Martin Schjönning
1 kommentar

Filmmusikkens Mestre – en skuffelse i Odense

Filmmusikkens Mestre – en skuffelse i Odense
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Landsdelsorkestrene – rettelig det der er tilbage af dem efter Brian Mikkelsen-årene – er noget dyrebart. Det er en statsstøttet mulighed for at høre musik opført af symfoniorkestre, uden at det koster helt absurd mange penge.

Men med støtten følger også en forventning fra publikum om et bredt repertoire. Og med støtten følger også en lov, der siger at orkesteret forpligter sig til at spille “i særdeleshed danske værker, der er komponeret efter år 1900″ (Lov om Musik, sidst revideret 2006).

Det kræver ikke en uddannelse i musikhistorie at regne ud, at i en verden af Mozart, Chopin, Debussy, Tchaikovski og lignende titaner, og for et ret gråhåret stampublikum, der kender disse klassikere blandt klassikerne, er det svært at udfylde denne del af opgaven.

Når orkesteret samtidig forsøger at tiltrække nye publikumstyper med populærkulturelle tiltag, bliver det endnu sværere at klemme danske kunstnere ind i programmet.

Jeg var for nylig til et af disse populærkulturelle arrangementer: Filmmusikkens Mestre, i mit lokale Odense Koncerthus.

Odense Symfoniorkester er et fantastisk orkester. Jeg er ikke ligefrem fast inventar, men jeg nyder da 3-4 koncerter om året, både avantgarde, klassikere, som sidste års overvældende opførelse af Mahlers 6. symfoni, og det mere letbenede, eksempelvis da orkesteret spillede musikken til Pirates of the Caribbean mens filmen blev vist.

Det ligger i ordet, at populær-koncerterne ikke tiltrækker eliten, men folket. Når man reklamerer med “Williams, Zimmer, Elfman, Shore m.fl.” forventer folk naturligvis at der er tale om 1) actionpræget filmmusik hvor hele orkesteret giver den gas og 2) komponister der kan måle sig med de fire nævnte i popularitet, dygtighed og tyngde.

Danny Elfman (f. 1953)

Danny Elfman (f. 1953)

Der blev spillet lige præcis ét værk af hver af de, i reklamerne nævnte, komponister. Danny Elfman var repræsenteret med et uddrag af “Batman Suite” – et medley af temaer fra Tim Burtons Batman (1989), Howard Shores bidrag var “Concerning Hobbits”, Herredet-temaet fra Lord of the Rings (2001-03). Williams, den nok største af alle nulevende filmkomponister, leverede – “Harry’s Wondrous World” fra Harry Potter and the Sorcerers Stone (2001), og Zimmer stod for et medley af alle hovedtemaerne fra Pirates of the Caribbean (2003-11).

Og hvad er der så i vejen med det? Fra en ende af: Elfmans Batman-musik er genialt. Ingen brok der.

Howard Shore (f. 1946).

Howard Shore (f. 1946).

“Concerning Hobbits” er bestemt hyggelig musik, og en af fløjtenisterne havde endda lært sig at spille tin whistle i dagens anledning, men for pokker. LOTRs score er noget af det mest episke, dramatiske filmmusik – symfoniske musik i det hele taget faktisk – der er lavet de sidste 50 år. Hvad med slaget om Helms Deep? Mordor-temaet? Isengards fald?

Zimmers Pirates-musik blev komponeret af en assistent ved navn Klaus Badelt (jeg håber han fik en voldsom lønforhøjelse). Zimmer står derfor ikke i programmet, selvom han stod på plakaten og endda på billetterne. Men hvorfor ikke spille noget han faktisk har lavet? Jeg nævner i flæng Gladiator, Black Hawk Down, Sherlock Holmes (2009) og hele Nolans Batman-serie!

Hans Zimmer (f. 1957).

Hans Zimmer (f. 1957).

John Williams-fans (og hvem er ikke det?) måtte gå halvskuffede fra koncerten. Williams har leveret betragteligt mere huskværdig musik end den til Potter-filmene, og det var ikke engang hovedtemaet vi fik – “Harry’s Wondrous World” spilles bl.a. under Quidditch-kampen i den første film, der altså i Europa hedder Harry Potter and the Philosopher’s Stone.

