Lasse Grønborg
Ingen kommentarer

Feed

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Brett Leonards film om kannibaler og tvangsfodring lider noget under, at anden del af filmen er unødigt repetitiv, men i sidste ende er der stadig tale om en udmærket film med ganske gode skuespilpræstationer.

FeedInstruktøren Brett Leonard har siden sin debut i 1989 med den udmærkede The Dead Pit lavet det ene makværk efter det andet, og derfor havde jeg ikke den store forventning til endnu en film fra hans hånd. Men alligevel endte jeg med at kaste mig over hans nyeste film Feed, da jeg syntes, handlingen lød ganske spændende.

Internetforbrydelser

Den australske politibetjent Philip Jackson (Patrick Thomsen) er en veteran inden for undersøgelse af forbrydelser begået på Internettet. Da filmen starter, er han netop blevet lånt ud til sine tyske kolleger, og før den opmærksomme seer får sagt “mein Teil”, så præsenteres vi for en kannibal, der med ofrets tilladelse mæsker sig i menneskekød. Philip har, indtil denne anholdelse, mest holdt sig i baggrunden af de efterforskninger, han har deltaget i, og derfor rammer denne sag ham ekstra hårdt, da han som den første står i kannibalens hjem, hvor renligheden står i skærende kontrast til de handlinger, der foregår på stedet.

Da Philip kommer hjem til Australien, har han svært ved at finde sig til rette, og hans forhold til kæresten, der er baseret på et meget åbent forhold, gør ikke just situationen nemmere. Derfor kaster han sig hovedkulds ud i sit arbejde, og næste sag bliver en radikal omvæltning i forhold til den forrige.

Hvor den forrige sag handlede om en mand, der havde givet tilsagn om, at en anden mand måtte æde ham, så falder Philip nu over hjemmesider, hvor mænd tvangsfodrer kvinder, til de dør. Under efterforskningen kommer han på sporet af Michael Carter (Alex O’Loughlin), der netop driver en sådan hjemmeside, men da han går til sin chef med oplysningerne, bedes han om at tage en ferie og slappe lidt af i stedet. Denne ferie bliver brugt på at tæske kæresten, så hun, efter at have skrevet sin mening om ham på hans ryg, forlader ham. Patrick forsøger at arbejde sig ud af krisen, og tager alene til USA for at løse sagen.

Efter denne første halvdel flyttes fokus fra Australien og Philips problem med at finde sig til rette til USA, og en Philip, der allerede er involveret for dybt i sagen til at kunne tænke klart. Han vil redde den tvangsfodrede Deidre (Gabby Millgate), koste hvad det koste vil. Men undervejs i denne proces vender billedet 180 grader et par gange, før filmen når sit klimaks og Patricks chefs bemærkning om, at man ikke engang kan være sikker på, at tvangsfodring er en forbrydelse får ganske hurtigt relevans.

Havde haft nytte af en strammere klipning

Feed lægger sig med sit emne op af dokumentarudsendelserne om “Feeders and Gainers” og sagen om den tyske kannibal Arnim Meiwes. Hermed forsøger filmen at beskrive det menneske, der står bag, og det menneske, der forsøger at opklare forbrydelserne. Men her begynder det at gå ned ad bakke for filmen, for hvor første halvdel omhandler en mand, der forsøger at få styr på sit liv ved at hellige sig sit arbejde, så er vi i anden halvdel ude på klichéernes overdrev, da han ene mand uden backup er oppe imod hvad der fremstilles som en uoverkommelig modstander.

Det første møde mellem Philip og Michael viser, hvilken retning filmen kunne have taget, da det er et foruroligende psykologisk øjeblik, hvor Michael helt klart er intellektuelt overlegen og Phillip den underlegne. Philip holder fast i sine synspunkter, som de fleste vil følge ham i, selv om han gang på gang kommer til kort med sine argumenter overfor Michael. Men efter denne scene er det som om, at vi skal gennem 45 minutters gentagelse på gentagelse, hvor Michael er den intellektuelt overlegne og Philip den underlegne, der i stedet benytter sin rå styrke.

Hvis filmen var blevet klippet lidt strammere ville det have været en rigtig god thriller, der måske kunne give publikum noget at tænke over, men i den færdige form virker den alt for lang, og man kæmper sig igennem til en slutning, der måske får et ironisk smil frem i mundvigen, men ikke den knytnæve, som filmen vist gerne selv ville have leveret.

Scenerne mellem Deidre og Michael er ganske ubehagelige i deres blanding af iskold kalkulation fra Michaels side og kærlighed fra Deidres side. Samtidig filmes junkfooden, som hun indtager, så kvalmt og ulækkert som overhovedet muligt. Men én ting hæmmer disse scener gevaldigt, og det er den dragt, som skal gøre det ud for Deidres fedt. Den minder mere om en hård omgang plastik end fedt. Jeg har i mit hoved et billede af, at fedt i den mængde vil vibrere som ind i helvede, hvis det først bliver bevæget lidt, men dette er ikke tilfældet i filmen, hvor fedtet forbliver stift næsten uanset hvor meget Michael bevæger sig ovenpå Deidre. Dermed forsvinder illusionen om, at Deidre rent faktisk er så fed, hvilket skader troværdigheden.

Instruktørens bedste siden debuten

Men alt i alt er det en OK film med gode skuespilpræstationer, som ville have været meget bedre, hvis saksen var blevet flittigere brugt i anden halvdel. Ikke desto mindre er det uden tvivl den bedste film, som Brett Leonard har lavet siden sin debut. Samtidig kan undertegnede, der er Iron Maiden-fan, ikke andet end smile højlydt for mig selv hjemme i sofaen, når Philip i anden halvdel smider jakkesættet og dropper at vandkæmme håret – så får han nemlig en stor lighed med Iron Maidens forsanger Bruce Dickinson. Scream for me, Deidre.

4 stjerner

Titel: Feed
Instruktør: Brett Leonard
Manuskript: Kieran Galvin, baseret på en ide af Alex O’Loughlin og Patrick Thomsen
Cast: Alex O`Loughlin (Michael Reeves), Patrick Thomsen (Philip Jackson), Gabby Millgate (Deidre), Matthew Le Nevez (Nigel), David Field (Father Turner), Rose Ashton (Abbey), Jack Thomson (Richard)
Producere: Melissa Beauford (producer), Alex O’Loughlin (co-producer), Patrick Thomsen (co-producer), John Gregory (executive producer), Jack Thomson (executive producer)
Foto: Steve Arnold
Musik: Gregg Leonard & Geoff Michael
Spilletid: 101 minutter
Aspect ratio: 1.78:1 anamorphic widescreen
Lyd: Dolby Digital 5.1 og 5.1 DTS
Sprog: Engelsk
Undertekster: Engelsk
Produktionsland, år: Australien, 2005
Produktionsselskaber: All At Once, Becker Films
Distributør (DVD): TLA Releasing
Udgave/region: 1

Anmeldt i nr. 14 | 13/12/2006

Stikord: Kannibaler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *