Flesh+Blood

Rutger Hauer er selv inde på det i vores interview: Der er meget stor forskel på hans to fantasyfilm årgang 1985. Den ene er sukkersød og giver hovedpine, mens den anden er skarp og modbydelig (på den gode måde). Ja, du ved sikkert hvilken en af dem, der er Ladyhawke, og hvilken der er Flesh+Blood!

På togt med Martin og co.

Filmen udspiller sig i ”Western Europe 1501” – og er optaget på meget fine locations i Spanien. Vi følger en gruppe lejesoldater, som dybest set får tiden til at gå med at dræbe, plyndre, voldtage og lave alle mulige andre ugerninger. Kort sagt er de ikke Guds bedste børn. Deres leder er den karismatiske Martin, spillet med bravour af Rutger Hauer.

En by indtages, og Martin og co., som har hjulpet til, får som løn lov til at plyndre byen. Men så bliver vores gæve venner snydt af deres ”chef” Arnolfini og smides på porten. Og for at gnide salt i såret fødes Martins søn kort efter som dødfødt. I en modbydelig, og kynisk, scene “begraves” barnet (det lægges i en øltønde), og vupti dukker en statue op af mudderet, der forestiller Sankt Martin med et sværd i hånden.

Lejesoldaternes religiøse overhoved, Kardinalen, ser med det samme dette som et tegn på, at de skal følge deres leder i tykt og tyndt, i mudder og i blod. Og sådan bliver det da også. Pandoras “pestæske” er åbnet, og resten af filmen er et ubehageligt amokløb mod kaos, druk, sex, anarki, vold og død. Læg for øvrigt mærke til skuespilleren, der spiller Kardinalen: Det er ingen ringere end Ronald Lacey, der spillede Major ”Heil Hitler” Toth i Raiders of the Lost Ark (1981)

Filmen viser også sit grumme ansigt i den brutale voldtægtsscene, hvor Martin siger: ”Lift her, hold her real tight… Spit!”. Hvorefter hans kammesjukker spytter i hans hænder og voldtægten fuldbyrdes, mens gruppens trommeslager, en lille dreng, slår takten på trommen! Grumt. Og scenen tager en drejning da Agnes “voldtager tilbage”.

Er det nødvendigt, kan man så spørge? Hvorfor skal det udpensles både verbalt og visuelt? Det enkle svar er, at det skal det. Ellers havde filmen ikke fået den effekt, som er nødvendig for, at Verhoeven kan fuldføre sit kompromisløse “begærprojekt”. Og det er netop sådanne scener, der hæver Flesh+Blood over andre film: Vi ser og føler, hvor ondt det gør.

Et tungt knytnæveslag

Flesh+Blood er baseret på dele af den hollandske TV-serie Floris (1969), som også havde Verhoeven som instruktør, Soeteman som manuskriptforfatter og Hauer i hovedrollen. Og det trekløver leverer om nogen varen i Flesh+Blood, hvor de også får fin support af Basil Poledouris’ fremragende score.

Poledouris’ musik får én til at tænke på den ligeledes beskidte og brutale Conan the Barbarian (1982), hvor Poledouris ligeledes stod bag musikken, og det er i denne sammenhæng ment som et plus. Musikken formår både at skabe stemning og holde fokus i den lidt over to timer lange Flesh+Blood. Desuden bør Jan de Bont, filmfotografen der slog igennem som instruktør med actionklassikeren Speed (1994), fremhæves for sin fantastiske, og grumme, fotografering. Kort sagt kan man sige, at Flesh+Blood langt hen ad vejen er lavet af et hollandsk all star-hold, som virkelig brænder igennem.

Men Flesh+Blood er dog mest Hauer og Verhoevens film. Hauer giver filmen en modbydelig hovedperson, og Verhoeven giver os en brutal, beskidt og modbydelig film. “A match made in heaven”, hvis du spørger os her på Planet Pulp. Læg desuden mærke til den altid fremragende Brion James i en afgørende birolle – James og Hauer var både venner privat og lavede en lang række film sammen.

Paul Verhoeven har igennem hele sin karriere gjort en dyd ud af at gå lige til og over stregen for, hvad man normalt kan tillade sig på film. Og selvom Flesh+Blood efterhånden er en gammel sag, så er den uden særlig meget 80’er kitch og fremstår den dag i dag stadig som et friskt knytnæveslag i mellemgulvet.