Ekstranummeret, der desværre blev afsløret af den ganske inhabile konfrencier, var også Williams: Naturligvis Star Wars‘ hovedtema, men ikke “The Imperial March”. Når manden bag musikken til Jurassic Park, Indiana Jones, Superman (1978), Schindler’s List, Saving Private Ryan og Jaws repræsenteres med en sekundær del af Harry Potter-temaet, rammer man simpelthen bare ved siden af.

John Williams (f. 1932).

John Williams (f. 1932).

Imellem disse fire egentlige “Filmmusikkens Mestre” (eller tre og den enes assistent) var der hele ni andre stykker. Det var interessant at høre Eric Wolfgang Korngolds musik fra The Adventures of Robin Hood – Eroll Flynn-klassikeren fra 1938. Både fordi jeg er vild med filmen, men også fordi Korngold var sin tids Williams. Resten var godt nok ikke imponerende.

Der var musik fra film-udgaven (ifølge programmet) eller TV-serien (ifølge konfrencieren) 1864, nyere dansk TV-histories største flop. Der var en melankolsk suite fra serien Forbrydelsen, hæderligt håndværk, men ikke mere.

Den ekstremt roste filmatisering af Skammerens Datter har glimrende musik, men det druknede i de efterfølgende Williams-stykker. Jørgen Lauridsens musik fra dukkefilmen Strings er æterisk og rørende, pikant nok domineret af strygere, klaver og harpe, der alle fungerer ved netop strenge. Derudover var der musik fra fantasyfilmen Superbror, Ole Lund Kirkegaard-filmatiseringen Albert, Flaskepost fra P og Stephen Hawkins-portrættet Theory of Everything.

Som den opmærksomme læser nok vil bemærke er der en noget opsigtsvækkende forskel på de fire mestres værker og de, med et pænt ord, perifære værker og komponister der udgjorde resten af programmet.

Bedre bliver det ikke af at ovennævnte konferencier, komponisten Frans Bak, er krediteret for hele tre af værkerne (Superbror, Albert og Forbrydelsen) og involveret i nogle af de andre. Det talte han længe om i mildt sagt ubeskedne vendinger, og i det hele taget virkede koncerten mere som en fejring af Bak end en mulighed for at åbne koncertsalen for nye musikfans.

Som sagt er Odense Symfoniorkester et herligt orkester – faktisk tror jeg, jeg er heldig nok til at bo i samme by som det bedste landsdelsorkester, af de fem vi har. Selve leveringen af musikken var graciøs, indfølt og kuldegysinducerende, når det skulle være det. Jeg har intet at udsætte på den del, og jeg var faktisk underholdt. Men et eller andet sted må noget være gået helt galt med selve arrangementet.

Når man lancerer en koncert som et møde med de allerstørste komponister og bedst kendte værker indenfor filmmusik, og derefter trakterer gæsterne med uddrag fra danske TV-serier, har man misforstået sin mission og i høj grad sit publikum.

Det klassiske miljø er legendarisk indspist og i stadig højere grad påvirket af politisk overformynderi. Om det er nepostisme eller det idiotiske dekret om dansk musik fra efter 1900, der er skyld i det, ved jeg ikke. Men jeg synes at det var sigende, at en meget stor del af publikum – især dem der havde børn med for at høre velkendte temaer – udvandrede i pausen.

Landsdelsorkestrene har på en måde samme uddannende funktion som de store museer og Danmarks Radio (ikke at sidstnævnte lever op til det). Der var helt klart et opdragende element her – lær at danske filmkomponister også kan lave musik!

Men jeg er ikke sikker på, det er den rigtige lektie at give til folk, der i forvejen ikke har den store indsigt i klassisk musik, og som ærligt og redeligt bare var på jagt efter underholdning.

Én kommentar til Filmmusikkens Mestre – en skuffelse i Odense

  1. Mogens Høegsberg 23. september 2016 at

    Det var faktisk Zimmer, der komponerede temaerne til ‘Pirates of the Caribbean’, hvorefter ikke bare Badelt, men en hel komité af andre komponister fra Remote Control Productions (dengang Media Ventures; det var inden Zimmer og Jay Rifkin blev uvenner) trådte til og komponerede selve scoret.

    Det er vel også derfor, det første ‘POTC’-score er ret svingende i kvalitet, mens musikken til toeren og treeren – hvor Zimmer rent faktisk stod for musikken – er betydeligt mere helstøbt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>