Filmmusikfredag: Absurde anmeldelser?

I månedens nummer af Planet Pulp, der går online engang i aften – eller måske i de tidlige nattetimer (jeg er ikke længere lavet af tid, sådan som jeg var, inden jeg blev far) – anmelder vi blandt andet Joe Dantes Innerspace (Min mikromakker) fra 1987 og Jerry Goldsmiths score til filmen.

Anmeldelsen af filmen er skrevet af Jacob, mens jeg står for anmeldelsen af musikken. Og her støder vi på en interessant ting: I sin anmeldelse af filmen roser Jacob scoret til skyerne. I min anmeldelse af scoret er jeg noget mere tilbageholdende med rosen. De nærmere detaljer kan I læse, når nr. 113 går online.

Uenigheden mellem Jacob og mig sætter fokus på en oldgammel debat blandt filmfans og filmmusikfans, nemlig spørgsmålet om, hvorvidt det overhovedet giver mening at anmelde filmmusik løsrevet fra filmen. Man anmelder jo ikke lydeffekter, billedside og lyssætning i separate anmeldelser; hvis man vil berøre disse aspekter indgår det i anmeldelsen af filmen, altså som en del af helhedsvurderingen.

Derfor er der også mange, der vil hævde, at det er absurd at bedømme et filmscore, løsrevet fra filmen. Musikken er komponeret med et bestemt formål, nemlig at understøtte billederne, og når man anmelder musikken selvstændigt, fjerner man den fra dens naturlige kontekst og kan derfor ikke bedømme musikkens kvaliteter.

Denne holdning er jeg på én gang enig og uenig i.

Herover: Jerry Goldsmiths ‘Innerspace’-score er et godt eksempel på filmmusik, der fungerer bedre i filmen end på album.

Filmmusik er komponeret med et bestemt formål, og når man derfor anmelder et filmscore-album må man acceptere, at man anmelder musikken løsrevet fra sin oprindelige kontekst, og at den måde, musikken fungerer på som selvstændigt album, ikke nødvendigvis siger noget som helst om, hvordan musikken fungerer i filmen.

Hvis jeg anmelder et score fra en film, jeg har set, forsøger jeg altid i mine anmeldelser at tage højde for, om der er markante forskelle på, hvordan musikken fungerer i filmen og som selvstændigt album. Det er dog ikke altid jeg gør det; hvis jeg roser et filmscore-album, vil jeg kun skrive om, hvordan musikken fungerer i filmen, hvis jeg oplever, at der er et markant misforhold.

Men hvis jeg kritiserer et score, vil jeg – i det omfang, jeg kan – forsøge at redegøre for, om det fungerer bedre i filmen. Det kræver imidlertid ikke bare, at jeg har set filmen, men også at jeg har set den for så relativt nyligt, at jeg kan huske, hvordan musikken fungerer i sin rette kontekst. Hvis jeg enten ikke har set filmen eller ikke set den for nyligt, afholder jeg mig fra at sige noget, og det er selvfølgelig potentielt misvisende.

Der er masser af eksempler på filmmusik, der ikke er synderligt velfungerende som selvstændigt album, men som fungerer eminent i sine rette omgivelser. Det modsatte er ikke helt så hyppigt, men det forekommer dog.

https://www.youtube.com/watch?v=94dY-QxjDiE

Herover: Vangelis’ score til ‘1492: Conquest of Paradise’ (1992) er et godt eksempel på musik, der fungerer bedre på album end det gør i filmen.

Men hvorfor dog i det hele taget anmelde filmmusikalbums, hvis der kan være denne diskrepans? Hvis musik kan fungere eminent i filmen, hvorfor så bruge tid på at anmelde det, hvis det ikke fungerer nær så godt som selvstændigt album?

Jo, det skal jeg fortælle jer. For det første har det altid været min holdning, at når man udgiver et produkt og forventer, at folk skal give penge for det, så skal produktet også have kvalitet i sig selv.

For det andet, og vigtigere, mener jeg, at filmmusik faktisk har iboende kvaliteter – også løsrevet fra den film, musikken blev komponeret til. Og her mener jeg ikke bare filmmusik som en form for auditorisk mnemonisk ”trigger”, der kan bruges til at genkalde sig filmen. Jeg mener filmmusik som musik, som kunstart.

Hvis ikke jeg mente, at filmmusik havde kvaliteter i sig selv, ville jeg for det første slet ikke være filmmusikfan og –samler. Og for det andet ville jeg aldrig kaste mig ud i at skrive anmeldelser af filmmusik.

Men rigtig meget filmmusik kan noget, også løsrevet fra sin oprindelige kontekst. Præcis hvad dette ”noget” er, er svært at definere, fordi det kan variere meget fra score til score.

Noget filmmusik er ”bare” godt til at skabe en stemning, noget filmmusik byder på fantastiske præstationer af symfoniorkestret eller dets solister. Noget filmmusik byder på uventede instrumenteringer og bryder genrekonventioner. Noget filmmusik har nogle fantastiske temaer – en kvalitet, der for den filmmusikinteresserede ikke er anderledes end værdsættelsen af gode melodier er for fans af rock- eller popmusik. Og noget filmmusik kombinerer alle disse ting. Eller kan noget helt femte, sjette eller syvende.

Det er en holdning, der heldigvis deles af mange. Ellers ville det også være svært at forklare, hvorfor der bliver givet deciderede filmmusikkoncerter, nogle gange med fremførslen af hele scores, hvor filmen kører på en skærm i baggrunden. Hvis man sætter sig til rette i en koncertsal for at ”høre” en film på den måde, må det være fordi man mener, musikken har kvaliteter, der ligger udover den rent funktionelle.

For mig har den vigtigste ting ved filmmusik altid været, at den taler direkte til sjælen på en måde som kun få andre genrer gør for mig. Klassisk musik kan gøre det (om end meget klassisk musik også efterlader mig helt kold) og en meget eksklusiv lille gruppe af pop- og rocksange kan gøre det samme. Men af alle musikgenrer er det filmmusikken, der gør det bedst for mig.

Når jeg på den måde mener, at filmmusik har iboende kvaliteter, også løsrevet fra musikkens oprindelige kontekst, følger selvfølgelig også, at man kan anmelde den, så længe man er fair i sin bedømmelse og prøver at forholde sig til det faktum, at filmmusik ikke oprindelig er beregnet til at blive udgivet som selvstændige albums.