Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Final Destination

Final Destination
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Final Destination er o.k. underholdning en dag, hvor man ikke lige har andet at knalde i dvd-afspilleren, men bortset fra de stedvist opfindsomme dødsfald, er det også en meget tynd kop the.

High school-eleven Alex (Devon Sawa) er på vej til Paris på en studietur med sin klasse. Lige efter at de er gået ombord på flyet, får han pludselig en forudanelse – en vision faktisk – om, at flyet vil eksplodere lige efter take-off og dræbe alle ombordværende. Alex får lavet så meget postyr, at han og fem andre elever, samt én af lærerne, bliver bortvist fra flyet. Og ganske rigtigt: Lige efter at det er lettet, eksploderer flyet.

Kort tid efter begynder de overlevende at dø i en række bizarre uheld, og Alex begynder at mistænke, at dødsfaldene ikke er tilfældige. Han allierer sig med sin klassekammerat Clear (Ali Larter), og sammen finder de ud af, at de har snydt Døden, og at Døden nu er i gang med at ”rydde op”. Spørgsmålet er, om det kan lade sig gøre at snyde Døden mere end én gang…

”Noller”
Træmanden Devon Sawa som hovedpersonen Alex.

Træmanden Devon Sawa som hovedpersonen Alex.

Jeg så Final Destination sammen med min kæreste, som i modsætning til mig havde set filmen før. Omkring to tredjedele inde i filmen siger hun til mig ”Jeg ku’ slet ikke huske, den var så noller.”

Og ”noller” er måske et meget godt udtryk at bruge om Final Destination, for i bund og grund er det en meget fjollet omgang slasher-with-a-twist, der bare handler om at have en undskyldning for at vise en serie mere eller mindre opfindsomme måder at tage livet af hovedpersonerne på.

I modsætning til de fleste andre teen-gysere, er der bare ingen slasher på spil i Final Destination; i stedet er hovedpersonerne oppe mod Døden himself. Heldigvis ikke den personificerede Død som vi er vant til at tænke på ham (den?) – et kutteklædt skelet med en stor le ville nok være at presse citronen en lille smule. Men i forbindelse med nogle af dødsfaldene ser man kortvarigt en flygtig skygge i reflekterende overflader.

Mere interesseret i dødsfaldene end i hovedpersonerne
Ali Larter som Alex' klassekammerat Clear.

Ali Larter som Alex’ klassekammerat Clear.

Som sagt er Final Destination bare en undskyldning for at vise en serie dødsfald, hvoraf nogle er mere opfindsomme end andre. Min personlige favorit er læreren, Miss Lewton (Kristen Cloke), der får glasskår fra en eksploderende computerskærm i halsen, inden hun ender i køkkenet, hvor hun ved et ”uheld” kommer til at hive knivblokken ned fra bordet og spidde sig selv på en stor køkkenkniv.

Som sådan er mange af dødsfaldene (mord er der jo som sådan ikke tale om) konstrueret som en sekvens af ekstremt uheldige sammenfald, der starter en kædereaktion, som ender med personens død.

Det er såmænd ganske underholdende, men det er også en grundlæggende meget tynd historie, og på intet tidspunkt er løjerne særligt uhyggelige. Problemet er, at man som seer faktisk er mere interesseret i, hvordan de forskellige dødsfald udspiller sig, end man er interesseret i, at hovedpersonerne skal undslippe!

Tony Todd overspiller muntert som bedemanden Bludworth.

Tony Todd overspiller muntert som bedemanden Bludworth.

Med andre ord ender man med at sidde og glæde sig til det næste dødsfald, fordi det er der, filmen liver op og har sin egentlige eksistensberettigelse. Det dræber til gengæld også al anden spænding end lige den del, der handler om, hvordan det næste dødsfald monstro er konstrueret.

Det er ikke ensbetydende med, at Final Destination er en dårlig film som sådan – det er bare med til at gøre den lidt spøjs, og som sagt er en del af dødsfaldene så overkonstruerede og ekstreme, at de ender med at blive komiske – heraf min kærestes klassifikation af filmen som ”noller”.