Selv hærdede genrefans kan blive overrasket, og måske stødt, over filmen. Det skyldes, at Verhoeven er en ekstremt kompromisløs instruktør, der viser det, som filmens titel lover: Kød og blod. Så på den måde er Flesh+Blood ikke en klassisk underholdende fantasyfilm, hvor man kan læne sig tilbage og nyde Costners nakkehår eller Flynns sværdkampe. Nej, filmen er fra start til slut en krævende oplevelse, som kryber ind under huden for først at fordufte lang tid efter, rulleteksterne er slut.

Blast from the past

For mig personligt går filmen over min grænse. Da jeg som en ung mand så den, var Den vilde kriger (den danske titel) rendyrket underholdning på VHS-maskinen. Der var bar hud og vold, sværd og mudder. Hvad mere kunne man ønske sig som kåd teenager? Når jeg ser den nu, er det helt andre elementer, der træder frem, og Flesh+Blood er ikke længere en film, jeg ser for underholdningsværdien.

Nej, jeg tager den frem for at se en befriende og anderledes filmisk skildring af middelalderen, og Flesh+Blood besidder for mig den samme holdbarhed som den mesterlige Excalibur (1981) – en film som Flesh+Blood har meget tilfælles med i forhold til intensitet, brutalitet, begær og kynisme på trods af, at der på overfladen er stor forskel på filmene.

Der er et tilbagevendende “problem”, der vender tilbage, når man genser film (eller genlæser bøger, tegneserier og lignende), som har en speciel plads i hukommelsen. Nogle fortællinger forbliver de samme. Indiana Jones er stadig “bare” et forrygende eventyr. Men nogle ting ændrer sig når, man ser ting med ældre øjne. Receptionen efterlader nye indtryk, og pludselig er filmen, og oplevelsen, en helt anden. Til den kategori hører Flesh+Blood, men det gør blot filmen bedre, da den umiddelbare underholdning afløses af et veludført blik ind i menneskets mørke sjæl, hvor lyst og begær dikterer dagsordenen.

Verhoevens begær

Flesh+Blood blev Verhoevens store internationale gennembrud, og han har på den store scene sidenhen beriget filmhistorien med fantastiske film som RoboCop (1987), Total Recall (1990), Basic Instinct (1992) og Starship Troopers (1997). Rutger Hauer siger, at anmelderne altid har været efter Verhoeven, til stor irritation for Verhoeven selv, men at publikum elsker hans film. Og hvis man leder efter blodig og brutal underholdning, fås det ikke meget bedre end fra Verhoevens blodfabrik.

Dybest set handler Flesh+Blood om begær i alle mulige og umulige afskygninger: Der er kødets lyst, tyveri, mord og grådighed. Alle personer i filmen har noget ubehageligt knyttet til deres personlighed, og det gør det også umuligt for tilskuerne at finde klassiske identifikationspunkter – med mindre man da er noget sygt skruet sammen.

Selv “helten” Steven (Tom Burlinson) er ubehagelig og magtbegærlig, og filmens “damsel in distress” Agnes (Jennifer Jason Leigh) er en intrigant og liderlig lille skøge – faktisk er alle i filmen liderlige, og det er godt billede på, hvordan vi mennesker i virkeligheden er! Ja, paradoksalt nok er den skurkagtige Martin den mest sympatiske. Sådan!

Hauer & Verhoeven

Det kan undre, at de to herrer Hauer og Verhoeven ikke har slået pjalterne sammen siden Flesh+Blood, men man kan godt fornemme på Rutger, at han gerne vil arbejde sammen med Verhoeven igen – Hauer fik tilbudt rollen i RoboCop, men takkede nej. Om tiden så er løbet fra deres partnerskab er en helt anden sag, men jeg gad godt se endnu en film, hvor de to beskidte fyre arbejder sammen. Hvis det ikke kommer til at ske, kan vi dog være glade for, at de har lavet én af alle tiders bedste middelalderfilm i form af Flesh+Blood, hvis eneste minus er, at den er lidt for lang i spyttet.

Anmeldt i nr. 74 | 13/12/2011

Stikord: Middelalderen