord.
Letbenet komediemusik
John Barrys musik til Follow Me! repræsenterer en overraskende tilbagevenden til en stil, som man ellers troede, Barry for længst havde forladt på dette tidspunkt i sin karriere.
Scoret til Follow Me! er nemlig præcis den slags letbenet komediemusik, som Barry excellerede i tilbage i midt-60’erne med et score som The Knack …and How to Get It (1965) som et af de bedste.
Alsidigt hovedtema
I bedste Barry-stil åbner albummet med en sang baseret på hovedtemaet, “Follow, Follow”, med tekst af Don Black og fremført af en i øvrigt helt ukendt duo ved navn Roz and John, som Barry angiveligt gav jobbet, fordi han havde hørt dem synge på en restaurant kort før indspilningen af scoret.
Hovedtemaet – og sangen – er en klassisk Barry-komposition. Temaet har den karakteristiske lethed, som mange af Barrys komedietemaer havde, men samtidig er det er ganske alsidigt tema, hvilket senere cues demonstrerer, f.eks. i begyndelsen af “Closer and Closer” (nr. 10).
Her antager temaet en mere afdæmpet, seriøs tone, uden at det på nogen måde ændrer grundlæggende ved temaets melodiske struktur. Evnen til at komponere temaer, der på den måde ubesværet kunne skifte mellem flere stemninger, var karakteristisk for Barry og altså også evident her.
Et studie i klassisk John Barry
Men der skal ingen tvivl herske om, at Follow Me! i langt hovedparten af sin spilletid er et let og luftigt score, hvor Barry tydeligvis har nydt at få lov til at komponere et mere legende score efter en længere række mere seriøse opgaver.
Ikke alene minder Follow Me! om den stil, Barry så tit brugte på sine filmopgaver tilbage i midten af 1960’erne; på nogle punkter minder scoret også om Barrys kompositioner, da han stadig stod i spidsen for The John Barry Seven.
For eksempel er der en del plukkede strygere i scoret (det der med et finere ord hedder pizzicato), hvilket Barry tog med sig fra sin tid i JB7 og ind i filmmusikken.
De dukker f.eks. op i “The Man on a Scooter” (første del af nr. 3), men figurerer flere steder, bl.a. også i “Streets and Parks and Lanes” (nr. 8), hvor Barry dog også introducerer et element, der er helt nyt for ham,
Fra ca. 50 sekunder inde i “Streets and Parks and Lanes” bliver cuet således til en aparte, men unægtelig funky, blanding af plukkede strygere, xylofon og rytmisk wah-wah-guitar!
Men bortser man fra wah-wah-guitaren og en meget diskret slide-guitar i titelnummeret er orkestreringen af Follow Me! generelt et studie i klassisk John Barry.
Her kan man bare høre “The Meeting” (nr. 2) som et godt eksempel: Det lette strygerarrangement, xylofonen og fløjten er indbegrebet af 1960’ernes John Barry, som vi så også fik lov til at høre en sen udgave af her i 1972.
Monotematisk
Man skal kunne lide Barrys hovedtema, hvis man skal kunne lide albummet med musik fra Follow Me!, for scoret er entydigt monotematisk.
Det betyder dog ikke, at der ikke er lidt afveksling undervejs, bl.a. i form af det rockede “This Is How You Dance” (nr. 5), der må være et Barry-komponeret source cue med elektrisk guitar, saxofon, orgel og trommer.
Et andet source-cue er “Some Party” (nr. 9), der består af tilbagelænget saxofonjazz med supplement af kontrabas, orgel, vibrafon og trommer.
Men det er entydigt hovedtemaet, der dominerer på albummet, og som tidligere nævnt er hovedtemaet heldigvis ganske fleksibelt, og Barry får ganske meget ud af det undervejs.
Bootleg?
Albummet er udgivet af det britiske label Harkit med alt hvad deraf følger af diskussioner om, hvorvidt udgivelsen er at betragte som en bootleg.
Det lader til at være konsensus blandt mange filmmusikfans. Ikke desto mindre må man hæfte sig ved, at Harkit, ligesom tilfældet er med Boom! (sjovt nok en anden titel med udråbstegn), har kunnet udgive albummet uden at blive ramt af sagsanlæg fra rettighedshaverne.
Sagen er formentlig derfor den, at rettighederne er umulige at få, fordi papirerne, der beviser ejerskab, ikke eksisterer.
Problemet med Harkits udgivelse er derfor nærmere den, og det samme gælder selvfølgelig Boom!, at det måske kan have gjort en legitim udgivelse, som er mastered efter de originale masterbånd, uattraktiv for nogle af de større labels.
Harkits udgivelse er nemlig uden tvivl mastered efter en LP. Det var også tilfældet med Boom!, men det er noget tydeligere i dette tilfælde, hvor lydkvaliteten ikke altid er i top.
Man kan diskutere det rigtige og forkerte ved Harkits fremgangsmåde, til man bliver blå i hovedet. På nuværende tidspunkt er sagen blot den, at Harkit tilsyneladende ikke gør noget juridisk forkert; moralen kan til gengæld diskuteres.
Med det in mente skal man så anskaffe sig Follow Me!-scoret? Det må være en sag for den enkelte. Lige nu er Harkits udgivelse den eneste måde, man kan høre scoret på, og det er der en vis sandsynlighed for bliver ved med at være tilfældet i lang tid fremover.
Man kan dog håbe på, at ét af de større labels kan finde vej gennem papirjunglen og eventuelt finde de originale masterbånd, der i givet fald måske også vil tillade en udgivelse med en større mængde musik end den, vi har at gøre med her.
Selve scoret skal der imidlertid ikke herske nogen tvivl om kommer med varme anbefalinger herfra. Det er et legende, varmt underholdende score, som ikke kan undgå at sætte et stort smil på enhver Barry-fans ansigt.
Nummerliste:
1. Follow, Follow – Main Title (1:50)
2. The Meeting (2:32)
3. The Man on a Scooter – Follow, Follow (2:44)
4. Another Chance (1:50)
5. This is How You Dance (2:17)
6. Off Again – Follow, Follow (3:30)
7. Follow, Follow (1:52)
8. Streets and Parks and Lanes (2:13)
9. Some Party (3:02)
10. Closer and Closer (2:39)
11. The Tickle of Original Feeling (2:42)
12. Follow, Follow – End Title (2:31)
Total spilletid: 29:42
Komponeret af: John Barry
Dirigeret af: John Barry
Komponeret: 1972
Udgivet: 2009
Label: Harkit Records
Anmeldt i nr. 149 | 13/03/2018
Mange takk