Oprindelig tænkt som en X-Files-episode
Hvor uheldig kan man være?! Jeg elsker miss Lewtons ansigtsudtryk - et rigtigt "You have GOT to be fuckin' kidding me"-udtryk.

Hvor uheldig kan man være?! Jeg elsker miss Lewtons ansigtsudtryk – et rigtigt “You have GOT to be fuckin’ kidding me”-udtryk.

En del af baggrunden for, at historien er så tynd, som den er, skyldes måske, at idéen bag filmen oprindelig var udtænkt som plottet til en episode af The X-Files (1993-2002).

Final Destination er da også skrevet af bl.a. Glen Morgan og James Wong (og instrueret af Wong), der stod bag en del klassiske episoder af X-Files, bl.a. én af mine favoritepisoder, Die Hand die verletzt, der handler om Satandyrkende lærere på en amerikansk high school.

Jeg vil tro, at det grundlæggende koncept bag Final Destination havde været glimrende til en 45 minutter lang episode af The X-Files, men når det udstrækkes til spillefilmslængde, bliver det ganske enkelt lidt for tyndt. I hvert fald når fyld-materialet mellem de enkelte dødsfald ikke er stærkere end det er.

Fint score
Det er en stor tilfredsstillelse, da Seann William Scotts karakter bliver et hoved lavere.

Det er en stor tilfredsstillelse, da Seann William Scotts karakter bliver et hoved lavere.

Der er heller ingen af skuespilpræstationerne, der er specielt mindeværdige. Hovedpersonen Alex spilles af Devon Sawa, en vaskeægte amerikansk træmand. Så er der lidt mere knald på Ali Larter som Alex’ klassekammerat Clear. Larter kendes også fra tv-serien Heroes (2006-10) foruden både Resident Evil: Extinction (2007) og Resident Evil: Afterlife (2010).

Også Seann William Scott medvirker, og hans dødsfald i filmen er en stor tilfredsstillelse for de af os, der har det meget svært ved Scotts gennemførte overspil, der måske passer meget godt til fjollede komedier som American Pie (1999) og Dude, Where’s My Car? (2000), men som ikke er helt så fedt i en gyserfilm.

Det største horrornavn, der medvirker, er Tony ”Candyman” Todd, der spiller en skummel bedemand, der lader til at have noget inside information om Døden og Dødens plan. Todd overspiller også totalt, men han er herligt creepy i rollen som bedemand, selvom man undrer sig over, hvordan han nogensinde holder ”liv” i sin gesjæft, så uhyggelig som han er.

Det bedste ved hele filmen er nok i virkeligheden den alt for tidligt afdøde amerikanske komponist Shirley Walkers fine score – én af de få kvindelige komponister i branchen og én af de meget få kvindelige komponister, der har komponeret musik til horrorfilm.

Final Destination er o.k. underholdning en dag, hvor man ikke lige har andet at knalde i dvd-afspilleren, men bortset fra de stedvist opfindsomme dødsfald, er det også en meget tynd kop the.

3 stjerner

Titel: Final Destination
Instruktør: James Wong
Manuskript: Glen Morgan, James Wong & Jeffrey Reddick efter historie af Jeffrey Reddick
Cast: Devon Sawa (Alex Browning), Ali Larter (Clear Rivers), Kerr Smith (Carter Horton), Kristen Cloke (Valerie Lewton), Daniel Roebuck (Agent Weine), Roger Guenveur Smith (Agent Schreck), Chad Donella (Tod Waggner), Seann William Scott (Billy Hitchcock), Tony Todd (Bludworth)
Producere: Glen Morgan (producer), Craig Perry (producer), Warren Zide (producer), Richard Brener (executive producer), Brian Witten (executive producer)
Foto: Newton Thomas Sigel
Klip: Steven Rosenblum, Kevin Stitt, John Wright
Musik: Michael Kamen
Spilletid: 100 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk, portugisisk, polsk, hebræisk, tjekkisk, ungarsk, islandsk, engelsk
Produktionsland, år: USA, 2000
Produktionsselskaber: New Line Cinema, Zide-Perry Productions, Hard Eight Pictures
Distributør (DVD): SF Film
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 106 | 13/08/2014

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *